Det var faktisk i går: Den 11. juli 1899 blev firmaet Fabbrica Italiana Automobili Torino grundlagt og der er løbet meget vand i åen siden.
Jeg har jo mange gange tilstået, at jeg ikke rigtigt er til førkrigsbiler. Men der er som altid undtagelser, og en FIAT er een af dem – den sagomspundne Mephistopheles, bilen herunder:
Det er en bil bygget i 1923 til at sætte fartrekorder, og det gjorde den i 1924: 21,7 liters slagvolumen og over 300 hestekræfter sendte den op på 234,98 km/t. Det var sjovt nok den 12. juli 1924, altså eksakt 100 år siden. Lige noget for numerologerne.
FIAT-entusiaster kan så indvende, at bilen sådan set ikke er en ægte FIAT, og det har de ret i: Den blev bygget af englænderen Ernest Arthur Douglas Eldridge på hans helt eget initiativ. Eldridge havde en forhistorie med andre rekordbiler, og hans speciale til høj fart var at lægge en flymotor i en gadebil. Således også her: Basisbilen var faktisk en ægte FIAT, en SB4 fra 1908, og motoren også fra FIAT – en sekscylindret rækkemotor med det her enorme slagvolumen. Men tilsammen kan man ikke sige, at det er en FIAT fra FIAT. Men ligemeget: Det virkede.
Jeg synes bilen er ganske fascinerende, ægte FIAT eller ej, og vil hjertens gerne se den køre engang. På Rømø? Måske. Den er ejet af FIAT, og de viser den skam frem engang imellem – og jo, den kan stadig køre. Men når alt det er sagt, så ER den type biler noget udenfor mit kerneinteresseområde – og problemet i det hele taget hypotetisk, da den næppe er til salg. Endnu: Stellantis skal nok lige ud i lidt mere uføre før det sker. Og så bliver den i øvrigt alt for dyr til mig.
Men det skønne med FIAT er, at de har mange andre dejlige modeller fra de perioder, som jeg normalt excellerer i – og af de typer, som jeg normalt foretrækker. Og jeg HAR skam levet nogle af dem ud, for faktisk er FIAT det bilmærke, der indtager en delt andenplads på min topscorerliste over bilmærker jeg har haft igennem årene. Alle har været rigtige klassikere og enkelt var konebil – og så mente en biljournalist for år tilbage, at min kones Punto Selecta var rigtigt godt på vej. Jaja. Min 1962 1500 Vignale Coupé var toppen af min FIAT-karriere – men jeg var også uhyre glad for min 124 Sport Coupe og for den sags skyld min 132 GLS automatic. Knap så glad for mit Ritmo, hvis jeg skal være helt ærlig – men den var da flot. Og nåja, så var min allerførste bil jo en Lancia A112 – og så bliver det alligevel lidt i familien.
Der er imidlertid masser af FIAT, som jeg mangler og meget gerne (før end senere) vil prøve at leve med i en kortere eller længere periode. Det er for eksempel næsten en dødssynd for en bilentusiast, at jeg aldrig har haft en 127 – og ved nærmere eftertanke må jeg være en af de få danskere, hvor det er tilfældet. Men på mange måder vil jeg hellere have en 128 Familiale, da jeg nu engang elsker stationcars. Den optimale FIAT i dén klasse er dog nok 2300, der netop som stationcar trykker på SÅ mange af mine knapper, herunder seks cylindre og markant design. Og så er der jo youngtimergenren, hvor Coupé Fiat på det seneste har spøgt flere gange – ligesom jeg virkelig godt kunne tænke mig en Barchetta i en god farvekombination. Og jeg tør næsten ikke indrømme det, men faktisk kan jeg også se noget fedt i en Croma…bare fordi alle andre kører søstermodellerne 164, 9000 og Thema, ikkesandt?
