Vi oplevede noget af det man mindst ønsker sig, når man kører i sin klassiske bil, nemlig havari. Og sådan noget sker jo kun når det ikke må ske.
Efter en superhyggelige Viaretro tur i Tønder og omegn, skulle vi hjemad efter middagen ved ottetiden om aftenen. Det rigtige havde været at overnatte, men jeg havde en aftale om at fejre mine forældres Jernbryllup kl 12 dagen efter i Holbæk, så det kunne ikke være anderledes: Hjem skulle vi.
Den kørte godt.
Alt var planlagt så vi regnede med at være hjemme ved midnat, hvorpå vi tankede og sætte kurs mod København. Det startede med lidt regn på vej ud af Sønderborg, men det havde egentlig småregnet hele dagen så det ikke noget vi sådan frygtede. På den anden side var det i mellemtiden blevet mørkt – men gadelamperne var tændte og Lancia Flaminia kørte beklageligt.
Nuvel jeg vidste godt at mine spaghettivinduesviskere ikke var de bedste, men det var slemmere end antaget – skulle det senere vise sig. Efter havde kørt på 8eren væk fra Sønderborg tog regnen til og ved sammenfletningen til E45 åbnede himlen sluserne og et fuldt skybrud åbenbarede sig.
Har I lagt mærke til, at man aldrig ser billeder af en Lancia Flamninia i regn? Det nærmeste jeg kunne finde var denne coupé, der er ude i lidt sne.
Der var tre udfordringer på det tidspunkt: Mørket, regnen og modkørende bilisters LED-lys. Det modkørende lys var så skarpt at regndryppene på min forrude ligesom blev en til sammensmeltning af ubeskrivelig lysmasse og man kunne ikke se vejen. Først når de modkørende havde passeret på den anden side, kunne jeg igen skimte de hvide striber foran bilen. Dertil skal det også nævnes at forlygter på en bil fra 1963 nok ikke er de skarpeste. Jeg sad derfor lænet frem med hovedet helt oppe i forruden for bare for at få en smule orientering om hvor vejens hvide striber var.
Det blev efterhånden en farlig situation, for vinden tog også til og regnen stod fortsat ned stænger. Jeg blev faktisk halvbange og måtte sætte farten ned – hvorved jeg også frygtede de andre medtrafikanter der kom bagfra. Men jeg turde omvendt ikke stoppe helt – for jeg kunne dårligt se nødsporet heller!
Det er jo ikke kun et spørgsmål om at kunne se selv – men også om at bagfrakommende kan se at man er der. Og baglygterne på en Flaminia coupé er flotte – men nok ikke den lyseste stjerne på himlen.
Men slemt kan jo godt blive værre, for de overhalende bilister drejede ofte ind foran bilen straks efter deres manøvre, så udover skybrud, have vi så også fornøjelser af en slipstrøm af vand fra vejen og det hele fortsat i bælgravende jysk mørke. Vi blev mere ræd og tænkte på, om der mon var langt til en rasteplads? Og i det hele taget: Hvordan kunne vi komme ud af situationen med lemmerne i behold?
Kun for så at konstatere, at selv værre kan blive endnu værre: Alt det vand blev for meget for den solskinsvante Lancia, og jeg kunne mærke motorengangen blev ujævn. Jeg prøvede at gasse op og lave den slags, men V6’eren gav bare et par eftertænding skud og håbet forsvandt langsomt og til sidst stoppede motoren helt: Vi var officielt havareret i mørke, regn og blæst på en motorvejs nødspor.
Vi var i første omgang lidt forvirrede. Jeg selv var lettere rystet, kæresten tavs – og vi vidste begge, det var skidt, men der skulle jo tages aktion,, så advarsel trekanten blev stillet 50 meter bag bilen. Ringede til Falck, de var søde at fortælle mig jeg ikke var kunde hos dem, derimod hos SOS og gav mig nummeret til dem, ventetiden var en time på hjælp.
Vi turde ikke blive siddende i bilen af frygt for påkørsel i mørket, så vi valgte rabatten i sigene regn og vi forstod nu vi ikke havde det rigtig tøj på til det, men vi er jo ikke lavet af sukker, så vi måtte bare acceptere at vi blev gennemblødte og vente på fejebladet – kønne os, to druknede mus!
Lykken var stor da fejebladet kunne synes i mørket: Vi fik det lange lys og derefter gult lysshow, hjælpen var fremme og det føltes fantastisk. Efter bugsering blev vi kørt til Tinglev togstation, en by vi var kørt gemmen tidligere på dagen. Jeg ved ikke om man kunne kalde det et glædeligt gensyn, for det var sjovere i Lanciaen end på et fejeblad – men på den anden side langt bedre end at stå i regn på en mørk motorvej.
