Aktivitet

Hele vores hobby drejer sig om følelser og passion. Man kan have mange personlige grunde til at købe den ene eller den anden model, årgang, familierelationer,første kys……
Hvis fornuften tager over kan vi ligesågodt blive voksen.

Det er umuligt at sammenligne de to biler men ville sælge min sidste år fortrød og tog den tilbage fra forhandleren sad hele vejen hjem og tænkte det gør jeg ikke mere 944er på alle måder en fantastisk køremaskine men den har ikke lyden og eftermælet fra de store sejre men det er en bil man bare nyder at køre .

ubs !!!

Ferdinand Porsche havde jo altid som udgangspunkt for at lave en kvalitets sportsvogn til folket. Det rationale kom de nok for tæt på folket med i form af 924 designet, efter at have gennem årtier opbygget et kvalitets renomme igennem racerløb sejre i LeMans og som reklamen også viser ( en jetset bus med en 911… ikke et rugbrød). 944 derimod løfter kvalitets og ydeevne i design og fremtoning betydeligt… fed bil, men ikke snyg som en 911…928 er bilen der rammer plet igen…

Tja, en god 944 turbo skal man vel efterhånden over 200K for at købe, og en fornuftig 911 fra 70erne kan fås for 350.000 og opefter, så helt dobbelt op behøver det ikke være.
Jeg har godt nok kun en 924, men det er trods alt den, som 944 turbo er baseret på. Jeg har også en 911, og i forhold til den mangler min 924 totalt karisma. Største anke er den kønsløse, men driftssikre motor. Det råder 944 turbo så bod på både med flere HK og mere, der kan gå galt. Men nogen boxer 6er bliver det aldrig. Og så er der hele legenden omkring 911, det har 944 ikke. Det er kun sjældent man bruger topfart og accelerationsevne til fulde, men karisma bruger man hver gang man kører og for den sags skyld bare kigger på bilen. Så Peter: Køb, køb, køb…

911, ingen over og ingen ved siden af – uanset hvad papiret iøvrigt siger.
Min første oplevelse med 911 var en mørkebrun Carrera fra ’76, som tilhørte min windsurfinginstruktør dengang først i 80’erne.
Vi skulle til Mols og surfe, men det var absolut intet problem at få et par 14-årige knægte ind på bagsædet, selvom vi nok sad tæt.
Sikke en oplevelse, ikke mindst da den fik lov til at strække benene – lyd, læder og luksus.
Sidste år var jeg så heldig at få minderne genoplivet i en ’75’er, som en kammerat har investeret i – stadig en intens oplevelse, både ude og inde.

Fantastisk beskrivelse Bjørn,- kan ikke være uenig på nogen måde.
Lyden, lugten og følelsen af en 6 cyl luftkølet boxer er noget af det fedeste.

Fortryder stadig jeg solgte min for 4 år siden.

@bjoern-stegger , det var som at være der selv – tak for historien.

@soren-w , Peter er meget specifik: Det skal være en 3,2 Carrera og endda helst med den nye gearkasse. Den får man ikke for 350 af de lange.

@heine-hansen , tak også for dit kontrapunkt, der netop illustrerer hvor god 944 er.

Sagen er vist bare, at det handler om noget andet :-).

Interessant at læse indlæg fra folk, der normalt ikke skriver så meget her på siden. Tak for det.
Er vi ikke grundlæggende tilbage ved den evige snak? Hvorfor give mange penge for en gammel bil, der skal passes, plejes og fikses i både for og bag, når man kan købe en 120% driftssikker Ford Focus til 180k?
Ja, hvorfor?
Hvorfor skifte en lækker 944 til en 911. Ja, hvorfor?
Fordi rationaliteten heldigvis i ny og næ sættes ud af spil, og følelserne tager over. En 944 er en “super god” bil. Let at holde, kører godt, er stabil osv. En 911 er måske mindre “god” i det daglige, men den er til gengæld “magisk”. Den er…..en 911. Punktum.
Det er lidt som forskellen på en “god” kvinde og en “magisk” kvinde. Den historie kender vi alle til, tror jeg.
Peter skal købe den 911! Men undlad min bil/kvinde-analogi hvis ikke MeToo skal dukke op med fakler!

