“Og hele den pukkelryggede familie”. Men hvad vil det egentlig sige?
Det er et udtryk, som jeg længe har holdt meget af for sit dramatiske billede. Det viser sig desværre (ved nærmere efterforskning i gamle talemåder – min anden hobby…), at det ikke er så gammeldansk som jeg troede – men det er stadig relevant i weekendens Matiné. Betydningen af talemåden er noget i stil med “alt hvad der kan kravle og gå” – eller bare “dem alle”, på helt jævnt dansk.
Det startede med 444 og den kendest nemmest fra den senere 544 ved sin delte forrude.
Og i forhold til denne udgaves hilsen fra Numerolgisk Afdeling, udtrykt via Michael S. Lund som bugtaler og dukkeholder, så er det relevant. Det kommer næppe bag på nogen at hilsenen handler om Volvo PV 544.
Også en PV444 – for som I har lært nu har den delt forrude.
Men vidste I, at Volvos PV-modeller på tysk kaldes for “Buckel-Volvo”? Eller, for den sags skyld, at “Buckel” betyder pukkel? Hvis ikke, så er det jo godt at I læser ViaRETRO, for så ved I det nu og kan irritere medlemmer af jeres egen pukkelryggede familie med den slags ubrugelig viden til næste familiefest!
Her er vi i dagens tema: 544 med een stor buet forrude. Og diverse andre moderniseringer. Men den er stadig i “Buckel-Volvo” på grund af den knap så elegante linier ned over hækken.
Jeg er i skrivende stund på Bremen MotorClassic-messen, og der er faktisk rigtigt mange Volvoer. Også Buckel-Volvo, men som altid med flere af de nyere generationer repræsenteret. 200-serien har virkelig fået et entusiastfølge, og dem er der mange af – men også 300-serien (den hollandske Volvo), 480 (flot vogn, faktisk) og ikke mindst familieoverhovedet 1800 ES.
Den her var bare flot – og blev solgt.
Selvom den der gav det dybeste stik i hjertet var den lortebrune 245, der med sin flotte halvfjerdserkulør mindede mig om mine forældres gamle bryggerhest, der troligt slæbte vores Hobby-campingvogn til Rimini flere gange. Dengang den var ny. Det sjove er, at den nok også ville gøre det i dag. Alligevel drømte jeg mere om en guldmetal 780 coupé. Ikke særligt campingpladsagtig bil, faktisk.
Selvfølgelig er det en Violvo, der reklamerer med IKKE at være lavkilometer samlerkræs. Men bare en flot bil – trods et par kilometer under hjulene.
En anden sjov ting er, at det ikke altid behøver at være drømme. Faste læsere vil vide, at jeg har en Volvo PV 445 (et sted ude bageved…), men det er måske de færreste der husker, at jeg også engang havde en 444 – altså den helt originale “Buckel-Volvo”. Jeg kan ikke engang selv huske hvordan det kom så vidt, for jeg havde allerede dengang 445’eren, og ingen har brug for to PV’ere. Det må have været en byttehandel af en slags? Nå, men min indrømmelse i denne Weekend Matiné er, at jeg aldrig rigtigt brød mig om at køre i den – på grund af de store blinde vinkler i sådan en Buckel.
340-serien bliver aldrig så stor som 240. Meeeeeen kan den alligevel ikke et-eller-andet?
Andre kan så sige, at de er endnu større i en varevogn som min 445 – og de vil have ret. Men det er det uundgåeligt på grund af den store kasse uden vinduer (man kan få dem i en Duett, der er meget bedre i den henseende), og derfor mere acceptabelt, synes jeg. At en Volvo Person Vagn har dem også synes jeg ikke er godt designarbejde, og det irriterer mig lidt.
