Jeg vil ikke kalde det et nytårsforsæt – meeeen jeg vil gerne have noget japansk.
Igen. For japanske biler er jo bestemt ikke noget jeg er ubekendt med. Faktisk kan jeg godt lide at nævne, at japanske klassikere måske er et af de få tilfælde, hvor jeg har været om ikke First Mover så dog rimeligt godt med fremme i skoene.
Min første var så vidt jeg husker min Mazda 626 Coupé (1980, så den baghjulstrukne), og det ligger immervæk over ti år tilbage. Dejlig vogn, der dog krævede brede skuldre sådan mentalt, da det bestemt ikke var alle der var klar på at anerkende den som en klassiker. Jeg kom over det. Men så jo i sommer med egne øjne, at der er sket meget siden dengang, da der på Klub ViaRETROs stand holdt en 1980 Daihatsu Charmant – der ovenikøbet (gys!) ikke var holdt i original stand, men modificeret i det man i dagens sprog kalder “JDM-stil”. Da den også var brunmetal var der ikke et øje tørt, og lad os bare sige at den fik en noget anden modtagelse end min metalblå Mazda af samme årgang.
Jeg kom til at tænke på emnet igen, fordi jeg igår brugte en dejlig reklame fra halvfjerdserne – i dette tilfælde for en Toyota Chaser. Der er en ægteJDM-bil. Forkortelsen står jo for Japanese Domestic Market, og det betyder at den givne bil er lavet til deres hjemmemarked. Det er altså ikke alle japanske biler, der er JDM-biler, og hverken min 626 Coupé eller den førnævnte Charmant er. Begge blev eksporteret til Europa (og andre steder – hvilket nogle kalder ROW, Rest Of World, en anelse upræcist) og i øvrigt solgt med stor succes. Hvorfor de ikke var sjældne da de var nye og i dag mest er det, fordi de fleste af dem er rustet eller slidt op eller begge dele.
Da det japanske hjemmemarked typisk var mindre, så er de ægte JDM-biler også (typisk) sjældnere. Eller slet og ret mere eksotiske, og det var egentlig det jeg faldt for med den omtalte Toyota Chaser. Som simpelthen er en variant jeg aldrig havde hørt om før – hvilket så viser sig at have den naturlige forklaring, at den aldrig kom til Danmark.
Umiddelbart brugte jeg bare et billede af den i et opslag på ViaRETROs Facebookside, hvor den kunne slå en let lummer stemning an med et glimt i øjet. “Chaser”, ikke sandt – og damerne flokker til? Det er da sjovt på halvfjerdsermåden.
Men som det nogle gange går falder man jo så i et internethul i forsøget på at lære mere om denne model. Hvorpå jeg totalt faldt for den grafiske linie, som Toyota havde valgt til 2000 SGS-modellen, en hardtopcoupé med sportsligt look: Genemført lækkert og eksklusivt så det hele ud – ja, jeg var åbenbart oprindeligt faldet for den eneste udgave af reklamen med lumre undertoner. Typisk. Det viste sig dog, at bilen faktisk godt kunne tåle noget opmærksomhed, og især hæftede jeg mig ved de to topmotoriserede udgaver med sekscylindrede rækkemotorer.
I udgangspunktet var ingen af dem udlagt til kraft og præstationer, og det synes jeg på en-eller-anden måde faktisk er et dejligt afstressende element fra dagens 0-100 på to sekunder og ti tusind omdrejninger. Min Mazda var særdeles afstressende at køre, og en Chaser med seks cylindre og baseret på et Toyota Mark II-chassis må være mindst ligeså. Men lyde bedre, for det var aldrig Mazdaens styrke.
Og ja, så kunne man jo spørge om ikke en Mark II Corona eller Cressida kunne det samme på en nemmere måde – da de blev eksporteret til Europa og derfor er til at finde her? Jo, måske. Men så er det ikke længere en ægte JDM-bil. Uanset hvad man sætter på af JDM-stil. Det er der intet i vejen med, selvfølgelig. Men jeg har jo altid godt kunne lide at have noget, som andre ikke har. En helt irrationel kvalitet, selvfølgelig – men igen noget jeg godt kunne bruge som modgift til dagens bilentusiastsnakke om at der er lavet 1.300 styk af den her mod 3.000 af den her til det europæiske marked. Hvor man så lige kunne smide trumfkortet og sige, at der er lavet NUL Chasers til det europæiske marked.
