Register

eighteen − nine =

A password will be e-mailed to you.

Ugens Fund: Aston Martin Lagonda 1986

En-ejers, venstrestyret, dansk Lagonda i flot stand? Selvfølgelig er det ugens fund!

Nogle læsere undrede sig lidt over sidste uges “Ugens fund”, en NSU TT til 118.000 kroner. Der har åbenbart indsneget sig en forventning om at Ugens fund skal være en billig bil. Men sådan er det jo ikke nødvendigvis: Når jeres koner/kæreste/elskerinde(r) kommer hjem med et par flotte støvler og begejstret fortæller, at det var et rigtigt fund, så forventer I vel heller ikke, at det betyder de kostede 125 kroner inklusiv skocreme, vel?

På samme måde er det med Ugens Fund: Det kan også være noget, som man bare ikke kan leve uden – ligesom med de førnævnte støvler, faktisk. Man har måske allerede støvler i forvejen? Javist, men mange af os har jo også biler i forvejen, og det forhindrer os da ikke i at kigge efter flere. Og så er det altså nogle gange man falder over noget, der bare er et fund. Denne uge var det en Aston Martin Lagonda – den herunder:

AstonMartinLagonda1986IMG_8772

Ugens Fund.

Mærket Aston Martin behøver ikke megen introduktion: Gentlemansportsvognsproducent og leverandør til James Bond siden 1965. Men forretning var de knap så gode til, og efter oliekrisen i 1973 var Aston Martin i knæ og havde både skiftet ejer og var gået konkurs undervejs.

Det kom derfor som et veritabelt bombenedslag i bilverdenen, da Aston Martin viste den nye Lagonda på Earls Court i London i 1976: Fra det døende mærke kom en ny firepersoners super-saloon i et chokerende moderne design og den blev en sensation uden lige og reddede mærket fra undergang.

Efterhånden som Lagondaerne blev ældre fik de dog et ry som vanskelige og dyre at holde ordentligt kørende, ligesom det markante halvfjerdserdesign virkede knap så heldigt i halvfemserne og nullerne. I mange år gik den kombination hårdt ud over Lagondas handelsværdi, der forblev på almindeligt brugtvognsniveau mens resten af de klassiske Aston Martinmodeller mangedoblede deres priser på få år. I mellemtiden fornyede Aston Martin gadebilsprogrammet og bevarede Bondforbindelsen, så de i dag står stærkere end nogensinde. Og sandelig om ikke de for nylig har præsenteret den åndelige efterfølger til Lagonda, den firepersoners Taraf.

Samlet set betyder det, at den markante Lagonda med ét slag er en af de absolut hotteste klassiske biler i 2016: William Towns’ barberbladsskarpe design er pludeligt anerkendt som en milepæl (eller skulle det være en kilepæl?) og priserne på de tilbageværende gode eksemplarer (ud af de bare 645 producerede biler) er steget med ekspresfart.

En Lagonda har aldrig rigtigt været for almindelige mennesker: Her er det britiske Prins Philip i en prototype.

En Lagonda har aldrig rigtigt været for almindelige mennesker: Her er det britiske Prins Philip i en prototype. Lagonda trives blandt fly, uniformer og den absolutte overklasse .

Det er ikke til at sige hvad den her koster. Ikke endnu, i hvert fald. For sagen er, at den bliver solgt på en auktion hos Lauritz.com, og den lukker først på søndag den 7. februar.

Men det er i denne sammenhæng heller ikke den primære årsag til at den er ugens fund: Det er dens stand og historie. For her er såmænd dansk Lagonda. Importeret af Lars Bang og solgt til en velhaver, der ganske vidst ikke indregistrerede den i Danmark, men i Tyskland – men dog kørte i den og var uhyre glad for den. At dømme efter dens stand har han dog ikke kørt ret meget i den, for den står ekstremt flot. Her er nemlig for en gangs skyld en “Ugens fund”-bil, som jeg har set i virkeligheden, og den ER flot.

