Min første Toyota er Fantastisk: MR2

Det er ti år siden jeg kørte een for første gang – og NU har jeg een selv. Mere end noget andet undrer jeg mig over, hvorfor det har taget så lang tid!

Altså, det var efter den forholdsvis korte periode, hvor jeg tænkte over, om valget af en MR2 måske var en fejl? Men jeg foregriber begivenhedernes gang. Først og fremmest den gamle test, som jeg vil anbefale I genlæser her – Den perfekte sportsvogn: Toyota MR2. Der er store ord i overskriften, og flere rosende ord derefter. Masser. Det er næsten præcis ti år siden, og som man kan læse af teksten var jeg begejstret, imponeret og har sikkert fået uro i jernet derefter. Men hvordan jeg nærmest har kunnet glemme den i mellemtiden er mig en gåde.

Men nu er den her i hvert fald: Min nye bil er en 1988 Toyota MR2 – bilen på forsidebilledet. Vejen til at det blev den startede vel egentlig med, at jeg for nylig var i Japan for første gang. Eller – kom udløbet af mit firmabilsliv med Alpinaen før det? Faktorernes orden er i denne sammenhæng nok ligegyldige, for det her har været en længerevarende proces – een af de allerlængste, faktisk. Der måske i virkeligheden startede med, at jeg for over et år siden kørte en Honda CRX i Tyskland (Genlæs eventuelt Honda CRX: Den Smukkeste GTI) og blev vældigt verliebt. Svært at sige.

Måske kan I genkende parkeringskælderen? Og ja: en CRX var også en kandidat, og jeg tror den lange køretur omkring Düsseldorf dengang har været med til at sætte en 1,6-liters japaner på afløserlisten for Alpinaen.

Pludselig var det i hvert fald så vidt, at jeg skulle finde en afløser til Alpinaen. En bil, som jeg – hvilket alle faste læsere ved til hudløshed – var meget glad for. Den slags udgangspunkt gør det altid svært for en efterfølger – men jeg har været i en lignende situation før og kender en modgift: Man kan vælge en bil, der ikke rigtig er sammenlignelig. Efter min 1982 BMW 628 CSi købte jeg således en 1977 Morris Mini 1100, og det skifte fungerede fint. Faktisk er Minien en af de få af mine tidligere biler, som jeg nogle gange savner. Hvorom alting er: Det nummer jeg har lavet nu minder lidt om det.

Min nye bil er en Toyota MR2. Kan den holde det jeg har lovet mig selv?

Det kommer dog efter, at jeg først overvejede mere lige biler som efterfølgere: Jeg kiggede blandt andet på en Porsche 924 Turbo og en Honda Prelude inden jeg på et tidspunkt før eller efter Japanturen hvemved måske er kommet til at høre TV-2’s firserhit Fantastiske Toyota. Eller igen: Jeg kan ikke specifikt pege på hvad, hvordan eller hvornår det skete – men det hænger uden tvivl sammen med, at jeg pludselig så en fin MR2. Det er egentlig længe siden min gode ven Anders købte sådan een med 148.000 km på tælleren og kørte den hjem fra Belgien, og den var selvfølgelig ikke til salg – og det var den heller ikke da jeg så den igen for nogle måneder siden. Men omvendt var den heller ikke kommet på plader siden købet – og så snakker man jo lidt frem og tilbage og pludselig passer planeternes baner sammen. Det er flere måneder siden, men i forrige uge kom der så plader på – og siden har jeg nu kørt godt fire tusind kilometer og er lidt klogere.

Den kætterske fejl-tanke kom efter, at min første rigtige køretur efter at der kom plader på den nye (gamle) 1988 Toyota MR2 i forrige uge involverede en del motorvejskørsel. Bare her i Danmark – men jeg fik alligevel spulet et par hundrede kilometer oveni de 149.000, MR2’eren havde kørt da jeg overtog den. Det gik fint – selvom jeg godt kunne mærke, at motorvej ikke var dens kernekompetence. Hvilket jeg selvfølgelig også udmærket vidste på forhånd: En MR2 er en sportsvogn, ikke en GT-vogn.

Jeg kørte den hjem fra Sjælland og konstaterede, at en bagbremse hang. Og en del andre småting senere…

…stod den i sidste uge her på Nürburgring ved siden af en anden centermotorbil med klaplygter…

…og i søndags stod den her på Aggersvold Concours ved siden af en anden firserkanon.

Dette foto henover den gamle Lillebæltsbro er fra en af mine allerførste køreture med rigtige plader på. Det er blevet til en del kilometer siden, og jeg er en glad mand.