Enig, @skaanning – og så skal han måske sælge sin 944 Turbo til mig :-). Den tager jeg lige med ham på tomandshånd…

@claus-ebberfeld nu ved jeg ikke, hvor lummer man må være her på Viaretro, men hvis jeg drager en stilfærdig og politisk ukorrekt sammenligning mellem dine biler og kvindetyper, er du så ikke dækket mere end godt ind? Nogle har til gården (Alpine), nogle til gaden (SLC,XJ12) , andre midt imellem. Hvad skal du med en 944? Hvad kan hun…dvs den, som de andre ikke kan dække? Dejlig vogn, men alligevel.
Uha, hvor jeg modsiger mig selv i forhold til min første mail! Men det sagde D.H. Lawrence, at man gerne må….i ny og næ!

Man skal ikke altid købe, det man ønsker – man risikerer at blive slemt skuffet. I værste fald forsvinder interessen.
944 turbo er da helt sikkert en bedre bil. Jeg kan umiddelbart kun finde een fordel til 911’eren – lyden.
Meen (baseret på min egen 924 turbo , og en kort tur i en 944 turbo), en 944 er en GT-bil – ikke en sportsvogn. Fordi undervognen og styretøjet er alt for godmodigt sat op. Det er ikke en bil, man tager en stor omvej på vej hjem, for at finde den store køreoplevelse. Det er ikke en bil, hvor man tilrettelægger et sving med nedbremsning, indstyring, apex, acceleration med en fornemmelse af:”Det gik godtnok stærkt, og bilen forsøgte at slå mig ihjel”. Hjertet banker.
Måske er 911’eren netop på det punkt bedre?

@skaanning , her på ViaRETRO må man være MEGET lummer: Vi er mig bekendt det eneste medie i Danmark, hvor det stadig er tilladt.

@the-real-stig , der er trods alt et par fordele mere: 911 har et absolut fantastisk styretøj, karosseriet er bedre bygget (ifølge testen fra 1985) og faktisk er rullekomforten også bedre i 911, ifølge samme kilde.

Men derudover har du ret i det med motoren, for selvom den luftkølede bokser i 1985 var over tyve år gammelkendt som konstruktion og til dels lydbillede, så dedikerer den gamle test et helt afsnit (ret langt) til at beskrive 3,2-motoren og alle dens dyder frem for turboen: Udover lyden er boxeren også mere økonomisk og “hängt besser am Gas”, som tyskerne siger.

Lige som Bjørns fine førstegangs oplevelse af en 911 blev jeg også bjergtaget i min barndom i Esbjerg hvor jeg som lille knægt brugte tiden med at daske rundt på havnen. Ved Fanøfærgen så jeg første gang en tysk 911 i køen og jeg husker den stadig som værende mørk brun. Senere så jeg dem ofte på Autobahn når de strøg forbi vores SAAB på ferieturen sydpå. Måske Du husker galt med året Bjørn, i min 911er bibel står at første serie løb af samlebåndet september 64 og formentligt først kom til salg i Sverige senere, måtte lige tjekke. Jeg tror min først 911er oplevelse først må have været i 67-68 men det er jo en halv menneskealder siden. Jeg skulle nok have købt en dengang mine frie midler og bilens pris passede bedre sammen nu er afstanden blevet alt for stor, men jeg nyder dem da hvergang jeg ser en til træf eller på messerne.

