Weekend Matiné Nr. 486

Forskud på den rigtige Ghiblihistorie.

Jeg må indrømme, at jeg hyggede mig med historien om min fantastiske nye støvsuger i går, hvor alt som sædvanligt var helt sandt. Og efter besøget på Maseratifabrikken i efteråret er jeg om muligt bare blevet endnu mere begejstret for mit yndlingsbilmærke: Der kommer sådan een før eller siden.

Men en læser skrev i forbindelse med Dino-artiklen, at han havde fået “Dino PTSD” efter et have læst om en anden  ViaRETRO-kommentators uheldige oplevelse med en Dinomotor. Og her må jeg indrømme, at sådan har jeg det også lidt efter at have hørt på flere Maserativenners oplevelser med deres (gamle) modeller fra Quattroporte over Biturbo. Det sande i historien om Ghiblistøvsugeren er selvfølgelig også, at det ikke nødvendigvis vil afholde mig fra at lave samme fejl, da vi mennesker jo nogle gange er styret af følelser – hvilket i høj grad er det, som mærker som Maserati lever højt på, dengang som nu. 

Maserati Ghibli fra 1966 er en prrrrragtfuld bil, og jeg kan sagtens se mig falde i gryden i affekt og begejstring. Men problemet er, at man ikke kan betale med de følelser, og min bank ikke overfører et par hundrede tusinde Euro i affekt. Så den originale Ghibli kan jeg ikke lige se slutte sig til min Ghiblistøvsuger de næste par år.

Men den anden Ghibli fra 1992, AM336, er måske svaret på det hele: Jeg kan rent faktisk godt lide dens opdaterede design i klare linier og lækkerheden i kabinen er fuldt ud bevaret, og det endda på en lidt mere afdæmpet måde, som nok falder i fleres smag. Vigtigt er dog, at jeg aldrig har hørt andet end at ejerne roser den for at være meget bedre end samtlige Biturbovarianter. 

Men bevares, det siger måske heller ikke så meget?

God weekend

Claus Ebberfeld

Maserati spiller på følelserne, som sagt.

Bonkammeraterne

Af Michael S. Lund

I artiklen “Den italienske BMW 3-serie-dræber … eller??” (fra sidste Weekend Matiné, Nr. 485) havde jeg fat i Maserati Biturbo, som var resultatet af Alejandro de Tomasos ide om at skabe en bilmodel, der kunne sælges i større styktal, end Maserati havde været vant til. Men som vi ved, var Alejandro de Tomaso i forvejen bilproducent i Modena med biler i eget navn. De Tomaso havde på et tidspunkt overtaget Ghia, men solgte videre til Ford i 1970, da De Tomaso (som aftager af Ford-motorer) jo dermed allerede havde en relation til Ford. Det er også her den navnkundige Lido Anthony “Lee” Iacocca kommer ind i billedet, da han på det tidspunkt var i spidsen for Ford.
Alejandro de Tomaso og Lee Iacocca havde, nærmest helt bogstaveligt, haft noget kørende sammen.

Mere præcist havde de arbejdet sammen om De Tomaso Pantera, hvor Tom Tjaarda fra det Ford-ejede Ghia havde stået for designet, Ford havde leveret Cleveland V8’eren og gennem sit forhandlernet (Lincoln) afsat den i USA. Ja, faktisk gik det et skridt videre med sedanen Deauville … dog er det hverken den eller Pantera, det skal handle om, men mere at sætte scenen for det næste samarbejde.
Lee Iacocca mente selv, at han var guds gave til bilindustrien – ja, endda nok også til menneskeheden. Jeg har engang læst hans biografi (“An Autobiography”; meget rammende titel i dobbelt betydning!), og det er bestemt ikke kedelig læsning. Iacocca var en gudsbenådet sælger og havde sans for timing. Det viste han indtil flere gange hos Ford, ikke mindst med det nok mest kendte eksempel: Han var ”manden bag” Blockbusteren Ford Mustang.

