Register

twenty − 1 =

A password will be e-mailed to you.

Undskyld min eufori, men jeg har aldrig været så glad for en ny gammel bil: Hils på min 1978 Alpine Renault A310 V6, som jeg i fredags kørte hjem fra Braunschweig.

Lad det være sagt med det samme: Alpinen er ikke bare den fedeste bil jeg nogensinde har ejet, det er muligvis også den bedste. Men lad os starte med begyndelsen. 

Eller noget af den. Efter skuffelsen i England i juni (læs The one that got away (episode 47): AC 3000 ME om dengang en drømmebil forsvandt ud af mine hænder) gik jeg jo i tænkeboks. For det første: Måske var det bare ikke meningen, at jeg skulle have dén AC 3000 ME? Måske var det slet heller ikke meningen, at jeg skulle have en projektbil? Men hvad så? Jo, der var noget at tænke over i sommerferien, og det gjorde jeg så.

Men som erfarne læsere ved, så kan man ikke tænke sig frem til hvilken bil der er den bedste – man skal se, prøve og så tænke igen. Nogle af tankerne er gengivet i et andet af sommerens indlæg, En kvart million kroners-spørgsmålet, som var slags optakt til det der var ved at ske: Jeg var ved at beslutte mig for at købe en af mine gamle drømmebiler. Som tilbagevendende læsere ved, så har jeg hundredevis af dem, men listen er ikke uprioriteret, og jeg har gentagne gange udråbt Porsche 911 til verdens bedste allrounder, og tit tænkt for mig selv, at hvis jeg fik sådan en, så stoppede bilswingeriet. 

Var det sådan en her, der var i mine hedeste drømme?

Var det sådan en her, der var i mine hedeste drømme?

Det var dog indtil jeg for knap to år siden prøvede en Alpine Renault A310 V6. Jeg har i dag søndag lige genlæst min gamle artikel om dén prøvetur (det kan I også gøre her: Blå drøm: Alpine A310 V6 – men nu kommer der heller ikke flere opfordringer til at genlæse gamle indlæg…), der kulminerede i disse famøse ord:

Jeg var meget positivt overrasket, og da A310 også er billigere at købe og forventeligt også billigere at eje, så skubbede den blå drøm i eet langt fjerdegearstræk verdens bedste allrounder ned fra piedestalen i min drømmegarage: Jeg vil hellere have franskmanden.

Lad mig da piværligt indrømme, at jeg faktisk overvejede 911 også. Men det gik hurtigt over, da jeg simpelthen synes de er blevet både for dyre og for mangfoldige. Men alt det en 911 kan er stadig nogenlunde præcist alt det, jeg gerne vil have en klassiker skal kunne – og derfor endte jeg med A310’eren, som jeg jo vidste kunne det.

Jo, det skulle være en A310.

Mens jeg altid været været imponeret over alt det, som en 911 KAN - så har jeg altid været fascineret af det en A310 ER.

Mens jeg altid været været imponeret over alt det, som en 911 KAN – så har jeg altid været fascineret af alt det en A310 ER.

Så skulle jeg bare lige finde en.

Det var nemmere sagt end gjort, for Murphy’s Lov satte straks ind: Sidst jeg kiggede var der en del til salg, men lige når man står og skal bruge een, så er der næsten ingen. Og dem der var var for dyre eller for dårlige. Jeg var næsten ved at planlægge en tur (det vil sige en omdirigering af ferien…) til en forhandler i Schweiz, der havde flere til salg, da der ved et lykketræf dukkede hele tre kandidater op i nærheden af vores feriemål i Amsterdam og Antwerpen. 

Den blå jeg prøvekørte i Danmark i 2015 var solgt for længst.

Den blå jeg prøvekørte i Danmark i 2015 var solgt for længst.

Det fik jeg så lige passet ind i ferien og på førstedagen på vejen derned stoppede vi og så på den bil, som jeg nu har hentet. Det var (som det så ofte er ved de gode fund) en elendig annonce, der ikke fortalte en døjt om bilen, og som var ledsaget af billeder af samme kaliber. Teksten sagde noget med “mange nye dele” og det betyder i danske DBA-annoncer ofte nyt oliefilter, nyt batteri og (hvis det går vildt for sig) nyt strømfordelerdæksel. Men af et uskarpt og underbelyst billede af motorrummet havde jeg spottet nogle nogle bolte på steder, hvor der normalt aldrig ville være nye bolte – og syntes det så lovende ud, at jeg måtte se den. 

Og hvis en Alpine ikke skulle være blå, hvad så? Den tyske var orange, den hollandske blå og den belgiske (som jeg ikke nåede at se) var hvid.

Og hvis en Alpine ikke skulle være blå, hvad så? Den tyske var orange, den hollandske blå og den belgiske (som jeg ikke nåede at se) var hvid.

