Svaret er nej. Men…
Det kommer jo lidt an på, hvordan man definerer “god”. Der er som bekendt en del biler, der har vundet Årets Bil-konkurrencen som nye, hvorefter man som årene går finder ud af, at langtidsholdbarhed ikke var en del af kåringens parametre. I 1977 vandt Rover 3500 SD1 og den er et skoleeksempel på dén slags. Jeg elskede min egen 1978’er for dens design, motor og historie – men må indrømme, at dens kvalitet ikke var værd at skrive hjem om.
En dejlig bil med udprægede kvaliteter og fejl.
I Roveren var det på en dejligt homogen måde ligesom hele bilen, der var omfattet af manglende langtidsholdbarhed – udover motoren. Det stik modsatte fænomen findes også indenfor klassiske biler, og her kunne man nævne NSU Ro80, der vandt Årets Bil i 1968. Her er hele bilen gennemsyret af høj byggekvalitet og rigtigt dejligt gennemtænkte ingeniørløsninger – hvilket i princippet også omfatter Wankelmotoren. Indtil den tabte kompressionen og ødelagde hele bilens ry.
En anden dejlig bil med udprægede kvaliteter og fejl.
Begge er i min drømmegarage og helt udpræget elskelige klassiske biler, der endda tilsammen kan forklare hele fascinationen i vores hobby: Der er virkelig stor forskel på de to bilers tilgang til at være biler. Inklusiv det at være en “god” bil, for de har begge helt indiskutable kvaliteter og stort set ligeså klare mangler. Man kan på en paradoksal måde elske begge dele som en integreret del af deres plads i bilhistorien. Jeg kan i hvert fald.
Selvom der er hele to biler på dette billede er det alligevel sværere at pege på kvaliteterne.
Derfor mener jeg svaret på overskriftens spørgsmål er nej. Men nu lyder det også “Behøver en klassiker være en god bil?” mens det store spørgsmål hver enkelt må gøre op med sig selv må lyde “Behøver DIN klassiker være en god bil?” og det er straks sværere at svare på.
Hvilket jeg kom til at tænke på efter at Weekend Matinéens artikel om Chrysler/Maseratisamarbejdet fik læseren The Real Stig til at kommentere, at han havde et dilemma med netop sådan en TC Cabriolet. Ordret skrev han:
Hjælp mig med mit dilemma. Jeg har sådan en Chysler Maserati V6 stående på østkysten af USA – en gave fra noget familie, men der er en masse spørgsmål, der rejser sig. Hvad koster hjemtransporten og hvordan? Hvad bliver afgiften? Hvordan med reservedele? Hvad med køreegenskaberne – vil en Lotus-ejer kunne se sig selv i den? Hjælp mig.
Nu elsker jeg at hjælpe folk med deres bilentusiasme og til at få levet bildrømmene ud. Jeg er glad for at have prøvet lidt af hvert selv, og elskede som sagt min Rover, og er helt sikker på, at det samme vil blive tilfældet når jeg engang finder den rigtige NSU Ro80.
Man kan vel sige, at det er en kvalitet at nå til sådan en liste?
Men det er svært at hjælpe The Real Stig i den givne situation, for det er hans og kun hans personlige præferencer, der kan afgøre om han bliver glad for at hive sin Chrysler Maserati V6 hjem fra Amerika. Jeg forstår godt modellen har en vis appel, for jeg er ikke bleg for en god gang kitsch når jeg ser een, men som bil betragtet er den stik modsat de to førnævnte eksempler: Både Roveren og NSU’en har nogle helt klare kvaliteter og nogle lige så veldefinerede mangler. Chrysler Maseratien har ingen af delene.
Flot sted.
Nu var jeg selv tæt på at købe en Chrysler Le Baron engang, så jeg er bestemt ikke immun overfor middelmådighedens charme, og fra Folkevognsbobler til Volvo 360 er der flere andre af den slags, som jeg gerne ville omkring. Og jeg glemmer heller aldrig dengang jeg faldt over en mand der aktivt eftersøgte en FSO Polonez, hvilket førte til artiklen “En Fed Lortebil”.
Min konklusion er, at bilentusiasme findes i mange former, og for at bruge et citat fra Blinkende Lygter, så kan det tage mange år før man finder sin egen dybde. Jeg ønsker The Real Stig god vind på rejsen. Kan I give ham bedre råd?
Lækker farve.
Du gar delvis svaret på spørgsmålet Claus.
Det vigtigste er, om spørgeren drømmer og brændende ønsker sig en given vogn. Så kan svaret være Ja. Udlev den drøm, men …
Hvis spørgsmålet er, om det kan betale sig at hente selv samme bil til Danmark, er svaret måske Nej.