En XJ6 serie 1 i sølv har altid været cool i mine øjne, måske fordi jeg har haft en i Matchbox udgave som dreng?
Bilen her ser generelt pæn ud, men ser ud til at have en meget mat venstre fordør? Og så frygter jeg altid hvad sådan en gang forkromede skærmkanter skjuler? Og kølergitteret foran er fra en V12. Det originale serie 1 er pænere men sjældent at finde i god stand.
Prisen er der som sådan ikke så meget at sige til, men det er deromkring de ligger, så kig på flere, og køb den absolut bedste…
JAGmann har også sin til salg, et lige så godt ugens fund:

Tror aldrig jeg har kørt i december – men MK IX skulle i dag på vinterkoloni – da der opstod uforudset garagebehov…

@soren-w, sjovt – synes V12 grillen er så meget mere elegant.
Med manuelt gear er særlig SI med 2” karb ret let til bens…

Hov, @soren-w : Jeg havde ikke set JAGmanns XJ6 er sat ned? Og det er jo en af de biler, der er noget så sjældent som originalt original. Udmærket tip for de XJ6-løse også.

Nu foretrækker jeg selv automatgear i de her biler, men som @lars-t-madsen også skriver, så er en tidlig XJ6 med manuelt gear faktisk en noget anden køreoplevelse. Ikke på en ubehagelig måde!

R5 havde plast (glasfiber) kofangere 72… Chevrolet Corvette, IFA/Trabant, Lotus, Citroen var fremme med fiber karrosser i 50erne…

@kim, du redder dagen. Når det nu ikke kan blive den “quatrelle”, så kunne det måske gå med en R5 “cinq” i første generation. Bunden er jo i princippet det samme, og jeg har altid syntes godt om R5 – måske man skulle finde en TS-model …
Men ellers havde Citroën Visa i den første udgave også en god plastnæse mm.

Laber farve til den Visa, @michael-s-lund ! Men næppe original. Så en Dyanne i næsten samme farve til træffet i Ribe sidste sommer. Lækkert vogntøj.
Den runde Ritmo…ak, ja. Køn er den ikke, og køredynamisk må den være lige så spændende som en kolossal opvask søndag morgen med tømmermænd.
Med årene er jeg kommet til at holde af mange af de glemte hverdagsbiler, og et stykke hen ad vejen, er det takket være Viaretro og måske mest @claus-ebberfeld, som gentagne gange hiver netop den slags biler frem. Og tak for det. Men Ritmo (og også Daihatsu Charade – sorry, Ebberfeld) er biler, der understreger pointen om, at biler ikke pr. natur bliver fede, blot fordi de er gamle. Men det er jo subjektivt….

@michael-s-lund der en 1. generation 652cc Visa til salg i DBA, mere rustikt bliver det næppe. luftkølet 35hk bokser og varmgalvet karrosse. og den rigtige plastfront. Jeg ved fra pålidelig kilde at den lille bokser kan tunes til 90hk, eller udskiftes med en BMW bokser på 1200cc..som så kan tunes til 154hk.. https://www.dba.dk/citroen-visa-11-benzin/id-1046026622/

Jeg synes bestemt ikke den første Ritmo var grim, og er faktisk ret vild med de frække detaljer som @michael-s-lund så fint dissekerer i sin kulturanalyse: De indlagte forlygter, de runde dørhåndtag, fælgene. Faktisk synes jeg de tre facelift af modellen gang på gang udvandede de oprindelige frække design. Jeg havde jo en Ritmo 100S (come on, @skaanning , den VAR da fed!?!) i en smuk metalrød, men må indrømme at jeg altid ønskede en af de tidligere i en funky halvfjerdserfarve.

Fremragende reklamevideo for Ritmoen, i øvrigt!