Jeg er normalt meget skeptisk, når jeg kigger på gamle biler, men straks jeg ankom blev al min skepsis gjort til skamme. Bilen stod allerede hejst op på en lift, så sælger havde tydeligvis intet at skjule. Og “mange nye dele” viste sig ganske enkelt at være årets underdrivelse. Set nedefra var der masser af nye bøsninger, slanger, manchetter, rør, spændebånd og møtrikker ligesom både motor og gearkasse var både tørre og rene og tydeligvis havde været ude for ikke ret mange kilometer siden. 

Den her spottede jeg på et af sælgerens ringe foto: Jeg gættede på, at kun meget grundige personer vil skifte den.

Den her spottede jeg på et af sælgerens ringe fotos: Jeg gættede på, at kun meget grundige personer vil skifte sådan en.

Og ganske rigtigt: Bilen var simpelthen blevet totalt renoveret i årene 2014-2015. Ikke nok med det, for alt arbejdet var udført hos en kendt specialist i mærket, og der var kvitteringer på det hele: Renoveret motor, gearkasse, aksler, køler, karburatorer og meget mere. Ny rustfri sportsudstødning med lækre bananmanifolde også, gudhjælpemig – og det hele i øvrigt rundet af med renoverede Gottifælge med nye dæk. Nåja, og bilen var da i øvrigt også blevet lakeret i en fin kvalitet. Plus de ting, som sælgeren så havde lavet siden hen. 

Se, hvis han nu havde nævnt dét i annoncen! Eller at der faktisk i maj 2016 var lavet en professionel vurdering fra Classic Data på bilen, der dengang blev bedømt til at være i tilstand 2+. Her kunne jeg dårligt skjule min begejstring, for 2+ er altså virkelig godt. Dengang i maj 2016 havde den kørt 86602 kilometer, og da jeg så den et år senere med bare 2500 kilometer mere på tælleren, var den stadig overbevisende lækker i sin orangerøde lak, og alt tydede på, at teknikken var i samme stand. For at det ikke skal være løgn var den netop blevet synet i juni 2017 og havde også lige fået service. 

Det har var simpelthen så langt fra den AC 3000 ME, der undslap mig i juni, at jeg næsten priste mig lykkelig for at jeg ikke fik den! AC’en skulle jo hellakeres og kunne derudover rumme mange overraskelser – men den her, dét var da i virkeligheden præcis sådan en bil en mand med (for) mange projekter skulle have. 

Og det var ikke det eneste, der var skiftet: Her er motorrummet beskidt efter 1000 kilometer, men det ser ellers godt ud dernede.

Det var ikke det eneste, der var skiftet: Her er motorrummet beskidt efter 1000 kilometer, men det ser ellers godt ud dernede med masser af nye sager fra generator til slanger.

Hvis den ellers kørte som den lovede. Så selvfølgelig skulle der en prøvetur til også.

Da vi trillede ud på de små tyske landeveje kendte jeg pludselig det hele igen fra 2015-turen i Den Blå Drøm: Her var endnu en A310 V6, der kørte så den ikke behøvede skamme sig overfor en Porsche 911 af samme årgang. Fast og spændstig med et knivskarpt styretøj, men også komfortabel og harmonisk med sin momentstærke motor og en gearskifte, som en tidlig 911 kun kan drømme om. Og motoren, den lille 2,7-liters V6’er med bare 150 hestekræfter – jamen, den var villig og vellydende som få og skubbede pænt til de 1000 kilo. Sportsudstødningen var en anden type end på den danske blå fra 2015, og helt anderledes lavmælt: Sagtens til at leve med i almindelig kørsel – men skarp, når den fik gas.

Efter den første testtur i sommerferien - jeg prøvede at spille uimponeret.

Efter den første testtur i sommerferien – jeg prøvede at spille uimponeret. Sælger var oprindeligt mekaniker og havde det tydeligvis svært med fejl og mangler. 

Jeg må indrømme, at jeg var virkelig imponeret over denne bil. Det gjorde jeg selvfølgelig mit bedste for ikke at vise, og fortalte helt cool sælgeren, at jeg (og det var sandt) skulle se på en hollandsk bil to dage senere, og derfor ikke kunne sige noget som helst på stedet.

Nogle få udvalgte mentorer kendte til mit forehavende, og jeg SMS’ede helt kort hjem til den, at den hollandske skulle være fantastisk, hvis den skulle kunne slå denne. Især fordi den var dyrere. Den viste sig som forventet at være væsentligt ringere, så jeg ringede med et par dages taktisk ventetid og gav et bud på den tyske bil, som sælgeren accepterede. 

Fælgene var også renoverede, og det var vigtigt for mig, at modellen var den med tre boltede hjul. Men jeg vil hellere have de originale fælge på, så nu skal jeg finde sådan et sæt.