Men det er der så flere ting der gør ved diverse Volvoer. Jeg drømmer hemmeligt om at der ikke er nogle irriterende ting ved Volvo 780 – men jeg skal måske ikke være for optimistisk? Nuvel: Jeg har allerede været vidt omkring i den tekst, men min pointe er også ude: “Hele den pukkelryggede familie” af Volvoer startede med “Buckel-Volvoen”, PV444. Som utroligt nok solgte videre under et let opdateret navn og tilsvarende teknik – 544. Min far talte altid respektfuldt om dem, for han pendlede til arbejde dengang der var fri hastighed på landevejene – og vidste, at meget få biler kunne måle sig med en velmotorisereret 544.
Min pointe er, at det er en hård familie, Volvo. Michael S. Lund kigger herunder nærmere på, hvordan det kom så vidt. Mens jeg spekulerer på, hvorfor i alverden der ikke var nogle 850 T-5R på messen hernede?
God weekend
Claus Ebberfeld
ViaRETRO handler om Alt om Klassiske Biler og det gør Klub ViaRETRO også.
Som medlem får du:
- Klub ViaRETRO-reversnål i ægte emalje
- det kendte og eftertragtede Klub ViaRETRO-klistermærke til bilen
- adgang til alt på ViaRETRO
- rabat på udvalgte varer
- garanteret godt selskab på nettet og i virkelighedens fem årlige arrangementer
- samt ikke mindst dybfølt tak fra redaktionen for din støtte til ViaRETRO – for dét er et medlemskab naturligvis også.
Volvo PV544
Tekst Michael Sehested Lund
Foto Volvo Cars Media
Numerologisk afdeling fortalte mig, at vi nu er nået til Weekend Matiné Nr. 544, og derfor er det oplagt at skrive om Volvo PV544. Ikke mindst fordi jeg også skrev om Volvo PV444 for hundrede Weekend Matinéer siden – tiden flyver! Men selvfølgelig også, fordi basis for Volvo PV544 netop var PV444.
Volvo PV444 blev første gang vist for publikum i 1944, men gik først i produktion i 1947 efter afslutningen af 2. Verdenskrig. Undervejs op gennem 1950’erne kom der ændringer til; i og for sig kunne Volvo PV444 minde lidt om VW Type 1, selvom den sidste havde hækmotor. Begge havde et karrosseri, som i formen havde rødder i 1930’erne, og begge havde i de første udgaver ’brillebagrude’. Brillebagruden forsvandt, interiøret og andet blev moderniseret undervejs. Endelig kom der også flere heste under motorhjelmen til. I 1956 introduceredes Volvo Amazon, der som model var over PV444, men Volvo havde stadig brug for en mindre og billigere model, så det gik ikke at nedlægge PV444, og der var ikke penge til at udvikle en helt ny model. I stedet blev det besluttet at give PV444 en større overhaling, som også berettigede et nyt modelnavn, Volvo PV544. Grundformen var bevaret; når VW kunne med Type 1, kunne Volvo vel også …
PV444-undervognen med bl.a. den stive bagaksel ophængt i skruefjedre og det selvbærende karrosseri havde været moderne i 1944 og var stadig tidssvarende i 1958, da PV544 blev introduceret. PV544 fik en krum forrude i et stykke og en bedre udhulet kabine, som nu gav plads til 3 passagerer på bagsædet.
Speedometeret af båndtypen fra Amazon blev også benyttet i PV544, og der kom sikkerhedspolstring oven på instrumentpanelet.
Volvo var pioner på sikkerhedsseler, der også blev indført på PV544.
I starten var PV544 med B16-motoren og 4-trins gearkasse, men den blev i 1962 afløst af B18-motoren, som jo egentlig var udviklet til og indført på Volvo P1800 i 1961. Med B18-motoren blev der tilbudt flere varianter med både 1 karburator og 2 karburatorer i en sport-udgave, som gjorde Volvo PV544 til en ret potent bil i sin tid – ikke underligt, at Volvo PV544 gjorde sig godt i rally …
Til gengæld var der tromlebremser på alle 4 hjul, som var lige i underkanten til at håndtere den kraftigere motor. Det hører dog med til historien, at PV544 homologeret til race havde skivebremser på forhjulene. For de mere prisbevidste tilbød Volvo også en ‘indstignings-model’ kaldet Volvo PV544 Quick, som kun havde 3 gear, og hvor der var sparet på kromlister mm.
