Få biler har så høj en stjerne hos mig som Ford GT40. Den er en legende. Og nu efter mange, mange års drømmerier skulle jeg prøve een.
Ordet legende er jo overbrugt i dag. Men en GT40 kan dårligt betegnes som andet. Alle raske børn kender dens karakteristika i søvne: 40 tommer høj, bygget til at smadre Ferrari på Le Mans, mission accomplished – og det fire gange i træk. Den er prototypen på en Le Mans-racer og der burde laves en film om den og dens historie. I mangel af den film kan jeg oplyse, at jeg har lavet min egen oppe i mit hoved og har drømt om den mange gange. GT40 er en af de drømmebiler, der er så højt oppe i rang, at det gør helt ondt at tænke på, at jeg formentlig aldrig får en.
Det her må være et af verdenshistoriens bedste Le Mans-billeder og en af basishistorierne i GT40-legenden: Den første sejr på Le Mans i 1966.
For der er jo kun bygget omkring 100. Og da den som sagt er en legende og alle rige bilentusiaster/-samlere/-investorer vil have en legende, så er en GT40 blevet meget, meget dyr. Legendarisk dyr, kan man vel sige. Afhængigt af deres historie kan de koste fra et par millioner Euro eller måske fem, seks eller syv. Det afhænger af dagsformen.
Det hører med til legenden, at sejren først lykkedes i tredie forsøg: Ford forsøgte fra 1964 – billedet her er fra en testkørsel det år. GT40 var allerede den hurtigste nogensinde, men man skal også gennemføre…
Historie, for en GT40, er meget lig med “løbshistorie”. For de var alle racerbiler, som vi jo ved fra legenden. Alle, bortset fra MkIII fra 1967: Efter den første Le Mans-sejr havde nogle tænkt, at den måtte kunne bygges om til en gadebil. Det kunne den teknisk set også, men den duede bare ikke som gadebil. Og med den ombygning duede den heller ikke som racerbil, så MkIII var ikke nogen succes og der blev kun bygget syv.
GT40 MkIII var tænkt som en gadebil, men det var den ikke rigtigt god til.
Dens design var også blevet noget vansiret i gadetilpasningsforløbet, så der var faktisk kunder, der valgte at købe en GT40 MkI i stedet, og så bare køre i den på gaden. Altså i en rigtig racer. Som jo egentlig også er den mest rigtige GT40.
Så nogen købte bare den almindelige Mk1 i stedet og kørte på gaden med den. Oooh, de gode gamle dage!
Det vil sige et temmeligt voldsomt redskab. Da Ford viste den første GT40 (der dengang kun hed GT) i 1964 var den det suverænt hurtigste våben nogensinde indsat på Le Mans. Over 200 miles i timen. I en tid hvor en hurtig gadebil var een, der kunne klare det halve. Den var overjordisk. Legendarisk fra dag 1. Frygtindgydende.
Og på ingen måde nogensinde tænkt til at køre på gaden. Ever.
Selveste Henry Ford II var med på sejsskamlen i 1966. Han havde også betalt millioner af dollars for den mulighed.
Og det havde jeg på ingen måde tænkt kunne være noget problem i dag. Jeg havde faktisk ikke tænkt over det overhovedet – slet ikke skænket det en tanke. Nej, nej.
Jeg havde kun tænkt på, at jeg skulle køre min gamle drømmebil. Det var det naturligste i verden, at det skulle foregå på prøveplader, da bilen selvfølgelig ikke var indregistreret. Helt normalt. Det var faktisk først da jeg gik og ventede på Carsten, der havde arrangeret prøveturen, at det gik op for mig, at det ikke var en helt normal prøvetur. Skulle han ikke med? Næ, der var jo intet passagersæde. Øh, nå, nej.
Så begyndte det at dæmre for mig. Da jeg gik ud til den lave gule racer i solskinnet, så tænkte jeg godt nok, at den ikke rigtigt lignede noget andet, som jeg nogensinde har kørt på gaden. Eller andre steder, for den sags skyld. Den lignede det den var: En racerbil. En fuldstændigt vild og blodig racerbil. Fra tresserne. Med 100% analog teknik. Som jeg skulle styre helt alene.
En anelse nervøs, ja. Bemærk, at selvom bilen er højrestyret, så sidder deres udsendte ret centralt i kabinen. Og har gearstangen til højre.