Fælgene var også renoverede, og det var vigtigt for mig, at modellen var den med tre boltede hjul. Men jeg vil hellere have de originale fælge på, så nu skal jeg finde sådan et sæt.

Men efter handlen kom jeg selvfølgelig i tvivl alligevel: Det her er den dyreste bil jeg har haft – og var det nu klogt? Det kan man diskutere længe, især fordi A310’eren allerede er steget til omtrent det dobbelte over de seneste fem år – men jeg kan også bare komme med den væsentligste konklusion her: En Alpine Renault A310 V6 er en ultralækker vogn, og jeg har drømt om sådan en siden jeg var teenager.

Skulle det være, så skulle det nok være denne. 

Helheden er simpelthen bare flot. Både i stand og overordnet fremtoning. Men fælgene skal da være de originale, ikke?

Helheden er simpelthen bare flot. Både i stand og overordnet fremtoning. Men fælgene…

Det var de tankemæssige overvejelser, men dertil kom så alt det praktiske: Kunne jeg bare køre den her næsten 40 år gamle bil hjem uden problemer?

På den ene side mindes jeg en pragtfuld tur, hvor jeg sammen med Børsmægleren hentede hans 911 af samme alder og på samme breddegrader i Tyskland. På den anden side husker jeg (og mange andre) vores gamle kollega Niels Birkemoses forsøg på at køre en Lotus Eclat hjem fra England med katastrofalt resultat. 

Første stop på hjemturen: Fyldt op med 102 oktan og så afsted.

Første stop på hjemturen: Fyldt op med 102 oktan og så afsted.

Jeg overvejede at lave en video fra min hjemkørsel, men det viste sig heldigvis, at den ville være blevet kedelig: Det blev til godt 600 kilometer primært Autobahn uden en prut forkert.

Trods vedvarende regn på de første 300 kilometer gik min nye Alpine nøjagtigt ligeså godt på alle kilometrene hjem som på testturen i høj sommersol. Og jeg nød dem, for det viste sig nu i praksis, at V6’eren faktisk er udmærket til den slags, nøjagtigt som jeg havde håbet på: Jeg sad perfekt i de stilige sæder, og når maskinen trommer med 3000 omdrejninger i fjerde gear, så går den 118 km/t. I regnvejret kørte jeg langsommere, i tørvejret hurtigere. 

Det regnede stort set konstant på mine første 300 kilometer.

Det regnede stort set konstant på mine første 300 kilometer.

En lille ubalance i forhjulene holdt mig under 140 km/t, og det var barnemad for en marchfart, kunne jeg jo mærke. Bevares, en A310 V6 er efter moderne målestok ikke en rigtigt hurtig vogn, men 223 km/t og 0-100 km/t omkring 8 sekunder rækker aldeles udmærket til mig, tak. 

Men præstationerne er en biting, og for mig handler denne bil om noget helt andet end tal, nemlig følelser – og her scorer A310 tårnhøjt. Jeg er vild med måden den kører på: Indstyringen er genial, vejgrebet på baghjulene ligeså – og lyden, der akkompagnerer det hele er behagelig sonor ved konstant fart og skønt aggressiv med gas på. Og så er der jo indpakningen i det lækre design – som jeg også er vild med. A310’eren er, efter min beskedne mening, en af de biler, der ser endnu bedre ud i virkeligheden end på billeder. Den er lille og kompakt og med 115 centimeter en ægte sportsvogn at se på.

Der er ikke meget plads ved pedalerne, så jeg havde medbragt både egentlige køresko og klassiske Tod's, der også har en smal profil.

Der er ikke meget plads ved pedalerne, så jeg havde medbragt både egentlige køresko og klassiske Tod’s, der også har en smal profil.

Men når man er kommet på plads i kabinen (og ja, der er lidt langt ned, men det er bestemt til at leve med), så sidder man fabelagtigt og har allerede inden man er startet en fornemmelse af drama og bileventyr. Som hele Alpine-historien jo også er i sig selv, og som man som Alpine-kører helt automatisk bliver en del af. 

Så man behøver slet ikke køre stærkt eller aggressivt for at nyde en A310 V6, og det er i virkeligheden noget af det, som jeg tror er koden til min begejstring for bilen: Den er ikke ekstrem, nærmest tværtimod – men designet er alligevel meget, meget langt fra noget af det, man ellers ser på vejene. Og så er det smukt. Ganske enkelt. 

Der er ikke voldsomt meget bagageplads foran, og man må hurtigt tage bagsæderne i brug.

Der er ikke voldsomt meget bagageplads foran, og man må hurtigt tage bagsæderne i brug.