Så hvorfor lige en snert af tvivl? Sagen i en nøddeskal er, at MR2’en efterfulgte min 1984 Alpina C1/2.3, der efter tusindvis af Autobahnkilometer i dén grad havde vist sit værd på de længe stræk. Mest mindeværdige langtur i dén var en gang jeg kørte solo hjem fra Polen i eet stræk, og det var ikke engang nogen pine. Det er det sådan set heller ikke at køre motorvej i MR2’eren – meeeen det er ikke lige dens styrke: Det vidste jeg som sagt godt, men a) mandelogik havde fået mig til at granske mit kørselsbehov og b) mandematematik havde manipuleret sig frem til, at Autobahn ikke er det primære. og derfor ville det ikke blive noget problem. Nemlig.

Klar til morgenafgang og de sidste 138 kilometer mod Nürburgring – via snoede veje.

For lige at understøtte den konklusion udtænkte jeg så noget af det klogeste jeg længe har gjort: Jeg vidste jo at vejene omkring Nürburgring kan være ganske fremragende at køre på. Og da jeg havde et møde på kontoret om formiddagen samme dag jeg skulle køre til Nürburgring, så kunne jeg regne ud, at jeg ikke kunne nå helt derned inden meget sent, og bed derfor turen over i to. Hvilket viste sig ekstraordinært klogt, da trafikken derned var forfærdelig og jeg i dén grad fik testet MR2’eren i kø også – tjah, dét var heller ikke noget problem. Og dens lys er også godt nok til at køre Autobahn kl eet om natten, så to krydser i bogen allerede. God start, når nu det skulle være træls på Autobahn.

OK, hotellet passede måske ikke helt til bilen, men det var lækkert, billigt og lå godt.

Men derefter var det så, at den lille nye virkelig brillerede: På flere måder, og de af jer der HAR genlæst den gamle artikel (hvilket jeg forventer er de færreste…) vil kunne læse en del gentagelser herefter – men det er fordi det er sandheder, der stadig gælder. Hvis vi lige starter med noget, som jeg nogle gange tænker jeg er den eneste, der sætter pris på. Altså mig og så lige Gordon Murray. Affjedringskomfort. Det er sådan at jeg kørte direkte ud i det såkaldte Bergisches Land – og det er præcis hvad det lyder som: Bakkede og snoede veje og det var hele meningen med galskaben. Men at de også var relativt dårlige kom lidt bag på mig.

Som jeg nævnte i sidste Weekend Matiné: De tyske landeveje er meget mere interessante end deres Autobahns – og vejret var perfekt.

Det viste sig bare, at også her brillerede den lille Toyota: Nøjagtigt som jeg havde oplevet det ti år før under prøvekørslen af Autoentusiastens MR2 så er undervognen selvfølgelig fast – men den er ikke hård. Og samtidigt er dæmpning og fjedre noget nær perfekt afstemt, og ja – jeg er nødt til at nævne det igen: Jeg kom til at tænke på Lotus, der er kendt for at mestre afstemningens kunst. Rygter siger så også, at Lotus (måske, måske ikke) var konsulenter på MR2-opgaven dengang først i firserne –  og det virker meget muligt, for det fungerede bare rigtigt godt på de dårlige veje i og ud af byen. Intet slog igennem, alt blev absorberet – og jeg var vildt imponeret.

Det var dog intet i forhold til hvad der skulle komme, da vi ramte kurverne. Een ting er jo komfort – men at kombinere det med kontrol, agilitet og feedback til føreren er noget andet. Og ja, lad mig bare sige det med det samme: Jeg har ikke prøvet noget bedre siden den fabelagtige Lotus Elan S3, der vandt vores “Køreglædetest” sidste år. Og bedre endnu: MR2’eren var ikke fri for at minde om déns måde at køre på. Helt utroligt, tænkte jeg alligevel også ved mig selv. Men sandt.

I sagens natur har jeg ingen billeder af mig selv, der kører – så jeg har lånt et fra Evo Magazine, der gav den fem stjerner (kom Evoness!) ved en test af den i sommer og kaldte den for “genial”. Så det ER ikke kun mig, vel?

Egentligt blev vejene bare mere og mere spændende på især de sidste kilometer mod Nürburgring – men medvirkende til den stigende grin-faktor var også, at jeg blev mere og mere fortrolig med den lille centermotorbil. Jeg kørte ikke sidelæns som på Evo-billedet, nej – dertil har jeg for meget respekt for kombinationen centermotor og kort akselsafstand. Og bjergsider. Og min nye 37 år gamle bil på den anden langtur. Men jeg kørte “frisk”. Meget frisk, faktisk – og vejene var perfekt til det: Fra lange bløde kurver (hvor man jævnfør de særdeles rare regler for tyske landeveje må køre 100 km/t) over mellem hurtige og helt ned til snævre hårnåle, hvor selv MR2’erens korte andetgear var for langt. På de bedste stræk kom andet- og trediegearskurverne i raske intervaller, og smilet blev bredere og bredere.

