Ugens annonce er befriende ærlig!
Til gengæld er den ikke om biler, men dog noget der er tæt op af, nemlig et klassisk møbel. Endda Wegner, og så er der jo nok nogle kendere der spidser øren og gør klar til en historietime om hvordan træsorter i momenter af guddommelig inspiration kan blandes perfekt sammen med form og funktion.
Det lader bare ikke til at den gode Wegner havde et af de øjeblikke, da han tegnede (det var før man “designede”) sit sengeskab. Eller også er der noget galt med det konkrete skab? Det kender vi jo trods alt også fra biler: Det er jo ikke nødvendigvis Volvos skyld, hvis en Amazon er rusten eller motoren slidt halvtreds år senere. Den slags kan så glittes lidt over med termer som “bruger lidt olie” (for møbler måske omvendt: Trænger til lidt olie?) eller “med flot patina” (begge steder), men nej, ikke hos sælgeren af denne seng. Jeg tror det er nemmest bare at gengive hans tekst i fuld længde:
Sælger mit Hans Wegner sengeskab, fordi den er et mareridt.
Kalder den sarkofagen, fordi den føles sådan. En kiste. Du vågner hver morgen mere død end i live.
Næsten alt er lort med den.
Den er tung som et ondt år. Rør ikke ved den selv. Fik fanskabet over mig og gik næsten neden om og hjem.
Skulle du flytte, kan to voksne mænd måske ordne det. Men så skal du tilbyde noget rigtig godt bagefter. Sandsynligvis rehabilitering.
Madrassen er meget hård. Jeg er ret lille, så den var forkert fra starten. Føles som at sove på et bræt. Får mareridt hver aften. Vågner konstant. Men det skyldes dels, at mit elendige køleskab snapper hele tiden.
Den er ret kort, så du kan ikke være lang, hvis du skal sove i det (du kan stadig ikke sove i det). Det er også ret smalt, 80 cm. Hvordan så folk ud før?
Den samlede bredde er stadig 99 cm, så på nogen måde har de skrabet 20 cm væk for at sove på.
Glem knepperiet. Den larmer som et kongeligt skib, der synker – når man ser på det. Eller knep på. Men dine naboer kommer hade dig.
Noget positivt så? Ja, det er meget flot og i meget god vintage stand. Men så skulle du have disciplinen til at lukke den hver morgen, men det orker du ikke
Hvorfor købte jeg det da? Jeg havde en idé om, at det ville være perfekt i mit studie. I teorien er det korrekt. Jeg følte, at det ville have en Raoul Wallenberg-vibe, som den faktisk har. Men jeg hader det så meget og vil ikke længere se på det.
Hvad ellers. For at undgå at lade det være en dødsfælde, skal den monteres i væggen, hvilket jeg ikke gjorde. Måske er det bare mig, der tager fejl. Jeg ved ikke. Jeg er bare så træt. Jeg sover ikke.
Købt hos en antikvitetshandler for 12.500 svenske kroner (9000 danske kr) for et år siden. Kvittering tilgængelig.
Önsker 6500 danske kr men kom endelig med et rigtigt skambud.
Medbring masser af bærehjælp. Jeg skal ikke bære.
Hentes i Malmö. Hvis du vil have det sendt, kan du selv ordne det med en transportør. Bland mig udenom. Jeg kan åbne døren.
Ikke sandt? Befriende ærligt, intet skjult eller forsøgt malet over med rosenrødt. De to billeder i annoncen beviser at der findes et skab, men så heller ikke meget mere. Det var åbenbart også nok: Nu er annoncen inaktiv, hvilket jo normalt betyder at varen er solgt, men i det konkrete tilfælde måske også kan skyldes at sælgeren har begået selvmord.
Men jeg nåede at kopiere teksten, så i det mindste er jeg glad. Selvfølgelig er der en morale i ovenstående – måske noget med at være glad for det man har. Medmindre man ikke er glad for det man har i hvilket tilfælde man skal skille sig af med det.


God weekend
Claus Ebberfeld
[adrotate group=”5″]
ViaRETRO handler om Alt om Klassiske Biler og det gør Klub ViaRETRO også.
Som medlem får du:
- kontante fordele – via rabatordninger og særydelser fra ViaRETROs faste partnere
- godt selskab – ved forskellige ViaRETRO-arrangementer i og udenfor køresæsonen.
En klassiker under hjelmen
Af Michael S Lund
Fornylig hørte jeg, at Bentley havde indstillet produktionen af L-serie V8-motoren … efter 61 år i produktion og 36.000 eksemplarer siden starten i 1959. 61 år lyder som pænt længe, vil mange sikkert synes, men dykker man nærmere ned i det, viser det sig ganske vist at ligge i den højere ende aldersmæssigt, men også at det ikke er så usædvanligt endda.