Som alle faste læsere ved, så foretrækker jeg dog mine biler originale, så fælgene vil jeg have skiftet: Trehuls-designet kommer langt bedre til sin ret i originalfælgene, og de er – i modsætning til dem på en AC 3000 ME – faktisk til at finde brugte. Andre projekter? Hmm, jeg skal virkelig tænke mig om: Der mangler et dørstop i højre dør, dørlåsene er forskellige i højre og venstre side og kabinelyset virker ikke. Tilstand 2+ er en virkelig god stand, som sagt. Det et dog ikke Tilstand 1, så bilen ER ikke som en ny bil: Sæderne er de originale, og de er sine steder lidt bleget af solen og har et par huller i stoffet. Det samme gælder beklædningen på siderne af kabinen ved bagsæderne. Men overordnet set, så står den altså bare virkelig flot. 

Det her syn var bare lækkert at stå op til søndag morgen på det smukke Fyn.

Det her syn var bare lækkert at stå op til søndag morgen på det smukke Fyn.

Den bliver jeg glad for.

Og det er min kone også allerede: Efter hjemkomsten fredag aften tog vi lørdag formiddag den nye vogn til Fyn og turede rundt dérnede i weekenden. Her lagde vi yderligere 600 kilometer plus lidt ekstra på, og den havde stadig ikke brugt en dråbe af hverken vand eller olie, og sidstnævnte stod fortsat stod gylden og lækker på målepindens max. På grund af det meget våde vejr undervejs var vognen dog blevet godt beskidt, og jeg gav den søndag aften dens første to-spands-metode-vask, og der var en følelse af ophøjet ro og spirituel hjemkomst over det. 

Men det her er bare et lækkert sted at opholde sig - også i mange timer.

Men det her er bare et lækkert sted at opholde sig – også i mange timer.

Det bliver der også om bilen i den kommende tid: Mandag morgen kører jeg den til MyGarage i Vejle, hvor den bliver indlogeret i Gentleman’s Garage – de lækre glasbokse, hvor biler kan stå opbevaret under ideelle forhold, mens ejeren laver andre vigtige ting. Såsom overvejer, hvornår han skal lægge de cirka 45.000 kroner i afgift for sin nye gamle Alpine Renault A310. Samt hvornår der skal originale fælge og dækstørrelser på den igen. Og om den skal på trackday før eller efter det. Om den skal en tur til hjemlandet allerede i 2017 eller om det skal vente til Le Mans Classic næste år? Og måske, sandsynligvis, forhåbentligt kigger på nogle af sine bilprojekter, så der fortsat er noget at skrive om på ViaRETRO.

I mellemtiden glæder jeg mig bare over, at jeg tydeligvis har fået en rigtigt, rigtigt god Alpine, der på de første godt tusind kilometer til fulde har levet op til mine forventninger og mere til. Den kommer I til at høre mere om – så er I advaret.

59 kommentarer

  1. Dan Wils

    Top-fed bil… Tillykke med den Hr. Ebberfeld og tilmed kan den bøde starte, kører og ser tilmed meget præsentabel ud….

    Svar
  2. Ole Wichmann

    Stort tillykke, det er den fedeste bil du har haft indtil nu. Få nu afgift på den inden du sælger den videre, så du kan få kørt noget mere. (Og give ture)
    Den ser fin ud, jeg håber også rammen er fin.
    Hvis du får brug for kyndig hjælp, kender jeg adressen. Min gode ven Morten er ved at restaurere sådan en. Karossen er pillet af rammen, så jeg har set hvor rammen ruster…

    Svar
  3. Soren W

    Fedt med fedt på Claus. Den glæder jeg mig til at se live. Jeg aner muligheden for en orange dobbelttest med dens (og din) tyske konkurrent.

    Svar
  4. jensen

    stort tillykke med den !

    – hvis jeg havde været i mit sarkastiske hjørne havde jeg skrevet – endelig fik du en fuldstændig køreklar bil – og så sætter du den væk i en glaskiste …..

    men det gør jeg ikke, så jeg nøjes med at sige tillykke !!!

    Svar
  5. Ib Erik

    Se DET kan jeg li’ !!!
    Langt mere spændende og eksotisk og ekspressivt, end Porsche-stangvare.
    Lækkert.

    Og sørg nu for at selv de mindste ting bliver fikset ASAP.

    Tillykke med skønheden.

    Svar
  6. John Calberg

    Tillykke. Den tager sig godt ud og er eksotisk i et hvert henseende. Interessant at læse om modellerne og 610 eren der blev produceret frem til 1995. Vel et fransk svar på 911. Det fremgår ikke klart om der er tale om en centermoteur eller om den ligger lige så tåbeligt som i en 911. Jeg læser mig frem til at 310 var/er gumpetung.