Jeg er fan af bauhaus design, Dieter Rahms og efterfølgende den farveglade og lidt mere svungne men stadigvæk minimalistiske Verner Panton. Og derfor er jeg også fan af den oprindelige Ritmo. Den åbenlyse blanding af plast og metal og runde og kantede linier som Michael så udemærket beskriver gør Ritmoen speciel selvom det er en konventionel hatchback. Jeg husker at jeg som stor teenager var til Ritmo premiere med min far hos den lokale “Poul-FIAT” i Faaborg, hvor vi fik en prøvetur i en blå udgave. Det var en fed oplevelse. Vi bør alle bruge de næste 10 år på at finde en perfekt Ritmo Mk. 1 til gemmerne. Når den bliver 50 kommer priserne til at eksplodere, ligesom Jaguar XJ6 :-)

Jeg solgte FIAT i min tidligere karriere – dog efter Ritmo tiden. Til gengæld kom de nogen gange i bytte på det store antal Tipo der blev solgt i staren af 90’erne.
Der var seks års garanti mod rustgennemtæring på FIAT dengang, og sådan en Ritmo kunne inden for denne garanti lige nå at få udskiftet alle fire døre – for anden gang.
Resten af bilen var som regel heller ikke noget værd, og langt størstedelen af dem der blev byttet ind, blev prissat til et sæt måtter, en større radio, eller lignende.
Det eneste der reelt var noget værd, var mekanikken – resten af bilen var simpelt hen noget utroligt skrammel af meget ringe kvalitet.
Men den første havde et design der ikke er overgået i den bilklasse, men som desværre blev mere og mere udvandet med diverse facelifts.
Jeg tror dog aldrig at den nogensinde ligefrem kommer til at eksplodere i pris………..

Jeg er meget enig i de seneste kommentarer:

1.
Jeg er selv ret vild med FIAT Ritmo, men det skal klart være en af første generation, da den fik “poleret kanterne af” og vel er et af de værste eksempler på, hvordan det oprindelige koncept kan udvandes.

2.
Den falder helt i tråd med tidens stil, der videreførte funktionalismens enkle former i nye materialer og pangfarver.

3.
Priserne på første generation skal nok gå op, når folk får øjnene op for den og pga. af sjældenhed (jeg finder kun een af første generation inde på mobile.de – en 125TC Abarth til €23,5k, hvis det ikke skal være cabriolet’er).

Selv stiftede jeg for første gang bekendtskab med FIAT Ritmo i første generation under et “dannelses-besøg” som ung studerende på Louisiana i Norsjælland, hvor der var en særudstilling for moderne brugskunst – det eneste jeg husker er FIAT Ritmoen, der var en af udstillingsgenstandene og i samme blå farve som på et af billederne.

Jeg elsker den originale Ritmo Mk1 med dens funky design. Sidst i 80’erne købte jeg en orange 65hk med grå kofangere. Efter at jeg havde skiftet nederste halvdel af karosseriet malede jeg den koksgrå, det var hipt dengang, i dag havde jeg beholdt den i orange.

Tak til Søren for at nævne min XJ6. Efter at jeg har sænket prisen til vinterniveau er interessen stor!

Hvis jeg starter løvblæseren op kl. 06 om morgenen, bliver jeg formentlig hurtig skudt efter. Nabobilerne vil nok også bande over udført arbejde.

Men FIAT Ritmo 1 var og er jeg vild med.
Dejligt design.
I det ydre, for i det indre er det ganske forfærdeligt kedeligt.
Hvilket desværre er tilfældet for langt de fleste biler i perioden 1970’erne til 1990’erne (ikke at alle derefter kunne mestre noget ergonomisk og flot).
Det meste var sort plast, hos nogle garneret med diverse grå kulører og skulle det være lidt anderledes, så nogle brune farver.
Der var ganske få som kortvarigt turde benytte røde og blå farver, men bønnetællerne har nok fået kvalt den slags løssluppenhed.
Havde Ritmo dog blot bevaret sit formgivningsmæssige mod indendøre.

Lamborghini Countach i sort med guldfælge, ja tak ! En Ferrair 308 GBT el en Maserati Merak tager jeg også gerne i sort.

Hvide biler (specielt nye) har jeg der til gengæld svært med, de minder mig om noget fra hårde hvidevare afdelingen i Fleggaard.

