Årets nye veteraner: Velkommen, årgang 1990!

I hvert fald til nogle af dem, for det kan jo ikke være lige godt hver gang, som De Nattergale engang sagde.

Det kan meget vel have været omkring 1990 at de ord faldt i afslutningen af af koncert med den jyske musikkomedietrios. Men de passer fantastisk godt på bilårgangen 1990 også.

For lige at opsummere på dette retromagasin: Velkommen til de nye vetereaner (med undertitlen “Om Vi Vil Eller Ej”) er et tilbagevendende indslag, hvor vi slår op i et gratis onlineleksikon og tager udgangspunkt i hvad de skriver debuterede i bilverdenen i 1990 – og dermed bliver 35 år gamle og således ægte veteraner i Danmark i løbet af 2025. Derefter skriver I læsere, der er klogere end det unævnte leksikon, hvad de har overset eller hvilke fejl der er i min tekst. Alt er med andre ord som det plejer.

Så lad os se på kandidaterne, der snart vil nyde veteranstatus:

Som det fremgår er 1990 altså ikke den rene ørkenvandring, men bestemt en årgang med sine skønne frodige oaser. Og vi skal ikke længere end til den første for at finde en: Alpina B12.

Men hov? Skrev vi ikke også om Alpina B12 i forbindelse med 1988-årgangen? Aha, siger den kvikke læser: Den første fejl allerede! Au Contraire, for det var jo den firedørs 750i-baserede B12. Og i denne årgang fejrer vi den 850i-baserede B12 – altså coupéudgangen. Noget HELT andet, med andre ord – men ikke mindre lækkert, tværtimod. Der skal nok være nogle læsere derude der ikke behøver læse resten af listen overhovedet, for en Alpina B12 coupé er svaret på ALT.

B12’eren kom som coupé lidt efter den ordinære 850i – som også er et barn af 1990 og dermed også bliver veteran i år. Lidt før Alpinaen, faktisk. Men basismodellen 850i gik Michael S. Lund i kødet på i en Matiné kort før jul, så den vil jeg faktisk ikke bruge meget krudt på hér – 850i har han dækket ind. Men ventetiden indtil Alpina kom med B12 gentager sig nu 35 år senere. 850i er en uhyre dejlig vogn – men B12’eren er så mange gange dejligere: Lettunet V12’er, meget bedre lyd, mere kontrol over det lækre maskineri via en manuel gearkasse (hvilket 850i aldrig kunne fås med), mere velafbalancerede køreegenskaber og så videre – alt det sædvanlige Alpina.

Senere kom B12’eren med mere slagvolumen i V12’eren, og som 5,7 blev den første Alpina, der kunne køre over 300 km/t. Hvis den slags skulle betyde noget.

Her bare i en topmodel, hvor BMW i forvejen havde gjort alt de bedste de kunne – og dermed et fremragende kanvas for Buchloes herrekor. Hvis der var nogen retfærdighed til skulle det blive godt – og det blev det. Det er lige før jeg selv har skrevet mig varm til at vi bare lader resten af 1990-årgangen fare! Hvordan skulle det kunne blive bedre?

Jeg var nødt til at slå den op – men det her er nummer to på listen: Asia Rocsta. Aldrig hørt om den før og kan fint leve med aldrig at høre om den igen.

Ja, ikke med de tre umiddelbart næste, i hvert fald. Det bedste (og samtidigt værste) man kan sige om dem er nok, at der er lavet flere af dem end af B12’eren, hvor man som entusiast i dag skal se om man kan finde een af de cirka 150 som Alpina byggede. De tre næste er derimod masseproducerede – omend med forskellig grad af succes. Asiaen kom mig bekendt aldrig på vore breddegrader og den eneste grund til at den skulle i dag som klassiker er vel, hvis man partout vil have noget andre ikke har. I Danmark. I princippet kunne man sige det samme om Autozam Revue – bortset fra at alle vil genkende den som en Mazda 121.

Autozam Revue. Hvis du vil importere sådan een til Danmark, så skriv endelig til redaktionen. Ikke så meget for at høre hvordan, men mere “hvorfor?”

Den tredie, derimod – Biagini Passo. Den er både italiensk, sjælden, eksotisk – og kaotisk. Desværre er den også kendt som forgængeren for alle såkaldte crossover cabrioleter – og det burde der vel nærmere rejses en skamstøtte over? Den er baseret primært på VW-teknik og Folkevogn selv kaldte den engang for en åndelig forfader til deres aktuelle T-Roc Cabriolet. Der er heldigvis ikke lavet ret mange og de rustede med de bedste, så problemet er ved at løse sig selv – bortset fra at nogle stadig kan huske den.