    Svar
  7. Jakob356

    Ufornuftig, center-/hæk-motoriseret, lav og sportslig:
    Godkendt. Tillykke! ?

    Svar
  8. Erik S.

    Fin bil, jeg har også tænkt på sådan en mange gang. Før eller senere må det blive til noget. Tillykke med den.

    Svar
  9. Skaanning

    Milde moster! Vidunderligt fartøj!
    Og mildest talt mere eksotisk end en…ja, skal vi sige Fiat Ritmo?
    Din nye bil ser flot ud, og hvis den også kører godt, har du sandsynligvis gjort en super handel, som du kan glæde dig over mange år. For det er vel en keeper, Hr. Ebberfeld?!!!

    Svar
  10. Jørgen Jacobsen

    Hej – stort tillykke med en bil med personlighed og udstråling. Jeg finder at mange franske biler bare er “lidt sære” og så ikke så meget andet, men her noget der kan være et pendant til en Porsche 911. Serien Wheeler dealers på Discovery havde en under kærlig behandling og jeg mener de fik trukket lidt flere HK ud af motoren – bl.a. med en anden karburator og måske lidt anderledes knastaksel. Hvis du føler for det så genudsendes Mike og Ed i en uendelighed. Aral Ultima 102 oktan, prøv det når i kommer til Tyskland, det er guf for “eine Oldtimer”. 45 000,00 DKK i afgift virker lidt højt, nypris 150 – 200 000,00 DKK?
    Lidt drilleri til sidst, grunden til du er glad for hjulene med tre bolte har jeg luret, – du kan ikke krydsspænde hjulene forkert. God fornøjelse med bilen.

    Svar
  11. The Real Stig

    Stort tillykke med købet. Den er så meget mere interessant end andre biler med 6 cyl hækmotor.
    Behold fælgene – selvom de ikke er originale, passer de fint til bilen.
    Når du får brug for det, kan jeg anbefale Simon Auto i Tyskland. Han var min pusher, da jeg havde Matra Murena’en. Altid hurtig og venlig service. http://www.simon-auto.de/

    Svar
  12. Michael Sehested Lund

    Stort tillykke med nyerhvervelsen. Det må have været forudbestemt, at det ikke skulle være den AC 3000 ME… meen, at det skulle blive en fransk bil – det var en overraskelse!
    Jeg må hellere trække de grimme ting, jeg har sagt om Douvrin motoren tilbage og konstatere, at den bare sad i nogle gamle nedkørte Volvoer. Her sidder den tilmed i den rigtige ende!
    A310’eren har en fin artsfælle på Sjælland, jeg så fornylig.
    Skal i sommerhus på Sydfyn i første uge i september, og havde egentlig allerede overvejet at lægge ud med at tage til reception i Vejle 1. september.

    Svar
  13. Madirazza

    Fedt bil, Claus!
    Bare det var mig, men jeg har nok at gamle biler….

    Stort tillykke :-)
    Jeg glæder mig til at høre mere.

    Michael

    Svar
  14. Psbc

    Stort tillykke! Modellen er bare flot og man ser partier Opron måske har genbrugt fra SM.

    Spar pengene til opbevaring i glaskiste i Vejle og brug dem på afgift og fiks af småting.

    Den af Søren W. foreslåede direkte konfrontation mellem 911 2,7s eller 3,0SC anbefaler jeg at afstå fra, hvis ikke der kan findes en passende nedslidt 911 at teste imod.

    Svar
  15. Juel

    Tillykke med det fine stykke vogntøj Claus.
    Det er bare en super lækker bil, sådan en A310.
    Fælgene er rigtig fine, tidstypiske. Passer perfekt til bilen.
    Kunne godt blive lidt misundelig…

    Nu giver det også mening med 250k artiklen.

    Svar
  16. Carsten W

    Tillykke med din herrefede bil! Nogle gange bliver man nødt til at gøre noget for at holde humøret oppe og det kan absolut kun gøres ved at indkøbe sig et stykke nyt legetøj en gang imellem.
    Husk, at når vi endelig får råd til til en ordentlig sportsvogn, kan vi som regel ikke længere komme ned i den. Og ind til videre ser det ud fra billederne ud til at gå udmærket for dig…

    Svar
  17. Anders Bilidt

    Claus, ogsaa her fra skal der lyde et kolossalt TILLYKKE!!
    Jeg var jo temmelig meget med inde over din “AC 3000ME Experience”, og delte oprigtigt din skuffelse da det ikke blev til noget. Men med din nye eksotiske franskmand har du altsaa gjort comeback med maner! Det er for alvor en fraek lille sag, og dertil ser din ud til at vaere i umaadeligt flot stand!

