Redaktøren er blevet afhængig af stoffer!

Ja, I kunne ligeså godt læse det her først: Ærlighed betaler sig. Og jeg skal ud af det igen! Eller – skal jeg? Det er første gang jeg anskriver det direkte, men det har udviklet sig over længere tid, og nu er den jo helt klart gal. Jeg har i den seneste tid afskrevet ellers udmærkede biler fordi deres stoffer ikke var stærke nok – og omvendt også gået alene efter at få mit fix, mens resten af bilen er diskutabel eller ligefrem dårligt selskab. Det er usundt, måske ligefrem farligt og det kan i hvert fald hurtigt blive dyrt.

Jeg indrømmer gerne, at min største kærlighed stil stoffer er de klassiske brune Nepalnuancer.

Omvendt er fornemmelsen, når man får det rigtige stof bare SÅ vanedannende dejlig, livsbekræftende og snurrende skøn helt ud i fingerspidserne, at det er virkelig svært at slippe. Virkelig, virkelig svært.

Jeg husker således hvordan jeg får mange år siden her på siden beskrev om noget at det stærkeste stof jeg nogensinde havde set. Det er vel femten år siden? Pre-ViaRETRO-navnet, men åbenbart allerede dengang med et spirende misbrug. Det var en Fiat 130 Coupé, der stod til salg på platformen Anamera (at man kan huske den slags siger noget om hvor slemt det var…), og netop dén model er jo kendte for nogle absolut pragtfulde stoffer.

En vidunderlig bil, Fiat 130 Coupé.

Før det første i velour, men dernæst i de rigeste og blædeste og lækreste farver fra brun og mørkeblå til den famøse orange, der i årevis stod som topmålet af italienske stoffer for mig. Indtil jeg så den omtalte bil, der havde samme type rige velour – i lilla.

Det var næsten for meget for mig. Bilen var sølvgrå, og det gjorde kontrasten så meget des større. De afsindigt stringente linier fra et Pininfarini på toppen af deres magt med en interiør, der nærmest LYSTE halvfjerdsernes mest ekstravagante stil ud i hovedet på den karl, der vovede at åbne døren til et kørende Sodoma og Gomorra, hvor Guderne må vide hvilke grisede ting der er tiderne er foregået. Bare lækkert.

Det kendte orange velourindtræk stor rigtigt godt til bilen.

Jeg havde aldrig set det før, og måske vigtigere endnu – jeg har aldrig set det siden. Selvom jeg har kigget på rigtigt mange 130 Coupéer. Dengang med den gamle annonce prøvede jeg også at bore i, om det overhovedet var originalt? Det var jo trods alt så skrappe sager, at det næppe ville være lovligt før efter pornoens frigivelse, så der var flere kendere, der i fora antydede, at det ikke var fra Fiats og Pininfarinas stilsikre hænder. Og da jeg så i de mellemliggende mange år aldrig har set et andet, så var jeg faktisk hoppet med på den vogn: Det var en våd halvfjerdserdrøm som jeg aldrig ville komme i nærheden af i virkeligheden, endsige se igen overhovedet.

Indtil i ugens løb. Beviset:

Her er en mand med et alvorligt stofproblem:

Igen, jeg indrømmer det gerne, for det er alvorligt: Jeg har et stofproblem! Billedet fanger mig på fersk gerning, for jeg er tårnhøj på det bedste stof, jeg nogensinde har indtaget. Så stærkt, at det går ind igennem øjnene alene, og fører til hysterisk glæde, overdrevet aktivitet og vanvittig kropsholdning, udspilede pupiller og nervøse trækninger i speederfoden. Så lilla er det, og så fedt er kombinationen af farve, kvalitet, blødhed og design på disse slibrige halvfjerdserlænestole, at jeg var klar til at byde på stedet.

Jeg blev reddet af, at den ikke var til salg. Og her bagefter tænker jeg også over, om det ville være fornuftigt med en højrestyret Fiat 130 Coupé? Men det er bare ikke sådan stofmisbrug fungerer: Der er ingen fornuft i det. Kun fornemmelse af yderst velbehag. En næsten usund een af slagsen. Næsten.

