“Er den fra tresserne eller halvfjerdserne?”, spurgte han. Om min Alpina fra 1984. 

Først sagde han “Flot vogn”, og derfor troede jeg jo faktisk han vidste lidt om biler. Eller gik mere op i det. I stedet kom så det opfølgende spørgsmål, som jeg først troede jeg havde hørt forkert. Men nej, ordene faldt nogenlunde som citeret i overskriften.

Manden kørte i en Smart diesel (som han i øvrigt ikke steg ud af, men ligesom man ville have gjort på en cykel bare kørte ind imellem bilerne på parkeringspladsen og over til mig, hvor han rullede sideruden ned og stillede det famøse spørgsmål), og det plejer dog at indikere en vis stillingtagen til biler. Eller en ekstrem påholdenhed, og jeg må jo nødvendigvis konkludere, at det i dette tilfælde er det sidste. 

Det her er en BMW fra tresserne og halvfjerdserne:

Det her foregik i Danmark, men situationen fik mig til at tænke på en episode bare en uge forinden på en anden parkeringsplads i et andet land: På en tysk parkeringsplads kom en mand i gummistøvler nemlig småløbende over til mig for begejstret at spørge, om det var en ægte Alpina C1? Hvorfra snakken gik lystigt da han blandt andet havde haft forgængeren fra BMW – og selvfølgelig også E3o’er-modeller, hvorfor han jo udmærket og af erfaring vidste, at den ene er fra halvfjerdserne og den anden fra firserne.

Jeg tror ikke de to episoder kan tages som den generelle forskel på danskeres og tyskeres bilniveau, men mener at en relevant konklusion er, at det er vigtigt at komme ud at vise vores klassiske biler – og snakke med folk om dem. Jeg kan næsten ikke leve med, at nogen kan tro at en E30-model kan være fra hverken tresserne eller halvfjerdserne, og vil altså gerne gøre mit til at rette op på det.

Hvis man kan tro at denne bil er fra tresserne, så kunne man vel også tro at hotellet bagved er spritny minimalisme.

Ja, det er jo sådan set en af hele bevæggrundene for ViaRETRO i det hele taget: At fortælle historier om klassikere og at holde dem i live. Nogle gange som på parkeringspladsen i Danmark bliver jeg mindet om hvor vigtigt det er. Jeg tror endda jeg er nødt til at bede jer om hjælp: Så kom ud at vis din klassiker. Måske på Klub ViaRETRO-turen på Langeland næste weekend? 

På forhånd tak for hjælpen og God Weekend

Claus Ebberfeld

Morris Minor fylder 75 år

Af Michael S. Lund

Fødselaren var også kendt som “det pocherede æg”, Morris 10-hundrede (da det blev aktuelt), “jordemoderbilen” – og sikkert også under andre navne, for kært barn har mange navne – og da Morris Minor var i produktion i hele 23 år, havde den masser af tid til at samle på dem.

Lanceret i 1948 føjer Morris Minor sig til kategorien ”folkevogne”, der havde det tilfælles, at de blev lanceret lige efter 2. Verdenskrig, hvor verden skulle på fode igen, og folket sættes på hjul. Jeg behøver blot at nævne den anden folkevogn, Citroën 2CV, som jeg var inde på fornyelig i ”Citroën 2CV, 75 år … lidt anekdotisk nostalgi” i Weekendmatiné Nr. 449, for ikke at tale om folkevognen over dem alle, VW Type 1. Udviklingen af Morris Minor startede i 1941, fordi også hos Morris stod det klart, at krigen ikke ville vare evigt (der var godt nok noget, der hed 30-årskrigen, men selv den fik jo en ende). Der ville blive en efterkrigstid med øget efterspørgsel og hvorfor ikke være forberedt …

Forgængeren var Morris 8, som blev lanceret i 1935; her er ordet ”konservativ” nok noget af det første, der falder en ind, som den står med sine stive aksler på en separat chassisramme og sideventilet motor. Morris 8 var helt i stifterens – William Richard Morris, den senere Lord Nuffield’s – ånd. ”He was more an adaptor than a creator” blev der sagt om ham. Det var Lord Nuffield, der omtalte Morris Minor som ”det pocherede æg”, og det var ikke en ros! Spørgsmålet er så, hvor meget der skal lægges i det engelske svar på Henry Fords udtalelser. Selvom jeg godt kan se, at der er noget om snakken …