    Men faa den nu paa plader ASAP! Den bringer ikke megen glaede i en garage – heller ikke selvom den er gjort af glas.
    Desuden er jeg helt enig med din mht. faelgene. Mens Gotti faelgene naturligvis baade er fede og tidstypiske, saa passer de originale bare saa meget bedre til A310’erens designsprog.

    Om det er den fedeste klassiker du nogensiden har ejet er jo et spoergsmaal om smag, og vil kunne diskuteres til uendelighed. Just for the record – saa tror jeg nu, at jeg ogsaa saetter din Alpine som nummer 1 blandt de mange klassikere du har vaeret igennem. Men om den ogsaa er den bedste – altsaa ift. stand – det er jeg lidt mindre sikker paa?? Nu er jeg med paa at det kan vaere svaert for dig at holde styr paa alle de biler du har ejet – for der har unaegteligt vaeret en del af dem! Men lur mig om ikke din gamle BMW 628CSi som du koebte af Ravnsholt var mindst ligesaa fin – om ikke bedre…

    Hvor om alting er, jeg glaeder mig helt vildt til at se og opleve din A310 “live” naeste gang jeg er i DK! Endnu engang TILLYKKE… :-)

    Svar
  18. Tor Sørdal Brink

    Tillykke med den flotte Alpine. Superlækker på alle måder. Og så finder man næppe et bedre sted i Danmark end de snoede sydfynske småveje til testkørsler.

    Svar
  19. Søren Navntoft

    Shopping kan ofte være et boost af kortvarig lykke, men den Alpine er noget helt andet. Den er sindsyg lækker Claus og det ser ud som et godt tidpunkt for anskaffelse af sådan en sag.

    Den klæder dig i øvrigt.

    Svar
  20. Claus Ebberfeld

    @tor, det skulle da lige være en trackday!

    @02, tak for mentoring. Og ja, du har ret – Peters BMW 628 var måske endnu bedre. Eller min 1977 Mini? Men det er så også de eneste, der kommer i nærheden.

    @psbc , du glemmer at jeg faktisk selv HAR lavet sammenligningen. Ikke back-to-back, men dog på basis af at have kørt både 1978 3.0 SC og min egen Alpine og den nævnte blå. Min konklusion er. at Alpines talenter simpelthen er undervurderet.

    Eller måske mere rigtigt: Ukendte! For hvor mange har lige kørt en Alpine A310 V6? Der er bygget godt 9200 af dem mod knap 200.000 911’ere af G-modellen, som er den mest sammenlignelige 911-model.

    Men jeg kunne godt tænke mig at invitere en Porsche-kører til at komme med hans uforbeholdne synspunkt.

    @soren-w ‘s 2,7’er er et godt bud, og Børsmægleresn et andet – for det var hans 1978 SC jeg høvlede rundt på Jyllandsringen i. Jeg tror SC’eren er lidt hurtigere, og måske også Sørens 2,7’er. Og begge er jeg sikker på er bedre biler, sådan kvalitetsmæssigt. Men A310’eren er altså en kompetent outsider, som man ikke skal afskrive. Og her ser jeg HELT bort fra de følelsesmæssige ting som design, historie, sjældenhed og ren og skær sympatifaktor, hvor jeg synes A310’eren vinder stort. Ligesom den gør på pris.

    @joergen-jacobsen , en 1978’er kostede desværre en kvart million som ny, så afgiften er lidt kedelig.

    @john-calberg , en A310 er nøjagtigt ligeså hækmotoriseret som en 911. Og sådan skal det være. Du kan eventuelt genlæse dette gamle indlæg: https://viaretro.dk/2014/08/lykken-er-et-fast-greb-bagi/

    @jakob356 , ufornuftig – hvad mener du?!?!?!?! Det er efter min bedste overbevisning et fremragende eksempel på begrebet “relativ fornuft”.

    Svar
  21. A VINTAGE RUN

    Jeg er glad på dine vegne Claus! – Og så i rødorange det er flot..
    Når du får den indregisteret i Danmark skal du så ikke have de historiske nummerplader? Så står den helt unik… :-)

    Svar
  22. Kai

    Jøsses, en lækkerbisken.
    Som en anden skrev, den er ikke engang mærkelig bare for at være det, fordi den er fransk; den er fantastisk.
    Jeg håber at den vil give dig rigtig megen glæde, og os andre nogen rigtig gode artikler.

    Svar
  23. Jakob356

    @ce Med ufornuftig mener jeg vist bare et køretøj der er købt med hjertet, ikke lige er det alle andre sætter skejserne i, og som slet ikke egner sig til en tur på genbrugspladsen. Tillykke igen! ?

    Svar
  24. Jakob356

    @njal-h-fredhave Indtil videre laves der i Danmark desværre ikke “genoptryk” af de pæne klassiske hvide plader, der kom i 1976. Det har jeg også to 77’ere, der må lide under.

