Men den er så meget andet. Og det ved jeg, fordi jeg prøvede en Consul på en sommerdag for nylig.
Det er en lummer fredag i dag. Men kun rent bogstaveligt. Det var det også der sidst i august, da jeg svang en Ford Consul ud på de djurslandske småveje og blev meget glad. Fordi jeg endnu engang fik bekræftet det dejlige fakta om vores hobby at de gode oplevelser med klassikere ikke afhænger af hverken pris, prestige eller power.
Det var denne oplevelse, der fungerede som en veritabel tidsmaskine: En Consul på en djurslandsk landevej.
Dér bag rattet af en orange Ford Consul 2.3 stationcar, i dét sekund og på de veje – så var det som om tiden var 1973 igen, og det var som bekendt før tingene gik af lave. Majsen var ikke genmodificeret, solen skinnede igennem et tykt og sikkert ozonlag og biler havde baghjulstræk og måtte ryges i. Der skal nok være nogle skruebrækkere derude, der vil påpege, at alt muligt er blevet bedre siden og det er meget muligt – men det er i hvert fald ikke blevet hyggeligere. Og hygge, det var den her Consuls styrke.
Jeg har sjældent kørt i en klassiker med mere sympatieffekt. Selv på den korte tur fik jeg anerkendende hilsener og da jeg stoppede ved min reservedelsleverandør på vejen hjem var de friske med rosende ord og nær ved en rabat også: “Sikke en dejlig vogn du har”, og det ville jeg skam hellere bekræfte end at tvære i, at det desværre ikke var min.
Tilsyneladende var særligt stationcarudgaverne ofte i klare farver?
For jeg syntes, at det var en helt vildt dejlig vogn, den orange Consul. Alt spillede op til at slå den rette stemning an, og lige præcis denne meget originale vogn var – komplet med sin lette patina – helt perfekt til at lege tidslomme. Farven gjorde så absolut sit, for orange biler hører så absolut halvfjerdserne til. Blandt de i nyere tid moderne retrofarver har ingen endnu turdet binde an med den bløde varme appelsinfarve i sin rene form som på denne Fordvogn. Og nej, jeg synes ikke det er grimt og nej, jeg kunne aldrig finde på at male dem om. Sådan har bilens nuværende ejer det også. Han overtog den tidligere i år fra sin familie, og det er en vogn han kan mindes fra sin fjerne barndom, nogenlunde som den er, hvilket selvfølgelig giver den en stor affektionsværdi. Vi andre kan derfor være trygge ved tanken om, at de danske landeveje også om føje år vil huse denne orange stationcar, for ejeren er meget gld for den. Min tur dengang i august var da også på vej til dens vinterhi, så her løber vi sandelig ingen risiko.
Man skal aldrig kimse af en brun coupé. Men lige præcis Granada/Consul-varianten er en lidt gumpetung affære at se på.
Sådan forestiller jeg mig også de oprindelige Consul-ejere har været af type: Oprindeligt tænkte jeg i hvert fald at de havde både glas- og kummeforsikring, livrem og seler og skifteundertøj i nødhjælpskassen. Men det kan faktisk udmærket være forkert, for selvom en Consul i dag ikke er en prestigevogn af mægtig værdi, så var den jo dengang alligevel højest i det “europæiske Fords” hieraki. Eller rettere, næsthøjest – Granada var toppen.
Og så kommer vi til det store spørgsmål – er det ikke det samme, Granada og Consul? Nej, ikke helt: Consul fandtes som navn til denne bil fra 1972-1975 og var en billigere udgave af Granada – for nu at sige det enkelt. Teknikken er den samme, så jeg gætter på at køreoplevelsen ikke kan være ret forskellig.
Forskellen på Granada og Consul handlede om udstyr – men jeg synes ikke jeg manglede noget i den billigere Consul. Ikke engang seks cylindre.