Så er det et rent moneytær regnestykke,
Bilens værdi + fragt omkostninger + administrationsomkostninger + til + moms. Alt sammen sammenlignet med en tilsvarende i Danmark eller i Europa.
Andre menneskers drømme kan man ikke ændre på, men man kan godt give råd om det er en god eller dårlig investering – og det er vel det du og jeg lever af?
Kære Claus
Som du har set på dit besøg her hos mine drenge og mig – kan man godt have en meget “bred” smag i sin samling af biler. Selv “Firserpinligheden” fra Chrysler, som du beskriver til slut, kan på sin egen måde have en vis charme, selvom den nok ikke kan betragtes som nogen ædel bil. Det er vel et meget typisk firserdesign? Og der er “skub” i den.
@ce – I think you already answered the question, Claus. Take your example of the SD1 – no less durable than almost any Alfa or Lancia from the 1970s and ’80s, yet many of them are considered desirable classic cars even so. Indeed, if durability or reliability were a requirement, we would be excluding a whole host of cars we all consider classics today – Triumph Stags, Jaguar XJ6’s, many Italian cars that dissolved in rain, etc etc. Even a Morris Ital is considered an “unexceptional” classic, and I would venture to suggest that this may also apply to the Chrysler Maserati. It’s not a car for me, but I can think of worse. It’s not bad looking, for a start. As for the Real Stig’s dilemma – if he likes the car enough, and the import costs are within reason (something only he can decide), then he should bring it over. If not, arrange to sell it in the US.
Det rent monetære regnestykke er nemlig een ting, @henning-thomsen, og normalt klart det nemmeste.
Men selv det er jo ikke nemt i The-Real-Stigs tilfælde, for han ejer jo allerede bilen – den står bare udenfor EU. Nu ved vi ikke hvor god den er i standen (= hvor meget den er værd), men sådan en i fin stand koster vel omkring 10.000 dollars derovre. Men der står et par stykker til salg i Europa lige nu til knap 2.500 Euro! Helt sikkert nogle møgkasser, men prisniveauet antyder jo min anbefaling: Glem det.
Hvis transporten og tolden/momsen (også af transporten…) er så stor en andel af bilens endelige værdi, så er det jo rent finansielt ikke umagen værd. Men hvis den konkrete bil på grund af affektionsværdi betyder mere end kun pengene for manden, så er der jo noget helt andet i spil. Og da jeg var i Polen i sommer så jeg faktisk en Polonez, der var restaureret: Mange vil spørge “hvorfor?”, men man kan jo aldrig udelukke at der findes et formuftigt svar derpå.
@poul, Som du nok ved synes jeg “firserpinligheden” var dejlig kitsch – og det kommer fra een, der lige har kigget på et kakkelbord til sin stue. Men sagt nej – ligesom til Le Baron :-).
@tony-wawryk, jeg tror faktisk en Morris Ital er væsentligt mere sjælden end den noget nyere Chrysler-Maserati, og alene af den årsag er en bedre “investering”. Men enig: Chrysler-Maserati ser bedre ud!
Hvis jeg skal slutte med det finansielle aspekt igen: Tilsyneladende har Chrysler-Maseratien fået sit et ry som en solid fiasko. Med rette! Den slags er det bare svært at slippe ud af, og derfor vil dens værdi formentlig altid blive holdt i skak af dens ry. Så selv hvis The Real Stigs V6 er den bedste i verden, så bliver den aldrig mange penge værd . Så det SKAL efter min mening være følelserne der afgør, om han kan se “mening” i at tage den hjem.
Og så ville det jo være rart at kunne støtte sig til relativt fornuftige argumenter som “den er en fornøjelse at køre i”. Menøh – det kan nok også godt blive et problem for en køreglad Lotus-ejer…
Jeg er sjældent sikker på noget. Men i denne sammenhæng er jeg faktisk.
Naturligvis behøves ens drømme-klassiker ikke være en “god” bil. Hvor mange biler fra gamle dage var egentlig “gode” biler? Jo, måske noget Mercedes osv, men langt de fleste var da ringe.
Men hele ideen med en hobbybil er jo netop, at den IKKE skal være som en dødsyg moderne driftsikker pendlerbil. Det er ikke fordi, jeg finder endeløse mekaniske nedbrud attraktive, slet ikke, men lad være med at købe en gammel bil, hvis man ikke er klar på, at bøvl er en del af pakken – en del af charmen kunne man vel sige.
Langt de fleste produktions-fejl ab fabrik er der desuden løsninger på nu. Tager vi Triumph som eksempel, var der bøvl med PI-anlægget og ditto med overophedning i Stag’en. Nu til dags kan den slags fikses nemt, da årsagerne er analyseret til bunds.
Med andre ord: Er drømmebilen kendt som en værkstedsdronning, gælder det bare om at læse op på, hvordan de medfødte fejl skal fikses permanent. Find så et eksemplar, hvor tingene er udbedret eller indstil hoved og budget på selv at få det lavet.
