“Den kan gøre dit liv sværere”, sagde jeg til min ven om en bil. 

Det var sådan set rigtigt nok. Vi drøftede en bil fra halvfjerdserne – sjælden, eksotisk, spændende og italiensk. Jeg spillede Djævelens Advokat. Bilen var nemlig virkelig interessant og prisen var rigtig, så der ville på mange måder ikke være noget galt med at købe den. Bare ikke min ven her gjorde det, mente jeg i rollen som Djævelens Advokat. Han havde nemlig dels andre biler og generelt også nok andet at se til, vidste jeg – og det vidste han også selv. Og så lod vi det ligge ved det. 

Jeg har selv haft besvær med sådan een halvfjerdseritaliener:

Men nu har jeg nærmest fået kolde fødder på grund af mit råd. For den anden side af medaljen er selvfølgelig, at selvsamme bil både var smuk, vellydende, velkørende og bare virkelig lækker. Bevares, det har han også andre biler der er – men han har ikke een af denne her. Og jo, det er så sikkert som amen i kirken, at den ville gøre hans liv lidt sværere. Men jeg havde ligesom ikke vejet det op imod den glæde, som den selvfølgelig også vil bringe med sig. Hvilken halvfjerdseritaliener vil ikke bringe en del af begge, besvær og begejstring?

Jeg har også haft besvær med denne italiener. (foto: Michael Berg)

For livet handler jo ikke om at komme igennem det nemmest muligt, småfilosoferede jeg bagefter. Da jeg købte min allerførste klassiker, min første 1968 Triumph Spitfire, havde jeg en kollega, der var mekaniker. Han kørte selv en nyere Seat Ibiza og kunne virkelig godt lidt min Triumph, men fortalte mig at “han ikke selv turde købe sådan en gammel bil”. Han havde ellers som mekaniker hundrede gange bedre forudsætninger end mig for at lykkedes med projektet – men han gjorde det ikke. Et eller andet sted var det for at undgå det besvær, som jeg ganske rigtigt også havde i mine tre år med den første klassiker. Såsom et motorskift, for lige at nævne en større ting. 

Også lidt med den her:

Men de oplevelser jeg havde med dén Triumph vil jeg bestemt ikke være foruden. På godt og ondt. Bevares, jeg har købt bedre biler siden og haft mindre besvær med dem men ligeså mange gode oplevelser – og det er altså ikke besværet i sig selv, jeg synes er spændende. Men de mange positive oplevelser med min første klassiker mere end opvejede de sure, så jeg har aldrig fortrudt købet af den første. Ligesom jeg ved nærmere eftertanke aldrig har fortrudt købet af nogen klassiker. 

Jeg har også haft en Fiat 124 Sport Coupé ligesom denne, som jeg ærligt talt havde meget lidt besvær med. Men læs lige hvad der står på brochuren: “More of what you buy a new car for”. Det gælder også i dag!

Så måske var jeg for hurtig til at slå det hen for ham. Og mig selv. For jeg synes også bilen er fed og modellen har meget længe været på min liste over biler jeg må eje engang. Hvis min ven nu ville være Djævelens Advokat for mig ville han nok sige, at tidspunktet var ligeså uegnet for mig, der også har biler og arbejde nok.

Men hmmm – måske jeg skulle foreslå ham, at vi deler den? Jooeh, der er noget at tænke over her i weekenden.

God weekend

Claus Ebberfeld

En ung designer, en ny bil, en ny fabrik og et nyt årti

Af Michael S. Lund

Som vi jo har nævnt så ofte før, var 1960’erne årtiet, hvor nærmest alt kunne lade sig gøre … og sådan var det også i Italien. Netop i år er det 60 år siden (1963), at Alfa Romeo Giulia Sprint GT blev lanceret. ViaRETRO bliver jævnligt beskyldt for at være italofil, men det er faktisk ved at være et stykke siden, at en mere “tilgængelig” italiensk bil er blevet omtalt.

Året inden, i 1962, havde Alfa Romeo lanceret 105 Giulia-modellen, som på mange punkter indeholdt løsninger, der ikke var almindelige at se i en sedan (berlina): Motor (Alfa Nord) i aluminium med to overliggende knastaksler, cw værdi på 0,34 (overraskende lav, det kantede karrosseri taget i betragtning) og sådan kan man blive ved. Med den platform og motor var udgangspunktet godt for også at lade den være grundlaget for en Gran Touring coupé.
Opgaven gik til Bertone, og det er her, den unge designer kommer ind i billedet. Designeren var Giorgetto Giugiaro – på et tidspunkt hvor han stadig stod på tærsklen til en lang og succesfuld karriere. Giugiaro havde allerede slået tonen an med Alfa Romeo 2000 Sprint fra 1960, men med (den Alfa Romeo 105 Giulia-baserede) Giulia Sprint GT var der lagt op til en større opgave, som skulle give Alfa Romeo et større volumen … og dermed var ansvaret, der lå på skuldrene af den unge designer så meget desto større. Resultatet lykkedes overmåde godt, ved vi – det er jo en af fordelene ved retroverdenen, at resultaterne står tydeligt i bagklogskabens klare lys!