    Svar
  25. Mads H

    Velkommen tilbage, Claus! Både i reel og overført betydning. Liver ER bare lidt bedre med en Opron i garagen.

    Og ja – de kører fænomenalt godt, og er overraskende versatile, venlige og føjelige. Jeg glæder mig overmåde til at se & høre den.

    Svar
  26. Ulrik

    Jeg har da kørt en 310’er – endda sammen med dig :-)

    Tillykke med den – og jeg gætter på at du ved hvad du skal gøre ved den, hvis den skal køre hurtigt rundt om hjørnerne? :-)

    Dbh
    Ulrik W

    Svar
  27. Psbc

    Jeg stiller gerne en 911s fra 1977 til rådighed i direkte test på alle parametre, fra følelser til kurvehastighed.

    Skulle der måske andre modeller med i en decideret tidstypisk stortest i bedste Rogers Søgaard stil?

    Svar
  28. Thomas Pedersen

    Tillykke – det bliver du kun mere glad for med tiden. Det er en superfed bil. Fantastisk billede øverst i artiklen – med bilen i regn og konen på forsædet. Det bliver ikke bedre. De korrekte tre huls Alpine fælge er ikke helt så nemme at skaffe. Jeg ledte efter et sæt til min R17 i ret lang tid før jeg fik bonus (pas på med fælge der er lavet til R4/R6 for de passer ikke og det er dem der er flest til salg af). Mvh Thomas

    Svar
  29. Claus Ebberfeld

    @psbc , det er en fremragende idé og tak for tilbuddet. Rent praktisk, hvor findes din 911S så henne i landet? Og en anden praktisk detalje er, at der jo ikke længere er permanente plader på min Alpine.

    Men det kunne løses og så var der dobbelttest, hvor man kunne gå i dybden med de to meget lignende biler.

    I princippet så synes jeg det er en god idé med flere biler, men det er meget svært at finde nogle, der er SÅ lig hinanden, synes jeg – jeg har før set Lotus Esprit smidt ind i sammenhængen, men det er jo en noget anden bil. Corvette C3? Datsun 280?

    Skriv bare på ce@viaretro.dk, så kan vi finde ud af noget spændende – og sjov :-)

    Svar
  30. Peter Plys Karlsen

    Félicitations

    Jeg har de korrekte fælge… men Gottifælgene er… tres expensive

    Svar
  31. Claus Ebberfeld

    @thomas-pedersen , det er næsten usundt, hvis jeg bliver mere glad for den! Det med fælgene er jeg opmærksom på, men det er ikke helt let når mange sælgere ikke selv ved hvor deres hjul stammer fra. Nu har jeg foreløbig spurgt ham specialisten, der renoverede bilen om han har et sæt.

    @ulrik , jeg synes som sagt allerede at den kører supergodt. Den er dog ikke helt så retningsstabil som jeg husker din blå, men den kørte jeg selvfølgelig heller ikke så stærkt i som i min egen :-). Det kan godt være at jeg lige skal have kigget på sporing og indstilling af undervognen.

    Og sagen er, at min skal IKKE modificeres til mere racede specifikationer end den allerede er med sine Spax-dæmpere og de brede hjul. Hele pointen er at holde den tæt på originalt, så det er den ægte køreoplevelse man får – og den bevarer sin gode komfort. Den er overraskende god henover fartbump!

    Svar
  32. Søren S. Pedersen

    Virkelig en sexet bil i et eksotisk/aparte Opron-design, som kryber ind under huden på een (på samme vis som mesterstykket CX i tidlig aftapning).
    En Alpine 310 giver mig “må-have” fornemmelser i en grad som en 911 aldrig kommer til.
    Til lykke med den – glæder mig, at der kommer en mere på de danske veje.

    Svar
  33. MortenG

    Stort tillykke, fantastisk fed bil!
    Må tilslutte mig koret af opfordringer til at få plader på, så du kan nå Kalø inden sæsonen slutter. Du virker begejstret på keepermåden.
    Jeg kunne sagtens leve med hjulene men kan godt se pointen.

    Svar
  34. Ole Wichmann

    Claus jeg er glad for at du husker at du er kaptajn i Originalpolitiet. Det er mit indtryk at mange A310 ejere ikke går så meget op i originalitet, så en original A310 bliver en meget sjælden vare.

    Svar
  35. A VINTAGE RUN

    @jakob356 Det var jeg ikke klar over. Rart du informerede mig! Jeg havde en forestilling om det kun var sorte og gule plader inden dem vi har i dag. Jeg tænkte at den udviklede sig fra dem til aluminiumspladen. Jeg kan ikke huske den hvide emalje plade. De kom altså først i 1976..?
    Jeg vil gerne have de sorte historiske plader til min V-P 914 fra 1970 og troede derfor at alle kan købe dem til deres veteranbil – hvis det er en veteranbil? = 35år.

