Der var een der mente, at det var en VW SP2, men den har faktisk en topfart på svimlende 160 km/t, så det kan sagtens blive langsommere.
SPørgsmålets i overskriften kom sig af en kommentar til et i øvrigt pragtfuldt billede af netop en VW SP2, som jeg brugte på ViaRETROs Facebook side – det herunder:
En VW SP2 – og meget mere.
Jeg elsker ALT ved det billede! Selvfølgelig er bilen det åbenlyse, og den gule SP2 synes jeg virkelig er fantastisk. ViaRETRO har skrevet om den før, så den vil jeg ikke gå i detaljer med. Men lad lige resten af billedet synke ind: Den ufatteligt eksotiske lokation. Der fortæller en del af modellens historie. Tidsånden i billedet. Kørerens bukser! Hår. Solbriller. Jamen, selve hans kropssprogs attitude!
Der er da ingen tvivl om, at han ser det som en sportsvogn, vel? Egentligt anerkendte den (vistnok tyske) Facebookkommentator da også den status indirekte med kommentaren “verdens langsomste sportsvogn”. Og jo, da den var ny i 1972 fik SP2’eren faktisk kritik for at være langsom i forhold til ikke mindst dens virkelig dynamiske linier – men her ligger også en forklaring på hvorfor den tvivlsomme ære ikke af titlen verdens langsomste ikke bare er én ting: Perioden man kigger på.
Dette billede fra 1962 oser af sportsvogn, ikke?
Nu kører jeg jo selv en Triumph Spitfire, hvis grunddesign stammer fra 1962 og dermed er præcis ti år ældre – og dén er endnu langsommere. Alligevel er jeg sådan set ikke i tvivl om, at den er mere sportsvogn. Omend det måske er en lidt anden snak, som jeg skal undlade at komme ind på hér, simpelthen fordi vi så aldrig bliver færdige. Hvergang jeg kører i den (næstlangsomste af mine biler) bliver jeg dog mindet om, hvor stor en fornøjelse det egentlig er, og hvor lidt selve hastigheden har med det at gøre. Meeeeen det er måske også en anden snak.
Men det er uomtvisteligt, at tiden betyder meget, og det bliver ret tydeligt hvis man kigger på en af verdens bedste sportsvogne – ti år før igen, 1952:
De tidlige 1,1 liters Porsche 356 havde en topfart på omkring 140 km/t (og iøvrigt er det jo en helt anden diskussion hvad topfarten har med en sportsvogn at gøre…), og ingen betvivlede deres sportsvognsstatus. Ja, som bekendt levede 356 jo op til betegnelsen ved at deltage flittigt i motorsport, herunder at gøre det godt i Le Mans. Man kan vel også sige, at 356’eren derved startede en Porschetradition med, at det netop ikke var højtråbende præstationstal, der definerede deres sportslighed.
Hvis man går yderligere ti år tilbage havner man i krigsårene, hvor nye sportsvogne ikke var højeste prioritet, men så lad os da se på en af de genredefinerede vogne fra få år senere, MG TC.
Den kom lige efter krigen i 1945, og var sådan set bare en videreudvikling af forgængeren TB fra 1939. Men man behøver bare se på den for at forstå, at det er en sportsvogn. Med deres 1250 kubiks-motorer blev MG’erne brugt til alt, kunne alt og lyder i øvrigt rigtigt godt – klart en fordel for en sportsvogn. Og topfarten? 129 km/t. Cirka.
Så meget langsommere end en SP2 og (mener jeg i al min objektivitet) samtidigt meget mere sportsvogn end brasilianeren. Bevares, jeg vil stadig hellere have en SP2, men det har intet med farten at gøre. Ligesom min seneste sommerforelskelse heller ikke har. Af mange forskellige årsager har jeg de seneste dage kigget langt efter en Fiat 850 Sport Coupé i “Giallo Positano”. – som den herunder:
Som sædvanligt kan jeg ikke helt forklare det, men der er bare noget over de linier. Den konkrete farve. Den sprøde lyd fra den 0,9 liters lille rækkefirer. Den virkelig italienske attitude. Jeg synes den er afsindigt lækker og trykker på rigtigt mange af mine knapper.