Så kan du se den her musik video og glæde dig over at der bliver en mindre in verden (en sort 944´er lader vist liver her..): og sangen hedder passende “Black car”

(….elsker sorte biler…)

Black Friday? Du er en uge for sent på den. Men jeg er enig i det triste budskab. Jeg har vist kun haft en sort bil såvidt jeg husker? En Alfa 156, som jeg skyndte mig at montere rødt læder i. Det var ikke nok, så jeg solgte den til min bror. Siden har jeg haft 3 røde Alfaer…
Mine klassikere har aldrig været sorte. Gul, rød, grøn, hvid, brun, beige, blå, orange og den slags lækre farver… Men aldrig sorte…

ÅÅÅHHHH Brun BMW 320. Du er savnet.
Monti

Ferrair = Ferrari.
Måske jeg skulle have holdt lidt tilbage med den flaske Gammel Dansk til fredags
morgenmaden ;-)

En af vores lokale autoforhandlere havde en helsides annonce i ugeavisen forleden. Noget med en hel masse leasingbiler, der nu var kommet ind og klar for salg, og som blandt diverse tekniske lovprisninger også fandtes i “masser af lækre farver”. Et hurtigt scan ned over siden viste 20 billeder af stationcars i alle former for sort og koksgrå. Den grinte vi meget af, hjemme ved køkkenbordet.
Men det er da selvfølgelig en tryg fornemmelse, at kunne købe en bil i en af de tre standardfarver, sort, koks og sølv, og vide at der står en anden lemming klar til at overtage den efter 3 år og 99.000km. Men også lidt fattigt, og jeg skal i hvert fald ikke med på den galej.

Overskriften til dagens artikel mindede mig om en tegneserie fra barndommen…

Tak skal du have, @jakob356 – det varmer.

Ovre på Facebook foreslog politibilsentusiasten Heine hvide døre til at live op på rustvognslooket. Så dropper jeg nok guldfælgene.

@monti , det var en fed firmabil.

@soren-w , det er jo et retro-site.

@njal-h-fredhave , hvis en skæv københavner udtaler de to navne, så lyder de også hundrede procent ens.

Jeg har haft to sorte biler, som nævnt ovenfor købte jeg den ene af min bror. Min næste Alfa Romeo blev rød.
Jeg har kun haft én firmabil og den var brunmetal.
Jeg har aldrig haft en sort klassiker og kun to hvide, 1972 Triumph Spitfire og 1962 Jaguar E- type 3.8 OTS.

Kunne du ikke selv bestemme farven?
Men med alle dine km, giver en firmabil så meget mening, sort eller ej…

Ja, alle moderne biler vil det samme, kan det samme og mangler det samme – nemlig charme, personlighed og inddragelsen af føreren. Ja, faktisk er føreren efterhånden blot en statist, der allernådigst får lov at dreje rattet.
Måske er det passende, at disse fartøjer nærmest kun sælges i sort og hvid. For det er sgu en farveløs sort/hvid-verden, de serverer.
Men der er da klassikere, der en gode i sort. Men det kræver, at kabinen ikke er sort. En Lotus Europa er flot i sort. Også Esprit. TR 4 og 5 ligeså. Og 911. Men måske skyldes det, at disse biler har en spektakulær formgivning, der kan klare, at den sorte farve “æder” lidt af linjerne. En Mercedes w116 dur også i sort, hvis man går efter statsmand-looket.
Tog dog trods alt hellere de omtalte biler i andre farver.
Hvid? Nej og atter nej.

Jeg har både en sort firmabil (Mercedes) og en sort klassiker (Mercedes) men er ikke i helt samme selskab som de herrer der nævnes (synes jeg da selv:-) God weekend

Foreløbig 4 sorte hér – ingen af dem firmabiler – men dagligdagsbiler. Lancia Thema 3,0 SW, Alfa 147 GTA, Mercedes 300E-24 W124 og Mercedes 300E W124. Jeg er enig i, at sort er en elendig kulør til en bil – men når man køber brugt og man vil ha’ den der står der, så må man også nappe den i den kulør som den nu en gang har :>). Kunne/Skulle jeg selv vælge helt ny bil, ville jeg aldrig købe en sort – men en rød.