    Svar
  36. Leo Jensen

    Stort tillykke. Den er godt nok fin. Du kan jo altid bytte den til den Jaguar, du også drømmer om, når du bliver lidt ældre og mere mageligt anlagt… ;o)

    @njal-h-fredhave – De hvide plader, som blev indført 1976 er i aluminium. De blev først ændret i 2008, hvor man indførte en smallere (og grimmere) tekstfont for at give plads til det blå EU felt.
    Man kan IKKE få de gamle hvide plader mere, og det er trist. Jeg er glad for mine tre sæt, og de skal bevares så vidt muligt !

    Svar
  37. Torben EVO

    Også et stort Tillykke her fra. Fin bil og et godt valg. Den tror jeg du bliver glad for og få den nu på plader snarest muligt. Biler skal køre på de 4 hjul de er født med og ikke opbevares i haller som museumsgenstande. Tillykke.

    Svar
  38. Claus Ebberfeld

    Tak for velkomsten, allesammen. Det skal nok blive endnu bedre altsammen. Nu står den foreløbigt lige i Gentleman’s Garage, og det er der faktisk også en god forklaring på. Eller i hvert fald en forklaring. Den kommer på fredag.

    Men Alpinen er i det mindste i godt selskab.

    Svar
  39. Heine Hansen

    Tillykke med din nye bredrøvede elskerinde. Den ser rigtig fin ud (Sagde jeg virkelig det om en fransk bil !!!????) – Og fælgene….. BEHOLD DEM ! De passer pissegodt til bilen, og er langt flottere end de originale. Det vil være en skam at skifte dem.

    Svar
  40. Bjørn Stegger

    Helt enig med HH.
    Gotti fælgene er superbe på bilen, fordi de opbløder dens extremt minimalistiske design. Og de er jo lige så tidstypisk franske som gule lygter, Devil udstødning og en Gitane(s) Bleu i mundvigen.

    Standardfælgene er derimod virkelig fede til en Renault Alpine A5 i sort.
    Én lille fransk sexbombe – måske den labreste GTi nogensinde…..

    Svar
  41. jewer

    Halløjsasa for et stykke køretøj – superlækker! Også hérfra et stort til lykke med den. Som andre tidligere i tråden har nævnt, så behold for guds skyld de Gotti fælge – de passer fremragende til – og er vel også originalt ekstraudstyr til – lige netop en A310.

    Svar
  42. marek

    Kære venner

    Jeg kan love jer den er hurtig sådan en Alpine

    Næste år stiller jeg op i ProAM med den, hvem vil køre med mig …

    dette er en vinder bil…kom nu

    Svar
  43. Henrik

    Den er fin og super i orangerød ?og så til computeren og betale til skat så den kan ses på vejen i dk

    Svar
  44. Kim Nielsen

    Jeg skal også lige nå at ønske tillykke med den superlækre vogn. Den havde jeg ikke set komme, men dælme et godt valg. Den ser ud til at være i rigtig flot stand.

    Hvad er der i øvrigt med dig og glasfiber? Schimitar, AC (nej det blev ikke din, men alligevel), A310. Hvad bliver det næste? 308 Vetroresina? Ellert?

    Svar
  45. Claus Ebberfeld

    Tak igen, for det var dog en overvældende varm velkomst til min franske ferieflirt. Og overvældende enighed om at beholde den på Gottifælgene. @heine-hansen rammer ellers hovedet på sømmet når han kalder Alpinen bredrøvet, for det er jo netop den totalt ekstreme dækmontering (225/50 15!!!! Galimatias!) der er medvirkende til det.

    Nå, dels har jeg ikke originalfælgene endnu, dels har jeg erfaret at fire passende dæk vil koste i omegnen af 12.000 kroner – så det haster ikke rigtigt.

    Glasfiber, @kim-nielsen – det kan jeg jo godt lide, ja, og jeg har selv tænkt tanken om hvad den næste kunne være. Det burde var japansk, amerikansk eller italiensk for at sprede mig lidt :-)

    Svar
  46. Anders Prip

    Den er lækker Claus. Og dine billeder rammer lige 70er vibe’n.
    Det slår mig altid hvor kompakt en Alpine er når jeg møder en. Kompakt og kompetent.

    Svar
  47. Peter Vang

    Tillykke med bilen og en fed farve….
    Og jeg vil også vælge Gotti over se originale fælge….
    Håber at se den på Sjælland :-)

    Svar
  48. Claus Ebberfeld

    Nu har den været på Fyn, @peter-vang , så Sjælland må jo blive det næste – når der kommer plader på. Jeg ville så lige tage færgen, så jeg kunne høre dens udstødning på bildækket :-)

    Svar

Skriv en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.