Efter de tanke fortsatte jeg ned i internethullet af det japanske hjemmemarked for biler, og ikke mindst deres reklamer: Skønt, simpelthen. Nogle gange forstår jeg simpelthen ikke om det er tyk overdrivelse eller selvironi, men jeg elsker æstetikken i reklamerne.
Ærligt talt også mere end jeg elsker den i bilerne. Som jeg vist har sagt før så mener jeg ikke, at japanerne lærte at designe biler helt færdige før et stykke op i firserne. Hvilket ikke behøver være det store problem, hvis man kan se charmen i deres fejl frem for kun fejlene. Man kunne jo kalde det “japansk charme” ligesom italoentusiasterne ofte undskylder deres kære med nationaliteten som forklaring?
Det er jeg i hvert fald klar på. Ligesom jeg kan mærke jeg er til endnu en japansk klassiker.
God weekend
Claus Ebberfeld
ViaRETRO handler om Alt om Klassiske Biler og det gør Klub ViaRETRO også.
Som medlem får du:
- Klub ViaRETRO-reversnål i ægte emalje
- det kendte og eftertragtede Klub ViaRETRO-klistermærke til bilen
- adgang til alt på ViaRETRO
- rabat på udvalgte varer
- garanteret godt selskab på nettet og i virkelighedens fem årlige arrangementer
- samt ikke mindst dybfølt tak fra redaktionen for din støtte til ViaRETRO – for dét er et medlemskab naturligvis også.
Morfarbiler
Tekst Michael Sehested Lund
Begrebet morfarbil er på ingen måde nyt, men det blev aktuelt for mig for nylig i forbindelse med nogle overvejelser, jeg havde om at anskaffe en Mercedes W111 280 SE 3.5 Coupé, også kendt under tilnavnet ’Flachkühler’. Indtil jeg blev gjort opmærksom på, at der sgu’ er lidt for meget morfar over en ’Flachkühler’. Noget jeg egentlig burde kunne stå igennem, eftersom jeg faktisk er morfar – men måske det alligevel er lidt for meget, at der er dømt morfar bare ved synet af bilen?
Lad os lige slå fast, at en Mercedes ”Flachkühler” er den sidste aftapning af W111 ´Heckflosse´, som sedanen fra 1959 også blev kaldt på grund af dens halefinner. Baseret på W111 opstod både en coupé og cabriolet-udgave, der begge fik et langt modelliv, fordi Mercedes W108 aldrig blev lanceret i coupé og cabriolet-udgaver. Mercedes W111 coupé og cabriolet måtte derfor hænge i et stykke tid endnu og blev moderniseret i 1969 med den nye M116 V8-motor på 3,5 liter slagvolumen. Ved samme lejlighed blev motorhjelmen lavere og dermed også Mercedes-køleren, som tillige blev gjort både fladere og bredere – deraf tilnavnet ’Flachkühler’.
Mercedes W111 280 SE 3.5 Coupé ‘Flachkühler’ – bilen for den overskudsagtige morfar?
Produktionen fortsatte frem til 1971, men det blev ikke til mange eksemplarer: 3.270 eksemplarer for coupéen og 1.232 eksemplarer for cabrioletens vedkommende. Derfor er en ’Flachkühler’ en sjælden og relativt kostbar bil i dag. Sidst og ikke mindst er hele bilen bygget i den gedigne Mercedes-kvalitet, hvor dørene smækker som boksdøren i nationalbanken. Problemet er fremtoningen og teknikken med for eksempel den en-leddede pendulaksel bagi, der kalder på en adstadig adfærd bag rattet – en morfar.
Men så kom en af mine klassiske bilvenner på banen og gjorde mig opmærksom på, at morfarbil eller ej, så har det faktisk vist sig muligt at score med en Mercedes W111 280 SE Coupé i garagen, endda selveste Brigitte Bardot – i hendes yngre dage (også bilens), forstås. For det gjorde playboyen Günter Sachs.
Brigitte Bardot – tog hun ham på grund af bilen?
