Min rejsekammerat mente jeg måtte være fra forstanden – men jeg elskede den: Sbarro Super Eight var et af højdepunkterne på InterClassics Bruxellesmessen for mig.
Det har selvfølgelig noget at gøre med, at jeg altid har haft et svagt punkt for schweiziske Sbarro. Flosklen “At tænke ud af boksen” virker som noget han kunne have opfundet – men hans resultater viser også managementmantraets begrænsninger: Nogle gange er der en årsag til at andre gør det på en anden måde.
Ferrari 308 – her en Quattrovalvole fra den senere periode, men de er alle smukke.
Tag nu Ferrari 308. Uden at sætte den lille Ferrari fra 1975 helt op på en piedestal kan man vel godt sige, at den er (endnu) et af Pininfarinas mesterværker, og at den var den første kommercielt set rigtigt succesfulde Ferrari. Jeg er ikke i tvivl om at det skyldes dens kombination af teknik og design, der i netop dette tilfælde gik op i en højere enhed. Stærk V-8-maskine, fine køreegenskaber og så det der svungne karosseri, der fungerer både – undskyld mig – på de store linier og helt ned i detaljerne. Op til 1985 og afløseren 328 (der også kan betegnes som et meget omfattende facelift) blev der bygegt hele 12.000 308.
Hvordan kan man forbedre på det? Jamen, det er selvfølgelig svært. Og faktisk er jeg slet ikke sikker på, at ordet “forbedring” indgik i Sbarros opgavebeskrivelse, da han henimod slutningen af 308’erens levetid besluttede at gentænke den noget så radikalt. Ejheller tror jeg egentlig, at der var en opgavebeskrivelse!
Og nu til noget ganske andet: Man skal vide det for at genkende en Sbarro Super Eight som en Ferrari 308. Og så var man måske endda hellere fri for at vide det.
Men for at springe direkte til resultatet, der blev vist offentligt første gang i 1984: Sbarro Super Eight er faktisk en Ferrari 308 i andre klæder. De klæder er dog så vanvittigt anderledes, at man aldrig ville bemærke det ved bare at se på bilens ydre former. Da jeg så den på InterClassicsmessen i Bruxelles fredag var jeg overbevist om, at den var baseret på en Renault 5 Turbo – det passer da nogenlunde på helhedsfremtoningen? Men et kig ind i bilen og ikke mindst en prøvesidning bag rattet afslører den: Det er ren Ferrari 308, instrumenter, motor og gearkulisse og det hele.
Oooooh, her sad jeg altså godt! Jeg er nødt til at indrømme, at jeg syntes dette interiør er superlækkert. Undskyld.
Det er faktisk så utroligt, at selv akselafstanden skulle være den samme: Sælgeren forklarede, at han skam havde målt efter, og at undervognen og alt det praktiske på Speed Eight simpelthen skulle være overtaget direkte fra 308’eren – blandt andet som en reaktion på at dens åndelige forgænger Speed Twelve (med to sekscylindrede Kawasaki 1300-motorer…) fra 1982 skulle køre ret udfordrende. For ikke at sige ringe. Eller ligefrem farligt.
Jeg havde aldrig set Sbarro Super Eight før…
…men det var kærlighed ved første blik. Eller noget.
Sådan skulle det ikke være med Speed Eight, der – hvis alt andet virkelig er lige – burde køre mindst ligesågodt som den 1984 Ferrari 308 den er baseret på. Og accellerere væsentligt hurtigere, i øvrigt, for hvis Sbarros opgivelser holder stik skulle den veje omkring 800 kilo.
Nu er det bare ikke alt med Sbarro man skulle tro på, hverken dengang eller nu, så jeg tillader mig at tvivle. Men det er ærligt talt også mindre vigtigt: Her stod jeg overfor Sbarro Speed Eight i egen høje person – og der er kun den ene. Jeg var ikke bare beæret, men ogsåbetaget over dens provokerende fremtoning blandt messens mange andre juveler. Sandt at sige var der mange, mange smukkere biler. Mere helstøbte, mere gennemtænkte. Og så også lige hurtigere, flottere og dyrere. Men der var ikke mange andre unika. Og da slet ingen med Super Eights markante fremtoning.
Den er heller ikke køn lige bagfra. Men “CH”-nummerplader…det har altid været noget særligt for mig.