Lagondaens ulykke var, at ligeså stor en sensation den hypermoderne Lagonda var, da den først blev vist i London i 1976, ligeså hårdt ramt var den af selvsamme modernitet, da moden skiftede i firserne, halvfemserne og nullerne. I mange år var Lagonda det sorte får i Aston Martin-familien, og handelsværdien en brøkdel af renoverings- eller sågar bare vedligeholdsomkotningerne. Derfor har mange af dem levet et usselt liv og ser ud derefter. Hvilket er en skændel for en vogn, der var tænkt at konkurrere direkte mod Rolls-Royce og det fineste og dyreste, der ellers kunne tænkes i sluthalvfjerdserne.

Når det så er sagt, det med hyperfuturisme – så tror jeg faktisk ikke jeg kunne leve med en bil, der kun var det. Men det havde Aston Martin jo også løsningen på: Interiøret er en blanding, for mens Guderne skal vide at instrumenterne er futuristiske, så er Conollylæder og Wiltontæpper i ankeldybde så traditionelt britisk luksus som tænkes kan. Og det bløder i bogstaveligste forstand kanterne på en Lagonda noget op.

Jo, jeg er totalt overstrømmende i min begejstring for den dover white super-saloon, og det ved jeg godt. Men det kommer fra en omvendt, der gik ind til bilen med en dyb skepsis: For jeg skal ærligt indrømme, at jeg selv har været blandt dem der har afskrevet Lagondaen – i hen ved to årtier. Men den giver heller ikke sig selv mange chancer for at få oprejsning blandt tvivlere, for man ser dem ikke ret tit. En trediedel er eksporteret til den arabiske verden. Dem ser vi nok ikke igen sådan lige. Og hvor mange der ellers er tilbage i god stand er et rigtigt godt spørgsmål. Hvor mange af dem, der så er venstrestyrede er et endnu bedre spørgsmål. Hvorimod 48.000-kroners spørgsmålet om, hvor mange af dem, der så er danske nok er ret let.

Derfor blev den Ugens Fund: For en dansker, der ønsker at eje en Lagonda (og der være andre end mig?), så må dette være bilen – der kommer næppe flere enejers danske venstrestyrede frem af gemmerne, mon? Følg auktionen hér. Bilen kan ses i virkeligheden på Motorshow i Herning 5.-7. februar, hvorfra den også bliver solgt når auktionen slutter om søndagen.

28 kommentarer

  1. Kai

    Ikke en bil jeg kunne tænke mig, men hvor er den dog bare overlækker, og den viste er da i en helt fantastisk stand, den kunne jeg tænke mig se, live.
    Den hvide farve klæder den.

    Svar
  2. Monti.

    Den er HERREFED. Her er der virkelig mulighed for at skille sig ud.
    Gu ved hvordan man holder den kørende? De instrumenter ligner noget, jeg kunne blive træt af i en fart.
    Monti.

    Svar
  3. jensen

    sjov og flot – helt sikkert

    men AFGIFTEN ! – den må (også) være den virkelige joker i det her spil.

    og så udgiften til at få den kørende for alvor er også temmelig høj, når den har stået så meget stille bliver alt jo utæt og alt gummi skal skiftes inden man kommer ud og cruice for alvor, fedt i hjullejer og andre lejer skal også skiftes da det er blevet hårdt, støddæmpere, bremseslanger, kølersalnger, bremsecalipre skal have nye seals osv osv.

    Svar
  4. Flemming Lohmann Mikkelsen

    Den er helt sikkert spændende og speciel, men med startbud på 400.000 kr. plus afgift, så er der faktisk mange andre spændende biler, tænker jeg.
    I øvrigt en lækker detalje med timetæller på motoren, idéen er måske hentet fra David Browns traktorafdeling?

    Svar
  5. elp

    Monti, du når ikke at blive træt af de instrumenter inden de holder op med at virke.
    Så er det lige at finde ud af, om de kan bringes til at virke igen.

    Svar
  6. SørenV8

    Jeg har haft fornøjelsen af, at eje en Lagonda i en længere årrække. Det er en fantastisk bil. Desværre røg den (ligesom så mange andre klassiske biler) til udlandet for nogle år siden. Der var også tale om en dansk bil fra ny – dog med et par tidligere ejere.

    Ifølge de oplysninger jeg er i besiddelse af solgte Lars “Auto” Bang ialt 4 stk. fabriksnye Lagonda’er til danskere. Ugens fund er desværre den sidste tilbageværende af de 4 biler i Danmark.