Så vidt Mercedes, for der er andre morfarbiler derude, har jeg ladet mig fortælle. Meget apropos har der været en del skriveri om Jaguar på det seneste … også på ViaRETRO. Jaguar har ryggen mod muren, fordi der i alt for mange år har været for meget morfar i Jaguar, siger nogle af dem, jeg har spurgt. De undtager de mere sportslige modeller, men giver sedanerne det glatte lag, og det uanset antallet af cylindre under hjelmen. Der er for meget gammel cigar og mølkugler over en Jaguar sedan, siger en af de kvindelige adspurgte. Mens jeg lige tygger på den udtalelse, kommer jeg til at tænke på en alderstegen advokat, formand for bestyrelsen i en af de virksomheder, jeg har været ansat i. Han havde en XJ (X350), og det er helt sikkert, at det var mange år siden, han havde scoret, og i mellemtiden havde Jaguar ikke solgt en eneste ny bil til ham.
Jaguar XJ (X350) – et rullende herreværelse til en morfar
Det værste er, at der findes mange lignende tilfælde, og derfor er Jaguar nødt til at gøre noget. Om det er det rigtige, ved vi ikke endnu, men en dag vil det være badet i bagklogskabens klare lys, og så tager vi fat i det … I mellemtiden kunne jeg i en sidebemærkning egentlig godt tænke mig en XK8!
Mercedes og Jaguar er eksempler på morfarbiler i den højere prisklasse, og dermed er vi ovre i morfædre med noget på kistebunden. Men sådan er det jo ikke for alle morfædre, så vi må hellere generalisere lidt og koge det ned til et ord: sedaner. Fandtes der i udgangspunktet en hatchback, der senere kom i en sedan-udgave, var det på flere markeder, fordi der skulle være noget til morfædrene. Eksempler kan være de to Lanciaer: Prisma og Trevi, som var sedan-udgaver af henholdsvis Delta og Beta.
Lancia Prisma, bilen for en morfar
Lancia Trevi, endnu et godt bilvalg for en morfar
Det er så ikke den fulde sandhed, og derfor skrev jeg med vilje ”på flere markeder”. Der findes nemlig undtagelser, og en af dem kan være Indien, hvor der er prestige i, at chefen skal kunne sidde på bagsædet, og det ser jo dumt ud i en hatchback – folk kan jo tro, at han bliver kørt til skole.
Et andet eksempel kan være undermotoriserede sedaner – BMW har også haft morfarbiler, bare tag E12 og E28 5-serie 518i som et eksempel.
BMW E28 518i – ren morfar
Ovenstående er blot nogle eksempler på morfarbiler. Måske nogle af jer har en morfarbil af de nævnte eller noget helt tredje. Det kan også være, at I er morfar, og derfor er bilen, I kører i, vel per definition en morfarbil. Alt dette hører vi gerne nærmere om.
Ugens Grafik
Har I sat kryds i kalenderen? Lagt planer? Valgt bil? Rute? Rejsepartner? Ja, for 2025 er igen et Le Mans Classic år.
Numerologisk afdeling: BMW 540i
Hvis Matiné Nr. 540 var udkommet noget tidligere end 2025, så ville ViaRETROs Numerologisk Afdeling og Afdelingen for Opretholdelse af Tyske Sprogkundskaber være gået sammen om denne tekst og have brugt overskriften “Geheimtipp”. De tider er imidlertid forbi. Men det er jo også passende for et retromagasin, kan vi undskylde os med.
Det handler igen om 5-serier, men bare rolig – det begynder at tynde ud i dem nu hvor vi er nået til 540. Den generelle pointe er stadig, at 5-serierne er superfine biler, der kan være mange ting for mange mennesker. Vi tager den lige på japansk, fordi jeg har noget med det land lige for tiden.
Sagen er, at i BMW 5-serien er éen model over alle andre: M5. Den kom med anden generation af 5-serien (E28), men først sent i dens levetid. Til gengæld har den siden 1984 været dén 5-serie, som alle bilentusiaster har drømt om, også i efterfølgeren E34. Derefter fik de V8 og V10-motorer og blev efter min beskedne mening for fjollede: M’et står jo oprindeligt for motorsport, og det var ingen M5 nogensinde tænkt til – men i de mindste har de to første varianter over E28 og E34 en klokkeklar forbindelse til motorsport, nemlig via motoren.
Rækkesekseren i M1 fra 1978 ydede dengang 277 heste og med forskellige ændringer seks år senere 286 heste i den første M5.