Men det er helt sikkert ikke på grund af topfarten: Brochuren siger den er “over 145 km/t”, og det er nok en klog formulering, for det kan ikke være ret meget over. Hvor meget ville jeg aldrig finde ud af alligevel, men jeg kunne sagtnes leve med det, hvis der en skønne dag var en SP2 der overhalede.
På et tidspunkt havde jeg (i alt for kort tid) sådan en karrygul Fiat 850 Sport Coupe til min rådighed. Og nej, det var ingen sportsvogn. Det var en illusion om en sportsvogn. Og lige præcis illusionen var rigelig til at give en uforglemmelig køreglæde. Jeg havde nøgternt set heller ikke brug for en sportsvogn mens jeg lå og kørte omkring i København og omegn.
The single-carburettor 1192 cc VW Karmann Ghia certainly looks like a sports car – but with a non-sports top speed of just 120kmh, maybe it’s just a sport-y car?
Hellere en inderbanesportsvogn end ingen sportsvogn…
Prøv lige at se på en Renault Floride.
En ret fin sportsligt udseende bil, men med en usandsynlig svag motor.
Jeg gætter på at den vil lægge sig meget højt på din liste
Det er meget kloge ord, @john-skov-larsen: “Det var en illusion om en sportsvogn. Og lige præcis illusionen var rigelig til at give en uforglemmelig køreglæde.”
Det er efter min bedste overbevisning præcis det vigtigste en sportsvogn i dag skal opfylde. Uanset om den er klassisk eller ret moderne, faktisk.
@tony-wawryk, agree: The Karmann-Ghia is just sporty (looking), not an actual sports car.
Og det samme med en Floride, @troels-maaløe: Endnu mere af det samme, faktisk.
Det er VIRKELIG kloge ord, @christian-v: “Hellere en inderbanesportsvogn end ingen sportsvogn”. Jeg er helt enig.
Og igen: Selv den hurtigste bil i 1945 ville jo per tidens tand og udviklingens mileskridt helt ufortjent være en inderbanesportsvogn i dag, så det er ikke så enkelt som det måske lyder, det med “den langsomste sportsvogn”.
De langsomste sportsvogne er uden tvivl de Ferrarier, McLarens, Lamborghinier, Königseggs og Bugattier, der posh’er op og ned af Brompton Road foran Harrods i London.
De gamle sportsvogne fra 50erne og 60erne kan man stadig nyde på offentlig vej. Når jeg giver venner (eller fruen) en tur i min MGB GT og køre sjovt på landevejene, tror de at vi kører afsindigt hurtigt, men vi har næppe brudt fartgrænsen, og har helt sikkert ikke kørt det der vanvidskørsel. Med en nyere Porsche, Ferrari eller Lamborghini, skal man til trackdays for rigtig at prøve sin sportsvogn af.
Jeg foretrækker derfor de gamle…
For efterhånden snart 30 år siden havde jeg en – desværre afdød – klassekammerat, der sagde, at definitionen på en sportsvogn var ret ligefrem; 0-100 km/t på under 10 sek., mindre end 10 kg. til hver hestekraft og over 200 km/t som tophastighed. Svimlende engang.
Så eksemplerne vil med den definition notorisk ikke være sportsvogne. Dermed ikke sagt, at køreoplevelsen er mindre eller mindre dramatisk eller involverende. Min tidligere Lancia Fulvia Sport var et godt eksempel. Den gav lyd fra sig og var en fornøjelse at køre. Sportsligt anlagt kunne man sige – uden at være decideret sportsvogn. Men er det ikke ligegyldigt med den slags etiketter? – når blot køreglæden indfries.