Motoren var som allerede nævnt Alfa Nord-motoren og til en start på 1,6 liter. Lige netop Nord-motoren var et Giuseppe Busso-design, og det er ikke for meget sagt, at den fik en meget lang levetid i produktion, der strakte sig over 40 år … fra 1954 til 1994.

Giulia Sprint GT, eller ”Bertone Coupéen” som mange ynder at kalde den, fik også modelmæssigt en lang levetid … fra 1993 til 1977, så der nåede at ske mange ændringer undervejs på både motorsiden, i det indre og det ydre. Selv vil jeg foretrække “step nose”/scalino/knækfront-modellen … ja kært barn har mange navne (det er den, hvor motorhjelmen fra visse vinkler ikke ser ud til at være lukket ordentligt!) og for at være helt specifik: En GT 1300 Junior fra omkring 1970 og gerne i farven pino verde med interiøret i brunt.

Den lille er den mest omdrejningsvillige, og det passer fint med den 5-trins gearkasse. Til daglig har jeg kørt/kører i biler med et drejningsmoment på mindst 400 Nm over et bredt område, så det kunne være sjovt med en bil, hvor der skal arbejdes lidt med tingene. Ikke at en 2000 GTV ikke er fed, men GT 1300 Junior er mere back to basics.

Men det kunne også være ”derivatet” Junior Z, for jeg gad da godt en Zagato med muligheden for at køre med bagklappen lidt på klem i sommervarmen …

Giulia Sprint GT blev også den første Alfa Romeo-model, som blev produceret på det dengang helt nye fabriksanlæg i Arese. Fabrikskomplekset i Arese er helt typisk for perioden i sin minimalistiske brutalisme (som tegnet med lineal og i beton), det fremstår i. Arese-komplekset tjente både som produktionsanlæg og administrativt hovedsæde for Alfa Romeo. Produktionen sluttede i Arese i 2006, hvor det sidste, der blev produceret, var Busso V6’eren. Har man først een gang haft foden på speederen forbundet til en Busso V6 (for mit eget vedkommende skete det første gang i en Alfa Romeo 166 3.0), glemmer man den aldrig – bare lyden …

En del af det eksisterer heldigvis stadig og er i dag hjemsted for Museo Storico Alfa Romeo, der absolut er et besøg værd, hvis turen en dag går til Milano og omegn. I Arese bliver man på en gang mindet om, hvor storslået Alfa Romeo engang var – og det er svært ikke at få et stærkt ønske om, at det bliver det igen. Derefter rammer vemodet, for hvordan skal det lige ske, nu hvor Alfa Romeo i dag blot er et af utallige mærker i Stellantis-gruppen … alene navnet!!

Det er i øvrigt lidt min fornemmelse, at der er en anelse stille om Alfa Romeo ”Bertone Coupéen” for tiden, hvilket jeg synes er helt ufortjent, da det er en yderst velkonstrueret bil – og et ikon, som byder på masser af køreglæde. Derfor finder jeg det helt oplagt at slå et slag for den … inklusiv et stort tillykke med de 60 år!

Fotos Gitte & Michael Sehested Lund

Ugens Foto: Ting man er nødt til at gøre, hvis man vil tiltrække opmærksomhed i en Porsche 911:

Det kan ikke være italiensk det hele.

Ugens Fund: 1972 Fiat 130 coupé til 147.500 kroner

Ikon. Pininfarina. Luksus. Topklasse. Agnelli. Coupé. Halvfjerdserne. Velour. V6. 

Knækprosa af lutter plusord, men det giver mening for mig. Vi taler Fiat 130 Coupé som Ugens Fund – en bil jeg altid har elsket og ikke er bleg for at fremhæve som et topeksempel på hvor fede klassiske biler kan være for relativt få penge. Men jeg kom alligevel i tvivl om ikke lige ordet ikon er lidt for højt sat? Så jeg måtte lige slå det op: “Indbegrebet af tendenser i tiden”, betyder ordet ikon i denne sammenhæng, og så passer det alligevel på Fiat 130 Coupé. Min tvivl skyldtes et sekund lige den tanke, at 130 Coupé jo ikke er et folkekendt stykke automobil på linie med andre ikoner som Jaguar E-type, Minien eller Citroën DS, men meget er (og var fra ny) en bil for feinschmeckere, der kan se ud over det faktum, at Fiat aldrig har succes med deres forsøg på luksusbiler.  

For det var 130-serien, der startede med Berlinaen i 1969 og blev suppleret af coupéen i 1971. En modelserie, hvor Fiat gav den gas på alle parametre og ikke bare spillede med alle tekniske finesser, men også gav deres nye model et topmoderne og klassisk italiensk elegant design – og ikke mindst byggede det hele i en kvalitet som jeg tror Fiat aldrig har hverken nået eller forsøgt siden. En 130 Berlina var en slags italiensk Mercedes og en passende bil for statsoverhoveder og travle forretningsfolk.