Mine forberedelser bestod i, at jeg havde taget smalle sko på. Men jeg følte mig derudover ret nøgen, da jeg satte mig til rette i bilen: Min hvide bomuldskjorte og slips var rimelig tresser-OK, men jeg syntes jeg manglede nogle kørehandsker og noget brandsikkert. Jeg havde jo heller ingen hjelm på. Eller sokker, for den sags skyld. Og var der ikke noget med, at den der motor havde ry for at kunne spytte uforbrændt benzin tilbage og antænde hele molevitten?
Det var cirka her, at jeg begyndte at tvivle på foretagendet. Og motoren var end ikke startet endnu. Jeg kunne – for måske første gang i mit liv i en klassisk bil – ikke helt lade være at tænke på, om det her nu var helt ufarligt? Det krævede dog bare et tryk på en knap at blæse de tanker væk: Startknappen, der sad i instrumentpanelet, var helt fantastisk til at få tankerne på ret fokus igen. Det krævede et par forsøg, men da V8’eren sprang igang, så var der ikke noget at være i tvivl om: Koncentrér dig nu om den forestående opgave, for dét der, det var ingen spøg.
Udsynet ud af GT40eren til min Scimitar, der mindede mig om, at jeg elsker gul og glasfiber. Der var overraskende god plads i kabinen, når først man sidder der.
Jeg har aldrig oplevet så voldsom en motor, og i det bare interiør var det som at have spændt den direkte fast på ryggen. Ørepropper? Nej, det havde heller aldrig slået mig, at det kunne blive relevant. Og her og nu havde jeg heller ikke lige overskud til at tænke på min hørelse, for motoren var ikke justeret til at kunne gå i tomgang, så den skulle holdes igang med små korte gasstød.
Uanset hvor sparsommeligt jeg forsøgte at dosere dem, så kvitterede motoren hvert tråd med at suge luft ind så jeg frygtede for bestanden af mindre fugle omkring MyGarage: Hold nu kaje, den var for vild! Fra de fire store Weber-halse blev luften blandet med højoktan nok til at udløse en reaktion, som jeg aldrig har oplevet lignende: Omdrejningsvilligheden var vanvittig for en stor V8 og lyden var endnu mere rasende. Jeg har jo oplevet disse motorer som tilskuer til diverse racerløb, men det gør en pokkers forskel, når det er ens egen speederfod, der styrer kræfterne – og den maskine der, den var simpelthen gal!
Fem liters pure vildskab! Som en grenkvaser, der omformer luft og benzin til vulkaniske kræfter.
Det var gearskiftet også: Men sidder ret meget mod midten i kabinen af en GT40, men teknisk set er bilen højrestyret – og meget usædvanligt så sidder gearskiftet også til højre. Ingen af delene virkede forkert på mig, men det gjorde det faktum, at jeg ikke kunne finde et eneste gear i den ‘box. Der var nærmest ingen vandring i gearstangen, men til gengæld krævede det overbevisende brug af kræfter at flytte den få millimeter. Noget overraskende var koblingen derimod en pænt progressiv affære, og godt det samme, for ellers var jeg heller aldrig kommet afsted. For den motor der – den ville have omdrejninger. Under 3000 hostede og harkede den, og det skal jeg lige hilse og sige er en rimelig voldsom affære med en kæmpestor racertunet V8’er: Jeg kender jo også dette fænomen fra andre racermotor, for eksempel min Spitfire – men sammenlignet med GT40’eren er Spitfirens hosten så uskyldig som en soprans fløjten i forhold til en storrygers morgenhakkeri.
Og så var der styringen. Sådan en 1967-specifikation GT40 står egentligt på nogle pænt brede dæk – og man skal heller ikke glemme, at en GT40 faktisk ikke er en særligt let bil. Selv i fuld kamptrim i gamle dage kunne de trykke med over 1200 kilo på vægten og nogle nærmede sig de 1300. Det var, ved nærmere eftertanke, måske ikke så sært at den var tung at dreje, når det gik langsomt. Styreudslaget er desuden ikke imponerende: Der er ikke rigtigt snævre sving på Le Mans, vel?
Det er jo såre enkelt, men krævede al min koncentration.
På det her tidspunkt var jeg dog ikke længere bekymret – det var der bare ikke overskud til, for selve det at forlade parkeringspladsen var en større opgave end jeg nogensinde havde forestillet mig. Og klart nok, efter bilen aldrig var designet til manøvrering på parkeringspladser. Ergo måtte jeg ud på landevejene i en fart. Blot for at finde ud af, at netop fart er en utroligt relativ ting.
