Register

fifteen − six =

A password will be e-mailed to you.

For de fleste mennesker er der flere hverdage end festdage i ugen. Dér skal man virkelig tænke over hvad man kører i.

Selv Kong Frederik nævnte det i sin første nytårstale i går: Hverdagen skal man ikke glemme – og det gælder også klassikerentusiaster. På denne årets første dag er der sikkert mange danskere, der har ondt i håret – men forhåbentligt ikke for ondt til at tænke lidt over de faktisk vise ord. For hverdagen fylder nu engang så pokkers meget for de fleste af os.

I princippet burde en Miura gøre hver dag til en fest.

Det han mente var nok noget med, at det er skønt at have en Lamborghini Miura (indsæt selv egen favoritbil hér…) holdende i garagen, men hvis man kun kører i den een gang om året – øhm, hvad kører man så ellers i på hverdagene? For så er det jo næppe den underskønne Miura, der holder depressionen fra døren, vel?

Og hvis det (som det også gælder for mange gode borgere her i landet) daglige transportmiddel er valgt ud fra at skulle ligge under 50 g/km (eller hvad dagens gospel nu er) i udledning af kolibrier, så er det nok heller ikke dén. Hér vil jeg gerne komme Kongen lidt til hjælp ved at låne en frase fra en af hans moders tidligere Nytårstaler: Kan vi ikke gøre det lidt bedre?

Vi har brug for afgiftning – ikke kun dagen efter nytår. I baggrunden af billedet ser vi hvorfor. I forgrunden er således et anerkendt middel, anbefalet af WHO og uafhængige organisationer (som ViaRETRO): En klassiker.

Svaret er “selvfølgelig kan vi det”. Uden at virkelig alt for kongelig vil jeg gerne påpege, at for mig er hver dag en fest – når jeg sidder bag rattet af Alpinaen. Nej, det ER ikke noget jeg har aftalt med Kongen inden. Tværtimod: For faktisk måtte han specifikt ikke nævne Alpinaen – og heller ikke Søens Folk. Idet vi begge vidste, at det ville irritere det vi kalder “danskerne” over en bred kam. Men det er måske en anden historie.

Spørgsmålet i dag er dog ægte og velment og måske endda forbundet til et eller flere nytårsfortsæt: Hvordan vil du få flere festdage bag rattet i 2025? Lad høre i kommentarerne herunder.

(Og det er underforstået at det er udover det åbenlyse “ved at køre Alpina hver dag i det nye år” – thi det svar er for nemt og vi er bange for, at du bare har kigget af ved sidemanden).

 

13 kommentarer

  1. stefan

    Jeg skal forhåbentlig i gang med at køre Astro van. Både til arbejde (når det ikke foregår på cykel/mc/veteran) og til weekend/ferie. Det skal være sådan at jeg/vi herhjemme kan køre ud og overnatte eller bare have kajakken på taget.
    Den skal dog lige have noget kærlighed inden den er klar..
    Derudover skal jeg køre mere mc i år.
    Eneste Malurt i bægeret er, at jeg ikke har fået givet min veteran den opmærksomhed (endnu i hvert fald) den fortjener. Det er jeg ikke helt tilfreds med. Den skal dog nok blive anvendt en hel del igen i 2025 :) Godt nytår!