Dén stammer jo i sit grundlayout for den mest spændende M-bil nogensinde, M1, hvormed historien er på plads. Og hvis det ikke er nok, så er 3,5 liters slagvolumen, 24 ventiler og fra lige knap tre hundrede heste til godt og vel over vel også værd at nævne. Samt motorlyden. Og karakteristikken. Og nævnte jeg lyden?
ViaRETRO vil gerne ved lov slå fast, at man ikke må skifte fælgene på sin M5: Det bliver ikke federe uanset hvad man gør.
Man kunne også lige tage med, at det er gode biler. M5 af E34-generation nok især. Ikke en racer, men en ufatteligt velafrundet sportssaloon, der er fuldt dagligdags anvendelig også i dag. Jeg elsker en M5 – uanset om det er første eller anden generation.
Et mesterværk.
Når det er sagt, så må man også nævne, at netop dens styrke måske også er dens største svaghed: Motoren er født som en slags racermotor til gadebrug – ikke som en smallblock-V8, der skal (og kan) køre for evigt. Den skal passes og plejes og nusses – og renoveres engang imellem. “Det koster at fyre med mahogni”, som man siger. Men en BMW M5 med en smallblock havde jo ikke været det samme, vel?
Denne 540i har sportpakken, og det ødelægger faktisk lidt af dens diskretion. Jeg ville om muligt undgå det.
Det behøver man nu heller ikke at gribe til, og det er her 540i kommer ind i billedet. Det skete i 1992, hvor M5’eren fik sin 3,6-liters 315-hestes rækkesekser opgraderet til 3,8 liter og 340 heste. Hvilket så gav plads til en ny model under M5’eren, nemlig 540i med en spritny V8-motor på (som navnet siger – det kunne man nemlig regne med dengang) fire liter og 286 hestekræfter.
Visuelt er der tale om et klart tilbageskridr. Ingen grund til at vise din 540-motor til nogen, faktisk.
Den ER under M5’eren på alle måder, det er klart. Men kunne pudsigt nok også fås med en sekstrins manuel gearkasse. Og havde det samme moment på 400 Newtonmeter som M5’eren. Den er elektronisk begrænset til en topfart på 250 km/t og er derfor selvfølgelig helt efter bogen langsommere end topmodellen. Også i acceleration. Men knap seks sekunder for M5’eren kontra godt seks sekunder for 540i betyder næppe alverden i praksis – især ikke i dag som youngtimers og kommende klassikere, vel?
Og 540i koster cirka det halve. En del af forklaringen er, at der er bygget dobbelt så mange af dem som af M5. At den er langsommere. Ikke er en topmodel. Og ja, bare ikke er en M5 overhovedet. Men når det er sagt, så er det en voldsomt lækker BMW 5-serie af E34-generationen, der for nogle år siden ikke var helt opdaget endnu. Behold den på standardfælgene, find den med stofsæder og tag kun det manuelle gear – så er din 540i muligvis en af de fineste morfarbiler i denne Weekend Matiné…
Det er altid rart at komme hjem til sin nøgne kone efter en tur i en BMW 5-serie..
Ugens Le Mans-historie: Ingen morfædre i sigte!
Billedet herunder er fra Le Mans i 1993, og bilen er en Porsche 962 CK6. Kendere vil vide, at Porsche 962 var en videreudvikling af Porsche 956, og at de to biler dominerede Le Mans og international sportsvognsracing fra debuten i 1982 og mange år frem. Ikke ti år frem, dog – så længe lever en racerbil meget sjældent.
CK6 efter 962 betegner da reelt også Kremers egen videreudvikling af 962’eren og de brugte første gang betegnelsen i 1986. Da var fabriks-Porscherne egentlig stadig konkurrencedygtige, men TWR-Jaguar og Sauber-Mercedes havde hævet overlæggeren. Allerede i 1988 (“allerede”? Da var modelserien seks år gammel og selv det er oldgammel for en racerbil) stoppede Porsche i princippet selv videreudviklingen af 962’eren, men støttede gladeligt de uafhængige teams, der ville fortsætte med modellen. Såsom Kremer. Og det gjorde de så.
Det er faktisk smadderforvirrende at de alle hed CK6, for der er rasende stor forskel på de første og de sidste – som den på billedet. Den har for eksempel kulfiberchassis i modsætning til Porsche egne biler, der alle havde aluminiumschassis.
