Jaguars XJ-S debuterede med en næsten aggressiv kampagne 10. september 1975. Og først nu er vi ved at anerkende, at den var et mesterværk.
Aggressive kampagner med store lovprisninger burde Jaguarsiden have lært af, da den umiddelbare reaktion fra markedet var – hmm, relativt lunken. Og teksten med, at debutdagen var en sort dag for konkurrenterne? Ja, den lod konkurrenterne til lidt at overse: De sov roligt og solgte videre. Mens Jaguar først skulle til at komme igang.
Der blev brugt store ord ved introduktionen i dag for 50 år siden.
Egentlig var der intet i vejen med konstruktionen og det kan meget vel være, at Jaguar selv udmærket var klar over hvor god XJ-S egentlig var. Men den manglede en afgørende ting i forhold til traditionelle Jaguarkøberes opfattelse af en traditionel Jaguar: Traditionel skønhed. Formerne var i sig selv og for 1975 topmoderne, men det var i en nærmest brutalistisk stil – hvilket ikke lige var en Jaguar-kerneværdi. Og så var kabinen uden træ: Måske den første Jaguar uden? Køberne var ikke for glade for det, i hvert fald.
E-typen ville selvfølgelig blive svær at følge efter.
Tilsammen gav det XJ-S en svær start, og jeg kan ikke lade være med at drage paralleller til Jaguars nylige rebranding af intet mindre end deres kerneværdier – først uden en bil (det var en fejl) men dernæst viste sig at være baseret på en absolut monstrøs elbil, som jeg endnu mangler at møde nogen der kan lide (fejl to). Hvis Simon Spies har ret i, at enhver omtale er bedre end ingen omtale – så kan det stadig vise sig at være genialt. Men det var Spies også selv, og han er alligevel endt i unåde.
Det blev ikke nemmere af, at en XJ-S var en helt anden type bil end E-typen, som ingen nogensinde ville kalde “extravagant”. Men det var standardudstyr i en XJ-S. Der til gengæld ikke var nogen sportsvogn.
Sådan ved vi i dag 50 år senere, at det IKKE er gået XJ-S: Tværtimod. Den var godt nok en langsom starter ude på markedet, men grundkonstruktionen var en fin bil. Den led under de for midthalvfjerdserne så velkendte problemer med britisk byggekvalitet, og mens den på dét punkt ikke nåede en Mercedes SLC til sokkeholderne – så var den faktisk bedre på de fleste andre. Med “Stuttgart” i overskriften kan Jaguar også have ment Porsche, men i så fald kun 911 i 1975 – og den var en noget anden type bil igen. Men jeg gætter på, at ingen i 1975 har stået og vaklet mellem en 911 eller en XJ-S?
Nu skrev jeg at XJ-S ikke var nogen sportsvogn, men det forhindrede den ikke i – med Tom Walkinshaws hjælp – at blive videreudviklet til racerbil med stor succes. Næsten ti år efter dens debut!
To år senere kom Porsche så med 928, og dén var meget en direkte konkurrent til Jaguaren. Jeg skal her undlade at komme med mine personlige betragtninger – meeen jeg husker tydeligt en kendt (tysk!) bilentusiast, der skiftede fra 928 til XJ-S og fandt Jaguaren meget bedre kørende. Så siger jeg ikke mere. Og Modena? Jamen, Ferraris bud i dén klasse var 365’erne som coupéer som med deres 4,4-liters V12’ere var direkte sammenlignelige. Pænere – men ikke bedre. Tror jeg man kan opsummere det ganske kort.
Med dénne reklames overskrift mener jeg derimod Jaguar ramte hovedet på sømmet – set fra i dag i 2025!
Jeg tror de færreste (der ved noget om noget!) vil være uenige i, at en Jaguar XJ-S med årene viste sig at være en bedre bil end dem der ikke ved noget, men bare tror – troede. Langt bedre, faktisk. En succesrig racerkarriere halvanden bilgeneration inde i sit liv er usædvanligt – og at de allerbedste salgsår for modellen lå sidst i firserne om muligt endnu mere så.
Og historien stopper ikke her, for jeg tror dens bedste år som klassiker også ligger foran den. Ikke bare fordi tiden har været nådig med XJ-S’erens førhen kritiserede moderne former, men også som følge af dens forfinede teknik og deraf følgende udsøgte komfort – og så også fordi mærket Jaguar har gjort nærmest det modsatte ved sig selv og i den proces for evigt har sagt farvel til den V12’er, der er ganske grundlæggende for XJ-S’erens særstatus.
Skulle nogle finde det hele for oldschool, langsomt og last christmas, så er der også råd for det: Tom Walkinshaws søn laver i dag en restomod kaldet TWR Supercat, der med flere kræfter end faderens racer nok kan udfylde hans køresko.