Det gode ved FIAT er, at samtlige af de nævnte modeller (samt de fleste andre!) er forholdsvist overkommelige prismæssigt, så det er faktisk et mærke, hvor man selv som gemen lønmodtager kan tillade sig at slå sig løs. Ja, selv mesterværkerne koster ikke nødvendigvis ret mange penge. Min personlige Top 3 er netop tre af disse: FIAT X1/9, 124 Spider og som klar favorit 130 Coupé. Alle tre fremragende bildesigns, teknisk velfungerende og ualmindeligt velkørende biler som altid har været på min radar og som jeg bare skal have ud af kroppen en dag. Andre foretrækker måske Ritmo Abarth, Uno Turbo eller den evigtaktuelle 500.
Men lad mig høre: Hvilken FIAT er din favorit fra de 125 års italiensk bilhistorie – og hvorfor?
X1/9 og Panda mk1.
Fordi de bare ser så drøn godt ud, og Pandaen, især, fordi den er så spartansk. Her er ingen pral. Smukt!
Du mangler vist et foto i dagens artikel @ce.
Hej Claus Ebberfeld, Hvis din overskrift står til troende så kan du købe en klassiker jeg har. En minimalistisk bil fra før ordet rigtigt blev brust. Jeg tror jeg har Danmarks ældste FIAT 500 – også kaldet Topolino, – italiensk for Mickey Mouse. den er fremstillet på Lingotto fabrikken i Torino i oktober 1936.
Det engelske klassikker blad Auto-Italia har i det nyeste august nummer 2024 klassificeret de bedste 125 Fiat-modeller igennem tiderne. Top 5 ser således ud:
1) Fiat Panda mk 1 (1980)
2) Fiat 500 (1957-75)
3) Fiat uno
4) Fiat 128
5) Fiat X1/9
Som ejer af X1/9 i 41 år og 6 stk. på CV’et gennem perioden, stemmer jeg på Fiat X1/9, gerne en serie A/a fra 1972-74 eller en Bertone X1/9 ie VS fra 1985-87,
Iøvrigt er der lige solgt en Bertone X1/9 Grand Finale i England til 25.000 pund. Den havde også kun 19 miles på klokken.
Find Wheeler Dealer “Some like it Fiat”, og se en fin 1974-model som Mike Brewer and Ant Antsted sætter i stand i USA.
Vi tager lige et billede med i anledning af fødselsdagen
Min favorit….hvorfor…bare fordi… jeg har haft en Panda
Jeg havde faktisk først haft nogle Abarth’er med, @peter-plys-karlsen, herunder nogle OT’er, der et-eller-andet sted er født som FIAT. Men jeg lod alligevel være, fordi jeg synes at de er mere Abarth end FIAT – ligesom din racer der.
@jørgen-jacobsen, det står sådan set til troende, men jeg har jo sådan set næsten skrevet en prioriteret liste, og der står hverken den gamle eller nogle af de nyere 500 på. Jeg synes de er charmerende, men har det lidt ligesom med førkrigsbiler: Det er bare ikke rigtigt mig.
X1/9 i de helt tidlige udgaver er præcist også mine foretrukne, @tocoman. Lysgrønmetallic, tror jeg gerne jeg vil have – eller bare lysegrøn.
@claus-n, Panda er en fantastisk bil, men nu er den blevet så populær, at jeg måske hellere vil have en Croma!
HEJ Claus
Jeg ser stadig en abarth i din billedserie.. en 131´ er
Mvh
Flueknepper og Fiat-fan
Hej flueknepper-Karlsen :-). Tjah, det er jo som så ofte ikke en ikke helt objektiv skillelinie, men der er immervæk bygget 400 131 Abarth, så FIAT (ikke Abarth…) kunne deltage i rally-VM med den. Den er baseret på, ligner og lugter som en 131.
Mens der er bygget cirka 50 OT1300, eksempelvis. Og jeg tænker færre af din 1000, der er en racersportsvogn, der ikke rigtigt ligner nogen FIAT, som man kunne købe?