Lord Nuffield brød sig heller ikke om Alec Issigonis, som var kommet til Morris i 1935. Alec Issigonis beundrede Citroën Traction Avant og havde store visioner for de løsninger, der skulle proppes i Morris Minor. Uafhængigt hjulophæng på alle fire hjul, affjedret med torsionsfjedre og 4-cylindret vandkølet boksermotor foran indgik i det oprindelige oplæg, men blev strøget med retteblyanten. Tilbage blev det uafhængige hjulophæng med torsionsfjedre foran, tandstangsstyretøjet og det selvbærende karrosseri. Det sidste var noget, Lord Nuffield syntes om, for allerede tidligt havde han (trods konservatismen) indset, at det selvbærende karrosseri var vejen frem (billigere at producere) og havde allerede indledt et samarbejde med Budd Corp. i USA, som førte til dannelsen af Pressed Steel Company. Det var ingeniørens kamp mod bean counteren, hvor den sidste vandt, for også den gamle sideventilede motor fra Morris 8 endte (i første omgang) i Morris Minor. Retfærdigvis skal siges, at lige med undtagelse af motoren, var resten af bilen helt tidssvarende i 1948 – det var den til gengæld ikke i 1971! Det hører dog med til den del af historien, at den utidssvarende motor blev erstattet i Morris Minor med A-motoren og andre mekaniske dele i 1952, hvor BMC opstod efter sammenlægningen med Austin … dermed blev den til Series II. Allerede året inden var de ”snæversynede” forlygter rykket højere op i skærmene, og Morris Minor-fronten antog dermed det udseende, vi først og fremmest kender den for.

Morris Minor fandtes allerede fra starten af som 2- og 4-dørs sedan og som 2-dørs tourer (cabrio coach).

Ved lanceringen af Series II introduceredes Morris Minor også i Traveller-udgaven, som var en ”woody”.

Og nu da vi er ved det praktiske, skulle der også være en Morris Minor til erhvervslivet: en Van-version til udbringning af varer eller som servicevogn, for ikke at tale om en pick-up til anlægsgartneren. Begge varianter havde det tilfældes, at de var opbygget på en separat chassisramme i modsætning til de andre udgaver, der jo var baseret på det selvbærende karrosseri.

I 1956 lanceredes Morris Minor 1000, der henviste til, at slagvolumenet i A-motoren nu var vokset til 948 ccm, som et svar på det stadige større netværk af motorveje rundt omkring. Dermed kom baggrunden for det næste øgenavn: Morris 10-hundrede også plads. Jeg tager muligvis fejl, men det er mit indtryk, at Morris 10-hundrede var noget, Morris Minor 1000 først og fremmest hed i Jylland – hørte det selv første gang, da nogle jyder sagde det.

Tidsperioden og oprindelsen til det tredje øgenavn, “jordemoderbilen”, kender jeg ikke eksakt, men jeg gætter på, at det opstod i løbet af 1960’erne. Morris Minor 1000 tilbød jo simpel og pålidelig mekanik til en fornuftig pris – lige bilen en jordemoder kunne stole på – men måske I har nogle bud på oprindelsen af navnet??
Claus Ebberfeld indledte Weekend Matiné Nr. 452 med, hvor vigtigt bagagerummet er og ikke mindst, at bagagen skal være i harmoni. Hvad er da mere oplagt end en jordemodertaske i bagagerummet på Morris Morris 1000 Super!? Jordemodertasken er tilmed praktisk og rummer let det mest nødvendige værktøj, det kan være rart at have med i bilen …