Den er god, kan jeg fortælle – for en Consul kan mere end at hygge: Med 2,3-liters “Köln”-motoren er vi kun en klasse under topmotoriseringen, og javist er Ford V6’ere ofte udskældt for at være primitive og det der er værre, men gangkultur og motorlyd og drejningsmoment kan de altså godt levere. Det er ikke en vildbasse af en omdrejningsraket, men det ville ærligt talt også være totalt ude af karakter med bilen her. Afslappet på grænsen til doven virker rigtigt udtrykt, men der er et dejligt kraftoverskud og langsom er bilen derfor ikke. Jeg kørte blød-hat-kørsel, der passede til bilen, men jeg kan jo læse mig til, at Granada/Consul-serien faktisk var kendt for meget fine køreegenskaber. Ikke sportslige, men sikre og komfortable.
Helt uafhængig undervogn var ikke almindeligt i 1972.
Det hjælper i øvrigt på fartpotentialet, at denne har manuel gearkasse. Som er en rigtig velfungerede firetrins sag, der gjorde mig særdeles misundelig. Min egen Reliant Scimitar har jo også en Ford V6 (en “Essex”) med firetrins gearkasse, men den i Consulen skiftede uendeligt meget bedre – på éen gang lettere, mere præcist, med kortere bevægelser og meget hurtigere. Nu behøver man faktisk ikke skifte gear ret meget i en V6-Consul, men det var sandelig en fornøjelse at gøre det alligevel. Jeg afholdt mig fra at bruge mange omdrejninger, men fornemmer i øvrigt at den mindre Köln-motor løber mere rundt og let end min større 3-liters Essex, og i øvrigt har en dejlig lyd imens.
Kombinationen af dejlig lyd og gearskiftet er rar at lege med, men som sagt ikke særligt nødvendig: Det skyldes også, at Consulen i lighed med mange andre ældre biler er ret lavt gearet. Man kommer derfor meget hurtigt op i fjerde gear, og der skal krappe kurver til før man behøver at geare ned. Det giver en afslappende kørsel på landeveje, men på motorvej har det den modsatte effekt. Den kan selvfølgelig godt, men ikke uden at føles travl.
Den allerhurtigste i serien var Consul GT med treliters Essex-maskine.
Og det er jo synd, når man nu sidder og hygger så godt i de bløde sæder. Her sidder man nemlig godt, og kabinen er udover komforten også bare helt enorm. Granadaen fra 1972 fra var med 1,79 meter en usædvanlig bred bil, og det gav nu engang god plads inden i. I denne stationcar er der endnu mere, ja pladsen virker nærmest absurd, og lastelængden med nedfældet bagsæde er omkring to meter. Det er sådan noget, der aftvinger respekt, og jeg kunne ikke lade være at tænke på, hvor komfortabelt en familie kunne rejse på ferie i sådan en, dengang i 1973. Tænk engang at duve blødt ned igennem Europa med 2,2 børn på bagsædet og stadig rigeligt med plads til det store familietelt OG børneteltet fra før pop-up-glasfiberen.
Men Consul og Granada handler ikke om fart, men om det her gode familieliv anno halvfjerdserne.
For det er den slags, jeg så for mig bag rattet af Consulen: Familier. Til nød far og mor alene. Måske far på arbejde med store ting bagi – varer eller værktøj. Mest det første, tænker jeg – for Consulen virker knap så meget som en håndværkerbil. Den eneste jeg kan huske fra min barndom tilhørte byens hoteldirektør. Mens jeg ikke kan huske, om det var en Granada eller Consul, så ved jeg dog, at det var en coupé. Dem plejer jeg jo normalt at foretrække, men ikke her: Denne Consul med sit enorme stationcarkarosseri – dét ville også være mit valg. Den er velproportioneret for sin størrelse, nærmest elegant – og så har den sjældenheden på sin side. Dertil kommer så den store brugsværdi, og handlen er beseglet for mig.