Du holder på en tankstation og er ved at få tanket din klassiske Rolls-Royce Silver Cloud II – eller måske snarere Bentley S2, da en 2020 Bentley Mulsanne ruller ind. Ejeren stiger ud og kommer dig interesseret i møde med følgende bemærkning: ”Hvor spændende at se en bil fra dengang og sikke velholdt den er, men hold da op, der sandelig løbet meget vand gennem åen” …
Sådan kunne en typisk replik lyde, og det er da også ganske vist, at meget er sket, siden din klassiker forlod fabrikken, men V8-motoren på 6 ¾ liter i den nye Mulsanne er – i sin grundform – magen til V8-motoren på 6 ¼ liter i din klassiker. Ydelsen er steget fra godt 170 hk (eller ”tilstrækkeligt”, som det hed for Rolls-Royce-udgavens vedkommende!) til 530 hk i den nye, takket være turboladning, indsprøjtning og elektronisk motorstyring … i stedet for karburatorer og traditionel indsugning. Men ellers er motorerne i mangt og meget ens: 90 grader V8 med blok i aluminium og løse cylinderforinger, centralt placeret knastaksel, hvorfra ventilerne i aluminiums-topstykkerne aktiveres via korte stødstænger.
Undervejs til den seneste Bentley Mulsanne nåede L-serie V8’eren at gøre tjeneste i flere andre modeller, bl.a. i Rolls-Royce Silver Shadow.
Konceptet i L-serie V8’eren lyder ret amerikansk, men det var ingenlunde tilfældet … motoren var skam udviklet i UK, men det giver anledning til straks at gå videre med Rovers aluminiums-V8, der oprindelig var fra USA, som jeg skrev om i ”En dag i Fond du Lac”.
Rover V8’eren debuterede i P5B-modellen i 1967, men fandt siden vej i P6B som 3500, i Range Rover, SD1, Morgan Plus 8 og mange flere frem til slutningen i 2006. Det blev dermed til 39 år i Rover-regi … eller 46 år, hvis vi regner den med, der startede som Buick-motor i Special-modellen fra 1960.
Vi kan lige så godt fortsætte i UK, hvor næste motor er BMC A-motoren, som debuterede i 1951 i Austin A30 med et slagvolumen på 0,8 liter og endte på den magiske størrelse: 1,275 liter.
Undervejs udgjorde den hjertet i mange andre modeller, hvor jeg blot behøver at nævne Morris Minor, MG Midget og ikke mindst den oprindelige Mini … over en periode på 49 år, som sluttede i 2000.
Den næste er Ford Kent-motoren, som i 1959 afløste en sideventilet motor (Ford har jo en stor del af tiden været konservative). I starten på 1 liter og beregnet på den helt nye Anglia 105E – den med den skrå bagrude.
Ford Kent-motoren undergik i sin levetid – udover ændringer i størrelsen (op til 1,6 liter) – mange forandringer. F.eks. havde den første udgave på 1 liter (i Anglia 105E) ikke crossflow-topstykke, som jo ellers er et kendetegn ved Kent-motoren, mange nævner. Antallet af hovedlejer kunne også både være 3 og 5. Undervejs kom Kent-motoren til at gøre tjeneste i mange Ford-modeller (udover Anglia 105E): Cortina, Corsair, Escort, Capri, Fiesta og Ka … i 43 år frem til 2002.
Men den gjorde sig sandelig også gældende i race, idet Kent-motoren på 1,6 liter nærmest var definerende for Formel Ford. Kent-motoren var, som mange andre motorer fra Ford, stærk i bunden og kunne godt klare at få øget effekten. Jeg behøver blot at nævne Lotus Twin Cam- og BDA-motorerne, som var baseret på Kent-blokken.
En anden motor fra UK, som var i produktion i 44 år (startende fra 1948), var Jaguar XK-motoren. Den debuterede med en størrelse på 3,4 liter i XK 120. Størrelsen varierede fra 2,4 liter og op til 4,2 liter. De fleste var forsynede med karburatorer (for det meste SU), men nogle havde også benzinindsprøjtning.
Udover at XK-motoren i sig selv er ikonisk, med sin Twin Cam-top i aluminium, lå den under hjelmen i den ene ikoniske Jaguar/Daimler-model efter den anden frem til 1992. Jeg nævner i flæng: C, D og E-Type, XK 120-150, Mk.2 og XJ Series 1-3.
Nogle vil måske ikke finde det underligt, at motorerne nåede at blive så gamle i de nævnte bilmærker, da de jo alle er engelske …
Så vi må hellere tage til Italien for at se på nogle eksempler der. Vi lægger ud med at se nærmere på Alfa Romeos Nord-motor, der jo ligesom Jaguar XK-motoren er ikonisk. Nord-motoren havde også Twin Cam-top i aluminium, men også blokken var i aluminium med cylinderforinger i støbejern. Vi kan lige så godt tage bundkarret, i aluminium med finner, med for at fuldende billedet – mageløst.
Alfa Romeo Nord-motoren debuterede med en størrelse på 1,3 liter i Giulietta Sprint fra 1954 – de klædte begge helt sikkert hinanden godt.