“Liberta Globale” er jo meget sympatisk. Men hvis jeg bare kunne få en helt almindelig Golf i stedet…

På den anden side: Hvad skulle jeg med en Golf, når der var kommet en ny BMW 3-Serie i 1990? Altså dén bil, som Golf-ejere drømte om, velsagtens. Og sådan har jeg det også den dag i dag: E36-serien var tredie generation af 3-serien, og den er SÅ god, at jeg har lovet Michael S. Lund spalteplads til at skrive om dén alene, og det kommer så senere. I dag vil jeg faktisk hellere have den ældre forgænger af E30-serien – og det er heldigt, for det er præcis sådan een jeg har som primær bil. Men det er måske en anden snak? Eller måske noget, som Michael også kommer ind på. Vent og se.

Coupéudgaven er ikke overraskende den mest eftertragtede i dag – men mindre kan egentlig også gøre det, synes jeg.

Næste på listen er den 850i, som ikke kan tåle mere ros lige nu. Og så kommer der et fpar amerikanere. Den første er den 5,2 meter lange Buick Park Avenue, der kun kom som V6’er og med forhjulstræk og som jeg ikke ved hvad man skulle med i Danmark 35 år senere.

Da den produktionsfærdige udgave af Buick park Avenue kom i 1990 lignede den desværre ikke prototypen fra 1989, som jeg i stedet viser et billede af her.

Men den anden kom derimod med V6 og forhjulstræk OG et klogt koncept – så en andengenerations Chrysler Voyager kunne jeg sagtens se både charmen og de praktiske anvendelsesmuligheder i. Herunder at man eksempelvis kunne køre i den. Jeg ville gå efter fuld kitscheffekt med farver og stoffer – men det er måske kun mig?

Jeg mener den senere kom med firehjulstræk også?

Cougar C24 på listen er en Gruppe C-bil, men jeg tog den med, fordi den nu engang var på det gratis leksikons liste. Men jeg vil ikke sige mere om den (nu, i hvert fald), fordi jeg ikke mener den hører hjemme her. Det gør Dacia 1325, men den vil jeg heller ikke sige mere om – mest fordi det er en møgærgerlig bil. Det kunne man egentlig også sige om Fiat Tempra – men dér vil udsagnet bare være forkert, for det var en god bil. Men kedelig, dét var den! Og det holder vel også som veteran?

FIAT Tempra har fortjent et sort/hvid billede.

Men altså: Hvis man absolut vil køre veteran konstant, så kunne en Tempra være et godt bud: Billig og velkørende og ingen i hele verden vil få ondt i røven over dén bil. Sjovt nok får Ercole Spada æren for designet og han var jo ellers knalddygtig. Men jeg tænker han fik opgaven stukket ud som “lav en kedelig berlina” og så løste den til perfektion.

Man kan ikke kalde en Ford Explorer kedelig. Men altså. Den var vist tænkt som efterfølger til Ford Bronco – og endte som en slap SUV. Alt der kom før Explorer er mere interessant, så ikke mere om den. Også det der kommer umiddelbart efter, faktisk: Geo Storm? Jatak! Den kom aldrig over til os, så vidt jeg ved – men jeg ville gerne have een.

Geo Storm. Meget fræk, ikke?

Totalt irrationelt, ligesom JDM-kærligheden jeg luftede i sidste Weekend Matiné, men her er der trods alt tale om en bil der var tænkt til at være billig og alligevel tilbyde fornemmelsen af sportsvogn. Spændende koncept. Hvorvidt det lykkedes kan man diskutere, men den var i hvert fald billig – og formen har jeg altid godt kunnet lide. Derfra og så til at importere en som veteran i Danmark er der dog et godt stykke vej, men hvis andre har lyst så gør det endelig: Det er meget bedre end en Explorer!

De australske Holdens springer jeg over (og hvis nogen siger “hov, det er uretfærdigt, for Holden har da lavet nogle ret fede biler” så kan jeg berolige med at det ved jeg godt – men at det ikke er dem på listen) og går direkte til et af listens absolutte højdepunkter: Honda NSX.

Hondas drøm var konkurrenternes mareridt.

Allerede da den var ny fik den skræmt konkurrenter i både Europa og USA i forhold til hvad japanerne efter den spæde start med bileksport i tresserne og halvfjerdserne dér i 1990 nu var i stand til: En fuldblods sportsvogn, der satte de fleste af konkurrenterne på plads – i hvert fald i summen af sine kvaliteter. Herunder at man kunne køre i den hver dag. Fin kvalitet for en bil.

Den var mere spektakulær at køre end at se på. Og det siger jo ikke så lidt.