Selv mener jeg selvfølgelig, at jeg har mit stofmisbrug under kontrol. Som så mange misbrugere. Men ikke desto mindre er jeg allerede på jagt efter mit næste fix. Som I vil se af Ugens Fund.

God weekend

Claus Ebberfeld

Trabant 601

Tekst: Michael Sehested Lund
Fotos: Fundet i brochuremateriale hos Danmarks Motorhistoriske Arkiv i Nærum

I sidste Weekend Matiné kunne vi fejre udgivelse nr. 600, og numerologisk afdeling var naturligvis på banen i den anledning. Det samme var flere af kommentatorerne i kommentartråden – og en stor tak for det. Jeres bidrag er med til at holde ViaRETRO levende, og flere af jer har allerede høje forventninger til, hvad numerologisk afdeling kan finde på frem mod Weekend Matiné nr. 700. Første indspark er allerede klart med intet ringere end Trabant 601.

Trabant 601 var nok ikke ligefrem bilen, de fleste drømte om, men for mange i Østeuropa – og især i DDR – var den en af de få realistiske muligheder for at få foden på egen speeder. Der kunne gå mange år fra bestillingen blev afgivet, til bilen endelig blev leveret. Trabant 601 blev også et symbol på, at alt var forandret i 1989 med murens fald. I de “pruttende” Trabant 601’ere kørte østberlinerne ind i Vestberlin og blev modtaget af vinkende vestberlinere.

Grundlaget for Trabant 601 blev lagt, da Jørgen Skafte Rasmussen fra DKW overtog aktiemajoriteten i Audi-fabrikken i Zwickau i 1928 under dannelsen af Auto Union. Frem til 1942 blev DKW-modellerne F1 til F8 produceret her. DKW’erne havde 2-taktsmotor – en tradition, der fortsatte i den senere Trabant 601. Efter Tysklands sammenbrud kom Zwickau til at ligge i den sovjetiske besættelseszone, og fabrikken endte som mange andre tyske virksomheder som et VEB (Volkseigener Betrieb) – i dette tilfælde VEB Sachsenring – i det senere DDR. En skæbne, der også ramte BMW’s bilproduktion i Eisenach. Hele den østtyske bilindustri blev samlet i kombinatet IFA (Industrieverband Fahrzeugbau), som også omfattede produktionen i Zwickau.

Trabant 601 blev lanceret i 1964 og forblev i produktion frem til 1990. Det betød dog ikke, at den ydre fremtoning ændrede sig nævneværdigt. Den store – og i praksis eneste – ændring kom med en 4-taktsmotor fra VW på 1,1 liter. Modellen skiftede derfor navn til Trabant 1.1, men kunderne stod ikke ligefrem i kø, og kort efter var det slut.

Trabant 601 adskilte sig især fra de fleste andre biler ved at have et karrosseri i Duroplast monteret på en ramme af galvaniseret stål. Duroplast var en termohærdet polymer forstærket med affaldsfibre fra bomuldsproduktionen. Begge dele kom fra Sovjetunionen og var billige – og materialet blev et af Trabantens mest karakteristiske kendetegn.

Måske har nogle af jer egne erfaringer og oplevelser med Trabant 601? Dem hører vi meget gerne om!

Ugens Fund (1): Den lysebrune Mercedes, der er solgt

Den var nem at slippe om ved, for den er jo solgt. Men I aner nok hvorfor den er med alligevel? Ellers se lige sæderne. Akja, det er en stofmisbruger, der taler. Men mærk jer mine ord: Vælg ALDRIG en Mercedes-Benz, klassiker eller ej, med sort interiør.

Og så videre til mere Mercedes-Benz:

Mercedes‑Benz Museet i Stuttgart

Tekst og fotos: Michael Sehested Lund

Stuttgart er en by, hvor bilindustrien ikke blot fylder i bybilledet, men gennemsyrer alt. Det mærkes allerede, når man ankommer til lufthavnen. Og det mærkes endnu tydeligere, når man står foran Mercedes‑Benz Museet – en monumental bygning i glas og aluminium, der rejser sig som et moderne tempel over en bilhistorie, som netop runder 140 år i 2026.

