Er du klar til sæsonen 2026?

Man kan diskutere hvor meget der skal til for at kunne sige man er klar, men uanset hvordan man vender og drejer definitionen, så føler jeg mig ikke selv klar. Det er en nærmest absurd situation, at jo flere skønne klassiske biler jeg ser, prøver eller bare bevæger mig rundt imellem nærmest hver eneste dag, des mindre får jeg selv gjort ved det.

Den sidste messe jeg var på var Retromobile i Paris, og jeg vil egentlig gerne give det gode råd, at hvis man kun skal på een eneste messe om året, så bør det være denne. Jeg blev mere end inspireret.

Til gengæld vil jeg sige, at jeg sjældent har været mere inspireret! Der er ikke en skygge af tvivl i mit sind om at det nærmest ikke kan blive for meget, og den uspecificerede og ret omskiftelige liste af hundredevis af drømmebiler jeg ofte nævner findes stadigvæk oppe i mit hoved – og er så bred som aldrig før. Det er faktisk ikke sådan, at jeg får flere og flere drømmebiler, så listen vokser. Jeg bliver bare mere og mere bevidst om min egen smag, krav og håb for en klassisk bil.

Den næste messe jeg skal på (altså på arbejde på…) er den i Essen, som har fået nye arrangører men ligger samme sted og har samme omfang.

På den måde har jeg faktisk ikke brug for mere inspiration. Men i skrivende stund ser det ud til, at jeg i weekenden den 28.-29. marts ikke har nogen udenrigsopgaver og heller ikke andre forpligtelser, og så skulle man da være et skarn, hvis man som dansk bilentusiast ikke besøger Bilmesse & Brugtmarked i Fredericia. Man ved jo aldrig, vel? Det ku’ jo være man mødte nogle man kendte, i det mindste.

God weekend og ses vi derovre om et par uger?

Claus Ebberfeld

602 ccm, slagvolumenet fra to cylindre – og lidt om manden, der gav dem liv

Tekst: Michael Sehested Lund
Fotos: Citroën brochuremateriale fundet hos Danmarks Motorhistoriske Arkiv

Numerologisk afdeling gjorde opmærksom på, at det var oplagt at skrive om Trabant 601 i Weekend Matiné Nr. 601 – det lå lige til højrebenet. Og det gør det for så vidt endnu, hvor vi nu er nået til Weekend Matiné Nr. 602. Denne gang handler det dog ikke om en bilmodel, men om den luftkølede, 2‑cylindrede boksermotor, der i årtier var hjertet i Citroëns små modeller og nåede op på 602 ccm i Citroën Ami 6, og som siden blandt andet endte i Citroën 2CV og Dyane 6. Retfærdigvis skal det nævnes, at forslaget om at skrive om den 2‑cylindrede Citroën‑motor på 602 ccm ikke kom fra numerologisk afdeling, men fra en læser, som foreslog det i ViaRETRO’s gruppe på Facebook.

Bag den luftkølede 2‑cylindrede boksermotor stod en mand, der sjældent får den opmærksomhed, han fortjener: Walter Becchia. En italiensk konstruktør med fransk pas, som lagde vægt på enkle, gennemtænkte løsninger. Becchia var ikke den eneste italiener i Citroën‑universet – der var jo også Flaminio Bertoni, ansvarlig for designet af Traction Avant, 2CV, DS, Ami m.m. Efter sigende blev Becchia fascineret af motoren på Bertonis BMW R12‑motorcykel. Jeg har tidligere været inde på Walter Becchia og hans meritter i Weekend Matiné Nr. 556.

Fra 375 til 602 ccm – en motor, der voksede med opgaven

Citroëns lille boksermotor indgik i udviklingen af Citroën 2CV. Da projektet startede i 1930’erne, var målet at skabe en motor, der kunne drive en bil, som “kunne transportere to bønder og 50 kilo kartofler over en pløjemark uden at knække æggene”.

Den første version, lanceret i 1948, var på 375 ccm og ydede 9 hk. Ikke meget, men luftkølet, let, enkel og robust – egenskaber, der gjorde den nærmest uopslidelig. Den kunne køre på dårlig benzin, tåle hårdhændet brug og kogte – af gode grunde – aldrig over. Den var skabt til et Europa, der skulle genopbygges.

Becchia besluttede også, at motoren skulle kobles til en 4‑trins gearkasse, hvor 4. gear fungerede som et overgear. Dette på en tid, hvor de fleste biler – især de mindre – blot havde 3 gear. Han skippede også strømfordeleren og lod begge tændrør tænde for hver omdrejning, selvom den ene cylinder ikke var i arbejdsslaget.

Men tiden stod ikke stille. 375 ccm blev til 425 ccm, så 435 ccm, og i 1960’erne nåede motoren sin mest kendte form: 602 ccm i Citroën Ami 6.