Siden fortsatte mønsteret med den ene ikoniske Alfa Romeo-model efter den anden: Giulia, Spider, Alfetta, 75, 90 og 164 (155 springer jeg over, da jeg ikke er så vild med den). De fleste Nord-motorer var forsynet med to dobbelte Weber-karburatorer, mens de sidste havde indsprøjtning og dobbelttænding (Twin Spark). Størrelsen ændrede sig samtidig undervejs … med bl.a. 1,750 liter (endnu en magisk størrelse) og op til 2 liter. Det samme gjorde ydelsen, som til race kom op på 300 hk med turbolader. Produktionen af den sidste Twin Spark sluttede i 1997 – en produktionscyklus på 43 år.
Næste motor i rækken er Ferrari Colombo V12-motoren, som debuterede i 1947 i Ferrari 125 S. Navnekonventionen var baseret på den enkelte cylinders volumen, altså 125 ccm og dermed et samlet volumen på 1,5 liter. Vi har tidligere været inde på, at der nogle gange kan ”gå for meget ingeniør” i det, men det har så tit haft noget med tyskerne at gøre. Italienerne er dog også godt med, men Leonardo da Vinci var jo også fra Italien …
I det her tilfælde er konklusionen nok, at Enzo Ferrari traf den rigtige beslutning, for det siger sig selv, at der med det cylinderantal, var udvidelsesmuligheder i motoren. For en lille producent var der simpelthen ikke midler – og dermed ressourcer – til alt for ofte at udvikle en ny motor fra bunden af. Colombo V12’eren havnede derfor i en række af Ferrari-modeller: 250, 275, 330, 365, 400, 412, Daytona etc. frem til 1989 – i 42 år.
Men Ferrari gjorde (og gør) det mildest også godt i race, og hvorfor ikke binde sløjfen på denne gennemgang af udvalgte motorer med et langt liv, ved at drage til USA …
Hvor der som nævnt i Europa kan være en tendens til ”for meget ingeniør”, er den amerikanske tilgang en anden: ”Win on Sunday, Sell on Monday” … man kan nok have det sjovt, men der skal også tjenes penge. Hvem kan i den sammenhæng være mere relevant end Ford, nej vel!
Derfor slår vi ned på Ford ”Windsor” Small Block V8-motoren, som blev lanceret i 1961 for første gang, i Ford Fairlane.
Siden endte Windsor-motoren i en ”hel perlerække” af modeller: Bronco, F-Series, Falcon, Galaxie, GT40, Mustang, Thunderbird m.fl. …
For ikke at tale om: AC Cobra og Sunbeam Tiger …
Windsor-motoren fandtes med et spænd i volumen fra 3,6 liter til 5,8 liter … og kan faktisk stadig købes som ombytningsmotor, så lige nu er vi oppe på 60 år i produktion.
Det som går igen i alle eksemplerne er, at alle motorerne var udviklet før 1968, hvor mange siger, at den 3. industrielle revolution startede … bl.a. med landsætningen af det første menneske på månen, ligesom det var den digitale revolution, da mikroprocessorerne for alvor slog igennem og gjorde computere til hvermandseje. For bilernes vedkommende medførte det, at man nu kunne styre motoren elektronisk, hvilket betød at brændstoftilførsel, indsugning (trykladning) og tænding kunne styres langt mere præcist, hvorved både ydelse og effektivitet steg med udgangspunkt i den stort set samme mekanik. Forbrændingsmotoren derimod, var selv ”et barn” af den 2. industrielle revolution, som var perioden, hvor der skete et spring indenfor fysik, kommunikation samfærdsel og kemi.
Jeg har selv haft biler med BMC A-motor og Ford Kent-motor, og jeg er overbevist om, at flere af jer også har haft disse eller nogle af de andre nævnte motorer – alternativt at I kender til andre motorer med en lang historie, som det kunne være interessant at høre nærmere om …
Ugens Farve: Verde Germoglio
Af Claus Ebberfeld
Hvis I kiggede mere rundt i auktionshuset Artcurials udbud i går, så faldt I måske også over denne Ferrari 512 BB? Det gjorde jeg i hvert fald, for jeg har som bekendt noget med farver og også noget med BB’eren. Berlinetta Boxer har altid været en udpræget drømmebil for mig, og jeg tror såmænd jeg blev træt af de røde allerede som barn. Men forleden skrev jeg om een i guld (som kommer på auktion næste weekend), som jo er en farve nogle bare ikke kan lide. Frem for at mene, at det burde de arbejde noget med, så kan man også tage fat i noget andet, der måske kunne fungere, og derfor kommer her ugens farve: Verde Germoglio.
Det er en original Ferrarifarve, der var populær på de små Dino, men også blev lavet på en håndfuld “Daytona” og ligeså få BB’er. Den herunder havde dog ikke farven fra fabrikken, men var oprindeligt – rød. Akja. Ejeren fik omkring 2017 bilen malet i sin drømmefarve, og det har kostet ham dyrt. Både i malerarbejdet, men også fordi bilen ikke blev solgt i går på auktionen: Den fik et højeste bud på 190,000 Euro, og det ville han ikke lade den gå for, da den skulle være i fin stand. Det er ganske vist heller ikke mange penge for en 512 BB, men en uoriginal farve koster nu engang på salgsprisen i den verden.