Besøget lå i naturlig forlængelse af årets Retro Classics 2026, hvor Stuttgart igen viste, hvorfor byen ofte beskrives som bilindustriens pendant til Silicon Valley. Her udvikles teknologien, her ligger nogle af verdens vigtigste leverandører, og her har bilkulturen dybe rødder. Mercedes‑Benz Museet er et af de steder, hvor man tydeligst mærker dette.

Arkitekturen

Museet er tegnet af det hollandske arkitektfirma UN Studio og stod færdigt i 2006. Bygningen er formet som to sammenflettede spiraler – inspireret af DNA‑strukturen – og netop denne form er afgørende for oplevelsen. Historien starter øverst og bevæger sig ned og frem i tiden i et ubrudt forløb, hvor hver etage repræsenterer en periode, og hvor bilerne sættes ind i en historisk kontekst.

Fra hestevogne til højhastighed

Efter pionertiden bevæger man sig ned gennem årtierne, hvor Mercedes‑Benz udvikler sig fra producent af motoriserede hestevogne til det, virksomheden er i dag. Hver etage kombinerer biler, motorer, modeller og historiske genstande med store vægtableauer, der viser samtidens kultur, arkitektur og samfundsudvikling.

Her står tidlige lastbiler og brandbiler side om side med elegante limousiner fra 1930’erne og 1950’erne. Det bliver for omfattende med en minutiøs gennemgang, og jeg har derfor valgt nogle nedslag i det følgende.

Sølvpilene

En vigtig del af Mercedes‑historien handler om motorsport, og museet har dedikeret et helt område til de legendariske Sølvpile fra 1930’erne og frem til midten af 1950’erne. De står som skulpturer i blankpoleret aluminium, men fortællingen bag dem er alt andet end statisk. Her får man både teknologien, rivaliseringen og de dramatiske løb, der gjorde bilerne til ikoner.

Senere i udstillingen møder man også nyere racerbiler, inklusive Formel 1‑modeller fra Mercedes‑AMG Petronas‑æraen. Det er en påmindelse om, at motorsport ikke blot er en del af fortiden, men stadig præger Mercedes.

C111: fremtiden der aldrig blev

Et fascinerende nedslag i teknologihistorien er konceptbilen Mercedes‑Benz C111. Hvor mange museer viser prototyper som kuriositeter, står C111 som et manifest over den eksperimentelle ånd, der prægede Mercedes i slutningen af 1960’erne og begyndelsen af 1970’erne. Det kileformede karrosseri og mågevingedørene gør den til en spektakulær bil, men det fortsætter under ”huden”.

C111 blev udviklet som testplatform for Wankelmotoren, og flere versioner blev bygget med alt fra tre- til firedobbelte rotorer. Senere blev bilen også brugt til at afprøve turbodieselteknologi og satte flere hastighedsrekorder. C111 er en interessant bil, fordi den stammer fra en tid, hvor Mercedes med sit modelprogram fremstod som en konservativ bilproducent.

Uhlenhaut Coupéen: ingeniørens dagligbil

Et andet af museets absolutte højdepunkter er Uhlenhaut Coupéen – en bil, der næsten har mytisk status. Kun to eksemplarer blev bygget i 1955 som lukkede versioner af 300 SLR‑raceren. Rudolf Uhlenhaut, chefingeniør hos Mercedes, brugte den ene som dagligbil, og hans berømte tur fra München til Stuttgart på under en time er blevet en del af bilhistorien.

Som nævnt blev der bygget to eksemplarer, men Mercedes ejer kun den ene i dag. Den anden blev solgt ved en auktion for nogle år siden, hvor den gik for ikke mindre end 135 millioner euro – en pæn slat og, ikke helt uventet, et godt marketingstunt.

Et museum med bred appel

Selvom museet naturligt tiltrækker bilentusiaster, er det langt mere end en samling af biler. Det er et museum om industrihistorie, design og innovation. Selv børnene er der tænkt på med interaktive installationer.