Ser jeg hysterisk glad ud? Det er der en grund til, og den holder i baggrunden.

Også i takt med at jeg brugte flere og flere omdrejninger: Jeg husker fra den gamle prøvekørsel min medfødte modvilje mod at lade en gammel originalmotor (den testede bil havde kørt over en kvart million kilometer…) tage 7.000 omdrejninger, men hold nu op. Min har kørt hundrede tusinde mindre, og kom frisk fra service med nye dæk, bremser og alt i olie – og den spillede bare!

Motoren er et mesterværk – simpelthen. 1,6 liter og 124 heste lyder ikke af alverden – især ikke fordi en MR2 med et ton egenvægt faktisk ikke er så let som man kunne tro. Men den er villig – som få, faktisk. Under min tullen rundt hjemme havde jeg jo opdaget, at den er smidig som bare pokker – og helt uden nykker trækker fra 1.500 omdrejninger og kan køres som en rigtig økonomibil. Men den roterer derfra og til over syv tusind uden at kny – og med det variable indsugningssystem vågner den rigtigt til dåd ved 4.000 omdrejninger.

Det var, som nogle nok har gættet, skiltet bag på min MR2, der affødte artiklen om Twin Cam til Sociale Medier forleden. Den har selvfølgelig også indsprøjtning og ikke mindst variabel indsugning – det sidste MEGET avanceret for midtfirserne.

Når det lykkedes over længe afsnit af de snoede veje at lade den arbejde mellem 4.000 og 7.000, så var den næsten som om den sang af glæde: Og i kombination med en præcis gearkasse med meget korte skiftebevægelser og endnu kortere spring i udvekslingerne, så var det bare herresjovt at lade den synge: Nøøøj, den gik bare godt! Det var hér, det hele gav mening for mig: Nej, min nye MR2 var ikke et fejlvalg. Jeg skal bare finde nogle mere kurverige veje – hvorfor jeg nu er i gang med at ændre vores kommende ferierute. Men det er en anden snak.

Og så den undervogn igen: Jeg erindrer et vejafsnit, hvor der først kom et skilt med “kurvede veje, 10 km”. Det er godt. Men det blev hurtigt efterfulgt af eet med “Strassenschaden”  – altså ikke bare almindeligt ringe veje, men ret dårlige veje. Det er normalt knap så godt, og kan være decideret ødelæggende for køreglæden. Men det viste sig nærmest omvendt, for det var hér, at MR2’erens velafstemte undervogn virkelig brillerede: Hastig kurvekørsel på dårligt reparerede og hullede veje – men stadig under fuld kontrol og sublim kombination af komfort og køreglæde. Jeg var slagen af beundring, ærligt talt – hvis Lotus har været med inde over, så kan de være stolte.

Fra en tidligere testtur til stranden i Danmark – det kan den også. Tiltrækkelig frihøjde til grusveje og den slags – intet problem. Billedet viser jeg fordi motoren ligger derunder udluftningerne…

Lige kort tilbage til motoren, for de skønne veje var også afbrudt af diverse småbyer. Typisk med 50 km/t og til tider også med 30 –  og forskellen var dramatisk, for man kunne komme syngende op eller ned af de glade kurver med fem, seks eller syv tusind omdrejninger – og så bremse ned og tulle igennem byerne med knap over tomgang og en nærmest slående stilhed. Både i kabinen og udenfor. Dér kommer en Toyota fra firserne – som en Ninja. Jeg var og er vildt imponeret.

Og her er den så – ser jo egentlig ikke ud af noget særligt, vel? Men det fungerer altså kanon.

Økonomien fortjener også et par ord med på vejen – ikke mindst fordi den var medvirkende til mit valg. Jeg skulle jo have en fornuftig bil, ikke sandt? På mine første fire tusinde kilometer har jeg kontrollerey den ved hver fuldtankning, og det bedste jeg har kørt var 15,5 km/l og det ringeste 13,9. Hvor det er meget værd at bemærke, at det ringe snit (selvfølgelig) var på ovennævnte veje nord for Nürburgring. Så er det ringe? Ingenlunde: I det lys er 13,9 km/l smadderflot.

Med en tank på 41 liter (den ligger midt i bilen for optimal vægtfordeling…) er der fin nok rækkevidde med cirka 15 km/l i snit, og det her ikke nødvendigt alt for tit.