Personligt synes jeg den er vanvittigt flot, og man kan jo betragte det som en chance til billigere ejerskab af en BB end en i originalfarve. Sådan ville jeg se på det, og så ellers være glad. For man kan da ikke blive andet af den farve.
Grafikken
Ugens pudseløjerlighed: Gammel grafik er bedre end ny
Af Claus Ebberfeld
Det kom sig af, at jeg er ved at vælge grafisk udtryk til min mandestueafdeling med chesterfieldsofaerne. Der skal sjovt nok være noget med biler, og det har jeg selvfølgelig noget af i forvejen – men der skal være mere. Eller noget andet. I kender det: Det er ligesom med selve vognparken, bare i mindre målestok. Og så kiggede jeg på nogle gamle Porsche-racerplakater og i min vilde surfen efter grafikker (det er ufatteligt så meget der findes med Porsche) også noget nyere. Kun for at opdage, at det gamle var bedst. Ja, jeg ved faktisk ikke hvorfor jeg blev overrasket: Selvfølgelig er det det. Og det passer også bedre til chesterfields.

Det her er jo bare en skøn ting at have på sin stuevæg, ikke?
Ugens Fund: Mercedes Benz 280SE 1973
Denne ugens fund begynder at ligne noget, for en gangs skyld, kunne man tænke, når man ser salgsprisen på 25.000 kr. Den store Mercedes fra 1973 er en frygtelig fristende bil. Komfort, status og ikke mindst tysk kvalitet med stjerne på. En drøm for mange bilentusiaster – oppe i alderen ganske vist.
W116-generationen bygget fra 1972–80 blev desværre noget overskygget af den ikoniske W126 fra 1980’erne, den prægtige W140 fra 1990’erne og endda designdarlingen W108 med “stabelforlygterne” fra 1960’erne. W116 overses ofte og undervurderes. Til disse adjektiver skal du tilføje “uretfærdigt”, fordi W116 fortjener mere anerkendelse synes mange Mercedes kendere.
W116 har et dårligt ry på grund af dens dyre driftsomkostninger. Den ankom i komplicerede tider, da oliekrisen i 1973 fangede bilproducenter på med bukserne nede. Ingeniører fra den tid begyndte hektisk at eksperimentere for at imødekomme nye emissions- og sikkerhedsbestemmelser, hvilket kompromitterede pålideligheden af nogle biler. Således blev mange W116’er efterladt da ejere (ofte fejlagtigt) troede, at bilerne ikke var værd at holde på vejene.
Men i løbet af dens storhedstid var W116 en af de mest pålidelige biler, hvor pålidelighed var en tilfældighed for mange andre bilproducenter. Den var designet for nem service og den er ikke så vanskeligt at tackle som et restaureringsprojekt end mange andre biler af samme årgang i følge folk med erfaring.
Mercedes producerede 473.000 eksemplarer og salget der spændte over hele verden, gør at der endnu er mange W116’er på vejene i dag hvilket hjælper på reservedelsforsyningen.
Sælger skriver i annoncen: “Udstyret med den driftsikre 6- cylindrede 2,8 liters motor med elektronisk indsprøjtning. Den står på meget fine BBS alufælge med godt mønster. De 4 originale barokfælge med nybalancerede dæk medfølger ligeledes. Den kører godt, stabilt og sikkert som den står, men der skal dog laves lidt rust i bunden inden syn i 2024. Mange helt nye pladedele medfølger. Den er på historisk korrekte sorte emaljenummerplader”
Se mere i annoncen på Gul & Gratis hvor bilen er set til salg
Denne Ugens fund er udvalgt og skrevet af Søren Navntoft. Tak for tip til Jakob Kjøller
Med lørdagsserien “Ugens Fund” vil vi hjælpe potentielle klassikerejere godt på vej: Vi udvælger ganske enkelt vores favoritbil til salg fra ugen der gik. Og inviterer læserne til at dele deres synspunkter, erfaringer, gode råd eller slet og ret og røverhistorier om den konkrete bil og model. Indsend forslag til kommende “Ugens Fund” på ugensfund@viaretro.com med link til annoncen, så indgår den i næste uges pulje.
Hvor vi skulle have været denne weekend: Live fra Bremen
Af Claus Ebberfeld
På dette tidspunkt af året ville jeg normalt have været på klassikermesse i Antwerpen, der plejer at være årets første. En fin opvarmning til årets anden, Bremen Classic Motorshow, som jeg har besøgt mange år som civil og de sidste par år som udstiller med mit arbejde. Antwerp Classic Salon har kastet håndklædet i ringen og ikke engang orket at opdatere deres hjemmeside, der stadig siger det foregår 6.-8. marts 2020, men i Bremen holder de fast i datoen selvom der intet rigtigt show er i hallerne.