Den er ikke sexet, nej. Men den er så meget andet. Herunder med sin relative modernitet meget brugbar og som sagt vanvittigt hyggelig.
Eller hvad siger I?
Mener du virkelig, at coupe’en er “gumpetung”..? Personligt synes jeg den er lige i skabet. Og da en af mine bekendte ejer netop en coupe, ved jeg, at den vinder meget, når man ser den face to face.
Den brune, som man kan se i dit indlæg, er toppen af poppen – særligt de fine fælge…
Da jeg var ung og uspoleret,vare jeg i et firma, som havde to Granada Stationscars som firmabiler – mener den kunne køre ca 120 i 4 gear og jeg kørte om kap med en AUDI et sted i Tyskland på vej hjem på en mørk landevej. – da vi rundede 140 / 150 lod jeg ham komme forbi og kunne nu se det var en hvid og grøn farvet Audi fra politiet – jo Grandaerne gik rigtig godt og med et fint og meget rummeligt bagagerum – firmabil !
(een af mine kollega , kørte en brun Cortina GT og jeg kørte sedfølgelig osse den gang SAAB)
Jeg synes heller ikke coupéen er gumpetung, den er funky.
Jeg kunne godt se mig selv i den.
Stationcaren derimod ligner så mange andre Ford stationcars og er ikke nær så funky.
Dog er orange meget funky!
Er forskellen mellem Consul og Granada, hvor de blev fremstillet – indtil 1985, hvor de alle hed Granada?
Granada i Köln
Consul i Dagenham
Taunus i Köln
Cortina (med hoftesving) i Dagenham
Herlig artikel. Jeg er enig i, at der er noget galt med Coupé’ens proportioner. Der er altså noget, der ikke er harmonisk. Gumpetung beskriver det egentlig meget godt. Det er ikke populært at postulere.
I ved vel alle, at jeg er vild med Consul og Granada – også coupe / fastback. 1972 hoftesvajsmodellen er egentlig en Fastback – hvor den senere “lige” model er en coupe. De kører helt fantastisk. Der er egentlig større forskel på køreoplevelsen mellem Consul og Granada end man tror. De små detajler med lyddæmpning / siddehøjde / gummibøsninger osv. gør en del. Men alle kører godt – og har en rigtig fin Mercedes-lignende undervogn.
Her lidt forklaring vedrørende forskellen – kan se der stadig er tvivl. Sakset fra mit svar på Claus’es første opdatering vedrøring Consulen på Facebook:
Ford-skellen(Hoho) ligger i udstyret / detaljer. Bilerne er reelt ens, men Granada’en havde diverse lækkerness-ting, så som sidelister, gulvtæpper måske nakkestøtter – lidt mere lyddæmpning – en anden grill. En Consul var en billigere Granada. Det der afslører denne, som værende en Consul, er de lidt færre ure i instrument-panelet. Granada havde flere ure. Undtagelsen er en Consul GT, som også havde de ekstra ure(olietryk, ladespænding mm). Begge modeller blev lavet i både England og Tyskland. Alle vi fik herhjemme var fra Tyskland. Dem med 3.0 har den engelske Essex-motor, men er stadig bygget i tyskland(Køln). De engelske var primært til det engelske hjemmemarked. Efter 1975 hed alle Granada, selv de skrabede.
Javist er coupéen funky, men den er også gumpetung. Kan I ikke se det? Det skyldes
1) det klassiske problem, at den bagerste del af bilens linier er dukket ned UNDER hofteliniehøjde.
2) den massive lygte-/kofangerkonstruktion, der virkelig understreger bagendens solide linieføring.
I mine øjne slipper stationcaren langt bedre fra det, fordi den har fået små fine baglygter og et lille kækt hoftsving. Bevares, den er heller ingen ballerina, men det var vist aldrig meningen med Granada/Consul.