Da coupéen kom i 1971 så spillede Fiat ud med et rent es: Pininfarina havde redesignet karosseriet ganske radikalt, og det nye look var så moderne som tænkes kunne. Helt jævnfør Pininfarinas traditioner ikke på en outrær måde, men i en virkelig fin balance mellem modernitet og klassisk elegance. Linierne var så skarpe at man kunne skære sig på dem, men proportionerne indebar en ro og statelighed, som gav en 130 Coupé en ganske usædvanlig imposant fremtoning. Kom man i sådan éen, så var man i sandhed ankommet. 

Fiat 130 Coupé er sådan en bil, som man kan kan kigge på i timevis. Måske på en bjergside i Italien.

Begge 130-varianter var dyre, og som nævnt (og som sædvanligt) havde Fiat ikke den store kommercielle succes ud af det fine makkerpar. Over syv år blev der bare solgt 4.400 coupéer, og mens mange feinschmeckere anser den som et designikon over halvfjerdserne, så er den relativt glemt af pøbelen. Hvilket kommer til udtryk i priserne, for hverken Berlina eller Coupé er dyre biler. Så vidt jeg husker har begge modeller igennem årene været Ugens Fund på ViaRETRO, og nu er sker det så igen – for se lige herunder:

For det første er denne 1972’er 130 Coupé blåmetal, hvilket klæder de skarpe linier usædvanligt godt og understreger dens sofistikerede elegance. For det andet har den orange velourinteriør, hvilket tager brodden af alvoren i sådan en avanceret bil og i stedet skriger halvfjerdserne på den bedst tænkelige måde. For det tredie skulle den stå i original stand – det sælgeren meget præcist kalder “fabriksoriginal”, den fineste originalitet man kan have. For det fjerde er kilometertallet 79.000, og hvis det kan eftervises er det bare en bonus – selvom jeg ærligt talt betragter det som mindre vigtigt i forhold til dens faktisk stand.

To af de fineste FIAT nogensinde.

Og som prikken over i’et er den med manuel gearkasse. Dét er vigtigt, for det transformerer dels køreoplevelsen, dels gør det bilen mere sjælden og dermed i sig selv mere eftertragtet. Langt de fleste 130 Coupé havde automatgear, og der er sådan set ingen tvivl om at det også passer bedst til bilens karakter som sådan. Men nu har jeg jo netop selv genfundet køreglæden i min nye firmabil, min Alpina C1/2.3 der er ombygget fra auto til manuel, og er slet ikke i tvivl om at effekten vil være den samme i denne 130 Coupé. Fiatens V6-motor er fin mekanik på 3,2 liter og 165 hestekræfter, og mens en 130 Coupe stadig ikke er en sportsvogn selv med manuelt gear, så er chaufføren dog dirigent for en meget vellydende maskine, der nu engang giver kørslen en anden og mere aktiv karakter. 

Baseret på billederne og annonceteksten er der nærmest ikke andet end godt at sige om denne Ugens Fund. Realisten i mig vil lige understrege, at man skal se den rigtigt godt igennem før et køb – som altid med en avanceret, sjælden og billig (i indkøb) bil. Men hvis den er som den lyder, så er her en meget værdig Ugens Fund og ikke mindst en helt utroligt lækker Fiat 130 Coupé.

Tak for tip til Niels Vegger, der var først ud af en håndfuld læsere, der tippede om denne pragtbil. Find annoncen her: Fiat 130 Coupé

Med lørdagsserien “Ugens Fund” vil vi hjælpe potentielle klassikerejere godt på vej: Vi udvælger ganske enkelt vores favoritbil til salg fra ugen der gik. Og inviterer læserne til at dele deres synspunkter, erfaringer, gode råd eller slet og ret og røverhistorier om den konkrete bil og model. Indsend forslag til kommende “Ugens Fund” på ugensfund@viaretro.com med link til annoncen, så indgår den i næste uges pulje.

Ugens Grafik: Det her er kunst!

Jo, den er god nok. Det er faktisk ikke bare et tilfældigt billede af en parkeringsplads i Schweiz, men kunstnerens Chris Labrooys fortolkning af en sådan. Find flere af hans arbejder på hjemmesiden Chris Labrooy.

Det kan ikke være gammelt og italiensk det hele, så her er en ny Mercedes:

I anledning af at Mercedes nu har lavet 500.000 Geländewagen har de lige lavet en lidt retrostilet udgave af den nyeste. Jeg må indrømme, at jeg var nødt til at kigge to gange – er det virkelig den nyeste? Jo, den er god nok. Det er primært farven der gør det, men det er da også tankevækkende Morganagtigt, at den nyeste G ligner den oprindelige så meget.

Til sammenligning: Det er den gamle herunder. Den er i mellemtiden blevet til en ægte klassiker og kan endda kan fås til en brøkdel af prisen og vil nok have noget lavere afskrivning også. Jatak herfra. 

ViaRETROs Weekend Matiné redaktion: Claus Ebberfeld og Michael S Lund.

God weekend