    Derudover har jeg kendskab til 4 Lagonda’er som er importeret som brugte til DK – heraf befinder de 2 sig fortsat i landet (muligvis 3 hvis Strøjers ikke er blevet solgt endnu).

    Ud af de 8 stk. Lagonda’er som har været i dansk ejerskab har de 3 været indregistreret på DK-plader på et tidspunkt. Aktuelt er ingen indregistreret.

    Ugens fund fortjener at blive i DK. Måske var det noget for Ole Sommers bilmuseum. Der er i forvejen udstillet en Lagonda Rapide. Det bliver ikke mere engelsk og vanvittigt end sådan en Aston Martin Lagonda. Bilernes svar på Concorden.

    Svar
  7. Tor Sørdal Brink

    Der er alt for mange advarselslamper der lyser til, at jeg ville binde an med den Lagonda, osse selvom jeg havde pengene i overskud. Jeg er imponeret over udseendet, og har været det siden jeg som ca. 10-årig så bilen for første gang i et bilblad i 70-erne sammen med Aston Martin Bulldog. Designet på Lagonda’en er lækkert og eksklusivt. Jeg mener faktisk, at Kongehuset har været i besiddelse af én af slagsen.

    Jeg kan kun gætte på, om samlekvalitet og teknik lever op til udseendet. Men Elektronikken er et grimt 70-er flip, som holdt sig op til midt 80-erne i visse amerikanerbiler. Dén kan man bare ikke stole på, og jeg ville ikke frivilligt røre hverken en Corvette, eller andre biler med den slags instrumentering. Dét er rent ud sagt træls.

    400.000,- ?? Glem det da, MEGA meget !

    Nedenfor en Aston Martin Bulldog, for dem der ikke kender den.

    Svar
  8. Ib Erik Söderblom

    Havde jeg pengene…, og trods den er hvid…, og trods jeg altså ikke kan forliges med designet…, så havde jeg prompte købt den.

    Fordi den er så besynderlig, fordi den er en kraftanstrengelse, fordi den bare er ganske særlig, fordi den fortjener at blive set, fordi det vil være fedt at ha’ den i Danmark.
    Så ville jeg trille en ugentlig tur forbi Christiansborg.

    Svar
  9. Carsten W

    En fed bil, som herrerne inde ved Skat vil kaste sig over i kampen for at få dækket det store hul, de efterlod, da de sendte en masse milliarder til udlandet.
    Den der grønne dims ved timetælleren ligner noget, der er eftermonteret i et forsøg på at holde en eller anden elektronik kørende… Nogen bud på, hvad det er?

    Svar
  10. jewer

    Kilepæl! Det er fanname et godt ord:>).
    Selv om det er et i den grad imposant stykke køretøj – som jeg sagtens kunne se mig selv tøffe rundt i – så tror jeg nok der er andet jeg hellere ville ha’ – til prisen.

    Svar
  11. FrNrg

    Den bil har jeg altid godt kunnet lide. Jeg ville nok beskrive den med udtrykket “jolide laide”.
    Den ligner lidt en Saab 9000, der er blevet mast og gjort længere ;-)

    Svar
  12. H.P Thygesen

    Claus, har du været i Vejle, det er jo der vi alle skal hen til forår/sommer ?

    Svar
  13. Klaus R

    Sådan en Lagonda er da en overdrevent FED bil. Totalt futuristisk da den kom frem, og den holder stadig. Ja – designet deler vandene, men er det ikke netop det, der nogle gange skal til?

    Den helt stor joker er bilens elektronik, men med Serie 3 begyndte der vist at komme lidt styr på det. Mekanisk er den som alle andre AM’er, så det er kendt teknik. Ikke at det dermed er noget der holdes kørende på et standard husholdningsbudget, men i forhold til hvad den bør sammenlignes med, så bør det ikke skræmme nogen.

    Personligt er jeg vild med den, og kunne sagtens se den i garagen – hvis der altså var plads, for den er godt nok stor. Jeg er også helt sikker på, at sådan en skal købes meget snart, da den er begyndt at finde interesse blandt samlere. Og jeg er lige så sikker på, at sådan en Lagonda inden for en ret overskuelig årrække, vil vise sig at være en for investering.