Flot bil – eneste ting at udsætte på stationcar’en er at loftshøjden i varerummet ikke er ret stor i forhold til tilsvarende Volvo245 eller som jeg havde på det tidspunkt Peugeot 504 og 505. Et familiemedlem havde en Consul stationcar på samme tid som jeg havde en Peugeot 505 GTDT Familiale og vi kunne læsse mere end han kunne grundet den større indvendige højde – til stor irritation for ham :-)
Må sige jeg synes Coupe’en er rigtig flot i designet, men ville dog ikke bytte! En Consul GT må dog gerne stå ved siden af! ;-)
Her er et frisk billede fra idag! :-)
Jeg savner stadig min trofaste Granada.
1973 og ORANGE er det nye SORT. Jeg er klar…
Mener nu stadig at Consul er engelsk, og Granada er tysk, ligesom Cortina er Eengelsk og Taunus er tysk.
Er udlært Ford-mekaniker fra 1982-1986 i Haderslev, og tro mig, det var fine biler dengang.
Det er også en fin bil i dag @lars-juhl :-)
@wentzel , jeg læssede ikke noget særligt i den, så jeg tænkte ikke videre over lastrummet højde: Det kræver vist noget mere praksisbrug at falde over den slags. Mine tanker gikmere i retning af “gardiner – så kan to personer sove kongeligt her”!
Mig bekendt har navnet ikke noget produktionsstedet at gøre, men netop udstyrsvarianter.
For Taunus og Cortina er det korrekt, at det afhænger af produktionsland.
Jeg er ikke enig i det med den gumpetunge coupe og det for store lygtearrangement. Jeg smiler i hvert fald fjollet glad hver gang jeg ser min… :-)
Billedet var for stort… prøver igen.
Jeg synes heller ikke den er gumpetung Lau. Coupeen er den mest spændende karosserivariant, og man skal smile når man ser sin gamle bil. Ellers har man købt den forkerte…
Tendensen er heller ikke så udtalt i Mk2-varianten, skal det lige siges.
Ellers vil jeg henvise til Ugens Fund i dag, for en Morris Marina Coupé udviser netop et særdeles let og elegant bagparti: https://viaretro.dk/2016/09/ugens-gul-fund-nysynet-morris-marina-til-godt-20-af-de-lange/
Claus Ebberfeld: Vedrørende højde mm. i varerum var årsagen at når vi var på besøg hos svigermor og parkerede på hendes gårdsplads så Ford’en meget bred ud – men også lav, hvor Peugeot’en virkede højere og smallere og når vi skulle hjem læssede vi vores tvillingebarnevogn ind bagi uden at klappe den synderlig sammen hvorimod svoger skulle skille deres almindelige barnevogn helt ad for at den kunne være i deres varerum. Bagateller, men vakte diskussion og glæde hos os hver gang :-)
Med tanke på de biler Consul og Granada afløste så gjorde Ford det samme som BL – kom med meget ringere biler end forgængerne – specielt dem fra Ford Køln.
P7’erne er langt bedre og efter min mening også meget flottere – Ford Dagenham var i gang med sidste generation af Consul – Zephyr – Zodiac biler der var lysår foran efterfølgerne men desværre magtede Ford i Dagenham heller ikke at bygge biler i kvalitet der var meget bedre end Trabant – hvilket var en skam tjek Ford Zodiac Executive Mk.IV på youtibe – ligner en downscalet Lincoln Town Car…
Lars Juhl. Du tager fejl. Undersøg selv. ?
Lau mortensen, det glæder mig at læse at du er oprigtig glad for min gamle bil,
jeg er faktisk så kedad at jeg solgte den, at jeg har påbegyndt at bygge en kopi af hende.
og forresten så hedder hun Gertrud,
mvh den tideliger ejer og opbygger
Hej Klaus
Tak for snakken tidligere i dag. Det var sjovt at få lidt historie med.
Hun har det godt herovre i det vestjydske, og jeg skal nok passe på hende.
Mvh Lau