Når det er sagt, så har jeg bare fundet en masse dejlige FIAT-billeder – galleriet var ikke tænkt som en videnskabelig afhandling i billedform.
Jeg forstår det kedelige perspektiv til en doktorafhandling ud i Fiat eller ikke Fiat.
Næh, min ligner ikke en normal Fiat….men havde man penge kunne man købe..min var registreret på nummerplader i Napoli.
Jeg har den originale købsfaktura.
Hvilke associationer giver det til hvordan føreren så ud dengang…?
Jeg er Fiat fan hva’ fan er du..?
Har haft Fiat 127, Ritmo, Punto, Brava, 500C og for nuværende igen 500C.
Jeg kunne godt se mig selv i en 130 Coupé, 124 Spider, 128 3P, X 1/9 eller CoupéFiat.
Fiat er skøn – som Alfa er bare noget andet. Har været der og kunne sagtens finde vej tilbage – 1200 Spider, 850 Sport Coupe, Sisley Panda og senest 500c
Drømmebilen er dog en 130 Coupe med manuelt gear, velour og gerne i blå.
Nu faldt jeg jo i FIAT-gryden som lille, og tilbragte barndommen på bagsædet af både 128, 128 Special, 132 GLS, 131 Supermirafiori og Argenta. Første bil var en 600 og første bil på plader var en Croma Turbo i.e., som faktisk kørte bedre end den Thema 3,0, der efterfulgte den. Og så havde den helt ufattelige kræfter. Min 130 Coupé skal jeg forhåbentlig aldrig af med, men jeg har da stadig nogle på listen, som gerne måtte flytte ind i garagen:
125 Special (mørkeblå eller turkis)
124 Special T 1600 (bordeauxrød)
124 Sport Coupé Mk I. (gul)
131 Mirafiori (orange)
132 GLS 1800 (lyseblåmetal)
There are several FIATs I would be happy to have in my garage – including but not limited to the Dino (Coupé over Spider), the 130 Coupé, 124 Coupé, 2300S Coupé…there seems to be a theme here…but I also like the 130 Berlina and X19 (pre-big bumper model).
@peter-plys-karlsen, køberen har haft en tyk tegnebog og føreren var en slank søn med ambitioner!
Favorit Fiat’er:
Fiat Dino – både coupe og spider. Den ene er sexet og den anden er elegant.
Fiat 124 coupe og spider – især med coupeen, vigtigt at det er 1. generation
Fiat 128 3P coupe. Kølig elegance + tidstypisk anvendelighed
Fiat 130 coupe. Overflod af kølig elegance
500 (1955 og frem). Bare fordi den er sød.
Uha… der er så mange fine FIAT.
En Dino Coupé står nok øverst på listen, dog skarpt forfulgt af en tidlig 1500 S Coupé. Men i den billigere ende, kunne en fin lille 850 Spider eller Coupé også være ganske underholdende at trille igennem sommeren i…
Jeg savner også Dino Coupe og Spider i billedkavalkaden, de er efter min mening de smukkeste af alle Fiat’er.
Jeg kan i øvrigt godt lide “ansigtsudtrykket” på nogle af 70’er modellerne, sådan lidt forsigtig måbende smilende 😃
Min 124 og 238 er meget forskellige biler, men jeg synes de har lidt samme udtryk.
Eller er det bare mig? 😮
Fiat har lavet mange skønne biler, deriblandt også 2300S Coupe. Designet af Sergio Sartorelli hos Ghia. Motor af Aurelio Lampredi og til “S” tunet af Abarth.
Sidder her syd for Rom hvir der stadig triller en del af de original 500ere rundt samt utallige Pandaer af alle generationer.
Fiat kan bare noget, eller kunne, som trykker på mine knapper. Har haft 500, 850 Berlina, 124 Spider før og vil gerne igen have både 500 og Spider.
De levede begge i næsten tyve år uden nævneværdige ændringer og en Spider er da noget af det kønneste der er til at få for almindelige penge.