Bilen kvalificerede sig som nummer tretten og det er som vi ved et uheldigt tal.
Lige meget hjalp det, for i 1993 var næste skridt allerede taget, og Peugeot 905 var storfavorit med Toyota som outsider – begge med de nymodens V10-motorer. Porscherne var således blevet flyttet en klasse ned og kørte reelt deres eget løb for ældre modeller – kan man vel sige. Peugeot tog alle podiepladser og Toyota de næste tre og bedste Porsche blev nummer 7.
Bilen hér gennemførste slet ikke men udgik efter 210 omgange med en defekt benzinpumpe. Og det blev det sidste Le Mans for en CK6 i det hele taget. Men som man kan se er en af sponsorerne Hawaiian Tropic, og det var da i det mindste en fornøjelse at se det velindsmurte team før starten gik.
Ugens Foto
Cool på så mange niveauer! Roger Moore elskede efter sigende at køre Esprit. Ikke kun i filmen.
Ugens Fund: To biler, der tilsammen er svaret på det meste – for godt hundrede tusind!
“Alle taler om vejret, men ingen gør noget ved det, lyder en talemåde. Men se her, ViaRETRO gør det faktisk med disse bud på Ugens Fund. Lige nu er den ene perfekt – om fem måneder er den anden perfekt. De er afstemt i farverne, begge skulle være lige til at køre i, ingen af dem perfekte i lakken og derfor ikke noget at være alt for øm over – og med dem begge i garagen findes der ikke længere dårligt vejr.
1982 Lada Niva 4×4 til 58.000 kroner
Den russiske Land Rover er nysynet og som 1982’er ægte veteran. Derfor er den billig i vægtafgift, hvilket godt kan snyde med Nivaer – der kan være meget nyere end de ser ud. Her er det den ægte vare fra før murens fald. Jeg kunne aldrig finde på at sætte EU-plader på sådan een, men det har den altså. Og otte år til næste syn.
Udenfor mit vindue er der hvidt, frostvejr og jeg ville ELSKE at tage den russiske bjørn til stranden. Bevares, det ville være koldt at sætte sig ind på den sorte vinyl, men det ser helt og pænt ud og der hænger ikke alt for mange løse ledninger ned under instrumentbordet. Nogle gør der selvfølgelig, men det gjorde der måske også fra ny. Der står højt og tydeligt at den kører fint, og det er den femgearede udgave, så man også kan tillade sig at køre på landevej engang imellem.
Perfekt til nu!
Og så en lille nørddetalje: Den har jo (selvfølgelig) krog, og sådan en Niva må trække 1.500 kilo. Det betyder faktisk, at man kan trække den anden Ugens Fund-kandidat på et let autotrailer. Måske rart nok at have den i baghånden også?
Tak for tip til Claus S. Nielsen. Find annoncen her: Lada Niva
1961 Austin Healey Sprite til 55.000
Og nu til noget helt andet – som dog jævnfør indledningen alligevel er den perfekte makker til russerbjørnen herover: En ægte britisk sportsvogn – og ægte betyder i denne sammenhæng åben. Den ser fin ud på de få billeder, og sælger skriver frisk at han har “lavet alt det dyre”. Hvorpå han remser en masser undervognopgraderinger op. Det kan blive meget dyrere og bilen skal synes næste år.
Han skriver dog nul rust og jeg tillader mig at gå ud fra, at ingen vil lave opgraderinger med nylonbøsninger på en strukturelt usund bil, så mon ikke man bare skal kunne leve med lakken, som han kalder OK uden at være perfekt. Det er vigtigere med vejret, men det repararer solen snart!
Tak for tip til Ole Sørensen. Find annoncen her: Austin Healey Sprite
Hvad siger I – det perfekte par budgetklassikere? Det mener jeg faktisk kommer meget, meget tæt på – utroligt hvad man kan få her i januarudsalget!
Med lørdagsserien “Ugens Fund” vil vi hjælpe potentielle klassikerejere godt på vej: Vi udvælger ganske enkelt vores favoritbil til salg fra ugen der gik. Og inviterer læserne til at dele deres synspunkter, erfaringer, gode råd eller slet og ret og røverhistorier om den konkrete bil og model. Indsend forslag til kommende “Ugens Fund” på ugensfund@viaretro.com med link til annoncen, så indgår den i næste uges pulje.