    Svar
  2. A VINTAGE RUN

    I min hverdag fylder mit arbejde på værkstedet så meget, at jeg er nød til at tage fri, hvis jeg skal nå at køre og kunne slappe af med køreturen. En anden grund til jeg ikke køre så meget er at der er 30 minutter hver vej + klargøring hver gang. Og venteliste! Det seneste tidspunkt jeg syntes jeg kan tillade mig at komme tilbage med bilen og låse lejegaragen af er kl. 21.00
    Med klargøringen består der for mig nogle ting, at aftørre lakken for støv, kattepoter, insekter, isætte batteriet igen, tjekke oliepinden, luft i dæk af rutine og pudse glasset på forruden spejlblank for insekter og andet snavs, samt på lygteglas, nummerpladen foran og kofangeren foran. Så holder bilen i tomgang imens, og er varm og køreklar, når jeg er færdig, og bygningen skal selvfølgelig igen aflåses to steder. Så kan jeg endlig trille på den sædvanelig tur et par timer rundt i det gamle (Århus Amt).
    Det er ikke muligt for mig at have Porschen herhjemme i vores fælles garage/udhus. Bilen kunne nok køres ind, og porten lukkes. Men udhuset er en fælles udbygning jeg deler med 3 andre lejer, og selv hvis jeg måtte bruge den til min Porsche. Ville jeg ikke kunne dreje ind og ud fra Storegade. Her er porten smal dog ville jeg godt kunne komme igennem hvis skraldespandene flyttes hver gang. Men den reelle grund er naboernes parkerede biler overfor i udlejningsejendommen der ikke overholder den gule stiplede markering på kantstenen ved deres bygnings fortov. Stiplingen er lavet den gang hvor kommunen stod for den slags, og alle bilister tog hensyn til gul markering ved kantstenen. Det forstår ingen i dag, hvis man ikke råber det ind i deres hoveder, eller får en til at stå for juridisk hjælp der starter ved 1000 kr i timen.
    At komme hjem en sen aften for at skulle gå undskyldende rundt over ulejligheden, at banke på, i håb om at finde ud af hvor ejeren af et køretøjet forladt ved kantstenen opholder sig, et sted på Storegade.? Det gider jeg simpelthen ikke rende rundt og banke døre for?
    Faktisk vil jeg tro vores gårdsplads kunne rumme 4 små køretøjer og den afmærkede kantsten dækker over 2 køretøjer i længden for at kunne svinge ind og ud af vores port, så regnestykket går ikke op selvom vi brugte ejendommes gård til parkering. Gaden er slet ikke anlagt i sin tid til at skulle rumme så mange parkerede biler.
    Så på grunde af det og min helbred pt, har jeg flere gange tænkt på at sælge Porschen og i stedet fokusere på andet i mit liv, selvom jeg syntes bilen giver mig en masse frihed, når jeg ellers tager mig tiden til den. Og måske kunne jeg opleve at sidde ved siden af een, i Porschen en dag… Det da også dejligt, og med mere plads til udskejelser af min krop, end bag rattet.

    Svar
  3. Henrik Kusk

    Jeg vil gøre som i 2024:

    Så snart saltet er af vejene, vil jeg parkere køkkenbilen bagerst på gårdspladsen, og kun bruge den til ture på genbrugsplads og trælasten (hvor der kræves trailer) samt på ture til sommerhuset hvor Pia (fruen), Aston (hunden) og værktøj mm. skal med.

    Samtidig vil jeg sætte 2 klassikere i carporten, så de bliver “det naturlige valg” til al anden kørsel indtil næste vinter.

    Jeg brugte den model i 2024, og havde rigtig mange festdage.

    Godt Nytår herfra :-)

    Svar
  4. Nold

    I mange år havde jeg min klassiker registreret som alm bil ( ikke veteran) og kunne derfor med god samvittighed køre til og fra arbejde. At den så skulle synes hvert 2. år sørgede desuden for at jeg holdt den i ordentlig stand. Den har nu rundet de 330 k. Nu er jeg vokset fra at have arbejde så nu består det vanskelige i at vælge mellem Yamaha xs 650 (med Triumph-potter for musikkens skyld) når vejret er til det eller Commer Imp’en til de små, sjove ture eller Alpinen til de lange, sjove ture. Brændehentning og storskrald klarer jeg med en “youngtimer” 20 år gammel Fabia med krog… hehe..

    Svar
  5. Lars D

    Når man pendler 90-100km hver dag og ikke hører til den velstillede del af befolkningen eller har firmabil er man afhængig af noget der bare kører derudaf uden så mange dikkedarer og er billig, driftsikker og uprætentiøs. Jeg kører på motorvej meget af tiden og lytter til podcasts og tænker ikke et sekund på om køreroplevelsen er spændende eller involverende. Jeg sætter hastigheden til det tilladte og så finder bilen selv frem. I min verden giver det ikke mening at køre i en flot, dyr og spændende bil ny eller klassisk på en daglig pendlerrute fyldt med håndværkerbiler, lastbiler og ligemænd på vej til og fra arbejde. Vi transporterer os jo bare fra A til B og var det muligt så gjorde jeg det med offentligt transport.
    Men når jeg så har fri står den på køreglæde i min klassiker, jeg har prøvet pendlerturen i den men den er ikke skabt til køkørsel på motortrafikveje så min gode Golf skal holde ud til jeg når pensionsalderen, så må vi se om hverdagens køreture kan blive andet og mere en bare transport.