Jeg prøvede først en NSX mange år senere, men henviste derefter også i årevis til modellen som “Den Bedste Bil Jeg Har Prøvet”.  Ligesom artiklen hed, altså: Den Bedste Bil Jeg Har Prøvet. Genlæs den gerne for at forstå hvad jeg mener: Jeg står fortsat ved det hele og vil fortsat gerne have een. Det eneste mindre gode jeg kan finde på at sige om den er nok, at den er meget moderne og derfor nok den bil på listen jeg har allersværest ved at se som veteran: Den oprindelige NSX er i mine øjne mere end nogensinde før en topaktuel sportsvogn – absurd nok i denne sammenhæng som klassisk bil både godt og skidt.

Det mest subtile ved en Diablo er dens aerodynamik, der faktisk gjorde den til verdens hurtigste serieproducerede bil i 1990.

Apropos absurd og springe i listen: Lamborghini Diablo er et andet højdepunkt, men her har jeg ingen kvababbelser med at se den som veteran. En Diablo er en oldschool superbil og det på både godt og ondt. Det gør den langt ringere som bil betragtet i forhold til NSX – men også langt mere karismatisk. Man kunne også sige at alene motoren gør det: Den er dobbelt af en NSX, forsimplet sagt.

Og fra den spæde start blev det kun vildere og vildere. Faktisk er Lamborghini nærmest ikke stoppet siden.

Det er resten af bilen ikke. Der er INTET subtilt ved en Diablo, ejheller nyskabende: Det er gammel vin på nye flasker. Og på absurd vis gør det den bare mere elskelig, mere attråværdig og mere råsexet. Den er bilen man vil ha’ – men ikke kan få. Eller er i tvivl om man vil ha’? Eller tør. Der er mange ting galt med en Diablo, og sandt at sige har designet i mine øjne aldrig nået forgængeren Countach til sokkeholderne. Men Diablo var verdens hurtigste serieproducerede bil – basta! Den er fed. Råfed. Som ingen NSX nogensinde bliver. Men den er også lidt en psykopat af en bil. Tænk selv videre.

At tænke sig: Den klogeste kandidat på listen her er en Opel. Eller var, i hvertfald. Opel Lotus Omega (Carlton i nogle lande) var efter kærlig behandling nok mere Lotus – men den var også verdens hurtigste firedørs limousine. Knap så hurtig som en Diablo – men med 950 biler bygget faktisk mere sjælden. Og bedre, hvis man har venner og/eller familie.

Jamen, den er jo ligefrem flot! Alle havde den dybe mørkegrønne metallak, så dér er ikke noget Qual der Wahl med farven.

Opel (eller var det Lotus?) var forud for deres tid her. Deres überlimousine satte BMW (jeg har set Omegaen beskrevet som M5-Überholer på tysk), Mercedes-Benz og Audi eftertrykkeligt til vægs og skabte vel nærmest klassen “den decideret overmotoriserede limousine”. Er den ligefrem den mest nyskabende til listen her – den der burde havde vundet Årets Bil-titlen? Det mener jeg godt man kan sige, faktisk. Og en helt forrygende veteranbil her i 2025. Endnu en kandidat til min drømmegarage. Også foran Alpina B12. Ja, sgu’!

Normalt elsker jeg jo klassiske stationcars, men en Primera…hmm.

Nå, jeg sprang i det. Og det bliver jeg ved med – herunder at springe nogle over. Infiniti er Nissans luksusmærke (ligesom Lexus for Toyota), men den på listen er en klistermærketunet Primera – som man finder længere nede på listen. Så vil jeg sært nok hellere have en Primera. Mest fordi Infiniti senere byggede nogle lækre biler – men G20’eren på listen er ikke en af dem. Og der er intet i vejen med en Primera, vel? Svært valg mellem dén eller Fiat Tempra, dog.

Topmodellen af 3000 GT fik både firehjulstræk og dobbeltturbo og aktiv udstødning og alt muligt andet. Den skulle nok have haft lidt mindre, faktisk. Se under NSX.

Mitsubishi 3000 GT vil jeg dog gerne lige beskrive kort: Den er som hvis Arnold Schwarzenegger bevæbnede sig med en bazooka, to maskingeværer, otte håndgranater og fire Desert Eagles – kun for at ende med at skyde sig selv i foden. Den er også et glimrende eksempel på, at man ikke kan gøre alle tilfreds på een gang. To biler er bedre end een, som vi klassikerfolk ved. Men 3000 GT er et monument over alt det som japanerne kunne i 1990, og det var ikke så lidt. Jeg vil ærligt talt gerne prøve en 3000 GT Twin Turbo – men jeg har sjovt nok ikke lyst til at eje en 35 år gammel bil med dén komplekse teknik. Der var teknik nok til tre forskellige modeller i den, faktisk. De lavede bare kun een.