Toget ankom 22.32 og vi kunne være hjemme 02 30. Desværre skete der det, senere på strækningen, at toget påkørte en person påkørt og beredskabet blev tilkaldt – men kl 6 om morgensen.
Min pointe med ovenstående er nok især en note til mig selv: Fremover vil vi pakke en lille taske med udstyr, lidt regntøj og skiftetøj – herunder tørre sko. Og nåja, så skal vi lige havde kigget på bilen, så det ikke kan ske igen. Men HVIS det sker, så bliver vi ikke våde og kolde oveni en dårlig oplevelse – der dog endte godt, herunder med Jernbrylluppet.
Du har ramt hovedreglen i Murphys lov “Alt, der kan gå galt, vil gå galt.”
Ikke en sjov oplevelse af være en del af, men med tiden bliver det en anekdote, du vil fortælle, når du skal overgå andres lidelseshistorier.
Håber at du og kærresten er blevet tørre og har fået humøret tilbage igen, og at Lanciaen er blevet frisk igen.
Bugger for en oplevelse! Det er jo lige før at O’Tooles lov kommer i spil hér. Den siger kort og godt at Murphy er en optimist:>)
Det var godt, at der ikke skete en ulykke.
Ældre biler kan “optimeres” ved at lade kontakterne til de store strømforbrugere som forlygter, viskermotor og blæsermotor aktivere hvert sit relæ, hvormed de store strømforbrugere får strøm direkte fra batteriet, og derudover reducerer man strømmen gennem kontakterne.
Jeg tør næsten ikke skrive det. Men til bag på Magnetten har jeg købt et sæt 5/21w ledpærer, der har indbygget modstand, lyser rødt og adviserer bagfra kommende biler om, at her kører jeg – osse i regnvejr
Mange af os kommer ud for den slags ubehagelige oplevelser ved kørsel i mørke. Kernen i sagen er at vi bruger vores biler for lidt. Der sætter sig film på ruderne, der er svær at slide af og når vi kører søndagskørsel opdager vi næppe at viskergummiet ældes. En anden farlig ting er at der danner sig en hård overflade på dæk, der står stille. Så forringes vejgrebet mærkbart og man risikerer at skride selvom der er masser af mønster på dækkene fordi gummioverfladen er hård og glat. Det kan overvindes ved nogle hundrede kilometer med frisk kørsel, en dejlig undskyldning for at køre en tur.
That sounds like a pretty scary experience, good that there was no accident and everything worked out in the end. The lights on classics are a general problem, I guess, and as many of us are older, we probably don’t see so well in the dark anyway; I know I don’t, so I used to avoid night driving as much as possible in my old 2002 and 280CE, but I decided to have my 911’s lights upgraded – not to the modern LED/Xenon type – and they’re much better. Still prefer not to drive much at night, though, not least because of the dazzle from modern cars.
En fin beretning om en grim oplevelse i en dejlig bil. Godt at I klarede den uden andet end en skræk i livet og måske en lille forkølelse.
Mine gamle biler, og især min 2CV, bliver brugt også i andet end høj sol. Jeg har derfor opdateret især lyset lidt efter Frans’ metoder: forlygtepærerne er halogen-pirater, og de forsynes via relæer med omkring 14V, da jeg henter både plus og stel via 6-kvadrat ledning direkte på generatoren. Jeg skal hilse og sige at det virker, og pærerne holder trods dette omkring 25.000 km, og det er til at leve med. Billedet herunder er med nærlys tændt, og selv om en moderne telefon gerne overdriver lidt er der vist ikke tvivl om at jeg har lys på.
Lyset i baglygterne er også opgraderet efter mine kollegaer påtalte at jeg faktisk ikke var nem at se ude på motorvejen i skidt vejr. Burton laver baglygter til 2CV, hvor hele bagpladen er fyldt med lysdioder. Endda i rigtig farve, så de afblegede lygteglas ikke gør at lyset bare er hvidt med en antydning rød og gul.
De af Leo nævnte halogen-pirater er H4-forlygtepærer med P45t-fatning som eksempelvis Osram 64183.
Takker for alle gode råd,tip og fif
En meget grim oplevelse. Jeg har oplevet noget lignende i en moderne bil undervejs fra Italien . I retning mod Hannover på motorvejen blev horisonten mørkere og mørkere sidst på eftermiddagen og så bragede det løs med skybrud og torden og alt blev sort. Viskerne kunne ikke følge med og jeg kørte udelukkende efter forankørendes baglygter ( og det tror jeg også min bagvedkørende gjorde ). Vidste ikke om vi kørte i 1. eller 2. kørebane – eller måske i nødspor. Turde end ikke tænke på at holde ind til siden. Skræmmende og jeg kan sagtens fornemme hvordan Keld har haft det i en ældre bil næsten uden viskere og dårligt lys.