Lee Iacocca endte sågar med selv at komme helt til tops som CEO hos Ford, hvor han havde Henry Ford II (”guds” barnebarn) som formand. Det gik bare ikke i længden og til sidst (i 1978), røg han ud. Henry Ford II begrundede det med: ”En gang imellem er der bare nogen, man ikke synes om – bum”!
Iacocca mente Henry Ford II var en dum skid, men det er så ikke helt rigtigt. Nok en skid, men ikke dum. Henry Ford II viste gang på gang, at han havde blik for at finde de rigtige folk; ligesom sin farfar.
Efter den udsmidning var Lee Iacocca opsat på hævn, og chancen bød sig, da det nødlidende Chrysler havde brug for en ny chef, der kunne redde butikken. Iacocca mente selvfølgelig lige fra starten af, at han var den rette til posten – og det lykkedes ham også helt godt op gennem 1980’erne, hvor der bl.a. blev satset på mere kompakte modeller med forhjulstræk og familiebussen Chrysler Voyager, ligesom det også lykkedes ham at overtage AMC. For AMC’s vedkommende var det for at få fingre i den lukrative JEEP-division.

Men der manglede noget … Chrysler havde brug for en finere model, der kunne sælges med en højere dækningsgrad. I 1950’erne havde der godt nok været 300 og Imperial, men de endte med at have for meget ”Blue Collar”-middelklasse (lidt en pendant til “Blå Bjarne”-middelklassen i Danmark for nogle år siden) over sig.
Lee Iacocca kom så til at tænke på sin gamle ven, Alejandro de Tomaso, som på dette tidspunkt stod i spidsen for – det altid nødlidende – Maserati. Og eftersom Lee Iacocca jo faktisk var søn af italienske indvandrere (som tidligere nævnt, så var hans rigtige fornavn jo faktisk: Lido) … for fanden, så var det da bare om at komme i gang!

Det var dermed i 1984, de to bonkammerater fornyede venskabet, som simpelthen blev skrevet ind i en aftale. Kunne det køre, ville begge parter få noget ud af det: Chrysler (Iacocca) noget tiltrængt prestige og Maserati (De Tomaso) nogle Yankee-dollars til at dække kistebunden. Planerne var højtflyvende, mens realiteterne var mere jordnære. Bilen, som kom ud af det, var Chrysler TC by Maserati fra 1988 (vi fejrer jo altid gerne “jubilæer” på ViaRETRO, og da vi kan regne ud, at det dermed er 35 år siden, at de to bonkammeraters bil kom til verden … ja, så får den også lige et hip, hip hurra fra os – vi nåede det lige i årets næstsidste Weekend Matiné).
Nedenfor ses de to bonkammerater, som har stukket hovederne sammen.

Lige for en god ordens skyld, så betyder ”TC” ikke noget med ”Twin Carburetors”, men ”Turbo Convertible”. Nogle tænker sikkert straks, at det med Turbo nok havde noget at gøre med, at motoren var fra Maserati Biturbo. Men det var ingenlunde tilfældet. Motoren havde ganske vist turbo, men var en 4-cylindret sag fra Chrysler på 2,2 liter, som blev tilbudt i to udgaver, hvor den ene havde 16-ventilet topstykke og var samlet hos Maserati (der stod så Maserati på ventildækslet). Bortset fra helt standard automatgear, kunne bilen også tilbydes med en 5-trins gearkasse fra Getrag. Resten af bilen mindede om Chrysler LeBaron (også en convertible), der var var baseret på en opgraderet forhjulstrukket Chrysler K-car-platform … en særdeles forglemmelig bil.

Bonkammeraternes bil var i og for sig en meget pæn convertible, men som samtidig også gik ret meget i med tapetet. Hvor var Maserati henne? Jo, Maserati havde stået for en del af samlingen. Faktisk ikke helt ulig den samtidige Cadillac Allanté, hvor Pininfarina stod for samlingen af karrosseriet.
Hvad mere Maserati var der så? Jo treforken, her indrammet i Chrysler-pentagonen i stedet for den sædvanlige 5-takkede stjerne – og med til at symbolisere det totale miskmask.

Lad os tage et kig på bilens kabine (og her kan der faktisk genkendes noget fra Maserati Biturbo), nemlig midterarmlænet, der (ikke mindst pga. det lyse læder) ligner en fersk – og for stramt indsnøret – rullesteg, hvor der samtidig har været for lidt kødsnor.