Nå jeg må logge af og checke Subito igen 😎
“kunne”, @jensby – jeg er bange for at ordet er “kunne”.
Men ellers er jeg helt enig, og selvfølgelig er jeg slet ikke blind for de to Dinoers stil, charme og V6. Nærmest genialt at den ene er Bertone og den anden Pininfarina. Og begge er da også mere sportslige end 130 Coupé, det er klart. Men nu er der jo andet end sport her i livet og alt i alt slår den store coupé i min verden klart de to andre af pinden – især hvis man tager priserne i betragtning.
Og hvis man fortsætter ud af budgetlinien, så ender man vel ved X1/9: At SÅ fedt et design, koncept og samtidigt velfungerende bil kan fås til de penge er jo nærmest usandsynligt.
Har været Fiat fan hele mit billiv. Min første bil var en 1100 Special efterfulgt af en 1500 C. Dernæst fulgte min første nye bil, en 128 Berlina 4-dørs i dybblå, anskaffet i dec. 1970. En yderst velkørende bil med meget moderne teknik, bla tværstillet, overkvadratisk frontmotor med overliggende knastaksel og træk på forhjulene. Tyske bilanmeldere var grønne af misundelse. Man kunne kun byde på en Bobbel og en Kadett. Senere fulgte en 131 Special 1600, også en dejlig bil. Lige nu holder der en 500X og en Panda i garagen. I alt har jeg haft 20 biler af flere forskellige mærker, bla også en Alfa 33 1,7 ie og en Lancia Ypsilon 1,2 86 Ps, men mit bilhjerte banker dog allermest for Fiat.
Dino – jeg et ikke så kræsen om det er coupe eller spider.
DrømmeFiat? Ottovu – say no more! Gerne Zagato eller Supersonic – men kan godt ‘nøjes’ med én af de andre.
Jeg har en halv Fiat En Moretti 125 mk 2 Bunden og inderfront er original Fiat ligesom motor gear og hele undervognen plus baglygter resten er såvidt jeg ved bygget på Moretti fabrikken som byggede småserie på basis af diverse Fiat modeller fra Fiat 500 til 2300 Bilen har været omtalt på forgængeren til Via retro Billeder kan findes på nettet Og desværre er det stadig en projekt som nok ender i udlandet eller en skrotpresser
Efter at kørt Mercedes-Benz W123 (først 300d, siden 230E) købte jeg i 2018 en 2014 Panda 1,2. Den gav mig køreglæden tilbage.
Den køreglæde som jeg havde følt i min Citroën 2CV.
Pandaen blev blev skiftet ud med en 500x 1,0 fra 2020.
Fantastisk bil.
Sjovt at have en, for de fleste, ukendt bil.
Og en smuk bil…specielt i sølv…Pinin Farinas foretrukne farve.
FIAT har meldt ud, at de ikke længere vil producere grå biler…ikke den bedste beslutning.
Min FIAT-ønskegarage (1. udkast):
124 Special T 1600 (mørkeblå)
Panda 100HP
130 Coupé
Coupé (Bangle)
Der er et par FIAT’er som jeg godt kunne tænke mig at eje, men nok mest Abarth aftapningerne. Men en 600 som 1000TC og en 850 som ot1600 står nok øverst hos mig
Min første bil var en Autobianchi A112, så Lancia Y10 og derefter en god blanding af Alfa, Fiat og Lancia.
Var penge ikke noget problem, så gerne en 8V Supersonic. I den mere realistiske afdeling, så en Coupe Fiat, Barchetta, 2300 Coupe, Panda serie 1 u/ firehjulstræk og (eller) 850T som bus eller camper.
I al beskedenhed…;o)
Lancia Y10, @jens-karlsson – den har jeg også altid godt kunnet lide. Ikke mindst for dens interiør. Og Kammhæk. Prisen (i dag!). Og navnet :-)