En opsummering: Jeg sad altså i et tressermissil af en racerbil, der gentagne gange slagtede alle andre på Le Mans. Med en topfart på formentligt over 330 km/t, afhængigt af gearing. Og af kræfterne, selvfølgelig, hvilket jeg ikke havde fået nogle tal på, men jeg gætter på 500 hestekræfter i runde tal, hvilket også skulle række: Det var mere end de havde i perioden. De allerførste GT40 havde fem gear (og svage gearkasser), de senere fire – og denne? Aner det ikke, jeg kom aldrig over tredie gear. Og selv der gik det edderbankemig stærkt.
Hvor stærkt ved jeg jo ikke, for jeg kunne ikke rigtigt overskue at kigge instrumenter. Men det meste landevejskørsel kunne klares i første gear – skulle klares i første, fordi motoren hostede og harkede under de der 3000-3500 omdrejninger. Først ved 4000 var den ved at vågne op, ved 4500-5000 omdrejninger var det bare med at holde fast – og i de lave gear gik den så let som ingenting over 6000.
Her gik den til gengæld rigtigt godt. Som i virkelig, afsindigt, Ferrari-pulverisende, naturkraft-godt: Enhver hosten var væk og den trak bare rent igennem med utrolig power. Virkelig brutal, rå og nærmest skræmmende kræfter, og hvis jeg havde været lidt i tvivl før, så stod det nu soleklart for mig: Den her bil havde intet at gøre på en landevej!
Jo, de blev skam også brugt på landevejene i perioden. Men så var det sådan nogle veje her.
Det blev tydeligt for mig, da jeg kørte fordi en mark, hvor bonden var ved at høste. På denne knastørre og Le Mans-varme dag støvede det fuldstændigt vildt, og vinden førte støvskyen tværs over banen vejen. Jeg kunne jo ikke undgå den, men sad der fastspændt og tænkte, at det her scenarium umuligt kunne have indgået i en GT40’s designparametre. Jeg forestillede mig at først blev jeg kvalt inde i kabinen og dernæst motoren. Men nej: Den en meter lave gule djævel fløj direkte igennem skyen som igennem en morgentåge på Mulsanne – men surrealistisk var det.
En anden typisk GT40-situation: I selskab med andre legender. Det er heller ikke på en landevej omkring Vejle.
Det var det også at opleve, at det modvillige gearskift på parkeringspladsen fungerede fuldstændigt upåklageligt, når man gav gas og bare rev gearene igennem på ren viljestyrke. “Klik” – så var det næste der, og de 500 heste kunne forsøge at vride de næste tandhjul over. Og endnu mere bemærkelsesværdigt – de fungerede også i nedgearinger, hvor mellemgassen formentligt har kunnet høres inde i Vejle centrum samt ovre på den anden side af fjorden.
Kurveegenskaberne som sådan fandt jeg aldrig ud af: Bilen stod på gamle Dunlop Racing-dæk, så det har måske været godt nok. Men da jeg mødte nogle kurver havde jeg også gjort op med mig selv, at min landevejsrute ikke ydede bilen nogen som helst retfærdighed: Ligesom alt hvad jeg bød den også bare var overflødig pjat. Jeg havde i forvejen kæmpe respekt for GT40, og den blev ikke mindre af at mærke på egen krop, hvor vildt et køretøj det egentlig er – og hvor uegnet det er til landevejskørsel. Hvorfor nogen (både dengang og nu) skulle ønske sig at køre GT40 på landevej går over min forstand!
En typisk scene for GT40-chauffører efter en god lang tur.
Det blev slået fast med syvtommersøm, da jeg stallede den lave racer i det næstsidste lyskryds på tilbagevejen!
Det kunne jeg nu nok have levet med, for jeg havde allerede stille undret mig over, at det ikke var sket endnu. Men den ultimative ydmygelse var, at bilen bagefter ikke havde strøm til at kunne starte igen. Der skal noget til at starte en stor varm racertunet V8’er.