Maserati havde også stået for sæderne, hvorom en motorjournalist udtalte: ”Har du nogen sinde set dine bedsteforældre uden tøj på? Nå ikke … så se sæderne her”!

Hvordan gik det så med salget af Chrysler TC by Maserati? Ikke godt, som man sikkert kan gætte. Den var ikke billig, og i samme prisleje var det muligt få en ægte europæisk bil med mere prestige i, men ikke mindst også fordi Chrysler TC by Maserati mindede alt for meget om den føromtalte Chrysler LeBaron, som var betydelig billigere.

I alt 3 år og ca. 7.300 eksemplarer (det var det oprindeligt forventede årlige salg) blev det til. Der blev en kort overgang forsøgt med en V6’er på 3 liter (uden turbo) fra Mitsubishi … det ændrede ikke ved, at Chrysler TC by Maserati var den totale fiasko. På plussiden tæller dog, at det er en sjælden bil!

Fotos er taget fra en imposant brochure Chrysler lod fremstille, der viste Chrysler TC by Maserati i italienske omgivelser, man kunne drømme om bag rattet i den.

Ugens Foto: Fartstriber

Ugens Fund: 1978 Porsche 928 til 255.000 kroner

Den eneste sportsvogn, der nogensinde har vundet Årets Bil i Europa. Et design, der overlevede med meget få ændringer fra introduktionen i 1977 til slutningen atten år senere. Den første Porsche siden 911, der var konstrueret fra et helt blank stykke papir og med alle ingeniørkunster trukket op af hatten. En fremragende bil! Og lidt af en fiasko. 

Da 928 blev præsenteret i Geneve i 1977 var det med en rød bil.

Akja, Porsche 928 er en tragikomisk historie, der på mange måder viser af bilkøbere er uhyre konservative og ikke nødvendigvis særligt rationelle. For 928’eren var som sagt en fremragende bil – ellers havde den aldrig fået Årets Bil-titlen i 1977. Men den havde den ulempe at blive sammenlignet direkte med Porsche 911, der var en noget anden type bil – som mange Porschepurister foretrak. Og derfor solgte den i perioden langt fra som forventet – ligesom dens eftermæle som klassiker har lidt under det. 

Ambitioner og forventninger var tårnhøje.

Det sidste er der nu ved at blive rettet op på, og derfor kan man heller ikke finde en 928 til ingen penge længere. Og den her er da heller ikke gratis til 255.000 kroner. Men den er med afgift, har et godt kilometertal, er med manuelt gear og det er den helt tidlige version i det oprindelige uspolerede design og med den “lille” 4,4-liters motor. Og ikke mindst med et af verdens mest berømte og berygtede interiørstoffer, Porsches kendte “Pascha”. Det ser vældigt godt ud det hele. 

Bortset fra farven: Sølvgrå lak er alt for revisoragtigt efter min smag, men det er meget sikkert og forskrækker ingen og havde den været en rigtig fræk og sjælden farve, så havde den bare været dyrere. Jeg tror man kunne blive ret glad for denne 928, der vil være et kærkomment alternativ på diverse træf i 2024 til en 911.

Nej, en 928 kører ikke lige så underholdende, men den er mere praktisk og komfortabel og er bestemt ikke uden evner. Og på grund af Paschainteriøret må den jo blive Ugens Fund: Det kan ikke være anderledes. 

Tak for tip til Rasmus Grønbæk. Find annoncen her: Porsche 928

Med lørdagsserien “Ugens Fund” vil vi hjælpe potentielle klassikerejere godt på vej: Vi udvælger ganske enkelt vores favoritbil til salg fra ugen der gik. Og inviterer læserne til at dele deres synspunkter, erfaringer, gode råd eller slet og ret og røverhistorier om den konkrete bil og model. Indsend forslag til kommende “Ugens Fund” på ugensfund@viaretro.com med link til annoncen, så indgår den i næste uges pulje.

Ugens Grafik: Bertone

ViaRETROs Weekend Matiné redaktion: Claus Ebberfeld og Michael S Lund.