Men der var jo også en herregårdsvognversion kaldet Duett ’Bilen som är två’ – arbejdskøretøjet i hverdagen og familiebilen i weekenden. I Volvo PV444-tiden kaldet Volvo PV445 og efter introduktionen af Volvo PV544 kaldet Volvo PV210, der blev introduceret i 1960. I modsætning til Volvo PV444/544, som havde et selvbærende karrosseri, var Volvo PV445/210 opbygget på en traditionel chassisramme og med den stive bagaksel ophængt i bladfjedre. Jeg kan lige så godt indrømme, at jeg har et svagt punkt for ’schweizerkniven’ Volvo Duett, og skal jeg have en, skal den være 2-farvet.
Volvo PV544 fortsatte i produktion til 1965 – et ganske langt liv for en bilmodel, der i sin grundform var blevet introduceret i 1944. Volvo PV210 fortsatte endnu længere, nemlig til 1968.
Jeg tænker, at nogle af jer i en vis alder har haft oplevelser med Volvo PV544, måske som familiens bil?
Der var jo ikke så få af dem på vejene på den tid. Volvo PV544 var velbygget og med til at opbygge Volvos ry for god kvalitet og holdbarhed. De kunne stadig ses på vejene, længe efter den sidste bil var rullet af samlebåndet.
Ugens Foto
Den anden svensker.
Ugens Fund: 1986 Mitsubishi Starion til 75.000 kroner
Ja, det er uden afgift. Og 165.000 kilometer er jo heller ikke for pernitne samlere. Til hvilket man kan sige, at det er der nok man der mener at en Starion aldrig bliver. Men det er heller ikke derfor den bliver Ugens Fund: Det fremgår af annoncens billeder, at den er fra Schweiz, og den har stadig plader på derfra. Herfra antager jeg så, at det handler om en kørende og fungerede bil – ja, mit optimistiske jeg siger, at den bare skal toldsynes og så afgiftberigtiges. Jeg kan ikke lige huske (undskyld, det er også for dårligt…) nyprisen på en Starion i Danmark i 1986, men jeg gætter på at afgiften er omkring 25.000 kroner. Så har man altså en Starion på plader for 100.000.
Flot vogn, sådan en Starion.
Og det vil jeg gerne have, for i går var jeg på Bremen MotorClassic, hvor særudstillingen var Japans Sportsvognsikoner – og fik lyst. Endnu mere end før. Man kan sagtens diskutere om en Starion er et sportsvognsikon (den var ikke med på særudstillingen, så kuratorerne har ment nej), men jeg har altid været vild med dens design.
Bilen til salg er sort, hvilket ikke ville være mit første valg, men klæder linierne godt og får den dramatiske coupé til at se endnu mere barsk ud. Med sine 170 turboheste er den også rigeligt hurtig til mine behov, i øvrigt. Men det er interiøret, der gør det: Tofarvet læder som ingen kan beskylde for at være kedeligt. Men heller ikke er så skrækkeligt som et orange fra Hermés. Tilsat brune tæpper og plastik, så kører firserne herinde. På den gode måde.
Fedt, bare fedt!
Der stod een Starion til salg hernede i Bremen. Den kostede 10.000 Euro – altså det samme. Men var langt fra pæn (dog pæn langt fra), med flere kilometer og så er rød heller ikke det samme, vel? Nej, sort skal det være.
Men prøv lige mine mange antagelser efter inden I køber: Reservedele til Starion hænger ikke på træerne, så alt skal virke og bilen må ikke være rusten heller.