Og så holder man ellers der med sit enmeters gule 300-km/t’s potentiale i en venstresvingsbane og må opleve den ynk at blive dyttet af fra en Skoda Roomster eller noget. Man får jo ærligt talt umiddelbart lyst til at knalde styrthjelmen lige durk igennem forruden på det grimme apparat, men dels var der som sagt ingen hjelm ved hånden, og dels må man igennem tårer af raseri over så tåbelig adfærd modvilligt erkende, at verdens største Le Mans-legende simpelthen er ude af sit element: Lige dér i krydset op til Horsensvej efter traktorer og lastbiler og ligegyldigt landevejsfyld er den simpelthen en elefant i en glasbutik.
Jeg fik prøvet en legende. Men det var det forkerte sted.
Men hvilken elefant! Og dét var trods alt tydeligt for mange: På kortere tid end et dækskifte i moderne Formel 1 var der hjælp fra mere forstående mennesker, der var nær ved at kortslutte startkablerne i bare iver efter at hjælpe den strandede Le Mans-legende flot igen. Min tiltro til menneskeheden blev genoprettet. Og til GT40’eren: Den konkrete bil havde ikke kørt race siden 2013-2014, så den var nok lige morgensur endnu og kunne ikke tage sig af en bagatel som at lade på batteriet? Intet problem med starthjælp, og som tak for strøm overhalede jeg hjælpebilen med pænt meget gas i andet gear og manden var lykkelig.
Det var jeg også, da jeg trillede den gule racer ind på parkeringspladsen igen: Jeg har aldrig prøvet noget lignende. Aldrig. Jeg plejer at være fuldstændigt rolig, også når jeg har kørt stærkt, men her rystede mine ben under mig og jeg var varm i hele kroppen. En slags mental overbelastningsreaktion, tror jeg, for jeg var på ingen måder bare i nærheden af denne vidunderlige bils fysiske grænser – slet, slet, slet ikke. Og jeg vil også mene, at det er umuligt på landevej, medmindre man vil opnå Raket-Madsen-agtig opmærksomhed.
Men jeg ved hvor man kan prøve det: På en racerbane. Det kunne være Le Mans, selvfølgelig – men mindre kan også gøre det. Bare lige et par timer på Jyllandsringen eller Padborg Park, hvor der er lidt langside og kurver af forskellig åbenhed. Dét ville jeg gerne – og det vil bilen med garanti også.
Please, lad mig prøve igen! Men bare på en racerbane, tak.
Bilen var venligst udlånt af Classic Motor Sales, der har den stående i deres showroom i MyGarage i Vejle. Den er til salg for en italiensk kunde, og står i fuldt racetrim med FIA-papirer og har senest kørt i 2013/2014. Som sådan er den fuldstændigt periodekorrekt for en GT40 af årgangen 1967. Bilen har en delvist kendt løbshistorie tilbage til 1990 og er i GT40-kredse kendt som “2079 /1023”. Den har formentlig været igennem Franco Sbarros hænder, men hvorvidt bilen er bygget af ham og af og med hvilke dele, herunder hvor meget der er originalt Ford GT40, efterforsker sælgerne stadig. Den slags er ret afgørende for en GT40, der lever af og med sin historie. Fortsættelse følger.
Det her er Franco Sbarro. Han var mekaniker hos Scuderia Filipinetti, der blandt andre indsatte omkring fem forskellige Ford GT40. Han ved alt om Ford GT40 og renoverede nogle stykker af dem. Han har også bygget nogle meget originaltro replikaer af GT40. Problemet er, at han i et par tilfælde i halvfjerdserne kom til at blande tingene lidt sammen. Derfor skal man gøre sit hjemmearbejde, og det arbejder Classic Motor Sales stadig på med den konkrete GT40.
Meget dramatisk og livagtig beskrivelse, jeg kom næsten til at svede.
Det du diskret prøver at skrive mellem linierne til sidst er vel at det er tale om en replika? Hvornår er den bygget, står det ikke i papirerne?
Der er vel ikke nogen registreringsattest, når det ikke er en gadebil…
I 1981 – rejsende på Interrail – var jeg også forbi Franco Sbarro. Dengang var han ved at lægge sidste hånd på en GT40 replica – og en Mercedes 500K replica – så ja, det kan være en delvis replica.
I øvrigt hviskes der højlydt i krogene på Goodwood, at mange af de dyre originaler bliver hjemme hos samlerne, der oveni har fået lavet sig en FIA-godkendt kopi til at køre race i.
Jeg går ikke ud fra, at din oplevelse på nogen måde er blevet spoleret af huller i historikken.