Man kan så også sige, at “du kørte jo kun 138 kilometer på de landeveje”, hvis man skal være kritisk læser. Øhm, nej. På vejen hjem fra Nürburgring lavede jeg samme nummer – jeg kørte nordpå om aftenen, og havde valgt et hotel som jeg kunne nå inden mørket faldt på – og ikke mindst kørte jeg denne gang østover, og fandt hér veje, der var endnu sjovere. Det var noget nær køreglæde-perfektion i det milde aftensollys, og simpelthen de sjoveste kilometer jeg har kørt meget længe. Så sjove, faktisk, at jeg dagen efter på turen mod Classic Days ved Düsseldorf startede med at køre fyrre minutter tilbage ad samme vej – i den forkerte retning! Simpelthen ren og rå sjov på fire hjul – på snoede landeveje, indenfor lovens rammer og så i en Toyota fra 1988. Hvem skulle nu have troet det?

Min affære med en 1988 Toyota MR2 (uden soltag!) er begyndt godt…

…og jeg ser frem til de næste fire tusinde kilometer allerede.

Som det fremgår er jeg godt tilfreds med skiftet fra Alpina C1/2.3 til Toyota MR2. PÅ en måde minder de om hinanden – for eksempel er de begge firserhvide, ikke? Tøhø. Vigtigere er det måske, at min nye MR2 er totalt standard som da den forlod fabrikken. Ikke sænket, ikke brede dæk, ikke råberør af en udstødning. Ikke engang et sportsrat. Altså udover det, som den er født med – og det er faktisk lækkert nok. Ikke helt så lækkert som Alpinaens, selvfølgelig – men det var også svært at slå. Standen er nok nogenlunde sammenlignelig – hvilket vil sige god og særdeles teknisk sund, men ikke helt perfekt. Præcis som det skal være! Perfektion ville man ikke turde bruge på den måde som jeg kommer til. De godt 150.000 kilometer er også perfekte – ikke for lidt og ikke for meget. Og sæderne: Jamen, jeg sidder ligeså godt i Toyotaen som i Alpinaens Recaroer – utroligt nok. Alligevel er sæderne måske det eneste man kunne kritisere en anelse, hvis man absolut leder efter det – for de har for lidt sidehold til det bilen kan, hvorfor man sidder og spænder i maven under skrap kurvekørsel. Men hey – rubricér det under maveøvelser, der er sjove at lave, og alt er godt igen! Ja, det er dén slags bil, som får een til at finde søforklaringerne frem.

Lige et par tanker om designet også: Er den pæn? Mjah. Ikke på den traditionelle måde, i hvert fald. Men som en barn af firserne, en pseudoeksotiker og rent funktionelt er den faktisk godt skåret, synes jeg – den er det, som jeg vil kalde “funky”. Altså udvendigt. Kabinen er grænsende til kedelig på klassisk firser-Toyotafacon, men det tænker man faktisk ikke meget over når man sidder der – fordi det føles som noget særligt. Hvilket det jo også er: Lav centermotorbil med udsigt til klaplygter foran og en kæmpe hækvinge bagpå – og den ligner ingen andre biler.

Så igen sammenlignet med min gamle Alpina: MR2’eren er fire år nyere, sjovere at køre OG endda billigere at både købe og eje – så er det i virkeligheden den perfekte bil? Nej, og det var heller ikke overskriften på den gamle artikel. En MR2 er jo kun topersoners, så det er slut med at hente familier i lufthavnen og den slags. Det kan man nu også se som en fordel (!), og egentlig upraktisk kan man faktisk ikke kalde den. Den har immervæk to små bagagerum, og som en bekendt sagde er to små rum ligeså gode som eet stort. Hvilket så er faktuelt forkert, og jeg kan denne gang til weekendens tur til Copenhagen Historic Grand Prix for eksempel hverken have klapbord eller stole med – tror jeg. Vi får se.

Men igen: Det er jo en af undtagelsessituationerne, siger jeg til mig selv. CHGP er een gang om året, ikke? Og så lige ferien med min kone kort tid derefter. Menøh – det er jo også kun een gang om året. Eller cirka. Det er i hvert fald ikke lige så tit som til byggemarkedet. Årh, Scheisse: Byggemarkedet! Hmm. Den skal jeg lige tænke lidt over. Jo, vent: Jeg så faktisk en MR2 med anhængertræk og campingvogn ude på motorvejen – såeh. Nej. Jeg vil glemme hullerne i osten og bare nyde den lille nye gamle for det den er. Og det er som nævnt før noget nær den perfekte sportsvogn.

Eller hvad siger I?