I stedet prøver de noget nyt, nemlig en fem timer lang streaming om klassikerverdenen og hvad der foregår. Som sædvanligt har de et tema for særudstillingen, der hedder “Biedermann & Brandstifter”, og handler om almindelige hverdagsbiler, der også findes i en ildsprudlende specialudgave. Som de to Renault 5’ere herover.
Streamingen bliver en blanding af live og præproducerede indslag, og eet af dem kender jeg, fordi en Lotus Omega vi har til salg i firmaet blev udvalgt til en (også virtuel) gennemgang af TÜV. Og den er faktisk et ret godt eksempel på temaet, vil jeg sige.
Om formatet fungerer er jeg ret spændt på. Der findes en anden stor tysk messe, der opstod ud af nød sidste år, der udelukkende findes som onlinemesse. Den har noget nær verdens dummeste navn, især på tysk, men “Click to Classics” finder faktisk også sted (hedder det egentlig det, når det netop IKKE er et sted?) i år, så noget må nogle jo mene at det nytter.
Som udpræget ægte retromand skal jeg ærligt indrømme at jeg ser mere og mere frem til den første rigtige messe, men hvornår det bliver er så stadig ret usikkert. Techno Classica ser stadig ud til at finde sted (for det er i Essen, som altid) 7.-11. april, men jeg begynder at tvivle. Så bliver næste chance Retromobile i Paris 6.-7. juni, og så begynder der at gå sommerferie i den. Det bliver ikke nemt for messerne, men respekt til Bremen for at de prøver noget. Programmet for de fem timer fremgår herunder, og man finder livestreamen fra kl. 17 her: Livestreaming Bremen Classic Motorshow
15.00 Uhr: Eröffnung und Grußworte
ca. 15.15 Uhr*: Vorgucker Auto-Sonderschau „Biedermann & Brandstifter“ Bremen Classic Motorshow 2022: Renault 5 TL – Renault 5 Turbo und Mercedes-Benz 190 – Mercedes-Benz 190 E 2.5 – 1.6 Evolution II
ca. 15.40 Uhr: Vorstellung Online-Marktplatz und Pinnwand für Clubgeschichten
ca. 15.45 Uhr: Preisverleihung „Goldener Kolben“ an Matthias Kaluza durch Forum für Fahrzeuggeschichte
ca. 16.00 Uhr: Vorstellung Motorrad-Sonderschau Bremen Classic Motorshow 2022:
DKW- und NSU-Werksrennmotorräder
ca. 16.15 Uhr: Fahrzeugpräsentationen Auto und Motorrad (Teil 1):
DKW SS 250, DKW ORS 250, Cadillac V-16 Roadster, Trabant 601 Universal
ca. 16.55 Uhr: Präsentationen und Verkauf Junge Klassiker: Ford Taunus II Turnier, Peugeot 205, Opel Lotus Omega
ca. 17.25 Uhr: Film-Portrait Rolf Witthöft (klassischer Endurosport)
ca. 17.40 Uhr: Zeitgenössisches Tuning der 70er, 80er und 90er Jahre: Opel GT, VW Scirocco II, Nissan Skyline GT-R
ca. 18.10 Uhr: Fahrzeugpräsentationen Auto und Motorrad (Teil 2): Hansa Typ A6, Suzuki Katana 1100, VW Golf II, Ford F-250 Styleside, Ducati Pantah 600 Sl
ca. 18.50 Uhr: Made in Bremen: Mercedes-Benz 300 TD und 280 TE AMG (S 123)
ca. 19.05 Uhr: Präsentationen und Verkauf Young Generation: Opel Manta B, Iso Rivolta Lele, Fiat 2300 S Coupé
ca. 19.25 Uhr: Fahrzeugpräsentationen Auto und Motorrad (Teil 3):
Audi 100 Coupé, Maybach Zeppelin 8 Liter DS 8, Rudge Special 500, Fiat 850 T Bertone Visitor Tour Bus
ca. 20.00 Uhr: Verabschiedung und Start in die Saison
Claus Ebberfeld.. Uden nogen sammenligning så er Porsche’s fortrukne grafikker fra 50’erne, op igennem 60’erne og 70’erne Erich Strenger, der med Atelier Strenger Studio designede utalige fabriksplakater fra lige så mange løb..
Jeg har selv samlet et par stykker igennem de sidste 10 år og finder stadigvæk med jævne mellemrum noget jeg syntes er interessant og inden for økonomisk rækkevide..
@dan-wils , fuldstændigt og helt og aldeles enig: Strenger var ufatteligt dygtig til at holde linien og samtidigt forny sig. Jeg så engang en særudstilling med hans værker på Prototyp-museum i Hamburg, og det er virkelig tankevækkende hvordan hans arbejde passer ind i Porschefilosofien, som den samtidigt blev udtrykt i 356 og 911’erne.
Når du siger du nogle gange falder over plakater, der stadig er indenfor økonomisk rækkevidde – er det så fordi du kun køber originaler? For jeg må jo indrømme, at jeg har kigget på genoptryk…skam mig!