Tak for tip til Claus Nielsen. Find annoncen hér: Mitsubishi Starion
Med lørdagsserien “Ugens Fund” vil vi hjælpe potentielle klassikerejere godt på vej: Vi udvælger ganske enkelt vores favoritbil til salg fra ugen der gik. Og inviterer læserne til at dele deres synspunkter, erfaringer, gode råd eller slet og ret og røverhistorier om den konkrete bil og model. Indsend forslag til kommende “Ugens Fund” på ugensfund@viaretro.com med link til annoncen, så indgår den i næste uges pulje.
Noget af det første jeg så på messen var disse to: En M3 og en Starion. Og mens en M3 er en superfin bil (klart den bedre af de to), så er den både meget dyrere og man ser dem oftere. Så jeg indrømmer gerne at jeg brugte mere tid på japaneren.
Bremen Classic Motorshow
Ingen andre messer er så gode i budgetklassikersegmentet, tror jeg – og jeg startede derfor med rundtur i parkeringshuset, hvor diverse private (og nogle forhandlere også) udstiller biler til salg. Og kan i øvrigt meddele, at der var knap så koldt som der plejer at være. Udvalget var stærkt i år – og min favorit blev hurtigt solgt:
Det er ikke fordi jeg er på et decideret Japantrip, men på grund af kvaliteten: Celica var længe en billig bil (ja, det er den jo stadig…), og meget få af dem bliver lavet ordentligt. Eller i det hele taget lavet. Den her 1980’er var knivskarp, havde fire (“bedagede”, stod der i teksten…) ejere og bare 51.000 km på klokken – den lignede mere end noget andet en velholdt tre år gammel bil. Og det til 13.500 Euro. 88 hestes køre-, ejer- eller samlerglæde. Og den var straks solgt.
Det var selvfølgelig nærmest eksotisk i et parkeringshus, der havde en hulens masse hverdagsklassikere også – som jeg også blev forelsket i. Den hvide Nissan Micra, Fiat Uno eller Colt i samme farve – og med træk? Fremragende konebiler, skulle jeg mene. Et par tusind Euro for hver. Det kan kun gøre en kone glad, ikkesandt?
Til mændene var der Mercedes – masser af Mercedes. Min favorit var nok en SLK 230 Kompressor i den meget nye afdeling – men ligesom Celicaen ufattelig flot. 8.000 Euro? Tyskere har en anden afgiftspolitik end Danmark, for den vil ikke blive helt billig at få hjem. Men det er snart sommer, og hvem tænker ikke på Cabriolet? SAAB var ude i stort tal, og 900 Cabrioleter viste hvorfor man ikke bare kan købe en tredive år gammel bil på billeder alene: De fandtes i alle kvaliteter fra projekt til perfekt. Og jeg tænkte endnu engang, hvor lækker en vogn det egentlig er – og hvor anvendelig.
Den enlige Citroën C5 kunne derimod ikke hidse mig op. Bevares, en en-ejers-bil i fin stand. Men er sådan en C5 ikke den franske Ford Scorpio? På den ufede måde? Helt ærligt betragter jeg det som en kvalitet, at jeg trods alt ikke bliver begejstret for alle biler i hele verden.
Når det er sagt, så ER der meget at blive begejstret for, og udstillingen har åbent hele weekenden, Bremen er en dejlig by, og den eventyrlystne tager toget herned og kører hjem!
ViaRETROs Weekend Matiné redaktion: Claus Ebberfeld og Michael Sehested Lund.
God weekend
Claus, jeg mener at din Volvo PV444 var resultatet af en byttehandel. Måske med Mercedes Coupé?
Jeg har nu altid opfattet, at Volvo 544 var navngivet “Buckle Volvo” på grund af, at det var den første bil med 3-punkts sikkerhedssele?