Hej Claus er s.. misundelig på sådan en køretur! Der findes faktisk en rigtig fed dokumentarfilm om GT40s historie? Den er lavet af den amerikanske komiker Adam Carolla der selv er helt biltosset… han har bla selv lige købt Paul newmans orig Porsche 935 fra leMans (pris 4,4 mill$). Filmen hedder “the 24 hour War” og dækker hele historien incl kampen med Ferrari i leMans.
https://chassy.com/product/24-hour-war/
Når jeg læser din artikel bliver i tvivl om hvor vidt der er tale om en kopi. Vi får ofte besøg af Palle Murmann på Kulturhavnen i Helsingør. Han havde en GT40 kopi med sidste gang fra Strøjer samlingen, der vist endda rummer hele 2 kopier, hvoraf den ene så er til salg nu. Prisen kan jeg ikke huskke , men jeg har da et billede af den. Imponerende. Jeg sidder også og tænker at en tur i en Porsche 917 sikkert også ville være vild. Skulle jeg vælge? så tog jeg nok en tur i Porschen
Så oplevede jeg også at få erektion, af noget en mand har skrevet, om en bil. Hvor er den bare ubrugelig, og fantastisk :-)
Vildt Claus. Håber du får lov at teste på SPA, Nûrburgring eller Monza. Sgu da Aldrig på Jyllandsringen, Padborg eller Djursland. Så tager du da rigtig pis på Den. En bil af den kaliber skriger jo på at få asfalt skubbet ind under forhjulene i en helvedes fart. Fuck jeg er misundelig. Nå der er 135 mill i Eurojackpot idag.
Monti.
139 mill. Sorry
Jeg kom også til at svede, @ole-jagmann !
Om “det jeg diskret prøver at skrive”: Nu har jeg opdateret billedgalleriet med et billede af Franco Sbarro, og her har jeg tilføjet følgende tekst:
“Det her er Franco Sbarro. Han var mekaniker hos Scuderia Filipinetti, der blandt andre indsatte omkring fem forskellige Ford GT40. Han ved alt om Ford GT40 og renoverede nogle stykker af dem. Han har også bygget nogle meget originaltro replikaer af GT40. Problemet er, at han i et par tilfælde i halvfjerdserne kom til at blande tingene lidt sammen. Derfor skal man gøre sit hjemmearbejde, og det arbejder Classic Motor Sales stadig på med den konkrete GT40.”
Jeg tør derfor ikke skrive helt nøjagtigt hvad den konkrete bil er. I og med at denne bil har kørt historisk race, så er den under alle omstændigheder meget originaltro. Omend der specifikt står i den slags vognbøger, at de ikke kan bruges som dokumentation for en bils originalitet, så får man dog ikke papirerne, hvis bilen er “forkert” med eksempelvis moderne chassis, motor, hjulophæng og så videre og så videre. Det har denne altså ikke, og der er derfor ingen tvivl om, at KØREOPLEVELSEN er original-GT40.
Det er faktisk derfor, at jeg har fokuseret så meget på den. Og så fordi det var så crazy, vidunderlig, sindssygt og voldsom en oplevelse, selvfølgelig :-).
Så er der jo også plads til en opfølgning på historien senere…
@monti , jeg talte med Karsten Ree efter at han havde kørt sin GT40 på Ring Djursland for første gang her i sommers. Han syntes vist også, at han kunne bruge lidt mere langside :-)
Hvis man vil nyde 10 eller flere på engang så tag lige lidt sydpå næste weekend lørdag fra kl 16 til 22 er der race med en stak kopier nok ikke originale Spa six houers hvis nogle ikke kender Europas bedste historiske raceløb hvor man ikke behøver at være millionær eller ankomme i den rigtige bil eller tøjstil
Det er vist ikke helt ukendt at gamle totalskadede og skrottede racere efter store værdistigninger, pludseligt dukker op igen, nogle gange endda i mere en et eksemplar. Der er som regel en portion lånte fjer i det hele, da historie jo er meget afgørende for bilen værdi.
Hurtig google siger at #1023 blev ophugget af Alan Mann da han skulle bruge dele i forbindelse med et letvægts projekt. #1023 er så siden blevet genoplivet med dele fra 2 andre originale GT40. Så at overstående bil skulle indeholde noget der oprindeligt har siddet på #1023 kan sagtens tænkes. Kan i øvrigt se en GT40 nørd skrive at den gule oprindeligt blev solgt af Sbarro med en påstand om at det var #1039 han havde genopbygget. Ha ha…. træk selv et stilnummer i tombolaen. :D
Claus! tjek den her, ved 41 sec går det løs. får bare kuldegysninger, og alt andet stritter sgu osse. https://www.youtube.com/watch?v=KEGUwvBG3rQ
Monti.