    Svar
  6. Hjorthoej

    Ligesom Lars D pendler jeg 100 km om dagen til og fra arbejdet (som er at køre andre 200 km i firmabilen – som er en Volvo Bus) Det er ikke motorvej men små lokale veje i kamp med diverse landbrugsredskaber og råvildt.
    Kørslen til og fra arbejdet klarer min DS3 Hdi ganske smertefrit og økonomisk.

    Og da jeg har nået pensionsalderen og stadig arbejder er der en økonomisk mulighed for at sende klassikeren – MB 230C – på værksted for klargøring til syn og udbedring af småting i hele april måned. Sidste år var MB på bedding fra Skærtorsdag til Sct. Hans og køresæsonen blev derved noget rundbarberet!
    Mercedes bliver brugt ugentligt i højsæsonen, enten til diverse træf eller til fornøjelsesture. Vi bor på Mols og har dermed rige muligheder for køreture ud i det blå.

    Svar
  7. Ole Wichmann

    Jeg er ikke så heldig at have firmabil, så jeg skal selv holde mine biler kørende.
    Jeg har kun 11 km på arbejde men kører alligevel over 20000 km om året i hverdagsbilen. En oldtimer eller klassiker synes jeg derfor er for gammel, så jeg nøjes med en 15 år gammel Renault Laguna Coupé 2,0 turbo der snart runder 300.000 km. Den kører som en drøm og coupé-formen er et bevidst valg som et statement mod SUV bølgen. Selvom familien brokker sig når de skal klemmes ind på bagsædet. I sommerhalvåret bruger jeg min Alfa Romeo Spider 916 fra 1996 en del.

    Svar
  8. stefan

    @N.F Det er tæt på den modsatte måde af din, jeg har veteranbil – Pudsekluden føler sig forladt, støvsugeren ligeså. Til genfæld er der sjældent gammel benzin i tanken :) Dejligt at “snakke” med andre, der har samme hobby, men på en anden måde. Håber helbredet flasker sig!

    Alt det med veteranregistrering/alm registrering, så skal jeg være ærlig og sige at med en veteranbil (som min?) bliver det aldrig en reel samtale. Jeg tager den på arbejde, i netto – nogen gange ned at hente reservedele, men en hverdagsbil bliver det aldrig – især ikke med en 4-5 km/l og et job som skolelærer :)

    @Frank Rene Overballe vi findes, men vi er få :)

    Svar
  9. Leo Jensen

    Jeg har træk på den ene Jaguar, så den kan køre på genbrugspladsen og til trælasten, og den er god til det. Da vi købte den for snart 20 år siden var den endda for alvor hverdagsbil, da den eneste anden bil vi havde var 2CV’en. Der har derfor været ret mange festdage i mit liv, og da jeg stadig har både 2CV og XJ40 og tillader mig at bruge dem temmelig meget, er livet på landevejene stadig langt fra kedeligt.
    Jeg har 27 km til arbejde, så motorvej i 2CV er også en disciplin jeg udøver. Det er faktisk meget sjovere end det lyder. Man kan enten tøffe afsted med lastbiltempo og under 80dB i kabinen, eller man kan begynde at planlægge og også nogle gange udføre overhalinger. Hvor tit har I andre speederen i bund i mere end en brøkdel af et sekund ? Jeg har et slidhul i gummimåtten fra speederen, og sidste år knækkede den ganske enkelt…

    Svar
  10. A VINTAGE RUN

    @Claus N Ham med scepteret må være diktator!

    @stefan Jeg er helt enig det var også min indgang til klassikerverden. Det skulle være fornøjeligt at skrue, vedligeholde, og dele interessen med ligesindet\ligestillede : Det er bare hulens svært at udleve det hele ude i virkligheden. For mig selv. Dog er den her virtuelle verden bag skærmen, som er en god erstatning i en travl hverdag, og som man skal huske på, og hvor man selv kan være med til at bidrage til en hel del læsefornøjelser. Afsteden i landet er kortere, og man deltager i en slags digitalt broderfællesskab, der er ikke så mange søstre at se i blandt os – endnu!. 😊
    Et godt helbred er for mennesket som en god klassiker med vedligeholdelse og reservedeling..😉

    Svar
  11. A VINTAGE RUN

    @ce
    Jeg tænker at alle de små ting i hverdagen, som du ved er svær at beskrive og huske, giver mening, og livskvalitet. Når, eller hvis vi så er heldige, oplever vi måske nogle større succeser pludseligt, end hvis vi søger efter de store hele tiden.

    Svar

Skriv en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.