    Om startprisen på kr. 400.000 er fornuftig? Man skal jo lige huske salæret på 20 %, og så hedder det kr. 480.000, og med en – godt nok af Laurits.com – anslået vurdering på kr. 600.000, rammer den nok også toppen af hvad sådan en kan trække – endnu.

    For taler fuld og helt kendt historie, utroligt flot stand, og meget lidt brugt bil. Jokeren er selvfølgelig hvad det koster, at få den klar til at køre igen, efter lang tids stilstand. Afgiften er den store ubekendte, men ellers kan man jo stille den i hjørnet af garagen, og vente til den rammer veteranstatus om nogle år – og håbe på at der inden da, er indført nye afgiftsregler ;o)

    Svar
  14. SørenV8

    Svar til Skaanning:

    Jeg oplevede ingen problemer i min ejertid (5 – 6 år). Jeg fik kun lavet almindeligt service på den. Men bilen var så heller ikke indregistreret, og kørsel begrænsede sig således til en tur i ny og næ.

    Det er min opfattelse, at rygterne om dårlig elektronik i Lagonda’en er vildt overdrevne. Den første kundebil som Aston Martin leverede under stor mediebevågenhed til Lord og Lady Tavistock var reelt en prototype, og kunne ikke køre ved pressemødet. Men den begivenhed betød desværre, at Lagonda’en efterfølgende har været brændemærket som en bil med håbløs elektronik (nærmest noget fra det ydre rum). Problemet er bare, at dem som bringer disse historier videre udelukkende basere deres viden på hvad de selv har læst (typisk noget skrevet af andre med ligeså begrænset viden). Læs: en vandrehistorie.

    Lagondaen var i produktion i mere end 10 år, og det ville den nok ikke have været hvis den var så problemfyldt som man ofte ser beskrevet. Selvfølgelig er bilen mere kompliceret end en Ford Fiesta, men hvis man sammenligner med andet dyrt isenkram fra samme periode (Rolls-Royce, Maserati, Jaguar, Ferrari, Lamborghini osv.) er der nok ikke den store forskel. Den type biler er dyre at holde kørende, og reservedele er altid vanskelige at skaffe til håndbyggede biler i små serier. Jeg vil mene, at rust nok er det største problem i relation til alle Aston Martin (inkl. Lagonda) fra 1970’erne og 1980’erne. Elektronikken er jo set i forhold til f.eks. en moderne bil utrolig primitiv.

    Svar til Carsten W:

    Den grønne dims er mig bekendt en del af forseglingen af tælleværket. Dvs. at man kan se om der har været åbnet – og eventuelt manipuleret med det.

    Svar
  15. Bjarke Nielsen

    Hej …
    Fedt indslag Claus…rigtig interessante kommentarer… SoerenV8…som bosiddende i udlandet kunne jeg taenke mig at vide hvordan det er at koere i en saadan bil i dk? Der i blandt laeserne her en del frit taenkende klogere folk, der kan lide at provokere den almene dansker med lidt krom…(det lyder billigt)…jante lovens usynlige magt …er det en skroene…? Min bror Stig har fortalt en del skraek historier med hans Esprit…!!! ???

    Svar
  16. Torben Guld

    Mon Lagondaen oprindelig stammer fra Kolding?? – jeg mener at kunne huske at indehaveren af Gori (træbeskyttelse) i Kolding fik en hvid Lagonda af konen til sin 50 års fødselsdag.

    Svar
  17. Ole JAGmann

    Hvis man læser beskrivelsen på Lauritz, så har den altid tilhørt Haahr collection, det må vel være Olaf Haahr fra Haahr benzin?

    Svar
  18. SørenV8

    Jeg har i de sidste 10+ år haft et “lidt” nørdet projekt kørende i relation til stelnummer 13001 – 13645:

    http://www.vassard.dk/lagonda/gallery/

    – Jeg har en opdatering på vej som bringer antallet af identificerede biler op på ca. 360 ud af de 645 producerede biler. Derudover har jeg billeder af ca. 100 biler som jeg ikke har kunnet sætte et stelnummer på endnu.

    Galleriet har haft store værdi som reference for andre/og kommende Lagonda ejere. Der er ikke 2 biler som er ens, og Aston Martin lavede løbende små og store ændringer på bilerne.

    Svar

Skriv en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.