Det er netop denne bredde, der gør museet til en attraktion – og større end det, konkurrenten med den blåhvide propel i München kan stille op med.

En oplevelse og klart et besøg værd

Mercedes‑Benz Museet er ikke blot en udstilling, men en fortælling om mennesker, teknologi og ambitioner. Det er et sted, hvor ikke bare fortiden bliver levende, men også giver et fingerpeg om fremtiden – det sidste er måske ikke så væsentligt for retronørder, men selv er jeg ikke upåvirkelig.

For enhver, der besøger Stuttgart – hvad enten anledningen er Retro Classics eller noget andet i byen – er museet et absolut must. Det er en oplevelse, der både imponerer, inspirerer og sætter bilhistorien i perspektiv.

Ugens Fund (2): 1971 Ford Taunus V6 GT Coupé til 70.000 kroner

En Taunus coupé er en pæn bil, som det fremgår af billederne herunder af det konkrete fund:

Især i metalgrøn. Som her. Det er vigtigt, at den er med V6, dog – og det er den her. Godt nok kun den lille 2-liters, men det er også mere for lydens skyld: Den lyder skønt. Manuelt gear, det skal den i mine øjne også have – og det har den her.

Hvis jeg så lige kunne vælge mit stofmisbrug, så kunne jeg ønske mig, at den skulle være brun indeni, og se så lige her:

Jamen, ihaltså, Hans Jørgen: ALT stemmer her! Sædernes design, rattets design, bilens design – og alt i farver synger halvfjerdserne. Ikke på den outrerede måde, denne gang, dog – men så Werthers Echte-ægte, som kun Ford kunne lave det.

Og den konkrete bil skulle være renoveret for 25 år siden (det er som bekendt en del…), men skulle køre godt. Jeg ville bestemt ikke forvente perfektion udfra beskrivelsen og prisen, men har man noget med V6’ere, halvfjerdserne og brunhed, så er her det rette stof.

Tak for tippet til Ronald Dijkstra. Find annoncen her: Ford Taunus GT Coupé

Ugens Praktiske Fund: 1985 Lada 1,3 stationcar til 32.000 kroner

OK, I læsere er kræsne, og vil have noget mere sjældent, mere praktisk og mere brunt end førnævnte Taunus? Så har Claus Nielsen fundet svaret, og det er den herunder:

Jeg ved snart ikke, om jeg vil strække mig til det yderste og kalde lakfarven brun eller lysebrun – men den er uhyre passende til en Lada fra 1985, og så ser den ikke mindst pæn og original ud. Det kan næsten ikke passe, men se lige billedet af motorrummet – støvet, men tørt og pænt ellers. Hvis ikke lige det var for fælgene, så kunne denne fine Lada ligne en rigtig overlever fra Kartoffelkurens tid – jeg ville skifte dem og sætte dem på en Fiat, som jeg ved skal skal have engang senere!

Sæderne er tofarvet, og der er på fineste (næsten italienske…) måde indkorporeret brunt i både stof og vinyl. Og det ser velholdt ud.

Man kan grine meget af Lada, og det har mange gjort – men man kan ikke rigtigt komme uden om, at basisbilen Fiat 124 var et stjernegodt bildesign, og at det holder hele vejen til denne stationcar. Og jeg ELSKER klassiske stationcars. Bevares, der er ikke et gram af sportslighed i dette Ugens Fund, men det har I også fået nok af i forvejen – hvem har efterhånden ikke allerede en sportsvogn stående i garagen?

Det her er noget andet – men ikke mindre interessant i mine øjne. Jeg ku’ godt!

Tak for tippet til Claus Nielsen. Find annoncen her: 1985 Lada Stationcar

Ugens RIGTIGE Fund: 1989 Peugeot 405 MI16 til 45.000 kroner

Indrømmet, interiøret er ikke helt på højde med de tidligere viste i sin udprægede mangel på brun- og lillahed, men når det er sagt er det faktisk fransklækkert og passer rigtigt godt til bilen: Ikke en sportsvogn, ikke en GTI – men en sportslimousine. Med i øvrigt fremragende præstationer og stiligt-smukt Pininfarinadesign. Det er bilens sæder herunder:

Ikke ilde – og jeg ville gerne sidde der selv.