Min skulle være en Baccara. Tror jeg. Eller en 16V. For jeg må ikke vælge en V6, vel?

Apropos een: Hvis der var en bil på listen, som kunne gøre det ud for alt på engang, inklusive kørsel hver dag, så var det måske Renault Clio? Helt anderledes klogt gennemtænkt end den store Mitsubishi var Clioen er kæmpesucces som lille familiebil – og kom året efter debuten som en nærmest genialt vellykket GTI, Clio 16V. Williamsmodellen kom tre år senere – men så bliver det også for meget for mig. Den almindelige 135-hestes 16V var diskret med knaldlækker. Mørkeblå metallak, tak.

Jeg kunne ikke finde et ordentligt foto af 350SE – der er også kun lavet 25, så den må være den mest sjældne på listen. Så her er en 400SE i stedet. Tæt på.

TVR 350 SE er også på listen, men det synes jeg er noget overfortolket: Den er for mig en del af den store “Wedgeserie” af TVR-biler fra 1980 og frem til 1991. Det er meget muligt, at 350 SE var en af de sidste af dem, men de var alle udviklet ud fra samme koncept og design, så tjah – hører den hjemme som debutant i 1990? Ikke efter min mening. Men i min garage? Jatak. Men det samme kunne jeg sige om langt de fleste TVR-vogne.

Jeg har lidt svært ved at forklare hvorfor jeg gerne vil have sådan en Rover 400.

Det er meget enklere med Rover 400, som jeg før har kigget på som konebil. Baseret på teknik og design fra Honda Concerto men med træ og dellæder og britisk gøgl i kabinen er den en drøm for Mrs Hyacinth-typer, og det med “keeping up appearences” rummer jeg også. På min kones vegne, påstår jeg – selvom jeg tror hun er ligeglad med træet. Men Hondateknik kan vi begge lide.

Sera til min kone?

Der har derimod endnu aldrig været Toyota på matriklen, men i år kommer der to nye veteraner fra dem til: Sera og Previa. Jeg foretrækker den sidste – men min kone helt sikkert den første. Jeg vil tro Sera er decideret bygget til sådan nogle som hende.Og jeg synes ærligt talt den er sjov med de døre. Om resten er ligeså sjovt er et godt spørgsmål. Men hvis hun fik sådan een ville jeg låne den på arbejde af og til, det er helt sikkert.

Previa til mig?

Hvem Previa er bygget til kan jeg faktisk ikke helt gennemskue, men som stor fan af det oprindelige Renault Espace-design så jeg et lys i Previaen fra 1990, der bedre end Renault selv fik opdateret samme koncept. Hvad jeg egentlig skulle med sådan en stor bus er et godt spørgsmål, men jeg kan lide designet og det tekniske koncept – den har centermotor ligesom NSX! Den er vel på nogle måder sammenlignelig med Chrysler Voyager fra før – og så foretrækker jeg faktisk Toyotaen. Også foran den herunder – den første forhjulstrukne Folkevogn Transporter, der også kom i 1990:

Jeg kan godt lide den forventningsfulde stemning på billedet herover, men bilen som sådan er et lidt trist sted at ende gennemgangen af 1990’er-årgangen. Og jeg tror vi er nødt til at springe den ellers sensationelt spændende TommyKaira ZZ over i denne omgang: Den står på det gratis leksikons liste som debut i 1990, men så vi jeg kan forstå begyndte konstruktionen omkring dér – men man kunne altså ikke købe en færdig bil for 1995. Korriger mig gerne, hvis jeg tager fejl: For det er måske den mest interessante bil af dem alle.

Til gengæld opdagede jeg her til sidst, at jeg har glemt en, som jeg synes fortjener lidt omtale: Daewoo Espero. Ja, jeg beklager på forhånd. Indtil dén kom i 1990 havde Daewoo bygget Opelvogne på licens, men Espera var deres første egen bil. OK, den var stadig på Opelteknik, men den skulle jo også designes – og dér spurgte koreanerne Bertone. Klogt nok, for de endte faktisk med en pæn bil:

Bevares, ikke een jeg ville ane hvad jeg skulle med endsige kunne drømme om at importere hverken før eller efter veteranstatus. Men den er nu engang en del af bilhistorien og en lidt sjov een: Sæt et Citroënskilt foran og et Rover bagpå og nogle Nissanhjulkapsler, så skal du bare se folk blive forvirrede!

Ligesom jeg selv bliver, når jeg tænker dybt efter, hvilke af ovenstående jeg egentlig har rigtigt lyst til at eje, køre og leve med. Hvad siger I?

Hov, endnu en forglemmelse: Nissan 100SX. Tjah, hvad skal man sige?