Måske er det øjnene der ser, men jeg har altid syntes, at japanske biler var noget nær kopier ( i hvert fald kraftigt inspireret) af andre biler. Jeg ser mange “amerikanske” biler i denne matinee. Jeg tror det er grunden til jeg aldrig har været kæmpe fan af Japan (asien generelt) Det skal ikke forstås som, at jeg ikke kan lide japanske biler – de er altid bare lidt anonyme i forhold til de “originale” – selvfølgelig med undtagelser, det er klart. Originalt er altid bedst!! Derfor skal man også passe på med nyfortolkninger af musik.
Jeg har ejet en 540 – dog E39. Fantastisk bil! Min var steptronic, hvilket passer glimrende til den store bil. Den føles tung på en god måde. Derfor var den perfekt til alt på nær at være sportslig i mine øjne.
Jeg er forresten begyndt at kunne lide morfar biler, men jeg har også buskede øjenbryn, rynker, dårlige knæ og gammel musiksmag – mangler bare børnebørn
Jeg er helt med på din fascination af den japanske grafik og design af annoncer Claus, specielt JDM annoncerne fra hjemmemarkedet. Der har dog sneget sig en lille ROW annonce i d også for den smukke Celica, som heldigvis blev solgt worldwide 🙂.
Michael, sådan en BMW 540 er vel også en morfarbil? (Om ikke andet så for en udvist “bandemorfar” der kører tyvekoster hjem til Rumænien i den?)
Sådan en Jaguar XK8 kan for øvrigt varmt anbefales, og de er jo efterhånden billigere end XJ-S. Men husk at se efter for rust…
Sådan en Nissan Silvia LS fra 1970 (anden generation) er nu også meget perfekt på sin uperfekte japanske måde…😀
@stefan, du har da helt ret: De var mere end kraftigt inspireret af amerikanske biler – men da de (generelt) ikke kunne finde ud af at designe dem ordentligt alligevel kom der nogle vilde skæverter ud engang imellem, som bestemt ikke er uden charme. Og den Silvia @soren-w viser er efter min mening een af dem. Den er simpelthen så overdesignet, at det er lige før den er ved at blive moderne igen!
Men jeg må indrømme, at det også kan blive for meget for min smag – og det er tilfældet her. Derimod sådan en Chaser – som også er en lidt slap fortolkning af en amerikansk hardtopcoupé – jo, det kunne jeg som sagt godt.
Angående Mercedes og morfar biler.
Jeg er ikke morfar (endnu), men har alderen 😉
Har i nat kørt min nyindkøbte morfar Mercedes hjem fra Munchen.
Nu venter den bare på forår 🌞
Når jeg ser alle JDM annoncerne er det slående, at der ikke er en eneste japansk kvinde i annoncerne. De japanske reklamefolk må have vurderet at alle japanske mænd drømmer om en eksotisk vestlig kvinde?
Michael, som morfar synes jeg du skal omfavne det image og købe den lækre Mercedes, en af de smukkeste mercedes der er lavet, måske kun overgået af 300 SL og Pagode. Er den overhovedet “Morfar”? Senere når du taler om Lancia, definerer du morfarbiler som sedan!
Hvad er definitionen på en morfarbil?
Nu med foto (måske)
Efter min mening er det jo ikke det vigtigste hvad andre synes om en klassisk bil men hvad man selv brænder for og ønsker sig som er nummer 1. Kunsten er måske også at krydre sin garage Michael, så der er lidt med fart på, noget til at Cruise i osv. En kombi af en w111 3.5 med en eksempelvis Jaguar XKR ville kunne dække mange køreoplevelser:-)
prøver igen
@Lykke, sådan en Mercedes er da ikke luft kølet?
nej men min “rigtige” ViaRetro bil er luftkølet, og har også 6 cylindere ;-)
“Morfar” bil i sommerversion
Hvad med os farfædre, er vi henvist til en Polestar og lignende :(
Ikke under nogen omstændigheder …
Jeg henviser til en Vespa…
@luftkølet-lykke, dine problemer med upload af billeder skyldes højst sandsynligt størrelsen: Prøv at få det til at fylde mindre end 1/2 MB, så burde det kunne lykkes. Jeg er nemlig nysgerrig!