Jeg har selv haft en meget rusten 544 fra 1959, som nu er sendt videre til en gut, der er både dygtigere og flittigere med et svejseapparat end mig. Bilen har tilhørt Ninkas forældre, og det var hendes ønske, at den skulle ud at køre igen, hvilket hun gav udtryk for via et brev, som fulgte med bilen. Desværre blev det ikke i hendes tid, hun døde i 2016.
Og Ninka-brevet
Hvide mænd kan ikke dunke og journalister kan ikke svejse, @petrol-head :-). Men der er sikkert blevet formuleret nogle gode ting i den Volvo.
Hmm, @ole-wichmann – det kan der være noget om. Jeg tror også jeg fik en vældig fin campingvogn ud af den handel…
Hej Claus,
jeg skal hilse og sige at du er i bad standing hos min kone, Hun vil have SAAB 900, Rover SD1. eller Jaguar XJS.
Jeg kunne godt bruge Uno’en. 🙂
SAAB 900 Cabriolet er efter min mening en af de mest vellykkede cabrioleter, der findes. Men den skal være i den rette farve, med aerofælge (en Turbo 16 S) og i den rette stand. I modsætning til mange andre cabrioleter, smyger SAAB’en sig om dem i kabinen som en indbydende rede. Jeg forespurgte på en for nylig, men det var ikke den rigtige …
Volvo PV544 California minder
Jeg husker tydeligt at min klassekammerats far fik en Volvo PV544 i California udgave.
Når jeg kan huske det skyldes det at den var helt speciel. California specialudgaven kunne vist kun fåes i hvid og så med rødt læder som indtræk og med SIKKERHEDSSELER.
Når Per`s far så samtidigt holdt ekstra godt på i svingende så var det som bilinteresseret knægt en fornøjelse at være med ude at køre kvikt og så var der altså et eller andet med den der rød-hvide California.
Har selv haft en hvid California, men det var en VW T5.
@Søren-Glindvad-Nørgaard, det er jeg på den ene side ked af at høre – men på den anden side: hold godt fast på hende: Happy wife, happy life :-)
Nej tak til Starion, så hellere en rigtig A610, den ligner ikke klassens tykke dreng så meget…
Hmm, det er egentlig et godt bud, @nold – men selvom jeg elsker Alpine-bilerne, så er ikke engang jeg selv så sikker i dén hypotetiske valgsituation. Nu var der ingen af dem til salg i Bremen, men jeg tænker den kommende uge i Paris byder på noget. Generelt er franskmanden dog noget dyrere, så vidt jeg husker.
Ja, nu kalder tyskerne jo også den første Taunus i/efter WW2 for “pukkel Taunus”, og der er meget stor lighed med 444/544 bagenden, så forståeligt nok at de bruger samme kælenavn.
.. og jeg har kørt meget 544 som barn og ung, mine forældre (primært brugt af min mor) havde i mange år en 544 fra 1964, og mine morfar en fra 1966. Reelt stoppede produktionen i 1965, men de sidste blev solgt i 1966.
Så da jeg fik kørekort, var det noget sjovere at køre 544 end den Opel Kadett A, som min lærlinge løn rakte til :-)
Så måske en dag, at tiden kommer til at gense/eje en 544 :-)
@Jens G I dette tilfælde refererer california blot til navnet på den hvide farve med kode 42, og på tværs af årgangene var kombinationen, hvid havde rødt indtræk og det er en ganske flot kombination. Din kammerats far har haft en Californiahvid 544. Men Volvo lavede til modelår 1956 en speciel model Af PV444 som hed Californiamodel med henblik på eksport til USA. Den var hvid med sort og gult indtræk og havde sort rat, som P1900, i stedet for hvidt. Motoren var med to karburatorer (75 hk) og blankpoleret ventildæksel hvilket senere blev kendetegnet på en B16 sport, og gearkassen var med fire gear mod normalt tre.