…..Næh, 5 s’gudda! Glemte lige den Mercedes 260E W124 jeg havde en 14 dages tid – indtil jeg fandt ud af at der skulle lidt mere power under hjelmen :>)

Sort kan være smukt på klassikere men det skiller vandene og er vel sjældent originale lakker.

Selv en Fulvia Sport klarer det, men vi har ofte diskuteret om den sorte farve ændre fremtoningen på konvekse og konkave kurver på bilerne. Min personlige teori er at bilerne ser meget forskellige ud på billeder og i virkeligheden så fotokunsten har også en hvis indvirkning på resultatet.
Jeg er nu meget glad for at skifte min sorte hverdagsbil ud med en blå.

Det med sort og konvekse og konkave kurver minder mig om en bil, jeg måske også kunne acceptere i sort, nemlig Countach-konkurrenten Porsche 930 – Turboen er sådan set ond nok til at bære den. Den vil samtidig være en mere fornuftig firmabil end italieneren.

Men igen: Ikke i sort/sort. Aldrig i livet.

Og selvfølgelig har du ret, @ole-jagmann : Det giver rigtig god mening til mit kørselsbehov. Men det har altså haft den effekt, at jeg nu har fået lyst til klassikere i endnu skrappere farver…

I skal bare gå all in. Gult fremhæver linierne.

Sort er Audi-sygen, som har bredt om sig.
Nogle personer opfatter sig som værende stærkere, mere maskuline, intimiderende sorte riddere, når de sidder bag rattet.
De fleste andre er blot fantasiløse.
Hvide kummefryserfarve anser jeg dog stadig for at være nulpunktet.

De eneste som kunne noget med sort lak til bilerne, var Lotus.
Behørigt garneret med guld.
Ikke synderligt smagfuldt, men dengang havde Lotus jo grund til at være prangende og selvsikker.

Sort går fint til en Esprit..

Mit gæt er at firmabiler for 90% vedkommende er tyske stangvarer i sorte eller grå. Er man ubercool, så vælger man sort læder….
Den ultimative kedelighed – sort/sortmen måske tryghedsskabende. Jeg kommer aldrig til at forstå det.

Nemlig @per-lemser , you proved my point :-)

Enig, @per-lemser – Lotus, sort og så lidt guld, dét er der faktisk også meget rigtigt over. Og den er meget billigere i drift end en Countach! Det er vigtigt for en firmabil :-)

@lars-t-madsen , så vidt jeg kan se er Volvo, Renault og alt muligt også sort, så det er vist ikke bare et tysk fænomen. Men nej, jeg forstår det heller ikke.

@claus-ebberfeld – men du ved godt, at du har gjort noget helt galt ikke??? Nu bliver du forvent med moderne køretøj, der kan give varme i kabinen, der som regel starter, viskerne virker, låsene fryser ikke, ingen værksteds- eller benzinregninger (fortsæt selv listen)….

Det er et farligt spor af mageligehed – som kun vil gå ud over klassiker-km….
Taler af bitter erfaring.

Jeg købte min første sorte bil i 1974! En Lotus Europa Special årg 1973!
Midt i halvfjerserne var der ikke mange sorte privatbiler, så denne vakte en del opsigt! (Det gør de fleste Lotus vel!)
Lotus´hovedsponsor i F1 var Players Cigaretter, og det var denne sort/guld bemaling der prydede F1 bilerne fra Lotus! En kobling til gadebilerne førte til denne udgave af Lotus Europa Special!
Bilen blev solgt til udlandet efter 32 år hos mig ! Den kører i dag i Luxembourg!
Stel nr 1246Q
Har siden ejer flere sorte biler, Lotus Esprit Commemorative, Lotus Super 7, Range Rovers, osv! Har i dag kun en sort Ferrari 308 GTS 1978! Efter sigende er der kun solgt 28 stk i denne farve i første serie fra 1977-1980!