I øvrigt er Ugens Fund et af de bedste i lang, lang, lang tid: Alle burde prøve en Mercedes S-klasse, og til den pris er der ikke rigtig nogen grund til IKKE at gøre det. Fælgene kan ovenikøbet sælges!
Claus Ebberfeld… Ja, jeg må tilstå at de alle er originale.
Dog er jeg ikke så pernitten med om de har små fejl, der er teods alt tale om plakater der er små 50 år gamle eller ældre…
Hold da op en fin udgave af Matinéen! Wegner, billig Mercedes og Ferrari i skæve farver er superinteressant og så oven i købet en “nørde-artikel” om motorer. Emnet her er vel næsten uudtømmeligt, men når der til sidst lægges op til kommentarer, så skal der lyde et par gode bud (synes jeg selv) herfra:
A.C.’s Light Six 2 liters motor med OHC kom i 1919 og var i produktion til mindst 1957, hvor Bristol motoren blev tilgængelig i Ace og Aceca modellerne. De to motorer blev leveret sideløbende, men jeg ved ikke hvor længe. Men Light Six’en var i produktion altså i produktion i mindst 38 år.
Og så den motor, der slår så mange rekorder: GM’s simple. billige letvægts V8’er fra efteråret 1954, af de fleste bare kaldet small-block. Den blev leveret som motor i nye biler så sent som 2003, og var altså i mulig option i 49 år. Den laves stadig som crate motor, komplet fra bundkar til luftfilter og kan her 66 år efter introduktionen endnu fås på Chevrolet reservedelsnummer. Der er lavet over 100 millioner af dem, og min skal ligge i en Bizzarrini 5300 eller en Iso Grifo! :-)
Er enig med @claus-ebberfeld vedr. Ugens Fund. En dejlig bil. Standen er dog lidt svær at lure.
Er også helt med på 512′ erens farve. Den er ikke alles kop the, men det er min!
Dog kan det undre mig, at nogen kan blive det mindste overrasket over, at Porsches plakater fra the old days er federe end de moderne. Selvfølgelig er de det!!
Ugens fund ser ud til at være meget bil for pengene, hvis man kan svejse lidt (meget?) selv. Det er altid værre end man tror. Men jeg har ikke behov for så stor en slæde.
Ferrarien er megafed i den farve, og selv om det ofte går ud over værdien når man lakerer den i en anden farve end originalfarven, er det fedt når nogen gør det. Specielt hvis originalfarven f.eks. Er standardrød. Hvis jeg nogensinde når taget mig sammen til at få min patinerede MGB GT lakeret, så bliver den ikke lys racinggreen igen!
Interessant artikel omkring klassiker under hjelmen. Var ikke klar over at Bentley motor har været i produktion så længe. Men 61 år bliver nem slået af en anden klassiker. Den har været i produktion i 66 år og var, ligesom Alfa motor, en rent aluminiums konstruktion. Hvem gætter først?
@jens-langdahl : GM small block V8’eren er endnu et godt eksempel. Den har været på banen længe, og der er lavet afsindig mange af dem, som du nævner.
Mercedes W116 er en fed bil, en mine venner har en 350 SE med V8’eren, som klæder den rigtig godt. W116 og W126 er mine yndlings Mercedes S-klasse. Jeg synes, at W116 vinder lidt over W126, fordi der er mindre plastik i den, selvom brugen af plastik på W126 er behersket, sammenlignet med så meget andet fra den tid.
Om W140 vil jeg nøjes med at sige, at prinsesse Diana omkom i en …
Lysegrøn Ferrari, ja tak. Nogle gange skal man tænke på hvad man godt kan lide i stedet for at gøre alt med salg for øje. Med mindre man måske altid køber bilerne med salg for øje, ikke Claus?
Porsche grafik i orange ligeledes ja tak. Eric Strengers største genialitet var vel Carrera striben i 1973? Den er vel aldrig overgået, men kopieret mange gange?
Hvad er en “almindelig” livstid for en motortype?
Hvor længe er det samme motor?
Er det bare hvis blokkens støbning er identisk?
Der er jo påført en del opgraderinger på samtlige motorer der nævnes, så skal vi ikke lige have en måde at definere det på?
Ford Europas forskellige V6’ere har vist også haft et rimeligt langt liv, Pinto har også og Japanerne genbrugte også motorpakken i flere generationer.
@kai Normalt regner man vist med, at centerlinjer i cylindre og aksler skal ligge med samme afstand, for at man kalder det samme motor. Om man laver lidt om på blokken, støber forstærkninger, flytter bolthuller til løse dele o.l, er vist ikke afgørende.
@frank-neumann Et skud direkte fra hoften: Tatra luftkølet V8?
Det går i den rigtige retning Jens, luftkølet og hækmotor! Men det er Folkevognens boxermotor. Serieproduktionen startede i 1938 i Tyskland og sluttete i 2003 i Mexiko.
