Som udsendt reporter må man lægge øjne til meget. Denne beretning starter med det nye underlige og slutter med det vidunderlige.
I slutningen af september var jeg forbi Torino Auto Salon, som er afkommet af Park Valentino. Det er overordnet set en fejring af italiensk bilindustri og designhuse som blandt andet Bertone, Pininfarina, Italdesign – og så alle de nye mærker som man må prøve at forholde os til.
Det er jo ikke Viaretros stil at bevæge os så meget i nutiden og jeg følger mig selv gerne ud af lokalet – men før det vil jeg lige dele mine observationer fra dette års Auto Salon. Og som lovet: Lad os starte med det nye underlige og slutte med det vidunderlige.
Jeg går rundt mellem udstillerne Stellantis og Renault, som begge lokker med fremtiden indpakket i fortiden Fiat Panda,Fiat 500 Abarth, Renault 4/5 med videre. Nye modeller i El-Hybrid for Fiats vedkommende – der måske er lidt på vej tilbage til forbrændingsmotoren? Alle de nævnte bilmodeller havde stor betydning for mange generationer og var generelt lang tid i produktion. Jeg nikker genkendende til navnene og først er jeg faktisk lidt nysgerrig – men bliver senere på dagen lettere irriteret: For er de i gang med at skrue tiden frem eller tilbage? Tror de jeg er blevet senil og ikke kan se forskel på æbler og pære og vil dykke langt ned i min pung og betale for selvbedrag og jeg pludselig er tyve år igen og hele verden smiler til mig?
Panda er et fast indslag, når man er i Italien.
Om aften besøger jeg et europæisk nyt mærke, Microlino. De bliver lavet i Torinos udkant og igen ses der bagud. Her er der dog lidt sødme at spore, da den læner sig op af Isetta. Meget. Selv har jeg svært ved at se behovet: Den kan kun køre 90 km/t med anderøv og er ikke engang godkendt til motorvej. Ved besøget møder jeg overraskende designeren Pietro Camardella og jeg spørge om han har noget at gøre med designet af Microlino? Han svarer klart NO og jeg bliver flov over jeg spurgte og lister tilbage efter en pindemad og glas champagne.
Også de nye Kinamærker er der i overflod. Nærmere et hav måske? Jeg kan dårligt følge med, men generelt er de ens og store og meget af det er sådan et kantet design og måske tegnet i det samme program. Sådan ser det i hvert fald ud. Det er stort set biler der bliver solgt på udstyr mere end noget andet – selvom vægt også kunne virke til at være en konkurrenceparameter hvor det handler om at komme mest over to tons? En anden observation er at jeg synes at AI-graffiti-bildesign har taget over og er ligesom grimt som når nogle maler på en mur eller tog med spraydåser i al hast. Nogle af de værste kunne faktisk også se ud som om de var designet i mørke. Alle er de her i Torinos gader. Fotos af dem? Det syntes jeg ikke jeg ville udsætte min optik for, nej – så dem må I tænke jer til.
Jeg møder også et nyt “italiensk” bilmærke nemlig DR. De har specialiseret sig i at re-brande importerede Kinabiler og sælger billigt både benzin- og elbiler til det italienske folk – imens Stellantisgruppen nok mumler i skægget og prøver at finde ud af hvad ben de skal stå på. Det gør jeg egentlig også ved betegnelsen “italiensk”.
Der blev som det sig hør og bør til en Auto Salon også uddelt priser – i dette tilfælde på Palazzo Madama af Salone Auto Torino og i flere katologier. En af dem var “Piemonte møder Kina”, der hylder dialogen mellem kulturer og designskoler og fremhæver de mest innovative projekter fra kinesiske bilproducenter.
- Changan Deepal S07 – Bedste udvendige design
- Geely E5 – Bedste interiørdesign
- Changan Deepal S05 – Bedste menneskecentrerede intelligente integration
- Jetour Zongheng G700 – Mest innovative designfunktion
- JAC E30X – Bedste materiale og bæredygtighed
Puha, det er for meget på en gang!
For en mand som mig der elsker italiensk bil historie og design og ikke er vild i varmen for nye tider er ovenstående for hård kost, og jeg må væk fra den store udstillingsplads og få pulsen ned. Bag ved kongeslottet mødes jeg af et syn og pulsen finder sin rytme igen. Her går jeg så rundt mellem prototyper fra de forskellige designhuse, og jeg ser både Giugario Convair Testudo i virkeligheden for første gang – OG Panda Strip. Videre mod Bertoneudstillingen og ser David Wikies Fiat Barchetta fra 2007 og en Porsche Karisma 1994 Luciano D Ambrosio og en masse crazy stuff som Bertone Blitz fra 1992 og Autobianchi Runabout fra 1969. Den sidste har mange drenge haft i 1/43-model og designet holder stadig. Jeg ser også Tom Tjaardas Fiat 124 Targa (mums!) og en Cisitalia, som man kunne kalde stamfaderen til al coupédesign. Selvfølgelig fra Pininfarina – det var dejligt at komme tilbage i hans trygge favn. Jeg lister derefter over til Ferrari og får et VID (Very Importen Driver)-skilt om halsen og min tur til Auto Salon Torino ender alligevel decideret lykkeligt.
Ak, ja. Jeg havde også en grim oplevelse i Torino i sidste uge, hvor jeg var undervejs til messen in Bologna. Midt i Lingotto bygning, som jo er et helligt sted for os Fiat elskere, holdt der en række af disse DR biler. Tænk sig, at lige netop dette sted bliver brugt som udstillingshus for kinesiske elbiler. Øv.
Uhhh
Den 124 Tjaarda, den er altså bare lækker
Helt enig, @peter: Lingotto er et helligt sted, og det slår ALDRIG fejl, at hver gang jeg er i det område får jeg lyst til en Fiat.