Hilsen fra en der elsker at vaske bil…..!
Henning Hjorth

@henning-hjorth , for dælen den er lækker i sort med guld, hvordan kunne du slippe sådan en skønhed ?

Nå, der er Morganen på den nu fjernede High-Speed Curb ved Roulunds i Odense!

(ved afkørsel 50-51)

Indrømmet, @henning-hjorth : Dén udgave af Europa SKAL og må selvfølgelig være sort – og den bærer det med stolthed, ser man jo. Toplækkert, simpelthen.

@lars-t-madsen , jeg HAR tænkt over det samme, men tidspunktet er dog nærmest perfekt valgt: De næste fire-fem måneder ville jeg ikke køre klassiker alligevel. Og jeg er faktisk ved at udtænke en slags strategi for at undgå at falde i den fælde der.

Sjovt tilfælde: På vej for at aflevere en søn i Vejle forleden kom vi til at snakke om farverne på de biler vi så på motorvejen hvor de overvejende var sorte og sølvgrå og sønnen konstaterede tørt, at de så noget kedelige ud! Vi talte så om bilerne før i tiden – ’50’erne, 60’erne og 70’erne hvor der var mere spræl i farverne og endte med at blive enige om at vores metalrøde stationcar fra 1995 egentlig var meget pæn og skilte sig ud fra flokken, bagefter kom jeg i tanker om, at jeg faktisk aldrig har haft en sort bil!
Som et kuriosum kan nævnes, at Peugeot leverede modellerne 404, 504 og 604 i sort mod MERPRIS – ligesom metalfarver, men en sort 404 eller 504 med rødt indtræk var faktisk en flot bil :-)

Synes nu at sort kan klæde en række klassikere – det var også den helt igtoge farve til min Toyota Crown. Iøvrigt med dybt bordeauxrødt indtræk og masser af krom.

@bernt-clausen, tak for dine kommentarer. Der er mange fine informationer at hente.

For nogle år siden så jeg på Fredericia-messen en Cadillac fra 1925, som ejeren havde fundet som vrag og sat i stand, så den stod som ny. Af de finesser, han viste mig, var blandt andet en elektrisk cigartænder (med et par meter ledning) så man blot kunne række ind ad det åbne vindue, hvis men befandt sig uden for vognen og skulle have ild på sin smøg. Endvidere havde den en kompressor med forbindelse ud til hvert hjul, så man til enhver tid kunne pumpe luft i dækkene. Kompressoren blev aktiveret ved, at man med tændt motor koblede ud og indrykkede gearstangen i et særligt gear. Den var endvidere tyverisikret ved, at man ved parkering låste gearstangen fast i bakgear, når man fjernede startnøglen – en finesse, som SAAB som bekendt brugte mange år senere.

Tak for en meget sober og inspirerende anmeldelse af dette Enzo Ferrari værk. Tænk at det er oversat til DANSK..!
Han er jo nok en af de største og mest ikoniske figurer i bil-historien. Han har uden tvivl været en sammensat personlighed, meget passioneret omkring sine racerbiler og sikkert også psykopat en gang i mellem, når det passede ham. (Ligesom de fleste andre store ledere…)
Jeg tænker at du vel selv har siddet og læst den omgivet af orange velour i din Agnelli raket..?

…og her et tilfældigt billede af Enzo…

Fik originalen til min 40 års fødselsdag, af Gentleman-racer Jørgen Egdal. Han havde købt den på en stand ved OldtimerGrandprix på Nũrburgring. Det bliver ikke bedre, men den var fandendæleme sej at komme
igennem.
Monti.

Jeg har samme udgave som @monti, altså på originalsproget – og der er der dælme IKKE mange illustrationer i.

Men Brock Yates skriver godt, han lider ikke af politisk korrekthed og bogen er bare en guldgrube af historier.

Fedt billede, Søren W. Som jeg kan tyde billedteksten er det den italienske præsidents søn, der står foran Enzos blå 130’er ved et besøg i Maranello.
Il commendatore har så ladet sin 128’er blive i garagen den dag.