Det er svært at lave en helt entydig definition @kai . Tag f.eks. Ford Kent-motoren, hvor det mest typiske eksempel er 1,6 liter versionen med cross flow-top, forbrændingskammer i stempelkronen og 5 hovedlejer, men sådan var den første i Anglia 105E netop ikke. Der var også Valencia-motoren, som blev lavet til at sidde på tværs, og som var lidt kortere i blokken, men alligevel falder ind under Kent-kategorien.
Når en motortype er produceret over så lang tid, er det jo naturligt, at der er lavet ændringer undervejs: Forbedringer, komponenter (f.eks. oliepumpe) udgået i produktion og erstattet mv.
Ford Köln V4- og V6-motorerne var også i produktion længe. Bl.a. solgtes V4’eren som industrimotor til drift af pumper m.m.
Blandt motorer, der stadig er i brug må Fiat’s FIRE-motor vel være noget af det mest sejlivede ?
Introduceret i 1986 i Uno og Panda med 769 – 1108 cc og temmelig behersket ydelse, og idag yder den så 170 HK fra1368 cc, turbo og MultiAir
@jens-langdahl jeg har længe ville spørge dig til det avatar du bruger af den forgyldte havskildpadde med NT bogstaverne i. Jeg har søgt mange gange forgæves på internettet og kan ikke finde nogen lignede forklaring eller havskildpadden. En lokal tatovør har tegnet den samme havskildpadde ind i en af hans detaljeret tegninger og jeg spurgte ham overrasket hvad meningen er og at jeg er rendt over den nøjagtige samme illustreret skildpadde her på viaretro nemlig din. ? Jeg mener han forklarede mig for et par år siden noget i retning af at symbolet stammen fra de tidligere første elektroniske tatovørmaskiner og symbolisere havskildpaddens livscyklus fra fødested, dens kamp til havet, osv og så bogstaverne i skjoldet skulle muligvis står for Nikolai Teslas og hans betydning for elektricitet samt hans solitære til tider excentriske tankegang. En ener.
Uhh den 512bb i highlighter-grøn er fin.
Hvorfor er 512bb egentlig så relativt billig? Den er flot og var vel toppen af poppen?
Alt andet klassisk Ferrari er jo stukket helt af.
Lotus har en tradition for de vilde grønne nuancer og har navngivet dem fedt. De har blandt andet:
Scandal Green
Krypton Green
Isotope Green
Toxic Green
De er alle ret eftertragtede på brugtmarkedet.
@leo-jensen : Godt eksempel med FIAT FIRE-motoren, hvor vi nu er på vej til 35 år. Bunden “kører” videre, mens toppen er blevet moderniseret, senest til MultiAir. Den motor får sikkert en elmotor som efterfølger!
Apropos Italien, Ferrari 512 BB er i forvejen en favorit, men den farve giver den lige det sidste. Vi burde lave en ejergruppe og købe den, ikke for at tjene penge, men som en keeper. Glæden ved at have den, burde være gevinst nok i sig selv …
@njal-fredhave
TN = Tazio Nuvolari
https://simanaitissays.com/2013/01/17/tazio-nuvolari/
@njal-fredhave @morten Man kan altid diskutere hvem der var den bedste maler, musiker, fodboldspiller eller racerkører. For mig er vinderen i sidste kategori Nuvolari. Trods det at han kom sent i gang på højt plan (ligesom Fangio) satte han nogle aftryk der sent vil blive glemt. Store løbssejre, næsten endnu større nederlag og blandt meget andet også opfindelsen af den kørestil hvor man “firehjulsdrifter” ved hurtig kurvekørsel. Han kørte for de største teams og for små sportsvognsproducenter, og leverede næsten altid på det højeste niveau. Måske specielt når han havde underlegne biler at arbejde med. Her tænker jeg ikke mindst på Nürburgring i 1935, hvor han vha en forældet Alfa Romeo (og en masse held) slog Auto Union og Mercedes for øjnene af Hitler. Sådan en mand kan man da kun holde af! Nuvolari er på mange måder et ikon inden for historisk motorsport, så da jeg skulle vælge avatar var et billede af hans lykkeamulet helt logisk for mig. Det var da det mindste jeg kunne gøre for at hædre mandens dedikation og præstationer. Tak for linket Morten, artiklen er en god begyndelse til at lære mere om mandens historie.
Hvad med Citroën, DS overtog motoren fra Traction Avant, men kørte den ikke også videre i CX?
Dejligt motornørderi, og jeg synes det er et ret afgørende spørgsmål, @kai bringer op: Hvorlænge er det egentlig den samme motor? Jeg er helt med på @jens-langdahls bud på, at det kræver fastholdelse af centerlinier i boringer og aksler, den definition har jeg også hørt. Men så er en 16V Fiat “FIRE”-motor vel heller ikke samme motor som den oprindelige, ligesom Lotus Ford Twincam-maskinen ikke er en Kent? Var Brabhams højtryksturboladede BMW-Formel 1-motor fra firserne den samme som i BMW 2002? Er Alfas indsprøjtede Twinsparkmotor stadig en Nord-motor?