Med 602 ccm fulgte også en ny selvtillid. Motoren leverede nu op til 32 hk, hvilket i Ami 6’eren betød, at det faktisk var muligt at overhale – hvis man planlagde det i god tid. Men motoren var stadig enkel og tro mod Becchias filosofi. Den var ikke vokset for at imponere, men for at følge med tiden – uden at miste sin sjæl.
602 ccm og 32 hk er ikke meget i dag, men motorens betydning kan ikke måles i kubik og heste alene. Den var en del af en kultur, en livsstil og en epoke på den franske måde, hvor mobilitet blev demokratiseret. Den gjorde det muligt for almindelige mennesker at komme ud i verden, på ferie, på arbejde, på eventyr – og ikke mindst en bil for tidens kvinder, hvilket markedsføringsmaterialet lagde op til. Og den gjorde det med sin karakteristiske lyd, som man ikke tager fejl af.

Walter Becchia døde i 1976, men hans motor lever videre i de biler, der stadig kører.

Weekend Matinéer med tre cifre og et 0 i midten lægger måske umiddelbart op til noget Peugeot, men det passer altså også på noget andet, og der er vi et stykke tid endnu.. Numerologisk afdeling holder stadig øje – og vi tager gerne imod supplerende forslag, både skæve og skarpe.

Ugens Grafik

Man skal ikke tro på alt hvad man læser, heller ikke som en fin symmetrisk graf. Men den her er nu meget sjov alligevel: Hvor mener I Peak Formel 1 var? For så vidt kan der jo ikke være nogen tvivl: Svaret ligger i fortiden…

Ugens Fund: 1973 Ford Consul 2.3 Stationcar til 60.000 kroner

For en gangs skyld er denne Ugens Fund en bil jeg har prøvekørt, og jeg kan derfor stå fuldstændigt inde for, at alt fungerer og er i den skønneste orden. I hvert fald i 2016, da jeg kørte den:

2016 på Djursland og redaktøren bag rattet.

Der kom selvfølgelig en artikel ud af det, og den kan man jo genlæse (den hed: Ford Consul er ikke sexet – læs den for at forstå meningen med overskriften) for at fange min begejstring for bilen – for det var jeg: Jeg kaldte den en tidsmaskine, fordi netop denne Consul var urestaureret og uspoleret og bare satte min tilbage til 1973. Dengang ville jeg ikke kunne nå pedalerne – og det ville den daværende ejer heller ikke kunne. Men han har helt sikkert prøvet, for bilen har altid været i hans families eje.

Ejeren af bilen engang tilbage i halvfjerdserne.

Og ja, er det stadig, indtil videre – for det er samme mand, der nu “overvejer at sælge”, som han skriver. Ham på billedet herover, så det er nok også en svær beslutning. Han fik ikke brugt bilen så meget dengang, og var egentlig bare glad for at jeg gad at køre en tur i den, så den fik lidt motion – og jeg tænker også en kommende nye ejer vil elske at give den det. Jeg kan skrive under på, at det er en meget behagelig køreoplevelse.

En Consul Stationcar er en stor og rummelig bil, der sagtens kan slæbe et helt orkesters udstyr – eller hvad ens hobby nu er. Bildele kan der også være mange af.

Det lader ikke til, at bilen er blevet meget anderledes på de ti år: Fint opbevaret, altid holdt vedlige og derfor også pivhamrende original. Guderne forbyde, at den går til nogen, der sætter alukander på og sportsrat i! Den fortjener bestemt at bevare sin originalitet – men omvendt også at blive brugt. Og det sidste er nok præcis dens styrke: For de 60.000 kroner for man nemlig en klassiker, der nemt kan rumme hele familien og deres bagage, så det er nok det mest praktiske Ugens Fund vi har haft længe.

Omvendt kan man også tage den til træf som herover og være rimeligt sikker på, at selv HVIS der skulle være en anden Consul Stationcar, så kan den næppe slå netop denne bils kombination af kontinuerlig familiehistorie og nuværende stand. Faste læsere vil bemærke, at jeg ikke engang har nævnt farven endnu – men jeg synes den taler for sig selv, ikke?

Tak for tip til Ronald Dijkstra. Find annoncen hér: Ford Consul 

Med lørdagsserien “Ugens Fund” vil vi hjælpe potentielle klassikerejere godt på vej: Vi udvælger ganske enkelt vores favoritbil til salg fra ugen der gik. Og inviterer læserne til at dele deres synspunkter, erfaringer, gode råd eller slet og ret og røverhistorier om den konkrete bil og model. Indsend forslag til kommende “Ugens Fund” på ugensfund@viaretro.com med link til annoncen, så indgår den i næste uges pulje.

Hvorfor skulle man egentlig kommentere på ViaRETROs webside i stedet for at gøre det på Facebook?

Det var der en læser der spurgte om efter at jeg selv havde kommenteret på opslaget i går om Peugeot 405 MI16 versus Citroën BX 16 Soupapes. Der var nemlig livlig kommenteren på selve Facebookopslaget, men på det tidspunkt intet på selve historien på ViaRETRO.dk, og det undrede mig. Dåerefter spurgte læseren hvorfor man skulle gå over på en hjemmeside – og mit svar er det herunder:

Man kunne roligt sige: “ViaRETRO – accept no substitue” også.