Ovenstående har jeg tit sagt til folk, der gerne vil have en klassiker, men er bange for problemer.
Nu vil jeg ikke lyde for selvfed, men er der ikke en vis sandhed i, at man ikke bare køber en bil – men en hobby, der på een og samme tid er fantastisk OG drilsk?
Tager man DET ad notam, kan man roligt købe en ikke-god lortebil!
Jeg har en nsu ro 80 og den kører fantastik og jeg har kørt i den siden jeg renoverede den i 2018 motoren har jeg ikke rørt ved hvor mange kilometer den har kørt det må guderne vide . Der er nogle i kluppen der har kørt over 300000 km og går stadig godt men benzin økonomien kunne godt være bedre 8 til km litter Vhl Jens Orla Rimmer. Dukkeskolen Mors
Fantastisk at høre en GOD historie fra virkelighedens verden, @jens-orla-rimmer: Tak!
@skaanning, der tror jeg du på mange måder rammer hovedet på sømmet. Især i forhold til de to nævnte yderpunkter, der jo begge var gode eller endda fremragende biler i deres koncept. De fejl der så måtte komme med i ligningen kan man, helt som du skriver, så selv prøve at rette eller man kan købe en, der ER i orden.
Men hvad vil du så gøre, hvis du køber en bil som en Chrysler-Maserati, der jo egentlig ikke var noget rigtigt katastrofalt dårligt ved? Den var bare middelmådig. Dét tror jeg faktisk er meget mere omfattende at komme til livs!
Før vi kan fastsætte om en klassisk bil behøver at være en god bil, eller om det måske ligefrem kan være en decideret dårlig bil, så skal vi vel først definere, hvad er en god bil? – eller en dårlig bil for den sags skyld.
For at eksemplificere dette, så kunne vi forsåvidt bruge en hvilken som helst gammel bil som eksempel, men for nemheds skyld, så vælger jeg at bruge min egen BMW 2002 som udgangspunkt.
Er en BMW 2002 så en god bil? Der er næppe nogen som bliver overrasket over, at jeg vil mene, at det er den. Jeg har jo trods alt valgt at eje den i 31 år nu, og jeg er stadig lige begejstret for den. Men bevares, selv jeg kan jo godt se at den ikke er perfekt. Som det meste andet fra den tid, så ruster 02’erne også for et godt ord. De rammeløse sideruder gør at man har temmelig meget vindstøj. Forlygterne er notorisk ringe. Vinduesviskerne er heller ikke synderligt imponerende. Selv ergonomien i den fine tysker er ikke fejlfri, for er du høj og har brug for at køre førersædet helt tilbage, så sidder gearstangen faktisk lige lovligt langt fremme i kabinen, således at man skal strække sig lidt for at nå 1. og 3. gear. Alfister påpeger dertil også jævnligt at den jo mangler en knastaksel. Er disse fejl og mangler så nok til at gøre en 02 til en dårlig bil? Altså, for mig er svaret et klingende NEJ. Men andre vil muligvis svare ja.
Og deri ligger hele udfordringen. Det hele er jo enormt subjektivt, og der findes vel ikke en eneste bil som er 100% perfekt i et og alt. Alle tekniske, mekaniske og designmæssige løsninger er jo i bund og grund en opvejning af kompromiser. Disse kompromiser vil én entusiast nemt kunne se bort fra mens det vil genere en anden. Og er bilen så god eller ej? Tjaa… jeg ved det ikke!
En klassisk bil er vel god, hvis den får sin ejer (og ikke nødvendigvis nogen som helst andre) til at smile og være glad. Det er nok den eneste målestok som altid holder.
Joeh, @02anders – men så er det vel heller ikke sværere at definere hvor god en bil er? Komfort, lydniveau, pålidelighed, økonomi, præstationer i forhold til pris er da alt sammen ret målbare parametre. Køreegenskaber ligeså – samt bremser, aerodynamik und so weiter. Det bliver straks sværere med udseende, stil og køreegenskaber, men alligevel. Hvis man sammenligner biler i nogenlunde samme klasse og periode, så mener jeg man kan komme langt af objektivitetens vej.
Det bliver straks sværere, hvis man vil afgøre om en Citroën DS er en bedre bil end en Porsche 911! Eller som du selv er inde på: Om en BMW 2002 er en bedre bil end en Alfa Romeo GTV. Men de er uden tvivl begge to gode!
Det er dog en udmærket pointe, at godhed kan være noget andet for en klassisk bil end for en aktuel bil. Typisk har man jo en klassisk bil ved siden af sit rigtige transportmiddel, og så er alt det nødvendige jo dækket ind, hvormed klassikeren kan stå for ren fornøjelse og intet andet.