Igen en nyfortolkning af Jaguars oprindelige idé med XJ-S, men det er jo om noget et kendetegn ved modellen, at den har genopfundet sig selv over flere bilgenerationers levetid. Min favorit er den tidlige – men jeg hælder efterhånden nok lidt til tanken om, at enhver XJ-S (eller den senere XJS…) er bedre end igen.
Hvad tænker I om dagens store fødselar?
Fremragende skriv, @ce. Jeg er måske en smule farvet i min vurdering, men jeg mødte altså ikke mange, måske endda ikke nogen, gamle biler fra hverken Torino, Stuttgart eller Modena, da jeg i sommers trillede 4700 temmelig problemfrie kilometer i min ‘77 XJ-S til Umbrien og retur.
Fremragende skriv, @ce. Jeg er måske en smule farvet i min vurdering, men jeg mødte altså ikke mange, måske endda ikke nogen, gamle biler fra hverken Torino, Stuttgart eller Modena, da jeg i sommers trillede 4700 temmelig problemfrie kilometer i min ‘77 XJ-S til Umbrien og retur.
Kritikken af manglen på træ i interiøret kan ikke skyldes sammenligning med forgængeren E-type, for den har heller aldrig haft træ. Kun et trærat.
Xj-S er en skøn bil, jeg har også selv opdaget den sent, men jeg var også meget E-type fikseret!
Det er egentlig typisk at de Jaguarer der fra ny har prøvet at virke moderne som XJ-S og XJ40, de var ikke så anerkendte i deres samtid, men tiden har været god ved dem, og nu fremstår designet super skarpt!
Tillykke tilXJ-S og dens ejere. Jeg har været lykkelig ejer af sådanne en og vil gerne have en igen på et tidspunkt. At eje og køre sådanne en med 12 cyl er helt specielt og svært at skrive om men skal prøves. Synes de er ok bygget og til at leve med. Design finder jeg også i sin helt egen klasse. Med en højde på 189 cm passede jeg lige ind men der var ikke plads til kasket eller benstræk. Pre he altså før he motor kom i, tror jeg var 82, er første generation uden træ og he motoren. Derefter km he motor og træværk i samt en række forbedringer samt facelift i 92 tror jeg nok hvor Ford også var indeover. Modellen var på markedet i 20 år, det taler også lidt for sig selv. Køb en. Mvh Casper
Dejligt skriv !
Har i mange år tænkt at når jeg engang skal eje en 12 cylindret, bliver det en XJ-S
Den er på mange måder “for meget”, men den kan alligevel noget
Hvilken årgang/model er den bedste ?
Ekstravagance som standard. Ja, det er egentlig ikke helt løgn, og det er fedt.
Med hensyn til den bedste årgang ? Tja, de tidlige er simple og dermed nemmere at arbejde på. Ingen katalystor, ingen ABS, ingen elektrisk justerbare sæder osv. Alt er selvfølgelig relativt, en jævnaldrende Opel Kadett er selvfølgelig ca. 20 gange simplere.
Jeg ville nok gå efter en sen HE, dvs årgang 88-90. Vedhæftet det (relativt) simple eldiagram fra en årgang 79-80
XJ-S er elegant, men ville ikke røre den med en ildrager – alt for meget British Leyland i dén kabine
Jeg må sige, at Jaguar XJ-S er vokset hos mig med tiden. Skal jeg en dag have en bil med 12 cylindre (og det skal man jo mindst én gang i følge @ce) er det tæt på 50:50 mellem Jaguar XJ-S og BMW E31 850i
@leo-jensen, du er jo om nogen en fremragende ambassadør for modellen – og en XJ-S på danske plader foran Belvedere er så langt hjemmefra, at det maner nogle af rygterne til jorden. Og dit billede viser jo præcis hvor lækkert designet er ældet – altså på bilen!
@ole-wichmann, et trærat er faktisk en ofte set modifikation på en del XJ-S’ere – ligesom tilføjelsen af mere træ i øvrigt rundt omkring. Jeg ville også selv ønske mig noget, må jeg indrømme. Men altså: Det kom jo, så en senere model har det.
Smuk Vogn!
Min absolutte favorit er Lynx Eventer! Helst i 6 L!
Hilsen Henning Hjorth
@jakob356, det naturlige navn var selvfølgelig “F-type”, men jeg tror de undgik det netop fordi bilen var en anden type og ikke skulle sammenlignes direkte med forgængeren E.
Hvilket selvfølgeligt var umuligt at undgå alligevel!
Jeg har aldrig ejet en Jaguar, kommer formentlig nok heller ikke til det, har kun prøvet en eneste, XJ6 4,0, men XJ-S har altid fremstået som en drøm. Den er i mine øjne det ultimativt mest elegante på 4 hjul. Skarpt forfulgt af XJ12C – tak Harry Metcalfe. Der et blot noget over en stor Kat- helst med V12, men skulle det være, er en række-6 bestemt også en yderst brugbart alternativ.
Kommer lotto-gevinsten sker der ændringer i vognparken. Dét er sikkert.