Måske er den for markant? Måske var den bare ikke i fin nok stand? Eller måske er forklaringen, at den bare er for aparte sådan i al almindelighed? I 1984 har den været radikal – men i dag? Der er som sagt kun lavet den ene, og den kom for første gang i nyere (=internet…) tid til salg i sommeren 2018, hvor den på Ebay blev budt i så vidt jeg ved over 60.000 amerikanske dollars. Den er stadig (eller er det “igen”?) til salg og jeg så den som sagt stadig i Belgien: Nu er det bare hos forhandleren Speed8classics, og prisen fremgår ikke offentligt. Måske forståeligt nok med tanke på Ebay-stuntet i 2018, for den ligger nu på knap 100.000 Euro, for jeg spurgte.
Den lille Sbarro står nu til salg hos Speed Eight Classics.
Det var måske især da dét tal kom på bordet, at min rejsekammerat mente at min begejstring var fuldstændigt fejlanbragt. Men er den nu også det? Jeg føler jeg har et personligt forhold til netop dén bil, selv uden nogensinde at have set den før: Jeg husker den fra magasinerne, der tilbage i firserne var overproportionalt flittige til at dække kreationer fra den lillebitte specialbilssmedje Sbarro. Og selv i dag, tredive år senere, lignede INTET andet på messen den. Endelig så ER det under de aparte karosseriformer stadig en fremragende Ferrari.
Den havde kørt 26.000 kilometer, så må jo fungere om bil på et-eller-andet plan. For hvem der måtte være interesseret i det.
Og så er det et unikat i ordets egentlige forstand. Det betyder inklusiv alle ulemper, selvfølgelig: Bilen er således reelt en prototype, og dens karosseri var på klassisk prototypeniveau ikke helt fint i kanten. Lidt ufærdigt, lidt råt, lidt grimt. På den måde er den imidlertid bare den perfekte modvægt til en helt ordinær-smuk svigermors drøm af en Ferrari 308, synes jeg. Og så er der kabinen og guldfælgene, der sætter prikken over i’et. Det brune læderhelvede af et interiør fandt jeg mig særdeles godt tilrette i, og jeg synes faktisk det er Sultan af Brunei-agtigt på den helt fede måde. Jeg mener det! Guldfælge bekender jeg mig dagligt til når jeg vender mig mod min Mercedes SLC, og mens man sagtens kan have en pointe i, at guldfælge per definition bare er for meget – så er netop dét samtidigt det bedste argument for at guldfælge er det perfekte til denne lille Sbarro.
Den var ikke i perfekt stand som den første Ebay-annonce påstod, men fin var den altså: Jeg vil sige, at den lignede en prototype fra 1984, der havde overlevet mod alle odds. Og det er jeg mere end glad for. Jeg havde aldrig set den før, men var forelsket ved første blik. Og prisen? Tjah, i samme sekund man siger “unik prototype på Ferrari-basis” plejer speedometeret at tyre direkte op i mange millioner-feltet, men her stopper nålen altså under 100.000 Euro.
Jeg vil tro, at Sbarro Super Eight vil dele vandene: Nogle vil sige “løb og køb!” – andre bare “løb!”. Hvad siger ViaRETRO-panelet?
Den kan jeg da huske fra min ungdom – tror det var i det hedengangne Bilen, Motor og Sport jeg har læst om den?
Jeg var ret fascineret af den, man havde samtidig den der “hvorfor” følelse. Den har jeg stadig, men Franco Sbarro og hans fuldstændigt vanvittige indfald vakte i hvert fald opsigt.
Man savner virkelig sådan nogle typer i dag, men alt de her designkrav til nye biler – bl.a. fodgængerbeskyttelse – umuliggør vel nærmest den slags i dag? Og hvad fa….. ligner det også at skulle designe en bil ud fra, at der vader en eller anden idiot ud foran den???
Hvad kostede Sbarro’s lille tossestreg på messen Claus?
Jeg ville sige KØB KØB KØB!
Den utimative drengedrøm tilbage i midtfirserne – har sågar stadig det brev som jeg fik fra Sbarro tilbage i 1985!
Havde pengene stået på kontoen, var den sgu landet i lille Danmark…
Som der står kostede den “under 100.000 Euro”, @klaus-r : forhandleren Koen Heutz sagde 95.000, og det er jo virkelig meget sjældenhed for pengene. Frit efter hukommelsen var omtalen i Bilen Motor & Sport af dens forgænger Speed Twelve, men jeg er ikke sikker – det kan også være de dækkede begge, for Sbarro havde da sin andel af forsidehistorier i det hedengangne danske bilmagasin.