Det siger næsten sig selv, at Morris Minor efter 23 år i produktion var forældet på alle måder i 1971. Måske især på den passive sikkerhed, hvor alt stort set var som i 1948. Morris Minor var ikke en bil, det var godt at køre galt i …
På sin vis var BMC ADO16 1100 en afløser til Morris Minor, men så alligevel vel ikke. Den direkte efterfølger var Morris Marina fra 1971, hvor British Leyland havde ”lånt” Marina-navnet fra Morris ADO16 1100, som DOMI havde fundet på skulle hedde Marina i Danmark. Men ikke nok med det; Morris Marina fra 1971 (også kendt som ADO28) var baseret på en forlænget Morris Minor-platform. Morris Minor havde som yngre egentlig ganske udmærkede køreegenskaber, og da Ford i 1968 havde lanceret den første Escort, der heller ikke flød over med avanceret teknologi, lå det egentlig lige for med Morris Marina (ADO28) som en konkurrent til Ford Escort mk1. Den største del af udviklingsomkostningerne var jo afholdt allerede, så det blev et billigt projekt – bean counterne havde svært ved at få armene ned!
På den måde kom flere af grundprincipperne i ”folkevognen” Morris Minor fra 1948 til at fortsætte frem til 1980, og det gav på sin vis mening, for en væsentlig detalje i en ”folkevogn” er jo netop, at prisen skal være lav nok til, at mange har råd til at købe den …

En Morris Minor er bestemt ikke uden charme som klassisk bil, og skulle jeg selv have en, ville det blive en Morris Minor 1000 tourer (som er en cabrio coach).

Tillykke med de 75 år i 2023, Morris Minor!

Fotos Gitte Sehested Lund

Ugens foto: Husk at enhver mand skal prøve at eje en V12 en dag

Foto fra ViaRETRO-arkiverne. Redaktøren anbefaler oplevelsen.

Ugens Fund: 1976 Renault 30 til 34.900 kroner

Annoncen siger godt nok at prisen er i dollars, men jeg tillader mig at gå ud fra, at det er en fejl. Ellers glem den som ugens fund!

Men til 34.900? Ja, næsten uanset hvilken bil vi taler om, så kan man ikke forvente perfektion til den pris. Og heller ikke med en Renault 30. Modellen var Renaults prestigemodel dengang, og man kunne ikke få dyrere eller finere bil fra La Regie. Og nej, det her er ikke billig, fordi det er en svagbrystet firecylindret: Det ER den fuldfede V6 på 2,7 liters slagvolumen, så den er helt rigtig. 

Og sælger er ærlig nok til at skrive (selvom han er den ordknappe type, og godt kunne have skrevet ti gange mere…), at “den har lidt rust”. Hvorpå han uddyber det med “men ikke meget”. Den skal dog synes næste år, så det bliver snart meget relevant hvor meget der er, og når han nu ikke selv kan finde ud af at skrive det, så må I jo ringe for at høre. 

Den bliver alligevel Ugens Fund, fordi modellen er fed – en slags Poor Man’s Citroën SM, ikke? Den er også gul udvendigt og brun indvendigt. Hver for sig havde det næsten været nok, men tilsammen udpeger farverne næsten i sig selv Ugens Fund. 

Men helt alvorligt talt: Tjek lige det rust (og resten) grundigt inden et køb. En fransk luksusbil i dette prisleje kan ikke bære ret meget reparationsarbejde, og da slet ikke hverken rut eller lak. Men omvendt kan en fransk luksusbil fra halvfjerdserne oppebære ufatteligt meget goodwill her på ViaRETRO, så vi lader tvivlen komme den elendige annonce tilgode og håber nogle læsere kan belyse bilen yderligere.

Tak for tip til Ole Sørensen. Find annoncen her: Renault 30

Med lørdagsserien “Ugens Fund” vil vi hjælpe potentielle klassikerejere godt på vej: Vi udvælger ganske enkelt vores favoritbil til salg fra ugen der gik. Og inviterer læserne til at dele deres synspunkter, erfaringer, gode råd eller slet og ret og røverhistorier om den konkrete bil og model. Indsend forslag til kommende “Ugens Fund” på ugensfund@viaretro.com med link til annoncen, så indgår den i næste uges pulje.

Sådan ser en Renault 30 ud, hvis man fotograferer det hele af den. Dén her har de funky alufælge.

Ugens grafik: Bo Lundberg

Det er næsten Per Arnoldiagtigt men motivet fejler ikke noget og ingen kan være i tvivl om hvor Ferrarien kommer fra. Motivet kan købes her. 

ViaRETROs Weekend Matiné redaktion: Claus Ebberfeld og Michael S Lund.

God weekend