Det er et billede, som jeg længe har haft liggende i ViaRETROs fotoarkiv til Facebook, men aldrig turdet bruge. Fordi – man vil se det, hvis man kigger nøje efter – der sidder en dame på en bil. En fed een (bilen!), for det er faktisk en Shelby Mustang. Som det fremgår er det forsiden af et bilmagasin fra 1976, Damen er endnu mere velformet, og problemet er ikke, at hun sidder med en revolver, for dem har Facebook intet problem med. Problemet er, at nogle vil sige hun er nøgen (teknisk set noget sludder, da hun har store fornuftige støvler på samt endda også en hat), og det har Facebook et kæmpeproblem med.

Endnu en Mustang – men her er jeg sikker på at billedet ikke ville hue Facebook, og det er ikke fordi hun læner sig op af den: Men her er der brystvorter (igen – man ser det, hvis man nærstuderer billedet grundigt) og uvist af hvilken årsag, så kan Facebook ikke tåle dem. Altså på kvinder. På mænd er det intet problem.

Mit problem er, at hvis man bliver fanget i at lægge noget op, der ikke passer Facebook, så kan man blive udelukket fra platformen i kortere eller længere tid. Og det er ikke så smart for en anden platform som ViaRETRO. Om lige det konkrete billede er nøgent nok til at volde problemer, det ved jeg faktisk ikke – men på grund af de mulige konsekvenser har jeg heller ikke tænkt mig at finde ud af det. Altså censurerer ViaRETRO sig selv på Facebook, og det er jo helt stik modsat hvad vi som medie står for. Vi kan godt lide historie og det er uomtvisteligt, at man kan lære noget af den – og hele emnet censur er i den sammenhæng jo et knaldgodt eksempel, ikke?

Igen et billede, som jeg er i tvivl om – og det er ikke på grund af rygningen, selvom alle jo ved at det er pissefarligt. Hov, “pisse”? Må man bande på Facebook?

I min optik er ovenstående billede ganske uskyldigt – man hvad nu hvis Facebook har en buttcrack-detektoralgoritme? Ja, så bliver det ikke mig, der finder ud af det.

Ugens Foto: TVR S “Penthouse Edition”

Da TVR lancerede denne specialudgave brugte de en model fra det hæderkronede magasin Penthouse.

Modellen hed Maria Whittaker og var allerede dengang en af Storbritanniens største kulturpersonligheder, der tilføjede det helt rigtige skær af respekt til den lidt simple TVR. Der i øvrigt også er en rigtigt lækker sportsvogn. Senere blev hun kendt som opfinder af det simple trick, der tillod hende at vise sine største kvaliteter uden at oprøre det puritanske Facebook, der dengang naturligvis kun var i sin vorten:

Billedet hang (som reproduktion) i mange hjem som hyldest til hendes opfindelse, men originalfotoet hænger på London National Museum. Originalerne hænger et andet sted.

Bonusspørgsmålet: Tror I ikke den var gået på Facebook også? 

Ugens anden grafik og et tip til Essen

Den allerede omtalte bilmesse i Essen her 8. til 12. april bruger rundt omkring i diverse sammenhænge en masse forskellige plakater og grafikker for at promovere deres event, og jeg husker ærligt talt ikke hvor på internettet jeg blev udsat for ovenstående. Men den mindede mig om noget, for da jeg for nogle uger siden var med en fransk mesterfotograf på fotosession, så havde jeg valgt et sted, der også ligger i Essen. Ikke et bilsted som sådan – men det blev det så til vores opgave. Herunder et billede, som jeg bare skød med min kameratelefon:

Den kommende messe handler som der står i grafikken om “Fahrkultur”, mens stedet hvor vi fotograferede den Luci del Bosco Countach handler om “Industriekultur”. Ja, det er en ting i Tyskland, og vel især i Ruhrområdet. Vores fotolokation Zeche Zollverein er således et UNESCO-klassificeret “Industriedenkmal”, og det er faktisk virkelig et besøg værd. I al sin fremmedartede råhed og delvise forfald er det simpelthen en kulmine samt værker og infrastruktur til forarbejdning af det i dag så forkætrede energiprodukt. I dag er hele området ved at blive gentænkt som en slags åben museum, ikke kun med industritema, men også for design og genbrug og generelt oplevelsescenter, komplet med restauranter og sågar et hotel – som jeg selv boede på og derfor kan fortælle, at det var absolut i orden.

Og derfor vil jeg lige komme med tippet her et par uger inden bilmessen: Måske er Zeche Zollverein et besøg (ikke en omvej, for det ligger bogstaveligt talt på vejen til Messe Essen, når man kommer nordfra) værd også? Nogle af jer hårdføre entusiaster ynder jo også at køre i klassiker derned, og så minder jeg bare lige om, at der er en og anden god fotomulighed her også.

ViaRETROs Weekend Matiné redaktion: Claus Ebberfeld og Michael Sehested Lund.