@twb , lov mig at sige til hvis den havner i DK!
Kontroversiel er den da.
Jeg ser den som en blanding af en Scirocco og en Pacer, kraftigt inspireret af Renault 5.
Normalt er jeg selv ret vild med Sbarro, men med denne er jeg sådan lidt…, splittet.
Bagerste siderude går for højt op i taget og får det til at “eftermonteret” ud.
Jeg havde egentlig hellere set en Scirocco eftermonteret med en centralt placeret motor, en Busso, og så 4-hjulstræk.
Og så designdetaljer som Sbarro’s.
Interiøret er fint nok, men helst i en anden kulør end slikket flødekaramel, please.
Meget speciel bil – min vurdering er en blanding mellem Peugeot 205 GTI og VW Polo/Golf, men absolut ikke uden en vis potentiale, men man kan ikke skjule sig i mængden i en sådan bil :-)
Jeg ville aldrig have gættet på, at der var en Ferrari neden under den særprægede påklædning.
Hvis den var del af en større samling, ville den være et sjovt og spændende indslag. Men hvis man “kun” har mulighed1- 3 biler, er der MEGET andet, jeg hellere ville lægge 100k euro for før dagens bil.
Men speciel er den da.
Nu er Ferrari 308 en af mine drømmebiler. Det bliver sådan en Sbarro Super Eight sgu ALDRIG..!!!
Du må endelig give et praj, @klaus-r, hvis du skal have Super Eight i stedet for 308 😉😄
@michael-s-lund nu dyrker jeg jo disciplinen “sidde i garagen med et godt glas vin og nyde den automotive kunst”, og har et lille problem med at få Sbarro’s kreation til at passe ind lige der…..
Tror nu at den lækre 308 bliver holdende lidt endnu ;-)
Jeg var vildt facineret af stort set alle Sbarros mærkelige kreationer da jeg var knægt og læste om dem i Bilen, Motor & Sport.
I dag er min smag nok lidt anderledes og jeg tror også jeg ville blive skuffet over kvaliteten af dem.
Men det kunne være sjovt at se en eller flere af dem i virkeligheden. Hvad det angår kan jeg godt forså din begejstring, Claus.
Jeg kom til at se på baglygterne. De er jo helt sikkert “lånt” fra en anden bil og jeg synes de så bekendte ud. Kan det ikke passe de kommer fra første udgave af en Opel Ascona C model?
Det er ikke første gang Sbarro
gennemknepper en Ferrari
Jeg syntes noget af interiøret minder om det fra Porsche 928 særlig sæderne, men også måde hvorpå den føring af bøjningen der går fra dør til dør igennem instrumentbordet.
Kabinen virker Tysk i mine øjne.
Udtales hans navn: Sbarro ligesom hvis “b” var et P – Sparro?
Som @kim-nielsen anfører, frygter jeg også at kvaliteten af sådan en prototype/kit-car håndbygget sag er skræmmende dårlig. Det vil jo nok reducere nydelsen en del…..
Tak for billedet af den gennemkneppede Ferrari @ronald. Det er en betydeligt senere kreation, og Sbarro havde bestemt sine bedste stunder i de tidligere år. Den her er jo decideret mislykket, og helt charmeforladt.
@njal-h-fredhave kabinen er helt sikkert taget fra en 308. Hele instrumentpanelet, midterkonsollen, og det øverste af instrumentbrættet med luftdyserne er flyttet direkte over. Samme er den flydende overgang fra instrumentpanel til dørsiderne, men der er tilført en del træpaneler, og modificeret ved den nederste del af instrumentbrættet. Sæderne derimod er ikke doneret fra den skrællede 308’er – måske fordi man sidder mere oprejst i Sbarro’en?
Kvaliteten af kabinen fejlede bestemt intet, @kim-nielsen og @klaus-r – men karosseriet (og det er så resten af Sbarros indsats…) var ikke imponerende: Jeg har ledt efter et nærbillede af netop baglygterne, som jeg mener jeg tog – men åbenbart ikke. Det var ellers tankevækkende, at de ikke helt passede til karosseriet: Som om Sbarro ville have brugt nogle andre, men gik på kompromis.
Hvis det passer, at der ikke er ændret på hele drivlinien og undervognen, så er det vel ellers fint netop i kvalitetsøjemed: Så burde den jo ikke være værre end en almindelig 308. Men jeg er nu ikke helt sikker: For eksempel sad batteriet lige foran højre baglygte, og der sidder det da ikke i en 308, mener jeg?