Og det gælder naturligvis også den motor, der indledte @michael-s-lunds artikel: Rolls-Royce/Bentley-V8’eren. Jeg har haft den udprægede fornøjelse af køre dem begge, og selvom jeg kender historien som Michael (og Bentley selv) fortæller den, så virker det utroligt at den nye 500-hestes maskine skulle have ret meget tilfælles med den gamle. Udover måske lige præcis selve blokken – selvom jeg også tvivler på det.
Spændende emne! Og den med Folkevognmotoren var god, @frank-neumann . Nogle gange kan man ikke se skoven for bare træer.
Men @michael-s-lund : Vil du ikke nok lade være med at kalde Alfa Romeo 90 for ikonisk? Og 75’eren. Hmm, ja, Alfettaen…men det er måske et andet kommende emne at tage op!
Åh, kom lige i tanke om, at jeg har skrevet om designikon-titlen før, @michael-s-lund : https://viaretro.dk/2017/04/hvornaar-er-noget-et-designikon/
Alfa 90 kom aldrig op i kommentarerne.
Apropos den 512 BB, kender I Ratarossa ovre på Youtube, der har købt en 512BB der har stået udenfor i 14 år, og genopliver den selv hjemme i garagen?
https://youtu.be/9FbOEzDjz-A
Alfa Romeo 90 er da nævnt.
Nu!
Hvilket jo også er fair nok, @ole-jagmann : Den har trods alt en NORD-motor.
Ratarossas projekt har jeg fulgt fra starten, og da han laver meget selv så er det ikke umuligt at det hænger sammen i sidste ende også. Hans bil har i øvrigt også en sjælden farve – hvid. Knap så spændende, men altså sjældent.
@jens-langdahl @morten tak for jeres svar.
Kan det være Fiat`s 903 cc motor?
Touché @claus-ebberfeld , Alfa 90 burde have været i parentes sammen med 155 (selvom det jo er noget af et minefelt med alle de alfistis, der er herinde), men jeg står fast på Alfa 75. Sådan en gad jeg godt have i en af de skrappere udgaver.
Om offset på krumtap i forhold til cylinderboring er en helt afgørende parameter for, om en motor er den samme gennem dens produktionsliv, ved jeg ikke. Men sikkert er det, at der gennem tid er blevet møbleret godt om på motorerne, selvom de på overfladen har givet sig ud for det samme.
Spørgsmålet fra @soeren-noergaard vil jeg overlade til citronisterne om at besvare.
Godt at I også kunne lide fundet! Jeg tænkte også på Christians den mørkegrønne, da jeg sendte det ind.
Citroëns store firecylindrede motor anvendtes i 57 år fra 1934 til 1991. I CX GTI Turbo ydede den168 hk.
@michael-s-lund , spændende ide med at se på, hvor længe en motors grundkonstruktion kan holde sig i produktion. Må jeg i den forbindelse nævne Skodas 4-cylindrede maskine? Introduceret i 1000 MB i 1964, blok af trykstøbt aluminium med våde støbejernsforinger, (særdeles avanceret på den tid!) produceret på italiensk indkøbt maskineri. Desværre var der ikke råd til maskiner til et letmetaltopstykke også, så det var af støbejern indtil Favorit-modellens introduktion i 1989. I årene løb voksede slagvolumen fra 1 liter til 1,4 liter og effekten fra 40 hk til 75 hk, og den fik i løbet af karrieren også både hydrauliske ventilløftere og elektronisk motorstyring, inden den blev udfaset i 2005 efter 41 år. Samme robuste grundkonstruktion med 3 hovedlejer og sideliggende knastaksel med kædetræk, men konkurrencedygtig mht. motorydelse og økonomi til det sidste.
Du er altid god til lige at få en anden vinkel på @svend-carstensen , og Skoda-motoren er ingen undtagelse. Jeg har altid undret mig over særheden med støbejernstopstykket på letmetalblokken, men så blev det opklaret.
Hej med jer
Jeg fik i dag en hilsen fra Classic & Sportscar. En af de spændende ting de ville fortælle om, var historien om Renaults støbejernsmotor fra 1962. Den var tilsyneladende i produktion frem til 2004, altså i 42 år, og leverede energien i så forskellige biler som Renault Caravelle, 4, 5 og 5 Turbo, 6, 8 og 8 Gordini, Renault 9, 10, 11, 12, 15, 18, 19, 21 samt Fuego, Clio og Twingo! Desuden eksterne leverancer til Matra Djet, Alpine A110, DAF 55 og 66, adskillige Dacia’er, Volvo 66 og 343 samt Ford i Brasilien.
Nok i en note værd i den fortsatte fortælling om længelevende motorer.
https://classicandsportscar.com/gallery/renaults-longest-lived-engine-31-cars?utm_source=sfmc&utm_medium=email&utm_campaign=bulletins&utm_term=StoryHeadingLink1&utm_id=59626&sfmc_id=0034K00000B41KjQAJ
Vi er angrebet af Malware – et virusangreb – som linker til pornosider. Vi scanner i øjeblikket siden så vi kan få det irriterende skidt fjernet.
Beklager de stærke skærmbilleder.