Er det bilen her Claus??
https://www.youtube.com/watch?v=KEGUwvBG3rQ
Monti.
Den her selvfølgelig.
https://www.youtube.com/watch?v=a_y-7vHEMhw
Fedt, bare det var mig!
Jeg lå faktisk og så denne film i går, som opvarmning til weekendens Goodwood revival:
https://youtu.be/NuUJZDS5C7k
Det er et race kun bestående af Ford GT40’er.
Husk at der hele weekenden bliver livestreamet derfra, og de er faktisk allerede i gang: https://youtu.be/JUJIIaFG404
@monti , jeg tror ikke det er den samme bil, den gule dér: Motoren lyder helt anderledes (faktisk blødere og mere traditionelt V8-agtig) og der er også nogle kerosseridetaljer, der er anderledes. Men ja, det er skønt at se: Det må kræve noget at tyre til den i en hurtig trediegearskurve og korrigere en let overstyring :-). Bare jeg kunne den slags!
Hold da k*** jeg er misundelig, og lige meget om det er en kopi….
Jeg sidder med den store bog om GT40 (bogen er faktisk ikke ret stor), der står:
“P/1023 supplied to Alan Mann Racing for build to lightweight specification. However used as a supply of parts for AMGT1 and 2. Eventually rebuilt with parts from 1013 and 1010 and purchased by Paddy McNally. Sold to Malcolm Gartland. Dark blue/white stribe and red edging. Raced during 1967 by John Harris (only twice by Gartland). Sold in 1968 to Malcolm Charles and owned for ten years. Sold via six further owners to Richard Cohen (USA), but returned to the UK during 2000 in the ownership og historic race driver and team owner Ray Bellm.”
Yderligere er der en masse tekst omkring AMGT40-1 og 2 som er for langt til at citere her, men der er beskrivelse af ændringer ift. en almindelig GT40, så den kan helt sikkert identificeres. Du kan gi’ et kald.
Jeg ville købe den, hvis jeg kunne være i den, men det kan jeg ikke, så der sparede jeg lottogevinsten.
Jeg glemte tre ting:
Der kørte en GT40 på Jyllands-Ringen i slut 60’erne. Som jeg husker det, var det en gadeudgave med nr. på siden……
De GT40-kloge siger, at man ikke skal købe en original. De er for dyre, umulige at vedligeholde, utætte overalt, er skæve i monocoque’en osv., deres råd er: Køb en ordentlig kopi, køreglæden er lige stor!
Et år på Le Mans (altså 24h) stod der en i Gulf farverne i et telt. Virkelig flot og vi var hurtige enige om, at det måtte være en kopi. Indtil Stirling Moss satte sig ind og kørt væk!
Spændende. Var det dem samme gule, der var på bellahøj i august?
(Dog uden at ræse som de 3 andre)
@henrik-kjaer , hvis”den store bog om GT40″ er den af Ronnie Spain, så vil jeg gerne låne den!
Ja, @jakob356 , det er den fra CHGP – dér var den netop hentet i Italien.
Du er en heldig mand Claus Ebberfeldt…
Nogen skal jo gøre det, @soren-w :-)
Er særdeles misundelig – på den gode måde. Som skrevet oppe skal man smutte til spa i weekenden og se dem blive brugt, det giver næsten tårer i øjnene.
Sidder lige nu på et hotelværelse i moskva. Herovre elsker de også V8 – bare oftest i en sort SUV. Til gengæld er de vist ikke tossede med gamle biler. Bevares der er lidt niva og andre ladaer, men de vurderes tilsyneladende ikke som gamle biler – bare biler
Sexet, bare sexet!
Der var også masser af god GT40-action på Goodwood Revival Meeting i weekenden, og noget af det kan genses på deres Youtubekanal.
Men som Stefan siger – næste chance for at opleve en hoben GT40 live er til Spa Six Hours i den kommende weekend. Et fremragende arrangement, der heller ikke kan skamroses nok. Jeg skal selv kommentere motorløb hjemme i Danmark, så jeg kan desværre ikke være med i år.
Det var selvfølgelig noget af en trøst at prøvekøre en GT40 i stedet :-)