Misforstår mig ikke: Jeg er med på, at den ikke er køn som en Ferrari 308. Men jeg har det bare med Sbarro ligesom @kim-nielsen. Det er nok Flemming Haslunds skyld!
Batteriet sidder helt ude foran, under reservehjulet på en 308. Det lader sig i hvert fald ikke gøre på Sbarro bilen. Det hele er rykket ned bagi bilen.
De må have kæmpet lidt med pladsen til køleren foran, men det er lykkedes, og man kan se de to blæsere og kompressorhornet. Til gengæld har Sbarro slagtet A/C, og hele betjeningsdelen der plejer at sidde i midterkonsollen mangler. Der har helt sikkert heller ikke været plads til kondenseren foran køleren.
Det nu også mest kvaliteten af karrosseriet jeg havde i tankerne @claus-ebberfeld – kabinen er jo ret nem at få lavet ordentligt. Især når det meste er taget fra donorbilen.
Det første der popper op, når man laver en google søgning på Sbarro, er en amerikansk pizzakæde. Og sådan burde det måske forblive, når det kommer til Sbarro.
Sbarro havde en sær tiltrækning på det daværende Bilen, Motor og Sport – selv bladede jeg dengang hastigt videre.
Men Sbarro er stadig på banen – en af de seneste kreationer fra hans hånd, er denne 4×4+2 baseret på håndværkerbilen Porsche Cayenne. Det er ellers svært at forestille sig, hvad der skal til for at få en standard Porsche Cayenne til at fremstå yndefuld, men her er det lykkedes!
På siden ses et reservehjul, som delvist er faldet ud, men ellers ligner det lidt en terrængående renovationsvogn, hvor man i forbifarten kan kyle et papbæger fra Sbarro’s Pizza i affaldsskakten, der er placeret midt i B-stolpen.
Jeg husker også mest Franco Sbarro fra Bilen Motor & Sport for længe, længe siden og hans kritik af 911, der efter hans opfattelse havde stabilitet, der var at sammenligne med et kast med en hammer, hvor skaftet skulle ende forrest…. Ja, spøjst ikke. Nu kommer jeg helt i tvivl om det var Luigi Colani, der udtalte det.
Nå men, måske er det ikke min smag, men vi mangler en ret vigtig dimension – lyden. Det må være meget underholdende at komme i en vogn, der lidt ligner en modificeret Golf I forfra – ledsaget af lyden fra en 8 cylindret Ferrari. Så jeg trækker lidt på smilebåndet men ville nok aldrig hænge plakaten på væggen. Men PH sagde det jo meget fint; “Der findes kun god smag – og den er dårlig.”
@klaus-r Det er et mix derimellem der gør det, tror jeg, og ved nærmere eftersyn syntes jeg sæderne minder om 308. Men i blandt de mange gode bud på designet, dukker der osse noget Fiat Punto op fra før og midt / slut 1990 erne. Med den skråt og højt stillet motorklap foran og et mindre synsfelt ud at forruden.
Smag er altid forskellig og en anelse personlig, med mange ting til følge, og heldigvis er der masser af folk der tænker og gør ting anderledes end det vi bare konsumere. Det kan gøre at vi indimellem selv skal mærke efter og tænke anderledes for at forliges med det vi danner os en mening om.
Det kan være svært at stille ind og nogle gange er det helt umulig.
I Sbarro´s tilfælde er vi måske i virkeligheden også ude i en form for automobilkunst?
ja jeg er een af dem som løber skrigende væk !!!! Og beløbet kan bestemt bruges på én eller flere bedre måder
@sport, jeg har det på samme måde, for mig gled Sbarro og Luigi Colani også sammen dengang i Bilen, Motor og Sport.
Colani gjorde det jo til gengæld generelt i organiske former som industriel designer, og det er nok ikke helt fair at sætte ham sammen med Sbarro.
Colani kan godt minde lidt om Verner Panton, men Panton holdt sig – så vidt jeg ved – væk fra bildesign … sikkert et klogt valg …
Hov, hov.
Til forskel fra Sbarro, var Colani en virkelig dygtig designer.
Hans førerhus design for Mercedes burde have været indført, da det dels var særdeles aerodynamisk, men også tilbød langt bedre sikkerhed for lastbilføreren og modvirkede at personbiler blot blev knust til støv.
Selv i dag, 40 år senere er det stadig overlegent.