Hilsen Sander
@henrik – kusk Det er ikke helt korrekt. 544 model 65 havde model årskode F. Volvo fortsatte produktionen af 544 efter sommerferien i 65 og sluttede i november 65 med nummer 440.000Derfor var de sidste producerede en model 66 og de fik modelårskode G på
type pladen.
PV544 er ikke homologeret med skivebremser på forhjulene hvis den skal køre med i 1961 klassen, hvilket Finn Ø. gør med sin. Det kommer først senere, så der har P1800 en fordel på banerne. P1800 kører nemlig med hologeret skivebremser allerede fra 1961, fordi den jo kun er lavet med skivebremser.
Han montere dog typisk skivebremser til byløbene, og det er ikke altid de kommer så hurtigt af igen :-)
Det er nu også sjovere at kunne bremse ordentligt….
Sandt, @michael-madirazza: Jeg kørte engang for mange sæsoner siden på Padborg Park mod blandt andet en PV544 med tromlebremser på alle hjul. Jeg kunne bremse langt senere – men man skulle lige planlægge en overhaling af Volvoen rigtigt, for i nedbremsningen for enden af langsiden trak den så meget fra side til side, at den reelt fyldte for tre biler i bredden, og det virkede ret vilkårligt hvornår den gik mod højre og hvornår den gik mod venstre. Jeg tror det var lige så stressende for chaufføren som for alle andre på banen!
@henrik-kusk, dér lærte jeg også noget nyt: Jeg anede intet om den første Taunus, herunder dens øgenavn – men nu har jeg læst på lektien og kan se du har fat i noget, for den minder faktisk om 444. Eller er det omvendt? Taunus kom jo først.
@Claus -E: Ja kiloprisen på de franske er noget højere. Til gengæld ruster de ikke så hurtigt ;o)
@ce @henrik-kusk Når det er annoncer fra Nederlandene så kaldes de 444/544 for katterug.
De sagde altid på Værkstedet at de var lidt svære at få til at bremse ordentlig lige i forhold til syn. Og omvendt
“ tænkte” synsmanden på dette forhold og var ikke krakilsk. Og tænk så at der ikke var periodisk syn og der var vel heller ikke syn blot med omregistrering.
Claus den Volvo 544 du duelerede med på Padborg park er faktisk den Finn ø idag bruger til race Ejer dengang var Jørgen Juul som havde kørt race i mange år Blandt andet i en Ægte Alfa Romeo GTA i tidligere tider Han fortalte engang at han købte den for 25000 kr i Sverige hvor han også solgte den tilbage til Der findes et billede på nettet hvor han kører oppe på volden efter langside ind mod depotet Og det med at en 544 ikke havde skivebremser homologeret Kan ikke passe for den Røde i 65 klassen har skivebremser både for og bag ???
Iflg. FIA’s homologerings database saa er Volvo 544 Sport tillaegshomologeret (Nr 666525) med skivebremser for, ikke bag. Tror det skete i 1963.
Du har helt ret, @herluf-jensen: Det var Jørgen Juul. Men det var faktisk nyt for mig, at det er samme bil som Finn Juel kører. Blandt andet fordi den i hans hænder bremser lige! Jeg ved så heller ikke, om han stadig kører med tromlebremser, for eftersom modellen senere kom med skiver kan man jo godt opgradere den og så blot køre samme bil i en nyere klasse. Det har jeg også gjort med Spitfiren og jen mener også flere Abarthkørere er gået en aldersklasse ned.
Skivebremser BAG på en 544 har jeg aldrig hørt om? Men den røde i de sidste par sæsoner har godt nok kørt afsindigt hurtigt…
@ce 544 fik aldrig skivebremser i for standard. Det var kun Amazon som fik det på modelår 65.
Den gamle, som stod på værkstedet ved Renove – bremse og koblings service i Esbjerg sagde “Skiver i bag, det er noget racerbiler har”.