Ikke sandt? Som det fremgår ser standen fin ud, men når der er sagt så er dette Fund ikke en klassisk samler- og investeringsbil, og ingen af ordene er da heller brugt i annoncen. De 157.000 kilometer er ellers ikke katastrofale, men den har fået skiftet motor og desuden er lakken mere end træt – faktisk kaput på de vandrette plader. Til gengæld står der i annoncen, at den “kører super”. Det skal en 405 MI16 også gøre, og hvis det er rigtigt, så får man her en særdeles anvendelig sportslimousine, der med sine 160 hestekræfter går til 100 på cirka otte sekunder og kan nå en topfart på 220 km/t. Ja, tallene er i dag som klassiker måske knap så vigtige, for jeg tænker mere det handler om køreglæden – som også skal være stor. Der er alt for store fælge på, som jeg tænker ødelægger lidt af Peugeots oprindelige fine kompromis, men deres design ser egentlig ikke forkert ud – og så er de jo til at skifte.

Lakken? Tjah. Kan man leve med det? Næppe. Og at matche en rød bil, der er over 35 år gammel er nok ikke nemt. Men spørgsmålet er, hvor meget af det man kan se indenfra de bløde sæder? Eller er det nærmere, om bilen kan være en komplet omlakering, så vi jyder kan tro på, at vi kan holde pengene hjemme?

Tak for tip til Ronald Dijkstra. Find annoncen hér: Peugeot 405 MI16

Med lørdagsserien “Ugens Fund” vil vi hjælpe potentielle klassikerejere godt på vej: Vi udvælger ganske enkelt vores favoritbil til salg fra ugen der gik. Og inviterer læserne til at dele deres synspunkter, erfaringer, gode råd eller slet og ret og røverhistorier om den konkrete bil og model. Indsend forslag til kommende “Ugens Fund” på ugensfund@viaretro.com med link til annoncen, så indgår den i næste uges pulje.

Ugens Bonusfund: 1988 Honda Civic 1,4 til 69.500 kroner

OK, på dette tidspunkt i Matinéen er I trætte af biler, der ikke helt spiller og “lige kræver det sidste”? Men I har købt præmissen om at brunhed er vejen frem mod en bedre verden? Så fandt Niels Vegger svaret, og det ser således ud:

Her får man muligvis svaret på det hele i een bil, for sådan en 1,4 Civic har faktisk en del sportslighed i sin køremåde. Let, lav, bred, avanceret undervogn, manuelt gear – og til en familiebil rigeligt kraftoverskud med sine 90 hestekræfter. Og hertil kommer selve designet af denne fjerde generation, som jeg altid har syntes var den bedste Civic nogensinde.

Summen af dyder har gjort den eftetragtede som tuningsobjekter for mangen en vildfaren ung mand og dame, og derfor er mange Civic gået under (bogstaveligt talt sænket under…) i modifikationer og ødelæggelser af diverse art. Men ikke denne, og se lige motorrummet:

Her er der faktisk tale om et rigtigt samlerobjekt, for med 39.500 kilometer på klokken, original lak og tilsyneladende fin stand har den formentlig fremtiden for sig – for de færreste Civic har oplevet sådan en skånsom tilværelse. Som altid skal huske, at træerne ikke vokser ind i himlen, og det fremgår tydeligt af annoncen, at den “Sælges som den er og forefindes uden syn og afgift”. Med det kilometertal har den stået mere end den har kørt, og det kan jo give sine egne problemer, som man nok skal tage hånd om inden man bare begynder at køre i den.

Men når det er sagt, så er dens store glasnnummer selvfølgelig igen – farverne! Den er den mest brune af alle Ugens Fund, og alene dét giver den en særstilling. Jeg slutter lige med et billede af interiøret, og så er alt jo sagt:

Sikke en flødekabine, ikkesandt?

Tak for tip til Niels Vegger. Find annoncen her: 1988 Honda Civic

ViaRETROs Weekend Matiné redaktion: Claus Ebberfeld og Michael Sehested Lund.