W111’eren er en ufatteligt lækker Mercedes-Benz fra dengang de lavede virkelige kvalitetsbiler. Selv har jeg altid udmærket kunne nøjes med seks cylindre og nogenlunde samme udseende, da det er karosseriet og interiøret, der gør den smukke coupé til noget særligt for mig. Med mindre motor er den så måske også mere morfar, men jeg er ligeglad. Til gengæld skulle min have manuelt gear. Men jeg er heller ikke morfar.
Med hensyn til køreegenskaber smager den her mere af morfar…
@Michael S Lund
Den Mercedes du kan lide, er ikke morfar-agtig. Den er direktør-agtig. Og det er noget andet. De unge lømler kører stærkt, og ankommer først til skihytten. Men vi ved alle, at det ikke handler om at ankomme først, men at ankomme med stil.
I de direktør-agtige biler behøves man ikke vise sig frem. Respekten er usagt, men allestedsnærværende.
Jeg er langt fra morfar-alderen, men gad virkelig godt den slags bil. Har ikke råd til den model, du kigger på, men en helt original 190 2.0 med automat og hjulkapsler og stofsæder ville kunne gøre mig morfar-glad.
Nu er jeg Morfar og kan måske godt se hvad Michael spørger til – og dog :-)
Jeg har hentet vores børnebørn børnehaven i Aston DB7, som jeg lavede en siddepude til, jeg har haft mit dengang 5-årige barnebarn med til “2 generations rally” i Morgan’en (der var ingen andre der kunne, og man skulle være 2 generationer i bilen), og de sidste 3-4 år har jeg endda haft en sedan som ekstra sommerbil :-)
Dengang jeg købte Aston’en var jeg tæt på at købe en Maserati Quattroporte, men min mor syntes det lignede en taxi ! .. så det blev Aston’en :-) .. måske er definitionen på en “morfar bil” at den også kan bruges til taxi ?
På et tidspunkt blev børnebørnene for store til at sidde bagi – der er faktisk 2 børnesæder i Aston’en; så jeg begyndte med at kigge efter en Jaguar. Prøvede både en XJ6 og en XJ40; men syntes at begge kørte “for meget morfar”, så det blev en S-type. Her er plads både til børnebørn og Aston (hunden) på bagsædet, og rent faktisk kører en S-type kanon.
.. og lige til sidst, som 66 årig morfar af i dag, kører jeg gerne på ferie i åben Morgan mm.; da min morfar blev 60 skiftede han sin Morris 1000 ud med en næsten ny Volvo Amazon, … der er sket meget på 2 generationer :-)
Jeg har altid undret mig over, at Lancia Prisma lige fra første dag blev en regulær salgssucces, modsat den mere friske Lancia Delta som altså havde en noget mere lunken start. Også selv om den blev Årets bil i 1980.
Forklaringen fik jeg i Italien, hvor jeg kom til at forstå at en Lancia Prisma lige præcis var en rigtig herrebil: En berlina for den stillige herre som sætter pris på kvaliteterne her i livet. Listen af kvaliteter er lang, men afspejler på bedste vis den velklædte og veluddannet italienske herre som også bevidst indtager sin pasta ledsaget af vin. Sådan vil mange italienske mænd gerne tage sig ud, og det kunne man meget vel gøre i en Lancia Prisma.
Om man i øvrigt har begrebet morfarbil i Italien ved jeg ikke.
Såså morfar! Sæt lige nye batterier i øjenkrykkerne! (eller er det bare en lille ønskedrøm?) Hun har altså tøj på! Ovenikøbet i redaktørernes yndlingsfarve: Leverplet brun… (*fnis*)
Var det ikke japanernes største problem i gamle dage: deres fremtoning, der i os europæeres øjne lignede lettere bedagede små kopier af amerikanere, hvilket fik os til at glemme deres udmærkede køreegenskaber og suveræne samlekvalitet.
Jeg er morfar….kører e30 Baur Cabriolet 4 cyl. med karburator 90 hk ( ren morfar )
Claus…det er nu du skal købe Niva, du har jo lyst….
Jeg er morfar til 4 og farfar til 2 og kører hverken BMW Mercedes eller Jaguar Men en mellemklasse bil fra et land hvor der bliver lavet mange eksotiske biler Men de er i en prisklasse som pensionister ikke kan være med hvis ikke de har været bankdirektører eller andet med en høj gage så jeg nyder lyden fra min v6 Buzzo i en lidt kandtet karrosseri i form af en Alfa Romeo 75 v6 3.0
Sådan Herluf 👏
Ser du allerede er godt på vej ind i genren @stefan 😉
Du har selvfølgelig ret i, at en ‘Flachkühler’ ikke er en sedan @Ole JAGmann , men den er afledt af en.
Det med direktøren er selvfølgelig en vigtig pointe @Skaanning , men sådan en ‘Flachkühler’ forudsætter også, at føreren kører den adstadigt, og det gør morfædre som regel. Jeg er totalt enig i, at det er en stilfuld bil, der fortjener at blive behandlet med respekt for at komme til sin ret.
Completely agree with comments saying you should go for the W111, Michael – one of the most elegant and distinguished cars ever made, in my opinion, and made to be driven in a leisurely and relaxed fashion. If it is a grandfather car, it’s a very superior one. As the owner of another arguably grandfather Mercedes (a C123) and of grandfather age (although I am not one), I would love a W111 – the one drawback (besides the price; they are very expensive in the UK) is it’s size; it would be too long for my garage and parking it in our small standard parking bays would give me nightmares. A wonderful car, though!
Efter at have sovet på jeres kommentarer, kan jeg godt se, at den ‘Flachkühler’ fortjener en ekstra overvejelse …
Ohh, @mslund, jeg var ikke klar over at den morfarkommentar havde taget så hårdt på dig! Jamen, så er det da godt at du får rygstød af så mange kløgtigere ViaRETROlæsere – og det kor vil jeg godt melde mig i. Min kommentar skal lyde: Du var nok ikke kommet så vidt som til at overveje en W111 for at spille smart overfor andre. Tilsvarende skal du selvsagt ikke afskrive den, fordi nogle knøse forsøger at spille smart overfor dig. Jeg er sikker på at Dronning Margrethe II ville kalde det “dumsmart”, faktisk – ligesom Kongen ville den dag i dag.
God jagt!
Jeg tror at Copenhagen Airport læser ViaRETRO!
Jeg vil bare sige – hvor er det dog positivt med de mange kommentarer til ugens Matiné. Det viser jo, at vi er mange som rent faktisk læser og støtter op om ViaRetro. Som morfar til 2 synes jeg stadig, at min Jaguar XJ12 serie 3 -90 var den ultimative morfar bil. Jeg har bragt barnebarn 1 til cello undervisning i selvsamme (Cello lå fint i bagagerum) og vi har sammen været på Langelinie i XJ 12.
Enig, @jens-ole-petersen: Det glædede bestemt også mig, særligt til denne tolvårsudgave.
Jeg er også enig i din betragtning om XJ12: Min var jo en 1987’er Sovereign, og ja – den var en suveræn morfarbil. Jeg var på Spaophold og hyggeture i Sverige over flere omgange, og både min datter og min kone elskede dens tilbagelænede måde at være overlegen på. Virkelig en bil, der hvilede i sig selv. For den morfar, der har alt andet, vil jeg mene.
Den Toyota Chaser’en ser jo ut som en variant av første generasjon Toyota Cressida i Coupéutgave, og den var i hvert fall å få i Norge i perioden. Samme karosseri, men en rekke detaljvariasjoner.
Godt set, for det er den også, @asgeir-hoffart. Men så vidt jeg ved blev den eksakte model Chaser 2000 SGS aldrig eksporteret ud af Japan som ny. I hvert fald ikke fra Toyotas egen side.
111 Coupé er den pæneste og mest stilfulde Mercedes-Benz nogensinde, efter min halvkvalificerede mening, hvad enten den er med 6- eller 8 cylindre og med klassisk- eller flad køler. Den bør ikke kun være morfædre forundt.
Jeg synes ikke W111 er en “morfarbil”. Den oser af klasse. Man kan sagtens være morfar og have klasse men man kan også sagtens have klasse uden at være morfar i sådan en W111.
Som vinterbil har jeg til gengæld købt noget af en morfarslæde. En Lexus LS430. Pludselig stod den foran mig, og selvom jeg følte mig alt for ung, måtte jeg efter en prøvetur bare have den. Kører som en drøm. Blød, lydløs og med alt i udstyr. Nå venter jeg bare lige på børnebørn, der går dog nok mindst 20 år endnu.